Besøg hos Moretti Omero … og søde Giusy

Azienda Agraria Moretti Omero ligger ved byen San Sabino vel omkring 10 kilometer sydvest for Montefalco og var 2. stop på min rundtur hos vinproducenterne omkring Montefalco.

Og lad mig advare med det samme … det er en sindssyg dejlig vingård.  Det skyldes imidlertid ikke et topmoderne og supertjekket vineri, endsige en italiensk villa udover det sædvanlige, en state-of-the-art vinkælder eller noget i den retning.


Agriturismo og Casa Dei Vini … Bed and Breakfirst samt vinhus. Azienda Agraria Moretti Omero ligger her, og der kan købes vin.


Et kig ind i gården og smagelokalet til højre.

Nej … her emmer alt af et lille familie vinbrug på godt og ondt. Og så alligevel, for to ting bringer Azienda Agraria Moretti Omero helt i top på min alltime favoritliste over vinhuse i Montefalco, nemlig den smukke og totalt storcharmerende vinmager Giusy samt nogle helt fantastiske vine.

Vingården er oprindelig grundlagt efter 1. verdenskrig, da Domenico Moretti i 1920 emigrerede fra Schweiz og brugte hans opsparing på en lille ejendom med oliven. Det var dog sønnen Giuseppe, der  startede med at producere vin på gården, selvom hele produktionen blev solgt bulk til andre producenter og kooperativer.

Det var først, da Omero Moretti – 3. generation – overtog driften, at vinhuset startede med at producere, flaske og sælge vinene under ejet navn. Omero fik sin første traktor i 1972, fik interesse i vinene og med hjælp fra hustruen Daniela besluttede han sig for at flaske deres Sagrantino vin. Det blev starten på Azienda Agraria Moretti Omero.


Her den stille, venlige og ovenud sympatiske Omero Moretti.

I dag produceres vinene på Azienda Agraria Moretti Omero i et samarbejde mellem Omero og datteren Giusy. Siden 2006 har Giusy spillet en større og større rolle i produktionen, selvom hun egentlig er uddannet arkitekt. Hendes lillesøsteren Lucia var også lige forbi for at hilse på under vort besøg.

Vinhuset har samlet 32 hektar jord, heraf er dog alene 13 hektar vinmarker, mens resten er oliventræer. Det giver en årlig produktion på op til 30.000 flasker vin … dog fortalte Giusy, at der for 2016 alene vil komme 10.000 på grund af hagl.

Vinhuset har været certificeret økologisk siden 1992, men har altid været drevet økologisk. Tidligere pralede man imidlertid blot ikke med det … for det var der slet ikke salg i.

Da jeg – sammen med en gruppe øvrige vinjournalister – ankom til Moretti Omero blev vi modtaget af Giusy, Omero samt en ven af familien, som også hjælper i produktionen. Jeg har desværre glemt hans navn.


Her er jeg netop ankommet til Moretti Omero vingården.


Vinmarken Vignalunga ligger lige ved siden af vingården. Vi skulle efter en rundvisning i mark, vineri og vinkælder selvfølgelig også smage vinen.

Vi startede med en kort tur hen til vinmarken Vignalunga, som ligger lige ved vingården og har en smuk udsigt mod Montefalco. Giusy fortalte om vingården, markerne og da vi kom retur så vi også vineri, kælder … og hundene, som de bruger til trøffeljagt.

Det er en virkelig rar familie at besøge. Omero er en stille person, men emmer af venlighed og hygge. Giusy er et livsstykke … glad, energisk, charmerende og fortællende.


Giusy Moretti fortæller om marken og vinhuset.

I smagelokalet havde Giusy forberedt, at vi skulle smage et udvalg af deres vine, bl.a. hendes første vin, Montefalco Sagrantino 2006’eren, som hun selvfølgelig var meget stolt af.

Vi smagte sammenlagt disse vine:


Inde i smagelokalet.

Under vores smagning fik vi – som nævnt – besøg af Lucia – og derudover kom gamle bedstemor Nonna Quinta ned … krumbøjet, en smule gangbesværet og med dybe rynker, furer fra et liv med erfaring samt et glad smil. Sikke en sød, gammel dame … og hun er  samtidig er huset bedste kok, betroede Giusy mig.


Her har vi 3 generationer … Nonna Quinta, Giusy og Omero.

Vinene skal vi selvfølgelig også lige omkring, så derfor har jeg som vanlig linket til mine beskrivelser af hver vin. Jeg smagte vinene fra Moretti Omero flere gange i løbet af mine dage i Montefalco og er slet ikke i tvivl … vinhuset er bestemt i min top-5 af bedste producenter.

Udover al produktionen af vin og olivenolie, så byder Azienda Agraria Moretti Omero også på B&B … agriturismo i form af en lille lejlighed samt 3 værelser, som vinturister kan leje.

Herfra den bedste anbefaling. Og lad os endelig slutte med endnu lidt billeder fra den lille, hyggelige familiedrevne vingård.


Giusy ved Vignalunga marken.


Vinkælderen med de mange egefade i forskellige størrelser.


Omero og hans ven/hjælper.


Endnu et foto fra vineriet.


Omero viser stolt vineriet på Azienda Agraria Moretti Omero frem.


Selvom det var februar måned, så var vejret ret godt … høj sol over Giusy!


Omero forklarede også,


Glad, charmerende og venlige Giusy.


Samlet i smagelokalet.


Der er gjort klart til gæsterne fra pressen … og mig ;o)

Lillesøster Lucia var også lige forbi for at sige HEJ.

2015 Weingut Georg Mosbacher, Riesling Trocken, Pfalz, Tyskland

Lidt tysk Riesling … en tør en af slagsen fra Weingut Georg Mosbacher, som holder til i byen Forst lige syd for Bad Dürkheim i Pfalz.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1920 af Richard Mosbacher, selvom familien egentlig har været vinavlere i flere hundrede år. Richard grundlagde vinhuset sammen med sin søster og kaldt det Weingut Georg Mosbacher efter deres far. Det snørklede M, som ses på etiketten på vinen stammer helt tilbage fra etableringen.

Richards søn – som også hed Richard Mosbacher – overtog driften efter faderen og blev bl.a. også udnævnt til borgmester i Forst af amerikanerne efter 2. verdenskrig … formentlig pga. hans modstand mod nazisterne.

Siden 1992 har det imidlertid været næste generation i form af datteren Sabine Mosbacher-Düringer, som har drevet vingården sammen med hendes mand Jürgen. Sabine er uddannet ønolog fra Geisenheim.

I dag har Weingut Georg Mosbacher samlet 20 hektar vinmarker, herunder Erste Lage markerne Deidesheimer Herrgottsacker, Forster Stift, Forster Elster, Deidesheimer Mäushöhl, Deidesheimer Leinhöhle og Forster Musenhang samt Große Gewächs markerne Kieselberg, Freundstück, Ungeheuer, Pechstein og Jesuitengarten.

På de 20 hektar dyrker familien de hvide druesorter Riesling, Weißburgunder, Sauvignon Blanc, Grauburgunder, Chardonnay og Cabernet Blanc samt de røde Spätburgunder, Merlot og Dornfelder.

Denne Riesling er husets Gutsriesling … lavet på rustfrie ståltanke, gæring ved 18 grader, 12% alkohol og 5,5 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er det klart Riesling … her med lidt fersken, Granny Smith æbler, lidt citroner, men ingen petroleum. Virker dog ganske fyldig i næsen, mens syren synes sådan umiddelbart lidt svag.

I munden er vinen næsten let perlende og har både nogle søde og bitre elementer. Syren virker igen forholdsvis svag og der savnes nogen mere friskhed og rankhed i vinen. Den er ikke vild på nogen måde og bliver lidt kedelig.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 158 kr., mens prisen ved køb af 12 flasker ligger på 119 kr. Pæn pris for en Gutsriesling.

Rating 3,5/7    

2010 Antiyal, Kuyen, Maipo Valley, Chile

Efter den vinøse rundtur på Castelbuono skifter vi lige scene … og springer til Chile med vinen Kuyen, som kommer fra det forholdsvis lille vinhus Antiyal.

