Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2018 Weingut Wöhrle, Lahrer Spätburgunder Bestes Fass, Baden, Tyskland

2018 Weingut Wöhrle, Lahrer Spätburgunder Bestes Fass, Baden, TysklandBF står der på etiketten til denne 2018 Lahrer Spätburgunder og det betyder Bestes Fass, altså de bedste fade af god Spätburgunder saft lavet på druer hentet på Weingut Wöhrles sydvendte marker over Lahr.

Druerne har gennemgået en kølig maceration, hvor mosten trækker farve og aroma af skindet inden gæring. Vinen er gæret på ståltank og har dernæst tilbragt 12 måneder på ældre træfade.

I næsen er der sød animalske stald, ristede fadnoter, eg, kanel, vanilje, røg, nelliker, blomsterflor, violer, mens frugten er jordbær, kirsebær og ribs, varm og en kende til den mørkere side, men fuck hvor der dufter godt og imødekommende.

Smagsmæssigt er der lidt fedme i frugten, igen ribs og kirsebær, lidt blæk, hvid peber, men med syrligt og let bitter bid, jern, sødme samt nogle grønne noter. Det er let, luftig, på vej til at være svævende og så alligevel blødt, nemt og smukt. Det er Spätburgunder, som man bliver glad af.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 249 kr., men ved køb af 3 flasker er prisen 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Weingut Balthasar Ress, Von Unserm S Rheingau Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2016 Weingut Balthasar Ress, Von Unserm Rheingau Pinot Noir, Rheingau, TysklandSpätburgunder er bare fantastisk på en fredag … og den erkendelse kommer til alle før eller senere, og denne Von Unserm S Rheingau Pinot Noir fra Weingut Balthasar Ress lidt undenfor Hattenheim er et godt bevis på, at de også i Rheingau kan lave fremragende Spätburgunder vine.

Jeg har skrevet om Weingut Balthasar Ress før, bl.a. da jeg besøgte vinhuset tilbage i 2017, hvilket jeg har skrevet en masse om i blogindlægget Besøg hos Balthasar Ress … og en olivenfarvet Riesling-Bulli.

Denne Von Unserm S Rheingau Pinot Noir er ganske vist en Gutswein, men serien Von Unserm  er nærmest et visitkort fra Balthasar Ress … man får altså masser af den kvalitet, som kendetegner vinhuset.  Druerne høstes først, når druerne har opnået et sukker indhold svarende til 74° Oechsle.

Når druerne er blevet presset, så vinificeret vinen på rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret på en kombination af store 500 liter Holzfass og 225 liter barriques … men det fremgår ikke i hvor lang tid.

Næsen er klart let, ren … langt mere grøn, syrlig og stringent end forrige tyske Pinot Noir. Det er ribs, hindbær, virkelig frisk, ung og med masser af syrlig frugt samt lidt florale elementer.

Smagsmæssigt også en rank, frisk og syrlig vin, hvor nogle af duftnoterne går igen, ribs, hindbær, røg … har samtidig klart nogle af de samme karaktertræk som mange andre gode Spätburgunder aka Pinot Noir vine fra Rheingau … ren, frisk, syrlig, røget. Det smager virkelig godt.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 200 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Weingut Karl May, Osthofener Pinot Noir, Rheinhessen, Tyskland

2017 Weingut Karl May, Osthofener Pinot Noir, Rheinhessen, TysklandTilbage i oktober sidste år smagte jeg denne Osthofener Pinot Noir fra Weingut Karl May i årgang 2016 … og nu har jeg igen vinen fra Karl, Peter og Fritz May på Ludwig-Schwamb-Straße 22 i byen Osthofen i glasset, blot årgangen nyere.

Vinhuset er grundlagt i 1815 og drives i dag af 7. generation i form af Peter og Frits med lidt hjælp fra deres far Karl. De to brødre ligner tvillinger, men det er de imidlertid ikke, men har begge spillet håndbold på højt niveau, inden de overtog driften fra deres forældre.

Samlet har familien 20 hektar vinmarker, som siden 2007 har været drevet økologisk og i det hele taget er det brødrenes filosofi, at der skal være så lidt indgriben i produktionen som muligt.

Denne Osthofener Pinot Noir er en af husets Ortsweine, som er lavet med 3 ugers maceration med skindet i åbne gæringskar og er efter endt fermentering lagret 18 måneder på brugte barriques. Der er lidt overraskende kun 0,5 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt minder vinen lidt om 2016’eren, måske en kende mere rund og varm i udtrykket. Der er mørke kirsebær, mirabeller og lidt jordbær, pænt med eg, kanel og vanilje, grønne elementer, mentol, mynte, klart nogle animalske, landlige og ristede noter, nelliker og nødder.

Smagen er ren og frisk frugt, kirsebær, gran, blomster, en vis bitterhed, grafit og med en ren, klar og fin balance. Vinen er pænt tør, svagt krydret, har lidt mandler samt elementer af træ, fade eller skovbund. Måske smagsmæssigt også lidt mørkere end 2016’eren.

Forhandles af Vinuniverset, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 J. Laurens, Le Graimenous Cremant Brut, Languedoc, Frankrig

2017 J. Laurens, Le Graimenous Cremant Brut, Languedoc, FrankrigDomaine J. Laurens ligger i den lille landsby La Digne d’Ava tæt på den gamle middelalderby Carcassonne i appellationen Limoux i Languedoc. Derfra smager jeg nu en ægte Crémant de Limoux … en 2017 Le Graimenous Crémant Brut.

Vinhuset J. Laurens er grundlagt i 1980’erne af vinmageren Michel Dervin, der egentlig kom fra Champagne med det formål at købe lidt vinmarker og lave lidt Blanquette de Limoux … en af områdets lokale mousserende vine lavet primært på den lokale drue Mauzac.

Michel var fascineret af områdets terroir til produktion af de mousserende vine bl.a. med en højere beliggenhed med et dertil køligere klima sammenlignet med andre steder i Languedoc. Det gør, at druerne bevarer deres frugtsyre, som er essentiel for at skabe de bedste mousserende vine.

I 2002 mødte Michel Dervin den lokalfødte iværksætter Jacques Calvel, der havde skabt en stor forretning i Schweiz, men havde et stort hjerte for vin og Limoux. Han investerede i J. Laurens … opførte et nyt vineri, købte moderne udstyr og tilkøbte yderligere marker sammen med Michel Dervin og vinmageren Henri Albrus.

I dag har Domaine J. Laurens samlet 30 hektar vinmarker og producerer en række mousserende Blanquette & Crémant de Limoux vine, herunder altså også denne fine Le Graimenous Crémant Brut.

Vinen er lavet på 60% Chardonnay, 30% Chenin Blanc, 5% Pinot Noir og 5% Mauzac. Vinen er lavet efter méthode traditionnelle, hvor druerne først presses i en pneumatisk presse for at sikre, at mosten er ren og klar. Første gæring sker i store temperaturstyrede ståltanke og sidste andengæring selvfølgelig i flaske.

AOC reglerne i Limoux siger, at udbytte af druerne maksimalt må være 50 hektoliter pr. hektar og at en Crémant de Limoux minimum skal være lagret 12 måneder på flaske ved sidste gæring. Efter de 12 måneder er vinen degorgeret og tilsat en dosage liqueur d’expédition.

Næsen byder på hårdt ristede hasselnødder, syrlige og gærede æbler, lidt tørret frugt, citroner, masser af røg, en virkelig god dybde, lidt honning, toast og kager. Det dufter faktisk som en rigtig god champagne.

I munden har vinen stor bitterhed, meget skrap, frisk og direkte med grape, citrus, umodne grønne æbler, nogle ristede noter, nødder og nogle kalkede mineraler. Det er et rigtigt godt glas mousserende vin, som samtidig har en meget fornuftig pris.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 140 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Aux Mages, Abscition, Californien, USA

2017 Aux Mages, Abscition, Californien, USALige siden jeg sidste år smagte Emil Skytte Pedersens 2016 Ætheria og tabte underkæben, blev betuttet, lamslået, paf og paralyseret, har jeg med samme tålmodighed som en dreng på epo en morgen før juleaften afventet et nyt udspil fra den danske vinmagers projekt Aux Mages i Californien.

Og det er kommet nu … endda som en dobbeltløbet Winchester riffel med to skud, hvor denne Abscition Pinot Noir er en ny patron i magasinet. Og som med andre højkaliber rifler til lange skudhold, så rammer Abscition plet med akkuratesse, akribi og højpræcision. Bang.

Da jeg sidste år smagte 2016 Ætheria gav jeg vinen de magiske 7 houlbergske fingre, men det – og hele historien om Emil Skytte – kan du læse mere om i det blogindlæg … og heldigvis har jeg fortsat en flaske af 2016’eren liggende.

Denne Abscition Pinot Noir er lavet med druer fra en kølig lille mark, Cebada Vineyard i Santa Ynez Valley i Californien og høstet over en måned med mange små plukninger for at få den rigtige modenhed.

Abscition er vinificeret med en blanding af hele klaser og håndafstilkede druer. Afstilkningen foregår ved håndkraft, hvor Emil beholder en stump af stilken, så vinficering sker med hele bær. Ved denne afstilkning går gæren gennem stumpen af stilken og ind i bærret uden for meget stilkkontakt.

På den måde får man det reneste resultat … og meget anderledes end ved afstilkning på maskine, hvor en del af bærrene knuses, men Emil ønsker i stedet en gæring med hele druer. Han siger selv, at denne metode giver vinen sjæl.

Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på 3 år gamle Rousseau fade i 18 måneder og så efterfølgende aftappet på flaske i hans vinkælder i Buellton blot med en knivspids svovl. Så er vinen dyppet i voks … fuldstændigt håndholdt med en lille gryde over et mobilt blus med masser af klæbrig, varm, nordisk kærlighed.

Man kan også sige, at Emil vokser med vinen !!!

Duftmæssigt en sød/syrlig hestestald, kirsebær, hindbær og blommer, klart med en sart og syrlig kant, nærmest som en fjern slægtning til tysk Spätburgunder med lækker syrlig kant, klart præg fra fadene med lidt kanel, vanilje … som tilfører lidt liflige, runde og måske endda varme fornemmelser og så alligevel langt væk fra normal amerikansk, sød og kraftig Pinot Noir.

Smagen har også denne lille fornemmelse af varme samtidig med stor frugtrigdom, saftighed og fin, sart, lys og feminin syre. Der er kirsebær, lidt sødme, kraft og saft, lakrids, en sød venlighed og samtidig også frugtrig på en lidt fed, rund og venlig måde.

Det er smuk Pinot Noir, liflig, let, saftig og rund … klart den føjelige kugle af de to projektiler fra Winchester riflen. Emil rammer her med stor, erfaren og smuk præcision, men med gummikugler, så man dør ikke, men bliver perfekt mærket … Emil, du er sgu for vild!

Købt hos Bichel Vine, hvor en flaske koster 375 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2017 Domaine Michèle & Patrice Rion, Hautes-Côtes de Nuits les Dames Huguettes, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Michèle & Patrice Rion, Hautes-Côtes de Nuits les Dames Huguettes, