Tag-arkiv: Alsace

Alsace er vinregionen i det nordøstlige Frankrig, som er berømt for sine hvidvine. Alsace ligger i læ af bjergkæden Vogeserne, hvilket giver et tørt og solskinsrigt klima, og i kombination med komplekse jordbundsforhold gør det området særlig egnet til vinproduktion.

Det er omkring 15.300 hektar vinmarker i Alsace fordelt omkring 119 byer og omkring 4.000 vinavlere. Ved at følge den 170 kilometer lange rute Route des Vins d’Alsace kommer man igennem 67 kommuner og mange af de små, gamle og charmerende byer.

Der produceres årligt omkring 160 millioner flasker vin i Alsace og 90 % af produktionen er hvidvine og en /4-del eksporteres. Generelt er hvidvinene fra Alsace mere fyldige og ekstraktrige end deres tyske søstre

Alsace er en gastronomisk og kulturel smeltedigel med det bedste fra de to nabolande Frankrig og Tyskland. En region, som har mange ligheder med nabolandet i Rhinlandet. Historisk har Alsace både tilhørt Tyskland og Frankrig under navnene Elsass og Alsace.

De otte primære sorter er Riesling, Gewürztraminer, Pinot Gris, Pinot Noir, Pinot Blanc, Muscat, Chasselas og Sylvaner.  Vinene fra Alsace falder lidt uden for rammerne af den franske vinlovgivning bl.a. grundet regionens lange kulturelle og politiske tilhørsforhold til Tyskland. Chaptalisering – altså tilsætning af sukker i produktionen – er fx lovligt og udbredt i vinifikationen af de fleste vintyper.

Alsace laver det meste vin under appellationen Alsace AOC, som stammer fra 1962. Derudover findes der appellationerne Crémant d’Alsace AOC fra 1976, den lille Rouge d’Ottrott AOC for rødvine og se selvfølgelig Alsace Grand Cru AOC.

Der findes i alt 51 Grand Cru marker i Alsace. De første 25 marker blev udnævnt i 1983, 25 nye i 1992 og den seneste i 2007. De eksklusive Grand Cru vine udgør kun 4% af den samlede produktion i Alsace.

Der kan dyrkes 4 druesorter på Grand Cru marker, nemlig Riesling, Gewurztraminer, Pinot Gris og Muscat … dog med en lille undtagelse om en enkelt Grand Cru mark med Sylvaner.

I de bedste årgange bliver nogle Alsace AOC eller Alsace Grand Cru AOC vine tildelt en af de to klassifikationer Vendanges Tardives eller Sélection de Grain Nobles, som gives til mere sjældne, naturligt rige og søde vine af sent høstede druer.

2020 Domaine Weinzaepfel, Riesling Cuvée W, Alsace, Frankrig

2020 Domaine Weinzaepfel, Riesling Cuvée W, Alsace, FrankrigDen første vin fra smagekassen fra Domaine Weinzaepfel var en 2020 Riesling Cuvée W i en lille 3 cl mini-flute … lige nok til en lille test af vinen.

Her kommer Riesling druerne fra et par parceller med en jord med ler og kalksten, hvor der er 85 år gamle vinstokke, der blev plantet af Loïcs oldefar. De giver et lavt udbytte på 38 hektoliter pr. hektar,

Vinificeringen er sket uden brug af svovl og alene på rustfrie ståltanke, hvor vinen også efter endt fermentering er lagret inden endelig aftapning på flaske.

I næsen er det en let og luftig Riesling med et svagt anstrøg af petroleum, der dog aldrig bryder helt igennem. Der er fersken, gule æbler og virker meget venlig.

Smagsmæssigt har vinen en lidt fyldig syre suppleret med syltede af frugt med citroner og let lemon, Syren er lidt rustik og kantet med et saltet samt mineralsk bid. 89 point.

På vingården koster en flaske 30€ … svarende til 223 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

Houlberg til Millésimes Alsace DigiTasting® … Audrey og Loïc Weinzaepfel fra Domaine Weinzaepfel

Mit første møde ved Millésimes Alsace DigiTasting® 2023 vinmessen klokken 10.00 præcis var med de søde Audrey og Loïc Weinzaepfel fra Domaine Weinzaepfel … et vinhus, som jeg ikke før er stødt på eller smagt vine fra.

