Vi sluttede det ekstravagante vinøse high-fasion modeshow med en gammel klassikker … Cornas fra A. Clape og her blev det i en årgang 2016.
Clape har jeg skrevet om en del gange, så historien og information om vinhuset kan I finde i tidligere blogindlæg.
Som alle vinene fra Clape er vinen lavet på 100% Syrah fra parceller, hvor alle vinstokkene har en alder på henholdsvis 30, 50 og 60 år med enkelte stokke over 100 år gamle. Lagret 22 måneder på de store, gamle foudres.
Denne 2016 har Parkers Wine Advocate givet 96 point, mens Wine Spectator ligger på 98 point … gennemsnit på 95 point i ratings fra de store professionelle.
Det er duftmæssigt som at få en blodtud … kraftigt slag direkte i hovedet, så du får næseblod, for der er blod, jod, sved og tårer, lidt tørret kød, brændt kød, bacon, tobak, tjære, koks, grannåle, blyant, sorte oliven, nelliker, tør engelsk lakrids og lakridsrod, rosmarin og krydderurter, soja og frugt af solbær, hindbær, ribs tilsat knuste granitskærver.
Smagen er egentlig lysere end forventet og som jeg husker vinen, men der er fortsat masser af power, dybde og en vild tørhed. Den har en frugt af brombær, knust hindbær og ribs, men tanninerne er vilde, rustikke og tørre, men samtidig ganske fint integrerede. Det er sgu bare en kongevin … der er ikke så meget andet at sige, så dermed ender Houlberg igen med et stort smil og 97 point.
Forhandles i dag af Bichel Vine, hvor seneste årgang kostede 875 kr. og alene sælges på allokation. Denne årgang 2016 er dog set hos Uhrskov Vine til 1.350 kr.