Antiyal ligger i Maipo Valley og er grundlagt i 1996 af den chilenske vinmager Álvaro Espinoza, som var en af de ønologer, der genopdagede Carmenère druen i Chile, som jo ellers i mange år blev antaget for at være Merlot. Álvaro er søn af den gamle vinmager Mario Espinoza, og Álvaro studerede til ønolog langt førend landet fik succes med eksport af vin og før vinproduktion var anset som en succesfuld levevej.

Álvaro studerede ønologi i Bordeaux og har derudover arbejdet på Château Margaux i Frankrig og Viña Carmen, Emiliana Orgánico  samt  Rayun i Chile. De to sidstnævnte arbejder efter både økologisk og biodynamisk principper, hvilket Álvaro også har taget med sig til Antiyal.

Álvaro er i øvrigt stadig konsulent for Emiliana Orgánico samt nogle af Chiles og Argentinas største, mest berømte vingårde, bl.a. også den delvis dansk ejede vingård Alpamanta i Mendoza i Argentina.

Álvaro er anerkendt af både Parker og Wine Spectator som Sydamerikas nok mest betydningsfulde ønolog inden for biodynamisk vinproduktion.

Antiyal startede Álvaro som en sand garageproducent med ganske få fade vin og som en familiedrevet vingård, hvor hans kone Marina fx er eksportdirektør.

De har samlet små 21,5 hektar jord, men alene 10,2 hektar er vinmarker fordelt på markerne Los Olivos, El Escorial og Pura Fe. Alle vinmarker og hele produktionen er økologisk og biodynamisk, for at få det maksimale ud af det lokale terroir.

Resten af jorden består af mandeltræer, skov og jord til gården dyr. Det betyder også en ganske begrænset produktion på knap 20.000 flasker vin årligt, primært fordelt på de to vine Antiyal og Kuyen samt 3 vine med navnet Pura Fe.

Denne Kuyen er lavet på et blend af 57% Syrah, 28% Cabernet Sauvignon, 13% Carmenere og 2% Petit Verdot. Kuyen betyder måne på det oprindelige, lokale Mapuche indianersprog og er en hyldest til de gamle traditioner og de oprindelige folks vision af kosmos.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke og alene med druernes naturlige gær. Maceration i 25 dage inden presning og derefter lagret et år på franske barriques, 20% nye, 40% fade, der er brugt en gang og 40% fade brugt to gange tidligere. Efter flaskning har vinen lagret yderligere 4 måneder inden frigivelse.

Duftmæssigt fornemmes der først en smule eukalyptus, varme, godt med eg, peber … endda godt med peber, vanilje, svag kanel, tobak, mørke bær, sorte kirsebær, blåbær samt en svag bolsjesødme.

Smagen er præget af moden frugt, en sød modenhed, men der er bestemt også syre i vinen, en let bitterhed samt markant peberbid. Derudover er det kakao, cola, chokolade i kombi med peberen og syren … egentlig med fin balance, mens tanninerne også er omgængelige. Dejlig og drikkevenlig vin med en vis robusthed og elegance trods den meget solmodne frugt.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen ved køb af 2 flasker er 139,95 kr.

Rating 4,5/7    

2012 Tenuta Castelbuono, Montefalco Sagrantino Passito, Umbrien, Italien

Den lille eksklusive smagning hos Tenuta Castelbuono sluttede selvfølgelig med dessertvinen … Montefalco Sagrantino Passito, den historiske vin, som i gamle dage blev brugt under religiøse ceremonier. Nu bruges den vist primært til desserter, ost eller bare til en stund med meditation.

Den er lavet på tørrede Sagrantino druer, men druerne til denne Montefalco Sagrantino Passito tørrer druerne ikke vildt lang tid. DOCG reglerne foreskriver, at druerne minimum skal tørre i 2 måneder, men det er lidt forskelligt fra producent til producent.

Efter tørring presses druerne og så fermenterer vinen sammen med skindet. På den måde får man en sød, men også tør vin, som samtidig også har højt indhold af tanniner. Vinen lagrer et år i små franske egefade og siden på flaske.

Og den dufter herligt … sød vin, men på en anderledes måde. I denne er der nærmest lidt røget pølse, slagterbutik, tæt sødme og marmelade på blåbær, brombær og blommer samt vanilje, kanel og lidt skocreme. Dufter ret godt … og ret sødt.

Og hold da op, hvor er det sød nektar i munden. Smager virkelig godt med overmodne blommer, dadler, honning og sødme i overflod … men jeg synes ikke, at Sagrantino tanninerne kommer frem, som er tilfældet med nogle Passito’er. Denne er bestemt blandt de sødeste af slagsen … og jeg elsker det sgu.

Vinspecialisten er forhandler af Tenuta Castelbuono herhjemme, men jeg har ikke fundet denne Passito på deres hjemmeside, så prisen kender jeg ikke.

Rating 5,5/7    

2013 Tenuta Castelbuono, Carapace Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Selvfølgelig skulle vi også smage Carapace Montefalco Sagrantino i Anteprima udgaven … altså smagsprøven af 2013 årgangen, som netop står foran frigivelse hos de fleste producenter.

Jeg skulle dog senere erfare, at det ikke er alle, som frigiver deres Sagrantino vin efter de forskrevne 37 måneder. Nogle producenter gemmer simpelthen vinene et par år ekstra, således de alene frigiver vine, som er mere modne og hvor Sagrantino druens markante tanniner er bedre integreret i vinen.

Det er selvfølgelig også et spørgsmål om penge, for yderligere lagring koster både likviditet og renter.

Denne 2013’er er selvfølgelig lavet som 2011’eren. Kold premaceration ved 12 grader i 30 timer efterfuldt af almindelig fermentering ved 26-28 grader, maceration i 15-20 dage i egefade efterfulgt af 24 måneders lagring på store egefade. Efter flaskning lager vinen yderligere 12 måneder.

Duftmæssigt virker 2013’eren mere utæmmet … fortsat mørke bær som brombær og blåbær, men også umiddelbart mere fylde, godt med kanel, sødme samt både mynte og eukalyptus. Derudover en landlig side … sjov, nærmest lidt behåret dyr … men meget elskelig.

I smagen en ekstrem tørhed, syre og tanniner … efterfulgt af fyldig bærfrugt. Der er godt med power, men alligevel – selvom vinen må betegnes værende alt for ung – god balance mellem frugt, syre og en smule sødme.

Forhandles herhjemme af Vinspecialisten, hvor prisen er 260 kr.

Rating 5/7    

2011 Tenuta Castelbuono, Carapace Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Hos det ikoniske vinhus Tenuta Castelbuono smagte vi selvfølgelig også områdets stolthed … Montefalco Sagrantino DOCG. Hos Tenuta Castelbuono startede vi med deres 2011’er Carapace Montefalco Sagrantino.

Det er selvfølgelig 100% Sagrantino druer, som kommer fra husets egne marker i både Montefalco og Bevagna … og endda i Bevagna en del af de allerbedste marker og ældste stokke. Udbyttet ligger lavere end fx deres Sangiovese, nemlig på 35 hektoliter pr. hektar.

Vinifikationen står ikke – som med husets Rosso’er – i rustfrie ståltanke, men derimod i egefade med en kort, kold premaceration ved 12 grader i 30 timer efterfuldt af almindelig fermentering ved 26-28 grader. Samlet maceration i 15-20 dage efterfulgt af 24 måneders lagring på store egefade. Efter flaskning lager vinen yderligere 12 måneder.

Duftmæssigt virker vinen egentlig mere let i næsen end forventet, for Sagrantino er en drue med masser af power. Der er blåbær, brombær, lakrids, hæfteplaster, lidt chokolade og ellers godt med italiensk stram syre. Det er måske endda en af de væsentlige styrker ved Sagrantino … rå power og stram syre.

I munden er der også godt med syre, stramt … men også langt mere elegant end forventet, stadig med nogle vilde tanniner, men de er faktisk godt mixet sammen med frugten i vinen. Det er knastørt, syrligt og powerfuld. Alderen har også lige bøjet de værste tanniner af.

Forhandles herhjemme af Vinspecialisten, hvor prisen er 260 kr.

Rating 5,5/7    

2014 Tenuta Castelbuono, Lampante Montefalco Rosso Riserva, Umbrien, Italien

Under appellationen Montefalco Rosso DOC laver Tenuta Castelbuono også en Riserva, nemlig denne Lampante Montefalco Rosso Riserva, som vi smagte i nyeste årgang 2014 … netop flasket som en specialprøve til os.

Blendet er fuldstændigt det samme som i husets almindelige Rosso, altså 70% Sangiovese, 15% Sagrantino samt 15% Cabernet Sauvignon og Merlot, men her kommer Sangiovese druerne alene fra en enkelt mark, endda det bedste område på marken Le Fonti i Bevagna, mens Sagrantino druerne kommer fra husets Saraceno mark.

Begge marker er økologisk certificeret siden 2014 … netop året for denne vin. Udbyttet er dog lidt mindre end hos den almindelige Rosso, nemlig 45 hektoliter pr. hektar.

Selve produktionen er også fuldstændig som hos lillesøsteren, men denne Riserva har dog alene lagret på 500 liter Tonneaux samt endnu større egefade … også altså ingen barriques. 18 måneder har den lagret på eg og 12 måneder på flaske.

Det forklarer også, hvorfor vinen ved besøget knap nok var færdig, da høsten jo sker i september/oktober.  På etiketten var årgangen 2014 da også skrevet på en lille klistermærke, som var klistret ovenpå. Det er en vin, som Tenuta Castelbuono har lavet siden 2008.

Duftmæssigt er der klart mere syre, mere stald, mere animalsk og landlig, hvilket vi jo elsker. Det er fortsat kirsebær, men derudover også balsamiske noter, men en mere moden balsamico, violer, blomster, grafit og nelliker.

Smagen har igen masser af den friske frugt, men vinen er mere tæt i strukturen og der er også mere fylde i smagen. Der er fortsat godt med syre og tanniner. Smager sgu meget godt.

Vinspecialisten er forhandler af Tenuta Castelbuono herhjemme, men jeg har ikke fundet denne Riserva på deres hjemmeside, så prisen kender jeg ikke.

Rating 5/7    

2011 Tenuta Castelbuono, Ziggurat Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

Efter 2012 årgangen af Ziggurat Montefalco Rosso, så skulle vi også smage samme vin fra året før … altså årgang 2011.

Ses der på de to årgange i Montefalco, så har Consorzio Tutela Vini Montefalco ratet årgang 2011 med 5 stjerner og 2012 med 4 stjerner, selvom det primært har betydning for Sagrantino druen, idet Sangiovese er lettere og mere medgørlig … også i dårligere årgange. 2012 var præget af forholdsvis beskedent nedbør og et udbytte lidt over normalen, mens 2011 bød på gennemsnitlig nedbør, god modning og en høst med rigtig god kvalitet.

Denne Montefalco Rosso har navnet Ziggurat og dermed opkaldt efter et antik babylonsk tempel … med reference til hjertet af Carapace, Tenuta Castelbuonos ikoniske vineri.

Vinen er lavet på fuldstændig samme måde som 2012’eren og druesammensætningen er også ens, så det skal jeg ikke trætte jer med. Vinen smager næsten også som 2012’eren … men med nogle små, klare forskelle.

Igen en tæt og frugtrig duft med samme elementer af eg, kirsebær, jordbær, solbær, blomster, nelliker samt nogle balsamiske noter … men her virker vinen mere luftig, let og elegant.

Igen god frisk frugt, gode tanniner i smagen, frisk og ganske lettilgængelig. 2011’eren virker også mere levende i syren og mere præcis, selvom det egentlig – som 2012’eren – er en letdrikkelig og ganske fornøjelig vin.

Forhandles herhjemme af Vinspecialisten, hvor prisen er 150 kr.

Rating 4,5/7    

2012 Tenuta Castelbuono, Ziggurat Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

Der laves alene 4 forskellige vine på Tenuta Castelbuono og alle røde, nemlig en Rosso, en Rosso Riserva, en Sagrantino og selvfølgelig også en Passito. Vi startede smagningen af husets egne vine med deres Rosso … Ziggurat Montefalco Rosso i årgang 2012.

Til at følge smagningen på vejs var der selvfølgelig også lige lidt italiensk ost og italiensk tørret skinke. Det skulle senere vise sig at være helt normalt … også selvom man kom til en smagning lige efter en stor frokost. Jo italienerne lever godt.

Ziggurat Montefalco Rosso er lavet på 70% Sangiovese, 15% Sagrantino samt 15% Cabernet Sauvignon og Merlot. Druerne kommer fra vinhusets egne marker omkring Bevagna og Montefalco. De er høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med en kort premaceration ved 12 grader i 20 timer efterfuldt af almindelig fermentering ved 26-28 grader i rustfrie ståltanke. Samlet maceration i 15-20 dage efterfulgt af 12 måneders lagring på henholdsvis 225 liters barriques samt 500 liters tonneaux. Efter flaskning lager vinen yderligere 6 måneder.

Duften er tæt og lukket … elementer af eg, kirsebær, jordbær, solbær, blomster, nelliker samt nogle balsamiske noter. Smagen er præget af god frisk frugt, gode tanniner … en frisk og ganske lettilgængelig vin. Syren er sådan middel og vinen er dermed letdrikkelig og ganske fornøjelig.

Forhandles herhjemme af Vinspecialisten, hvor prisen er 150 kr.

Rating 4/7    

2007 Ferrari Trento, Perlé Nero Riserva, Trentino, Italien

Og vi fortsatte såmænd videre i det mousserende spumante spor. Vi skulle nemlig også smage søstervinen Perlé Nero Riserva fra Ferrari Trento … Blanc de Noirs på ren Pinot Noir og et år yngre end den første Blanc de Blancs.

Druerne til Ferrari Trento Perlé Nero Riserva kommer fra nogle af Lunelli familiens højest beliggende vinmarker omkring Villa Margon, Masi Orsi samt Masi Valli. De ligger alle i 400 meters højde og druerne er alle høstet med håndkraft midt i september måned.

Da Ferrari Trento vel laver omkring 1 millioner flasker spumante årligt, så er det selvfølgelig ikke tilstrækkeligt med husets egne 120 hektar marker. Derfor opkøber Ferrari Trento også druer fra andre vinavlere, dog alene avlere hvor de suverænt kan bestemme, hvordan markerne passes.

Men denne Ferrari Trento Perlé Nero Riserva er altså alene lavet med druerne fra husets egne marker.

En af de ting, som gør spumantevinene fra Ferrari Trento særlige – og måske endda de bedste mousserende vine i Italien – er, at de har forlænget den vigtige anden gæring, så den er betydeligt længere, end hvad der er påkrævet af lovgivningen.

Læg dertil en lang lagring … denne Ferrari Trento Perlé Nero Riserva har således lagret 6 år inde  degorgering og frigivelse til salg. Ellers er den lavet nogenlunde som foregående år … dvs. håndhøstede druer, nænsom presning og udelukkende anvendes af de bedste af saften samt førstegæring på rustfrie ståltanke og en anden gæring på flaske.

Duftmæssigt er denne spumante lækker moden … gule æbler, pærer, kvæde, citron, mineraler, hvidt brød og ristet brød, nødder, men også langt mere animalsk i udtrykket end Bianco’en. Det er næsten en smule prut, men det er virkelig aromatisk, elegant og dufter sindssygt godt.

Smagen byder på fin og sarte bobler, pærer, abrikos, toast, røgede elementer og igen den fine tørhed, uden det bliver for syrligt. Virkelig balanceret og lækkert … ellers var jeg bare meget tørstig.

Forhandles herhjemme af Vinspecialisten, men har ikke lige fundet denne. Vil dog anslå, at prisen vil ligge omkring 375 kr.

Rating 6/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger