Jeres flittige vinblogger var forleden til en vaskeægte Antinori smagning, som blev forestået af Kristian Uhrskov fra Uhrskov vine. Vi startede ud med lidt bobler og det er jo altid godt … en Non Vintage Tenuta Montenisa Cuvée Royale Franciacorta.
Antinori familien er blandt de ældste vinavlerfamilier i Italien. Man har optegnelser der daterer familiens vinproduktion tilbage til 1180, hvor familien lavede vin på ejendommen Castello di Combiate. Den nedbrændte imidlertid i 1202 og familien flyttede til Firenze, hvor man drev handel med silkestoffer og bankvirksomhed.
I 1385 meldte Giovanni di Piero Antinori sig ind i Firenzes Vinmagerlaug, og det blev den officielle grundlæggelse af vinhuset Antinori. I de kommende år blev familien mere og mere berømte for deres vine og som følge af deres succes købte de i 1506 Palazzo Antinori. I 1861 blev familiens overhoved tildelt titel af Marschesi … markis, og den titel følger fortsat familien i dag.
I dag drives firmaet af 26. generation repræsenteret af Piero Antinori, og vinhuset ejer en lang række vingårde i primært Toscana, men også i resten af Italien og rundt om i verdenen. Ja faktisk ejer huset i dag over 2.000 hektar vinmarker fordelt på forskellige vingårde i Italien og i udlandet. Huset har deres hovedsæde i San Casciano Val di Pesa i Chianti.
For at få en fornemmelse af, hvor store Antinori er i Italien … ja endda internationalt, så lige lidt om deres vingårde.
I Toscana ejer man – udover hovedsædet San Casciano Val di Pesa – ejendommene Pèppoli på omkring 100 hektar, hvoraf 50 hektar er vinmarker, Badia a Passignano med 223 hektar vinmarker og Guado al Tasso med 300 hektar vinmarker.
Derudover er der Pian delle Vigne med omkring 184 hektar, hvoraf 65 hektar er vinmarker, Fattoria Aldobrandesca på små 193 hektar, Fattoria Le Mortelle på 270 hektar, La Braccesca på 342 hektar, Montenisa på 60 hektar, Santa Christina, som også er voldsom stor, samt endelig Tenuta Tignanello med 127 hektar vinmarker.
Derudover har man også vingården Castello della Sala i Umbrien, hvor der ejes 500 hektar, hvoraf 140 hektar er vinmarker samt Tormaresca i Puglia, Prunotto med 50 hektar i Piemonte.
Derudover ejes der i udlandet vinhsue som Antica samt det kendte Stag’s Leap i Californien, Col Solare i Washington State, Haras de Pirque i Chile, Tuzko i Ungarn, Meridiana på Malta og endelig Vitis Metamorfosis i Rumænien.
Deres store indflydelse og betydning kan også ses på, at Antinori er en del af den lille, men særdeles eksklusive, elitære klub Primum Familiae Vini … i daglig tale blot kaldt PFV.
Gruppen består af 12 verdensberømte familieejede vinproducenter, og her er Antinori i fint selskab med Mouton Rothschild, Joseph Drouhin, Jaboulet, Pol Roger, Symington, Egon Müller, Vega Sicilia, Hugel & Fils, Miguel Torres, Perrin & Fils fra Beaucastel og Tenuta San Guido, som står bag Sassicaia.
PFV blev oprettet i 1992 og organisationen kaldes også Leading Wine Families. Man kan kun blive medlem ved invitation og der kan maksimalt være 12 medlemmer.
Gruppen består kun af 100% familieejede vinfirmaer og har gennem årene holdt sig meget anonymt, men afholdte for første gang i 2013 en smagning på Prowein i Tyskland og en velgørenhedsauktion i London.
Familierne skal have mange generationers erfaring og værne om de traditioner og værdier, som familieejet står for og sikre at sådanne idealer overlever og er levedygtige i fremtiden. De deler information om generationsskifte, hvordan de sikrer deres vine mod svindel og forskellige tekniske muligheder.
Denne Tenuta Montenisa Cuvée Royale Franciacorta kommer fra Antinoris Tenuta Montenisa ejendom, som ligger syd for søen Iseo ved den lille by Calino i Brescia provinsen under appellationen Franciacorta i Lombardiet.
Tenuta Montenisa ligger i en gammel ejendom Palazzetto Maggi, som tidligere også blev kaldt Borgo di Calino og stammer fra det 16. århundrede. Ejendommen og dens 60 hektar vinmarker blev købt af Antinori familien i 1999 og siden har de omdøbt ejendommen til Tenuta Montenisa.
På ejendommen laver Antinori 6 forskellige mousserende vine, herunder altså denne Tenuta Montenisa Cuvée Royale Franciacorta, som er lavet på et mix af Chardonnay, Pinot Nero og Pinot Bianco … og den sidstnævnte drue kender vi bedst under navnet Chenin Blanc.
Cuvée Royale er lavet først som en almindelig vin, hvor druerne er gæret delvist på egefad og delvist på tanke af rustfrit stål. Efter endt fermentering sker aftappes vinen på flaske til andengæringen sur lie i 30 måneder inden degorgering.
Næsen er meget rar … æbler, pærer, en smule tropisk frugt, abrikos og fersken, eg, lidt karamel, meget tør, men har samtidig en snas sødme, lidt ristede noter, ristede mandler og toast.
Smagen er grønne æbler, stikkelsbær, citron, lemon, mens boblerne sådan nærmest er medium i styrke. Det er et virkelig fint glas bobler, lidt grape i eftersmagen og boblerne fader forholdsvis hurtigt ud.
Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 219 kr.
Vinanmeldelse 4,5/7