2015 Frédéric Magnien, Charmes-Chambertin Grand Cru, Bourgogne, Frankrig

2015 Frédéric Magnien, Charmes-Chambertin Grand Cru, Bourgogne, FrankrigDer kom mere burgundisk Grand Cru vin i glasset, for den næste vin var en flot 2015 Charmes-Chambertin Grand Cru fra Domaine Frédéric Magnien i Morey-Saint-Denis.

Vinhuset er reelt grundlagt af Michel Magnien, der stammer fra en familie af vinavlere og som ung arbejdede i sin fars vinmarker i Bourgogne.

Men Michel Magnien havde nu store drømme og de beskedne 4 hektar, som faderen ejede, var ikke tilstrækkelig, så han ville gerne udvide med nye og spændende parceller fra regionen.

Så i perioden fra 1967 til 1991 opkøbte han i samarbejde med sin hustru Dominique markparceller på tværs af Côte de Nuits. De nye indkøb omfattede blandt andet eksklusive marker som Grand Cru-markerne Clos de la Roche og Clos Saint-Denis samt Premier Cru-markerne Les Millandes i Morey-Saint-Denis og Les Cazetiers i Gevrey-Chambertin.

Men som de tidligere generationer, så flaskede Michel Magnien imidlertid ikke vinene under eget navn, men solgte druerne videre til et kooperativ i Morey-Saint-Denis.

Men det ændrede sig, da sønnen Frédéric Magnien kom med i driften af vingården. Frédéric havde fået nye idéer fra studieophold hos producenter i udlandet og havde bl.a. arbejdet hos Josh Jensen ved Domaine Calera og hos Garry Farr ved Bannockburn Vineyard i Californien.

Så da han i 1993 vendte tilbage til faderens vingård og sammen lavede de vine et par år, men i 1995 startede han i stedet sin egen négociant-virksomhed og supplerede sin viden med en uddannelse til ønolog på universitetet i Bourgogne.

Da han startede ud, havde han mange kontakter gennem sin far og har i dag opbygget et netværk af avlere i Morey-St-Denis, Gevrey-Chambertin og Chambolle-Musigny. Frédéric ejer dermed ingen vinmarker.

Hans talent er at fremskaffe druer fra små bedrifter i de ædleste  appellationer og ligeledes fra de bedste parceller på de fineste vinmarker. Han spiller således en vigtig rolle som konsulent for disse dyrkere, hvilket gør ham i stand til at udvælge parceller med ældre vinstokke over 40 år gamle og dermed købe druer af meget høj kvalitet ved optimal modenhed.

I dag er Frédéric Magnien en yderst respekteret vinproducent med et imponerende udvalg af historiske Premier Cru og Grand Cru vine fra lang række vinmarker og tæt kontakt til avlerne.

Han har indført, at vinhuset og markerne er blevet økologisk certificeret, for han ved, at alle de store bourgognevine begynder i vinmarken. Pinot Noir er en utroligt porøs og påvirkelig druesort, og det kræver stor opmærksomhed og nøjagtighed at kultivere den rigtigt.

Han er også gået skridtet videre, for i 2015 blev vinhuset også biodynamisk certificeret under Demeter. Derudover arbejder han også med flere nye tiltag, bl.a. med brug af ler-amforaer og har også skruet gevaldigt ned for mængden af nyt egetræ i lagringen.

I dag har Frédéric Magnien sammensat en af Bourgognes mest misundelsesværdige samlinger af primære vinmarkskilder, herunder vinmarken Charmes-Chambertin. Med et vinmarksareal på omkring 30 hektar, er Charmes-Chambertin den største Grand Cru vinmark i Gevrey-Chambertin og ligeledes den mest kendte.

Teknisk set udgør de 30 hektar to vinmarker: Charmes-Chambertin og Mazoyères-Chambertin. Der er dog en ganske lille forskel på to vinmarker og oftest vil vinene produceret fra Mazoyères blive klassificeret under Charmes-mærket for øget anerkendelse.

Denne 2015 Charmes-Chambertin Grand Cru lavet med en hands-off tilgang og efter biodynamiske metoder, som har udviklet sig til en filosofi for ham. Hvert trin i produktionen følger månecyklussens rytmer og Frédéric er af den overbevisning, at månen har stor indflydelse på saften i både vinstokke og vinene.

Det væsentligste princip i Frédéric Magnien’s biodynamiske tilgang er, at de kosmiske faser får planterne til at yde deres bedste i deres naturlige miljø.

Frédéric Magnien har siden den exceptionelle årgang 2015 brugt hånddrejede terrakottakrukker til delvis lagring … et supplement til den traditionelle vinaldring med gamle fade.

Duftmæssigt er vi igen i den burgundisk mørkere del og derudover virker vinen mere kødfuld, tættere, kompakt med en frugt af mørke bær, brombær, kirsebær og med fedt, våde fade, blod, jod samt nogle jordagtige noter, nøddeskaller og elegant styrke.

I munden er der også godt med power, lidt stærkere end foregående, mere kompakt, tæt og så er der godt med bitter Campari, jernholdig mineralitet og udover frugten af brombær og kirsebær, også lemon, en vild streng mørk syre, der er maskulin som en grovsmed. Det er tørt, elegant, tæt, let og med masser intensitet. 96 point.

Forhandles af Fionia Vin, men denne er ikke fundet i sortimentet, men storesøsteren Charmes Chambertin Grand Cru Aux Charmes i årgang 2017 koster 1.349 kr.

Vinanmeldelse 6/7