Det ligger på Rue de la Chapelle i Soultz-Haut-Rhin, hvilket er lidt nordvest for Mulhouse.

Domaine Weinzaepfel

Vinhuset har været ejet af Weinzaepfel familien siden 1882, hvor det blev købt af Jean-Baptiste Weinzaepfel, men har en historie, der går helt tilbage til 1253, hvor cisterciensermunke fra Lieu Croissant byggede klostret og kælderen, der grænser op til den omgivende mur af Soultz volde.

Klosteret var derefter en integreret del af Soultz’ religiøse liv indtil dets nedrivning under revolutionen. Klosterbygningerne blev solgt som national ejendom i 1792 og blev til separate huse.

Domaine Weinzaepfels ejendom var et af disse huse og dengang kaldt Maison de Brinighoffen, men efter Jean-Baptiste Weinzaepfel købte huset i 1882, så ændrede han navnet til Maison Weinzaepfel, men den gamle kælder til produktion af vine fulgte med.

Men det var faktisk først i 1899, at Weinzaepfel familien startede med at lave vin, hvilket var anført af Jean-Baptistes søn Louis. Han var egentlig mest passioneret omkring opdræt af gårdens dyr … køer, får og grise, men dyrkede også marker med almindelig afgrøder samt en del vinstokke.

Imidlertid blev druer solgt til  højestbydende, men hans søn Paul havde en langt større passion for vinfremstilling. Han begyndte at aftappe vine og fik efterhånden med tiden skabt et ry for Domaine Weinzaepfel som en god vingård. Hans kone Marie-Antoinette ledte markedsføringen med sit bemærkelsesværdige temperament og energi og sammen fik de også købt flere vinmarker.

Driften blev efterfølgende i 1988 overtaget af deres søn Marc som den 4. generation. Sammen med sine kone Cathy lavede de også en række vine, men solgte ellers det meste af deres produktion til det lokale kooperativ eller de lokale handlende.

Siden 2018 er det imidlertid 5. generation i form af  Loïc, der nu driver vingården sammen med søsteren Audrey. Loïc har iværksat væsentlige ændringer med det formål at fortsætte søgen efter ekspertise samt selve lave deres vine fra de samlede 12 hektar vinmarker,

Han har indført en række nye  værktøjer og teknikker, men markdriften er omlagt til økologisk drift … og derudover er han nu i gang med at praktisere biodynamisk drift uden dog at blive certificeret. Hans søster Audrey tager sig af salget.

Smagekassen

I kassen med vine fra Domaine Weinzaepfel var der disse 4 vine;

Med andre ord var det 4 topvine fra huset … så dermed var der langt op til en pokkers lækker lille smagning. Nedenunder kan I også se, hvordan vinflaskerne  normalt ser ud.

Mine beskrivelser og anmeldelser af vinene har jeg selvfølgelig linket til ovenover.

Millésimes Alsace DigiTasting® mødet

Jeg fik en god snak med søskendeparret Audrey og Loïc Weinzaepfel, hvor vi specielt snakkede om økolog, klimaændringer og selvfølgelig også lidt om vinhuset, bl.a, om Loïcs farfars ulykke i en alt for ung alder, hvorefter Loïcs far måtte overtage driften.

De fortalte, at de driver vingården så bæredygtigt som muligt og alene med grøn gødning, så lidt traktortrafik som muligt ,,, alle deres stokke har opnået niveau 3 High Environmental Value-certificering og blev  konverteret til økologisk landbrug i 2019.

Derudover fortalte de, at de ikke anvender svovl i produktionen, men imidlertid blot en lille ganske lille smule ved aftapning af alle vinene på flaske. Derudover er de ved at blive biodynamiske og høster fx kun på fruit dage.

Da jeg smagte deres vine fra 2020 og 2021, så spurgte jeg lidt til de to årgange. Loïc fortalte, at 2020 bød på langt mere solskin, hvilket de bl.a. kunne se fra deres stor have, hvor grøntsagerne blev både bedre og større.

Som med alle de andre producenter spurgte jeg også, om de ville sende lidt fotos fra deres marker og vineri. Tilbage i 2021 opfyldte alle producenterne dette ønske, men denne gang var det mere spredt og jeg fik fx intet fra Domaine Weinzaepfel.

Houlberg til Millésimes Alsace DigiTasting® … version 2.0 og atter mødte jeg gode producenter

Via Ehrenberg Sørensen Kommunikation fik jeg for et stykke tid siden en invitation til den nye 2023 udgave af Millésimes Alsace DigiTasting® … en digital vinmesse, som jeg også deltog i tilbage i 2021, hvor den fysisk-digitale vinmesse blev afholdt første gang.

Dengang var årsagen til den digitale udgave selvfølgelig COVID-19, da man ikke som hidtil kunne den normale vinmesse Millésimes Alsace, som man ellers havde afholdt siden 2012.

Men i 2021 fandt man ud af, at den fysisk-digitale vinmesse med udsendte smagsprøver og online-interviews fungerede ret godt, så derfor gentog man så her i 2023 succesen med en version 2.0 … men ellers fuldstændig efter det samme koncept og igen arrangeret af brancheorganisationen Vins d’Alsace – også kendt som CIVA … Conseil Interprofessionnel des Vins d’Alsace.

Det er også et virkelig godt set-up og i 2021 havde jeg en rigtig god oplevelse med hele 10 rigtig spændende one-on-one interviews, bl.a. med Jean Frédéric Hugel fra Famille Hugel, Olivier Humbrecht fra det legendariske vinhus Domaine Zind-Humbrecht, Jean-Christophe Bott fra Domaine Bott-Geyl og mange andre.

Du kan læse mere om min deltagelse i mit referat fra 2021 i indlægget; Houlberg til Millésimes Alsace DigiTasting® … et møde med Alsaces bedste vinproducenterDerfor skulle jeg selvfølgelig også deltage igen … og selvom jeg ikke fik så prominente navne på min smageliste, så blev det alligevel atter en rigtig fin oplevelse.

Det professionelle set-up

Igen kunne deltagerne til Millésimes Alsace DigiTasting® opleve et utroligt professionelt set-up, som prægede smagningen fra start til slut. Jeg fik også selv hurtigt efter min akkreditering valgt de vinhuse, som jeg ville smage vine fra og have en snak med.

Denne gang var der ikke helt så mange huse at vælge ud fra … 74 vinhuse mod 100 sidste gang og flere af de helt store kanoner havde tilsyneladende valgt ikke at deltage. Det betød dog, at der fortsat var ikke mindre end 296 vine med og samlet endte CIVA med at udsende  8.300 boxe med samlet 33.200 miniflasker.

Samlet deltog blev omkring 2.850 gæster akkrediteret til deltagelse og heraf altså jeres flittige vinblogger. Af disse var 621 fra Frankrig, men de resterende 2.229 gæster var fra hele 51 forskellige lande. Deltagelsen var en smule lavere end i 2021, hvor der var 3.500 akkrediterede gæster.

Sidste gang kunne jeg vælge 8 valgte kasser og fik derudover 2 overraskelseskasser og i hver kasse var der så 4 vine fra den enkelte producent.

I 2023 udgaven kunne man vælge 5 producenter selv og fik derudover 3 kasser, hvoraf 2 af kasserne var med tilfældigt udvalgte producenter, mens den sidste kasse denne gang var med vine til en stor Masterclass med titlen So Trendy.

Dermed blev det således til 8 boxe med samlet 32 mini-flutes med Alsace vine og jeg endte med vine fra disse 7 vinproducenter samt kassen til Masterclass’en med vine fra 4 producenter:

Boxen til Masterclass’en indeholdt en mini-flutes fra henholdsvis Domane Schoffit, Domaines Schlumberger, Domaine Hurst samt Cave de Ribeauville.

Derefter var det egentlig blot at booke en tid hos de enkelte producenter … et onlinemøde bare med vinmageren. Det mest oplagte var selvfølgelig at booke et møde hos dem, hvis smagesæt man havde modtaget, men der var også mulighed for at booke møder med andre producenter.

Jeg valgte den oplagte … jeg bookede simpelthen 30 minutter med hver af de 5 producenter, som jeg selv havde valgt og de 2 tilfældige, som fulgte med. Dermed så mit mødeskema således ud:

Lidt et program, men jeg havde også besluttet at smage vinene før møderne og så i stedet benytte chancen og tiden til blot at snakke med vinmagerne, høre om deres vineri og en række emner. Men derudover ville jeg jo også kunne sige noget om deres vine.

På listen ovenover er der intet booket møde med Jérôme Neumeyer fra Domaine Neumeyer. Det var imidlertid booket, men han dukkede aldrig op til online-mødet … men ringede og om-bookede, men kom heller ikke til senere møde, så tænker teknikken svigtede.

Men allerede inden bekræftelserne på møderne var modtaget, så var alle smagekasserne for længst også dukket frem fra Frankrig … 8 af de eksklusive, vinøse, små madpakker med nogle af de dejligste vine fra Alsace.

DigiTasting møderne

Mine one-on-one møder med i hvert fald 6 af de 7 vinproducenter (Neumeyer ikke indregnet) gik forrygende. Alle steder var det enten ejerene selv eller vinmageren, som jeg snakkede med. Her kan I lige se, hvem der var med fra de forskellige vinhuse:

Ja … du kan se et screenshot af  alle 6 ovenover.

Og sikke rare og dedikerede personer … man kan godt være lidt nervøs til sådanne one-on-one møder med mennesker, som du aldrig før har snakket med, men det gik absolut forrygende. Søde og rare, masser energi, smil og tonsvis af snak om vin og vinproduktion i Alsace.

Jeg vil i de kommende blogindlæg fortælle lidt om hvert af mine møder suppleret med en historie om hvert vinhus og så selvfølgelig også en anmeldelse af de 4 vine fra hvert hus.

Derudover kommer der selvfølgelig også et lille skriv om den lille Masterclass So Trendy … med et panel bestående af Jenni Wagoner, Yves Beck, Manuel Peyrondet og Thierry Fritsch.

Samlet blev det – som sidst – en dejlig formiddag med 6 møder samt en Masterclass, som dog var lidt kedelig. Men samlet skal lyde en stor tak til Dorte fra Ehrenberg Sørensen Kommunikation for at invitationen til at deltage.

2018 F.E. Trimbach, Riesling Selection de Vieilles Vignes, Alsace, Frankrig

2018 F.E. Trimbach, Riesling Selection de Vieilles Vignes, Alsace, FrankrigLegendariske Trimbach er nærmest synonym med god alsacevin og holder til i den idylliske 800 år gamle by Ribeauvillé, mens huset selv er grundlagt i 1626, hvor Jean Trimbach begyndte at producere vin for første gang.

Herhjemme er vinene blevet forhandlet af Sigurd Müller Vinhandel igennem mange, mange år og derfor var det også helt naturligt, at vi startede med en vin derfra … en 2018 Riesling Selection de Vieilles Vignes.

Det er en vin, der er lavet på Riesling druer fra Grand Cru marken Rosacker og lieu dit Muehlforst i Hunawihr og lieu dit Vorderer Haguenau i Ribeauvillé.

Markerne indeholder samme kalkstens jord og er henholdsvis syd og sydøstvendte, mens vinstokkene der er mere end 70 år gamle.

Vinen er vinificeret i ståltanke og gamle fade, men ingen malolaktisk gæring. Den bliver blot aftappet i foråret efter høsten og lagres så minimum 2 år i flasken inden den frigives. Den er ganske tør med under 0,3 gram restsukker pr. liter.

I næsen er der let petroleum og lidt diesel, citroner, gulerødder … eller i hvert fald lidt grøntsagsfond, gærede æbler, abrikos og man kan fornemme lidt krop, men også en vis luftighed.

Smagsmæssigt er det bundet forbandet godt sammen, godt med citroner og grape, en kontrolleret god syre, æblesyre, pivfrisk og mineralsk med en smule hvid peber i slutfasen. Det er en meget lækker Riesling … som altid fra Trimbach … 93 point.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, hvor en flaske koster 237,50 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2018 Gustave Lorentz, Riesling Grand Cru Altenberg de Bergheim, Alsace, Frankrig

2018 Gustave Lorentz, Riesling Grand Cru Altenberg, Alsace, FrankrigDenne 2018 Riesling Grand Cru Altenberg de Bergheim er lavet med druer fra en af vinhuset Gustave Lorentzs allerbedste marker og var næste vin i glasset.

Domaine Gustave Lorentz har været drevet af Lorentz familien i mange generationer og ligger Bergheim.

Der er grundlagt tilbage i 1836 af Jacques Lorentz. Familien var oprindelig grovsmede, men slog sig altså på vinproduktion i stedet for jern og stål.

I dag ledes vingården af Georges Lorentz som den seneste i rækken og som 7. generation. Han overtog driften i 1995 og har samlet 33 hektar vinmarker omkring Bergheim, og heraf er hele 14,6 hektar Grand Cru marker i form af parceller på Grand Cru Altenberg og Grand Cru Kanzlerberg.

Men derudover så køber vinhuset også druer fra 120 hektar vinmarker tilhørende lokale vinavlere, og dermed er Domaine Gustave Lorentz faktisk en pæn stor producent med en årligt produktion på ikke mindre end 1,6 millioner flasker vin.

Vinene kan således findes på en lang række franske restauranter, hoteller og derudover har han også en større samarbejde med bl.a. Air France og et par andre flyselskaber.

Efter George Lorentz overtagelse af driften i 1995 har han også investeret over 50 mio. kr. i nye moderne produktionsfaciliteter. Han har også omlagt husets egne marker til økologisk drift, som siden 2012 også har været certificerede.

Og næste generation i form af Georges 3 døtre er også klar til at drive familiens vingård videre.

Denne 2018 Riesling Grand Cru Altenberg er lavet på druer fra 30-50 år gamle stokke på den berømte sydvendte Grand Cru Altenberg de Bergheim. Den gærer på ståltanke alene med druernes naturlige gærceller og derefter har den lagret 12 måneder på store, gamle egetræsfade og så yderligere flere år på flaske inden frigivelse.

Fra glasset oser den af petroleum, terpentin, diesel samt citroner, kærlighedsfrugt, grønne æbler og grønne blade, salvie, honning … og der er skrald på dybden og intensiteten, så man dufter omgående, at dette er vin over gennemsnittet.

Den smager også virkelig godt … citroner og grillede citroner, koncentreret æblesaft, er en smule olieret og fyldig, men fortsat med pivfrisk Riesling syre, skarphed og elegant struktur. Dermed klart 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 419,95 kr., mens prisen er 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Domaine Hurst, Coeur de Dragon Pinot Noir, Alsace, Frankrig

2019 Domaine Hurst, Coeur de Dragon Pinot Noir, Alsace, FrankrigGert overraskede med denne alsaciske Pinot Noir, som bare er helt fabelagtig. Det er Coeur de Dragon Pinot Noir 2019 fra Domaine Hurst.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1928 af Jean Babtiste Hurst, mens Armand Hurst selv overtog driften i 1989.

Det var også Armand, der i 1991 flyttede vinhuset til nye og mere moderne lokaler på nuværende placering i udkanten af Turckheim.

Armand solgte dog i 2015 vinhuset til Christophe Erhart, dennes broder og en schweizisk investor. Christophe er tidligere svigersøn af Jean Meyer fra Domaine Josmeyer. Han var i 21 år ansvarlig for markerne og vinene hos Josmeyer og stod bag det kvantespring, som huset tog med bl.a. omlægning til biodynamisk vinbrug.

På Domaine Armand Hurst er han nu også i fuld gang med at omlægge hele produktionen til biodynamisk vinbrug. Der er samlet 9,5 hektar vinmarker, hvor der dyrkes Riesling, Pinot Noir, Muscat, Pinot Gris og Gewurztraminer og topmarken er Grand Cru Brand, men også Heimburg i Ingersheim giver fremragende vine.

Han har faktisk hele 7 hektar på selveste Grand Cru Brand marken, hvilket gør ham til den største enkeltejer af  denne eksklusive Grand Cru mark.

Udover sin egen produktion, så er Christophe også biodynamisk konsulent for andre alsaciske vinbønder, men også næstformand i det franske Demeter forbund.

Denne 2019 Coeur de Dragon Pinot Noir er lavet med druer fra  Grand Cru marken Brand og høstet med et udbytte på 50 hektoliter pr. hektar. Marken siges at være den varmeste vinmark i Alsace og deraf også navnet Brand.

Historisk set har Brand marken derfor også været beplantet med overraskende stor andel Pinot Noir druer, selvom vine på Pinot Noir ikke kan få Grand Cru status.

Denne vin har netop på grund af den varme mark også  fået navnet Coeur de Dragon, hvilket betyder dragens hjerte. Navnet er et hint til historien om dragen fra Turckheim. Ifølge legenden er det dragens blod der har gødet og farvet de granitholdige røde skråninger, efter den blev slået ihjel i sin indædte kamp mod selve solen.

Vinen er lavet med hele druer i en kulsyre-maceration over4 uger med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller og efter endt fermentering er vinen lagret med 85% i store og gamle egefade og 15% i nye 350 liter egefade.

Føj da, hvor den dufter fabelagtig … æterisk, let og lys med blomster, blomsterpollen, meget lys, fin og sart med lyse bær, sten, mineraler, hæfteplaster, lyse kirsebær, brombær og ribs … samt et meget let, nærmest fjerlet fodtryk af fad, vanilje samt mælkechokolade.

I munden er vinen om muligt endnu lysere … har rarbarber, ribs, jordbær, lys sødme og den smager næsten også af blomster, saftig, læskende på en burgundisk facon og samtidig også bondsk samt herlig ren. Tanninerne er smidige, hvilket giver bid med et granitagtigt udtryk. 95 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 265 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Domaine Bott Geyl, Pinot Noir Les Galets Oligocène, Alsace, Frankrig

2017 Domaine Bott Geyl, Pinot Noir Les Galets Oligocène, Alsace, FrankrigJean-Christophe Bott har virkelig fået sit alsaciske og biodynamiske vinhus Domaine Bott Geyl op blandt den absolutte top og er måske et af de mest innovative … her smager vi hans 2017 Pinot Noir Les Galets Oligocène.

Du kan læse mere om Bott Geyl og hele historien i mit blogindlæg fra en online smagningen med Jean-Christophe, nemlig Houlberg til Millésimes Alsace DigiTasting® … Jean-Christophe Bott fra Domaine Bott-Geyl.

Denne Pinot Noir Les Galets Oligocène er den ene af de 2 Pinot Noir vine, som laves på Bott Geyls. Udover denne laves der en Jules Geyl Pinot Noir, opkaldt efter én af forfædrene.

Pinot Noir Les Galets Oligocène har sit navn efter undergrunden på den markparcel, hvorfra Pinot Noir druerne kommer fra. Galets kan vel oversættes med sten og Oligocène betyder Oligocæn og det hentyder til en tidsperiode for omkring 33,9 til 23,0 millioner år siden.

Da Oligocænperioden begyndte faldt atmosfærens CO2-indhold drastisk, hvilket bl.a. forårsagede at temperaturen faldt og Antarktis’ iskappe dannedes. Det har nok haft en stor betydning for aflejringer i undergrunden, men det skal jeg ikke gøre mig klog på.

Bott Geyl er jo biodynamisk, så det gælder selvfølgelig også for denne mark Les Galets Oligocène. Vinen er lavet ved, at 50% af alle drueklaserne er afstilket, hvorefter der er sket kort premaceration i 4-5 dage efterfulgt af alkoholisk gæring i omkring 15 dage og samlet maceration 18-20 dage. Derefter er vinen lagret 14-18 måneder på barriques.

Sikke en aroma … sød hestestald, meget røget og næsten helt burgundisk i stilen. Der er hyben, tranebær, jordbær og ribs, en halv stang sød vanilje, meget delikat, aromatisk … legende, let, drillesyg og med en feminin, lys frugtsødme suppleret med tørre, grønne urter.

I munden har vinen samme lethed … bare mere mineralsk, jernet og stenet med en frisk frugt af tranebær, grønne jordbær, virkelig frisk med samme tørre feminine touch, masser af grønne elementer, der også giver associationer til noget burgundisk … virkelig en pågående samt sødbitter Pinot Noir af bedste alsaciske skuffe. 95 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 300 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Domaine Sipp Mack, Riesling Vieilles Vignes, Alsace, Frankrig

2019 Domaine Sipp Mack, Riesling Vieilles Vignes, Alsace, FrankrigDenne Riesling Vieilles Vignes fra Domaine Sipp Mack er en kending her på bloggen … er smagt i årgangene 2009, 2013, 2016, 2017, 2018 og nu altså også i årgang 2019. Den leverer bare altid varen.

Som navnet siger, så kommer Riesling druerne fra gamle vinstokke og i dette tilfælde fra vinstokke omkring 40 år gamle. Druerne er høstet i begyndelsen af oktober og efter sortering placeres de i pneumatisk presse, hvor de forsigtigt presses i 3-6 timer for at bevare maksimal smag og aroma.

Mosten overføres herefter til temperaturkontrollerede ståltanke, hvor den endelige gæring finder sted. Aftapning på flaske sker i august efter høståret.

Duften virker lidt småolieret og der er også et sagte aftryk af petroleum, symaskineolie … endda denne gang lidt nødder samt en frugt med pærer, modne æbler og eksotisk frugt af fersken, melon, mandarin, let sødme og en nærmest kalket mineralitet.

I munden er vinen klart mere syrlig og krisp end den varme 2018 årgang, så der er syrlig æblesaft samt lemon bitterhed, fersken og pærer … har sammen med syren også sødme, men har fremragende balance inklusiv denne  kalkede mineralitet. Det er saftsuseme en drønlækker Riesling med bid. 91 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 165 kr., mens prisen er 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Jean Biecher & Fils, Pinot Gris, Alsace, Frankrig

2020 Jean Biecher & Fils, Pinot Gris, Alsace, FrankrigVins Biecher ligger lige ved foden af Vogeserne nedenfor Haut-Koenigsbourg slottet i landsbyen Saint-Hippolyte i Alsace og det er derfra, at vi smager en 2020 Pinot Gris.

Vinhuset er grundlagt i 1762 og familien har siden i efterhånden mange generationer bidraget til huset velstand. I dag er det med Olivier Biecher ved roret og de laver sindssygt meget vin med årlig aftapning af omkring 16 millioner vin årligt både på flaske og i Bag-in-Box … ja faktisk var Jean Biecher & Fils et af de første firmaer til at producere vine beregnet til flypassagerer på 187 ml samt 250 ml.

De har således i dag 6.000 kvadratmeter med aftapningsanlæg og over 6 millioner liter tankkapacitet, lager på 34.000 kvadratmeter og flasker også vine fra andre områder i Frankrig og endda en helt række andre lande.

De er samtidig i dag den største økologiske producent i Alsace, men får primært deres druer fra en række vinavlere, som de arbejder tæt sammen med.

Her smager vi en Pinot Gris 2020 fra deres Classic serie. Vinen er udelukkende lavet og lagret på ståltanke.

Duftmæssigt er det en lidt fyldig hvidvin, har lidt grillede citroner, lemon, tørret og eksotisk frugt, abrikos, lidt nødder, røg og honning med lidt hvalpefedt.

I munden er det også en brevrøvet og fyldig vin, igen syltede eller grillede citroner, tropisk frugt med abrikos, mango, ananas, mens syren er beskeden og blød, men egentlig ganske okay balance mellem bitterhed og en del sødme. 87 point.

Forhandles i flere supermarkeder, hvor en flaske normalt koster omkring 39,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Domaine Agapé, Helios Pinot Noir B Elevé en Barrique, Alsace, Frankrig

2016 Domaine Agapé, Helios Pinot Noir B Elevé en Barrique, Alsace, FrankrigNæste vin var også bragt hjem fra besøg hos den charmerende Vincent Sipp på Domaine Agapé og det var en Helios Pinot Noir B Elevé en Barrique årgang 2016.

Nu har jeg skrevet om Domaine Agapé flere gange, da jeg har smagt hovedparten af hans vine, så jeg skal ikke trætte jer med en masse om selve vingården nede i Alsace.

Pinot Noir druerne til denne Helios Pinot Noir B Elevé en Barrique dyrkes 100% økologisk, idet Vincent dyrker jorden efter økologiske principper. Al gødning til afgrøderne er fra naturlig kompost og så bliver jorden  pløjet i efteråret for både at stimulere livet i jorden samt undgå vinterens erosion.

Jeg har ikke så mange oplysninger om vinen … altså udover, at den selvfølgelig er lagret på egefade. Men så lad os da endelig bare gå til mine smagsnoter.

Duftmæssigt er det lidt en hård Pinot Noir … ikke megen sødme, men i stedet er der blækagtige noter, jern og mineraler suppleret med lidt kirsebær, ribs og endda solbær, men frugten er lidt lukket, hård og får følgeskab af grønne blade.

I munden er vinen langt mere krydret end jeg husker den fra tidligere, men den har fortsat denne grønne og urtede side, hvor der bl.a. kommer lidt peber frem, måske endda lidt alkohol. Det er bare en rank, oprejst og kølig Pinot Noir. 90 point.

Denne er købt på vingården, men kan herhjemme bl.a. fås hos Byens Vinhandel, hvor en årgang 2018 koster 175 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7