2016 A. Clape, Cornas, Rhône, Frankrig

2016 A. Clape, Cornas, Rhône, FrankrigVi sluttede det ekstravagante vinøse high-fasion modeshow med en gammel klassikker … Cornas fra A. Clape og her blev det i en årgang 2016.

Clape har jeg skrevet om en del gange, så historien og information om vinhuset kan I finde i tidligere blogindlæg.

Som alle vinene fra Clape er vinen lavet på 100% Syrah fra parceller, hvor alle vinstokkene har en alder på henholdsvis 30, 50 og 60 år med enkelte stokke over 100 år gamle. Lagret 22 måneder på de store, gamle foudres.

Denne 2016 har Parkers Wine Advocate givet 96 point, mens  Wine Spectator ligger på 98 point … gennemsnit på 95 point i ratings fra de store professionelle.

Det er duftmæssigt som at få en blodtud … kraftigt slag direkte i hovedet, så du får næseblod, for der er blod, jod, sved og tårer, lidt tørret kød, brændt kød, bacon, tobak, tjære, koks, grannåle, blyant, sorte oliven, nelliker, tør engelsk lakrids og lakridsrod, rosmarin og krydderurter, soja og frugt af solbær, hindbær, ribs tilsat knuste granitskærver.

Smagen er egentlig lysere end forventet og som jeg husker vinen, men der er fortsat masser af power, dybde og en vild tørhed. Den har en frugt af brombær, knust hindbær og ribs, men tanninerne er vilde, rustikke og tørre, men samtidig ganske fint integrerede. Det er sgu bare en kongevin … der er ikke så meget andet at sige, så dermed ender Houlberg igen med et stort smil og 97 point.

Forhandles i dag af Bichel Vine, hvor seneste årgang kostede 875 kr. og alene sælges på allokation. Denne årgang 2016 er dog set hos Uhrskov Vine til 1.350 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7    half_thumb

2014 Elio Sandri, Barolo Perno, Piemonte, Italien

2014 Elio Sandri, Barolo Perno, Piemonte, ItalienDer kom sgu mere Barolo i glasset … også med alder, for det var en 2014 Barolo Perno fra Elio Sandri, der ligger på Località Perno i Monforte d’Alba.

Vingården ligger således på den stejle, kølige østvendte Perno-skråning lige over for Gajas Barolo ejendom i det varme vestvendte Sierra Langhe og i der har Sandri familien været vinbønder i mange år.

Familien solgte oprindelig blot deres druer til andre vingårde, men da Elio Sandri overtog driften fra sin far Giovanni Sandri, så ændrede Elio dette og beholdte frugten til sine egne vine, som han så solgte under eget navn.

Far Giovanni etablere endda en fond til fordel for sønnens projekt, så det gør også af Elio kan drive en ville vingård med fokus på at lave vine efter gamle traditioner med meget lang gæring og lagring og en særdeles lille produktion på omkring 2.000 kasser årligt.

Elio Sandri har således kun 8 hektar vinmarker med gamle stokke med Nebbiolo, Barbera og Dolcetto. Vinificeringen er ret traditionel, med et minimum af indgreb, med macerationer i betonkar for at få frugten så meget frem. som muligt.

Gæringer sker udelukkende med druernes egne gærceller og vinen lagres i meget lang tid … mindst 60 måneder for Riserva vinene.

Her smagte vi spå Elios 2014 Barolo Perno … og faktisk var denne eneste Barolo, som Sandri lavede dette år, så derfor er det de bedste Nebbiolo druer, som er kommer i vinen, nemlig også de druer, der normalt anvendes til Riserva’en.

Vinen er lavet med spontangæring på gale, slovenske egefade og med en andel hele klaser. Efter endt fermentering er vinen lagret på de gamle, store egefade og efter endt ufiltreret flaskning er den endda lagret hele 4 år på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt snakker vi jod, blod, kamfer, garvet læder, røg, krydrede urter, lakridsrod, violer og tørrede blomster … ret tæt i strukturen og frugten er sorte kirsebær, hindbær, granatæbler, ribs suppleret med tomatstilke. Den virker mere rund end forrige, har en smule mere sødme, vanilje, fluffy candyfloss og så samtidig denne lidt stenede mineralitet.

I smagen er det også en kraftfuld, velsmagende Barolo med en mere rund frugt, knuste hindbær, kirsebær, ribs og bitter lemon, men også mere rustik end foregående, ikke helt så elegant, mere hård, kantet og stokastisk i smagen, men man kan udtrykke det sådan? Det er en forrygende old-school Barolo med stor vægt på struktur og den rene, upolerede frugt. 95 point.

Ikke fundet forhandler herhjemme, men på Sharewine er en flaske i årgang 2016 solgt til 819 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2006 Giuseppe Rinaldi, Barolo Brunate – Le Coste, Piemonte, Italien

2006 Giuseppe Rinaldi, Barolo Brunate - Le Coste, Piemonte, ItalienAzienda Agricola Giuseppe Rinaldi regnes som en af de mest ikoniske producenter i Barolo og ligger på adressen Via Monforte, 3 i Barolo og vi smagte næst en 2006 Barolo Brunate – Le Coste.

Giuseppe Rinaldi må betegnes som en af de allerstørste traditionalister og vinhuset er et af de ypperligste i området, men produktionen er yderst begrænset og vinene er udsolgt straks, de bliver frigivet.

Historien om Giuseppe Rinaldi går generationer tilbage, for selve vinhuset blev oprindelig grundlagt i 1890 af den første Rinaldi, der arbejdede som landmand i vinmarkerne i Marchese Falletti fra Barolo og lige siden har det være med vin det vigtigste.

Gennem generationer er viden om produktionen gået i arv og familien har altid værnet om de klassiske metoder for at skabe autentiske vine med dybde og karakter.

Det var Giuseppe Rinaldi, som for alvor gjorde vinhuset verdenskendt og han var kendt som en kompromisløs fortaler for det traditionelle håndværk … en arv, som i dag lever videre hos familien. Deres filosofi hviler på en dyb respekt for naturen, håndarbejde i marken og minimal indblanding i kælderen.

Vingården råder over 6 hektar vinmarker, hvoraf de 4 hektar anvendes til deres Barolo vine … der er marker som Brunate, Le Coste, Bussia, Cannubi San Lorenzo og Ravera og de er nogle af de mest eftertragtede marker i området og byder på en unik kombination af jordbund og mikroklima.

Vinene laves med en omhyggelig vinificering, hvor druerne fra hver mark gærer separat og til sidst blendes vinene til de legendariske cuvéer som fx Brunate og Tre Tine. Der sker hverken filtrering, tilsætning af gær eller andet skidt … det er helt naturlige vine,

Desværre døde Giuseppe Rinaldis i 2018 og siden har døtrene Marta og Carlotta videreført vingårdens stolte traditioner med imponerende sikkerhed og dygtighed. Marta har været ønolog siden 2008 og Carlotta, agronom siden 2012, men begge har gennem de sidste mange år arbejdet tæt sammen med deres far og tilegnet sig hans kompromisløse tilgang til vinfremstilling.

Her smager vi deres 2006 Barolo Brunate – Le Coste, hvor Nebbiolo druerne kommer fra de 2 marker Brunate og Le Coste … vinen laves ikke længere, for Rinaldi laver i dag 2 Barolo’er fra hver af markerne.

Uhhhh ubarmhjertelig jernhård og tæt aroma med jod, tobak, søde balsamico elementer, mentol, kamfer, violer, tulipaner samt tørrede rosenblade, grannåle, garvet læder, tjære, tørret kød, lakrids, hård granit med frugt af kirsebær, ribs, moreller samt granatæble … egentlig luftig og æterisk.

Smagsmæssigt er det også en hård og muskuløs vin, der også er utrolig pivfrisk og dermed utroligt, at den har har 18 år på bagen. Der er frisk, syrlig frugt med sure kirsebær, jordbær, ribs, rabarber og lemon, mynte, rosenblade, vilde blomster, balsamico, knuste sten, tjære, vilde tanniner, der dog ikke er out-of-space vilde, men i stedet blot ret markant … har sgu masser af livlig frugt … satans kompleks og imponerende. 98 point.

Jan havde haft denne liggende i mange år, men det er i dag voldsomt dyre dråber og bare Rinaldis Langhe Nebbiolo koster 688 kr., mens denne er langt dyrere … en 2019 Barolo Brunate koster fx 2.675 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2015 Frédéric Magnien, Charmes-Chambertin Grand Cru, Bourgogne, Frankrig

2015 Frédéric Magnien, Charmes-Chambertin Grand Cru, Bourgogne, FrankrigDer kom mere burgundisk Grand Cru vin i glasset, for den næste vin var en flot 2015 Charmes-Chambertin Grand Cru fra Domaine Frédéric Magnien i Morey-Saint-Denis.

Vinhuset er reelt grundlagt af Michel Magnien, der stammer fra en familie af vinavlere og som ung arbejdede i sin fars vinmarker i Bourgogne.

Men Michel Magnien havde nu store drømme og de beskedne 4 hektar, som faderen ejede, var ikke tilstrækkelig, så han ville gerne udvide med nye og spændende parceller fra regionen.

Så i perioden fra 1967 til 1991 opkøbte han i samarbejde med sin hustru Dominique markparceller på tværs af Côte de Nuits. De nye indkøb omfattede blandt andet eksklusive marker som Grand Cru-markerne Clos de la Roche og Clos Saint-Denis samt Premier Cru-markerne Les Millandes i Morey-Saint-Denis og Les Cazetiers i Gevrey-Chambertin.

Men som de tidligere generationer, så flaskede Michel Magnien imidlertid ikke vinene under eget navn, men solgte druerne videre til et kooperativ i Morey-Saint-Denis.

Men det ændrede sig, da sønnen Frédéric Magnien kom med i driften af vingården. Frédéric havde fået nye idéer fra studieophold hos producenter i udlandet og havde bl.a. arbejdet hos Josh Jensen ved Domaine Calera og hos Garry Farr ved Bannockburn Vineyard i Californien.

Så da han i 1993 vendte tilbage til faderens vingård og sammen lavede de vine et par år, men i 1995 startede han i stedet sin egen négociant-virksomhed og supplerede sin viden med en uddannelse til ønolog på universitetet i Bourgogne.

Da han startede ud, havde han mange kontakter gennem sin far og har i dag opbygget et netværk af avlere i Morey-St-Denis, Gevrey-Chambertin og Chambolle-Musigny. Frédéric ejer dermed ingen vinmarker.

Hans talent er at fremskaffe druer fra små bedrifter i de ædleste  appellationer og ligeledes fra de bedste parceller på de fineste vinmarker. Han spiller således en vigtig rolle som konsulent for disse dyrkere, hvilket gør ham i stand til at udvælge parceller med ældre vinstokke over 40 år gamle og dermed købe druer af meget høj kvalitet ved optimal modenhed.

I dag er Frédéric Magnien en yderst respekteret vinproducent med et imponerende udvalg af historiske Premier Cru og Grand Cru vine fra lang række vinmarker og tæt kontakt til avlerne.

Han har indført, at vinhuset og markerne er blevet økologisk certificeret, for han ved, at alle de store bourgognevine begynder i vinmarken. Pinot Noir er en utroligt porøs og påvirkelig druesort, og det kræver stor opmærksomhed og nøjagtighed at kultivere den rigtigt.

Han er også gået skridtet videre, for i 2015 blev vinhuset også biodynamisk certificeret under Demeter. Derudover arbejder han også med flere nye tiltag, bl.a. med brug af ler-amforaer og har også skruet gevaldigt ned for mængden af nyt egetræ i lagringen.

I dag har Frédéric Magnien sammensat en af Bourgognes mest misundelsesværdige samlinger af primære vinmarkskilder, herunder vinmarken Charmes-Chambertin. Med et vinmarksareal på omkring 30 hektar, er Charmes-Chambertin den største Grand Cru vinmark i Gevrey-Chambertin og ligeledes den mest kendte.

Teknisk set udgør de 30 hektar to vinmarker: Charmes-Chambertin og Mazoyères-Chambertin. Der er dog en ganske lille forskel på to vinmarker og oftest vil vinene produceret fra Mazoyères blive klassificeret under Charmes-mærket for øget anerkendelse.

Denne 2015 Charmes-Chambertin Grand Cru lavet med en hands-off tilgang og efter biodynamiske metoder, som har udviklet sig til en filosofi for ham. Hvert trin i produktionen følger månecyklussens rytmer og Frédéric er af den overbevisning, at månen har stor indflydelse på saften i både vinstokke og vinene.

Det væsentligste princip i Frédéric Magnien’s biodynamiske tilgang er, at de kosmiske faser får planterne til at yde deres bedste i deres naturlige miljø.

Frédéric Magnien har siden den exceptionelle årgang 2015 brugt hånddrejede terrakottakrukker til delvis lagring … et supplement til den traditionelle vinaldring med gamle fade.

Duftmæssigt er vi igen i den burgundisk mørkere del og derudover virker vinen mere kødfuld, tættere, kompakt med en frugt af mørke bær, brombær, kirsebær og med fedt, våde fade, blod, jod samt nogle jordagtige noter, nøddeskaller og elegant styrke.

I munden er der også godt med power, lidt stærkere end foregående, mere kompakt, tæt og så er der godt med bitter Campari, jernholdig mineralitet og udover frugten af brombær og kirsebær, også lemon, en vild streng mørk syre, der er maskulin som en grovsmed. Det er tørt, elegant, tæt, let og med masser intensitet. 96 point.

Forhandles af Fionia Vin, men denne er ikke fundet i sortimentet, men storesøsteren Charmes Chambertin Grand Cru Aux Charmes i årgang 2017 koster 1.349 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2017 Domaine Drouhin-Laroze, Chambertin Clos De Bèze Grand Cru, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Drouhin-Laroze, Chambertin Clos De Bèze Grand Cru, Bourgogne, FrankrigJan har tidligere serveret vin fra Domaine Drouhin-Laroze for os og denne aften skete det igen med en imposant Chambertin Clos De Bèze Grand Cru 2017… altså fra bedste skuffe.

Domaine Drouhin-Laroze er grundlagt omkring 1850, hvor Jean-Baptiste Drouhin begyndte at producere vin i Gevrey-Chambertin. Hans barnebarn Suzanne giftede sig med Alexandre Laroze, som havde vinbesiddelser i Chambolle Musigny, hvorved vinhuset skiftede navn til det nuværende Drouhin-Laroze.

Gennem årene har familien helt bevidst opkøbt marker primært beliggende på skråninger. Da disse marker var dyre at anskaffe, vanskeligere at opdyrke og gav et lavere udbytte, så var det selvfølgelig lidt et sats.

Men investeringerne viste sig at være rigtige valg, for med tiden skulle markerne blive nogle af de mest prestigiøse i regionen og danner i dag basis for nogle af de største vine i Bourgogne.

I dag ejer familien Drouhin 11,5 hektar vinmarker fordelt på marker i Gevrey-Chambertin, Chambolle-Musigny, Morey-Saint-Denis og Vougeot … og hele 42% af markerne er Grand Cru marker, nemlig parceller på de 6 vinmarker Chambertin Clos de Bèze, Chapelle-Chambertin, Latricières-Chambertin, Bonnes Mares, Musigny og Clos de Vougeot.

Driften varetages i dag af 5. generation i form af Philippe Drouhin, men næste generation i form af datteren Caroline samt sønnen Nicholas, er allerede involveret i arbejdet og parate til både at videreføre deres fars ideer og implementere nye idéer.

Denne 2017 Chambertin Clos De Bèze Grand Cru er med Pinot Noir druer fra den eksklusive Grand Cru mark Clos De Bèze, der samlet er på 15,99 hektar i 270-280 meters højde, men Drouhin-Laroze ejer kun en parcel på 1,5 hektar med vinstokke plantet i 1949.

Marken har næsten altid været attraktiv … så tidligt som i år 630 tilhørte den munkene i klosteret Bèze Abbey og allerede dengang havde munkene plantet vinstokke på marken.

Vinen er lavet helt klassisk på egefade … og efter endt fermentering er vinen lagret på blidt ristede egefade fra Allier og Nivernais., hvor 80% er nye fade.

Duftmæssigt er det vildt og elegant på én gang … klart mørkere end forrige Vosne-Romanée, men fortsat med nogle umamiagtige noter er nøddekompot, blæk, tjære og animalsk landlighed. Den er også en smule mere tæt og maskulin, syren mere rank og stoisk, der er frugt af rabarber, brombær og en jernholdig mineralitet. Fadene bidrager med kaffebønner, kanel, vanilje og mørk chokolade.

Lidt det samme kan man sige om smagen … mere tør og man kan også omgående mærke tydeligere, beske og bitre tanniner, peber og i det hele taget er vinen stærk og powerfuld. Frugten er rabarber, granatæbler og lemon … pivfriske og levende. Det er kongevin og dermed 98 point.

Forhandles af Copenhagen Wine, hvor en flaske kan købes til 949 kr., men normalprisen ligger på 1.302 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2017 Mongeard-Mugneret, Vosne-Romanée 1er Cru En Orveaux, Bourgogne, Frankrig

2017 Mongeard-Mugneret, Vosne-Romanée 1er Cru En Orveaux, Bourgogne, FrankrigSelvom der senere også kom dyrere og mere eksklusive vine på bordet, så blev aftenens første rødvin for mig klart bedste oplevelse. Det var en 2017 Vosne-Romanée 1er Cru En Orveaux fra Mongeard-Mugneret.

Domaine Mongeard-Mugneret … eller Mongeard Mugneret & Fils, som der står på det blanke kobberskilt foran vinhusets port i Vosne-Romanée, er et gammelt vinhus i Bourgogne, beliggende tæt på det legendariske Château du Clos Vougeot.

Vinhuset er grundlagt i 1620 og har i over 8 generationer været drevet af familien Mongeard-Mugneret. Vinhuset fik dog først sit nuværende navn i 1945, da Eugène Mongeard giftede sig med Edmée Mugneret.

I dag er det 8. generation i form af Vincent Mongeard, som driver det traditionsrige vinhus med dets omkring 30 hektar vinmarker, som er spredt ud på omkring 35 forskellige parceller, hvor der dyrkes både Chardonnay og Pinot Noir. Det giver en produktion på ikke mindre end 41 forskellige vine, bl.a. en hel del 1. Cru og Grand Cru vine.

Blandt vinhusets Grand Cru vine findes der Echezeaux, Grand Echezeaux, Clos de Vougeot og Richebourg og derudover laver man vine fra en lang række 1. Cru marker, bl.a. denne Vosne-Romanée 1er Cru En Orveaux.

Der lægges stor kærlighed i vinmarken, hvor alle parceller behandles separat efter deres behov. I kælderen behandles mosten nænsomt og de fleste vine lagres på nye egetræsfade inden den endelige aftapning, der sker uden filtrering.

Denne Vosne-Romanée 1er Cru En Orveaux er – som navnet siger – selvfølgelig en enkeltmarksvin, som kommer fra 25 til 52 år gamle vinstokke, høstet manuelt, sorteret og afstilket.

Gæringen sker i gæringskar ved 30 grader med kontrol af temperatur over 12-15 dage og efter endt fermentering er der sket presning og vinen er så lagret på barriques fra l’Allier og la Nièvre, normalt 18-22 måneder og ved denne er der anvendt 30 til 40% nye egetræsfade.

Fuck og uha … det dufter fremragende … let, dansende æterisk, smukt og dragende. Den har en blød, cremet duft, luftig og bestemt burgundisk med lyse bør, jordbær, hindbær, ribs, kirsebærlikør samt nogle umamiagtige noter med nøddeskaller, ristede kastanjer, stald og ganske landlig. Der kommer lidt blæk, der giver rankhed og ellers aftryk fra fadene med vanilje og mælkechokolade.

Det smager fandeme også fremragende … en smuk, vinøs, graciøs ballerina, der danser helt oppe på tæerne. Der er fin, klart og moden lys frugt med rabarber, ribs, jordbær og sorte kirsebær … alt flyder ud og smelter i munden, æterisk, smooth og vanedannende. Syren virker også moden, tanninerne runde og velintegrerede og alt er blødt med blødt på, luftig, overjordisk samt smuk. 99 point.

Forhandles af Otto Suenson, men er i dag udsolgt … prisen før tidligere på 949 kr. for en flaske.

Vinanmeldelse 7/7   

2020 Pierre Girardin, Meursault Les Tillets, Bourgogne, Frankrig

2020 Pierre Girardin, Meursault Les Tillets, Bourgogne, FrankrigJan hev derefter endnu en Meursault vin frem og det var en 2020 Meursault Les Tillets, som er fra vinhuset Pierre Giradin, som jeg jo også tilbage i august måned smagte en hvid burgundisk vin fra.

Dengang smagte jeg deres 2020 Bourgogne Blanc Éclat de Calcaire og skrev samtidig en del om denne fremadstormende vinproducent, vinhuset og hele historien, så der gør jeg ikke denne gang, men kigger bare nærmere på denne vin.

Meursault Les Tillets er lavet med Chardonnay druer fra Les Tillets-marken, som, ligger på skråninger med en gunstig solposition, hvilket sikrer god modning af druerne. Jorden er rig på kalksten, hvilket bidrager til vinens minerale karakter og kompleksitet. Dette terroir er kendt for at producere vine, der kombinerer fylde med elegance.

Pierre laver sine vine med minimal indgriben i kældrene og en omhyggelig udvælgelse af fade for at sikre, at at egepræget aldrig dominerer.

På Les Tillets er vinstokkene forholdsvis gamle og alle druerne er høstet efter biodynamisk praksis og månekalenderen. Vinen laves så med  spontangæring med druernes egen naturlige gærceller i 456 liter fade fra Tonnellierie François Frères.

Efter endt fermentering er vinen også lagret i samme fade og der anvendes en andel nye fade. Lagring sker over 12 måneder på eg og yderligere 7 måneder i rustfrit stål. Vinen klares og filtreres ikke.

Igen er det en vin med en dejlig tyk smørfrakke på, men frugten er mere grøn, rank og frisk med stikkelsbær, grønne pærer, citroner og lidt fersken samt ananas. Derudover er der mandler … ristede, rå og med lidt marcipan, våde friske vaskeklude og det dufter bare vildt sindssygt godt og så er duften mere opulent end smagen.

For i munden kommer der både en kølig kalket mineralitet frem, mens det friske og grønne islæt også kan smages, for frugten er mest citrus, lemon og grape, hvilket giver en vild og behagelig syre, der har dybde og friskhed, mens egefadene er velintegrerede. Den fremstår pivskarp … et syretrip uden lige og ætsende præcis. 97 point.

Forhandles herhjemme bl.a. af PGE Fine Wines, hvor en flaske koster 895 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2020 Domaine Fabien Coche, Meursault Blanc, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Fabien Coche, Meursault Blanc, Bourgogne, FrankrigDernæst røg der en hvid burgundisk Meursault på bordet og det var en 2020 af slagsen fra Domaine Fabien Coche, der netop holder til i udkanten af Meursault by.

Vinhuset er grundlagt i 1940, men dengang hed det Domaine Coche-Bizouard, men familien har egentlig været vinbønder i snart et par hundrede år.

Vinhuset skiftede navnet til Domaine Fabien Coche, da Fabien Coche som 4. generation i familien i 2005 overtog driften fra sin far Alain Coche.

Fabien Coche har samlet 11 hektar vinmarker, der ligger spredt over Meursault, Pommard, Auxey-Duresses, Monthélie, Saint-Romain, Saint-Aubin og Puligny-Montrachet med ret gamle vinstokke, for 60% af stokkene er over 60 år gamle. Siden 1998 har vinmarkerne været drevet økologisk, men først i 2020 har han søgt om økologisk certificering.

Domaine Fabien Coche bruger traditionelle metoder til fremstilling af vinene og i kælderen bruges der store fourdres fade på 500-600 liter og små mængder nye fad, hvilket giver vinene et rent, syrerigt udtryk med tekstur.

Denne 2020 Meursault Blanc er lavet ved, at de hele klaser er presset, hvorefter mosten falder til ro køligt i egefade, hvor vinen derefter er gæret. Efter endt fermentering er vinen så lagret i 12 måneder på fadene på 228 til 500 liter og derefter overført til ståltanke, hvor den lagrer 6 måneder mere før aftapning.

Uhmmmm fadet bliver virkelig et krydderi, der bidrager til denne lækre smørfedme, en mushy frugt af pærer, dåsepærer, ananas og masser af nødder, hasselnødder, hasselnøddecreme, Nutella, noget muskat, ristet toast, stearinlys, vanilje og hvide blomster. Det er svært ikke at trække veltilfreds på smilebåndet.

Hvor smager det godt … blødt, cremet og mundsmeltende …. og samtidig utrolig balanceret. Den har en meget levende og legende syre, en god syre og en frugt af citroner, lemon og friske æbler … det virker faktisk som om, at den er stoppe med frugt. Derudover er der ristede mandler og alt placeret de rigtige steder. 96 point.

Vinene forhandles herhjemme af Laudrup Vine, men denne er ikke fundet i sortimentet. I hjemlandet koster vinen omkring 36,40€ og det svarer til 271 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2002 Billecart-Salmon, Cuvée Nicolas François Brut, Champagne, Frankrig

2002 Billecart-Salmon, Cuvée Nicolas François Brut, Champagne, FrankrigÅrgangschampagnen Cuvée Nicolas François Brut fra champagnehuset Billecart-Salmon er én af husets topvine, der kun laves i særligt gode årgange og blot lavet 17 gange de sidste 40 år og her smagte vi 2002’eren.

Champagnehuset stammer fra året 1818, hvor Nicolas François Billecart og Elisabeth Salmon blev gift og med deres ægtepagt blev huset grundlagt i familiens hjemby Mareuil-sur-Aÿ. Det var nu i praksis Nicolas François og så Elisabeths bror Louis Salmon, der i fællesskab producerede husets champagner.

I dag drives champagnehuset fortsat af familien … nu 7. generation i form af Mathieu Roland-Billecart og han har en tung arv at bære, for champagnehuset Billecart-Salmon hører til blandt de bedste huse i Champagne og laver nogle af verdens mest eftertragtede bobler.

Det blev eksempelvis tydeligt for nogle år siden, hvor der blev afholdt en kæmpestor verdenssmagning i Stockholm med det formål at finde den bedste champagne produceret i forrige århundrede.

Der blev de ypperste champagner fra nogle af verdens mest eftertragtede huse skænket og vinderen blev såmænd netop denne Cuvée Nicolas Francois Billecart fra Billecart-Salmon i en årgang 1959 … og samme champagne i årgang 1961 blev i øvrigt 2’er.

Champagnehuset Billecart-Salmon er et såkaldt Grande Marque champagnehus, men det mindste af slagsen. Grand Marque er en betegnelse for de bedste champagnehuse og omfatter 24 huse.

Det er huse som fx Bollinger, Deutz, Gosset, Charles Heidsieck, Krug, Moët & Chandon, Piper-Heidsieck, Pol Roger, Pommery, Louis Roederer, Ruinart, Salon, Taittinger og så også Billecart-Salmon.

Billecart-Salmon ejer selv 100 hektar vinmarker omkring Mareuil-sur-Aÿ og køber desuden druer fra omkring 120 hektar vinmarker, som næsten alle ligger i en radius af 20 kilometer fra byen Epernay,

Familien har fastholdt princippet om at vinificere sine prestige-champagner i små bourgognefade, og det bidrager til vinenes høje kvalitet.

Her smagte vi så fuldstændigt dekadent huset roste Cuvée Nicolas François Brut og endda i en ældre årgang 2002. Den er lavet på 60% Pinot Noir fra Premier og Grand Cru marker i Montagne de Riems og Grande Vallée de la Marme samt 40% Chardonnay fra Côtes des Blancs.

15% af vinen har både gæret og lagret i gamle burgundiske barriques og efter endt fermentering er andengæringen sket på flaske i kælderen, hvor vinen er lagret omkring 10 år inden endelig degorgering, der er sket med en dosage på 4 gram pr. liter.

Selvom den første champagne var lækker, så mærker man her omgående et stort kvalitetsløft … er mere blød, nuanceret, kompleks og dufter simpelthen bare langt bedre og mere unik. Faglagringen er allerede tydelig fra start med fad, lakridskonfekt, vanilje og en frugt med fersken, pærer, søde æbler, abrikos og frisk citrus. Derudover er der smørkringle, croissanter, ristede briocheboller, hasselnødder, Nutella og hvide blomster … alt endda lidt landlig og bondsk.

I munden er champagnen mere intens og aggressiv på boblerne, mens den også har en fortryllende syre, hvor der kommer masser af grape, citroner, pigeonæbler og abrikos med cremet fyldighed, som ledsages af en elegant underliggende mineralitet. Det er kompleks, elegant og den livlige syre giver sprudlende friskhed … hold nu kaje, hvor smager det godt. 97 point.

Forhandles flere steder, bl.a. hos Fine Wines, hvor en flaske koster 1.550 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2015 A. D. Coutelas, Vintage Brut, Champagne, Frankrig

2015 A. D. Coutelas, Vintage Brut, Champagne, FrankrigJan inviterede forleden til lækker mad og en flok virkelig enestående vine … hvem siger ikke bare ja til det? Vi startede med et glas 2015 Vintage bobler fra champagnehuset A. D. Coutelas.

Champagnehuset ligger på Avenue du Général Leclerc i den lille champagneby Dizy. Det blev grundlagt i 1809 af Louis Victor Coutelas, men i dag drives det af 8. generation i form af Damien Coutelas sammen med sin hustru Angélique. De laver champagner efter traditioner suppleret med moderne elementer og fortsat efter de grundlæggende værdier autenticitet, kvalitet og tradition.

Damien har sammenlagt 7 hektar vinmarker med Chardonnay, Pinot Noir og Pinot Meunier, hvilket betyder en årligt produktion op små 80.000 flasker, så der er tale om en lille producent.

Men udover produktionen af champagner, så driver familien også det lille hotel Villa Louis Victor opkaldt efter grundlæggeren og det er et fuldt restaureret pensionat med 9 værelser.

Her smager vi deres årgangschampagne i årgang 2015 … en champagne, der kun laves i særligt gode år. Den er lavet på 50% Chardonnay og 50% Pinot Noir fra 60 år gamle vinstokke.

Gæringen er lavet i store egefade og der er også sket malolaktisk gæring af vinen inden lagring på store 75 hektoliter fade inden den tappes på flaske til andengæring i husets gamle og kølige vinkælder. Der har den ligget i årevis inden endelig degorgering med 6 gram pr, liter.

Champagnen byder i næsen på moden og fyldig frugt … abrikos, pæremos, gærede noter, brunet smør, briocheboller, rugbrøds dej, lemoncurd, våde fade samt noget vanilje og kanelsukker … har en kalket mineralitet, men virker meget moden og indbydende.

I munden bliver det mere alvorligt … syrealvorligt, for der er grape, masser af grape, friske og syltede citroner og lemon, men derudover nogle varme og fede noter. Den har en fin, lidt diskret mousse, mens syren er også sådan lidt fed, varm, kropslig og olieret med masser af kompleksitet, koncentration og cremethed. 93 point.

Forhandles herhjemme af Atomwine, men denne ses ikke i sortimentet, men koster 39,50€ i hjemlandet … svarende til 294 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger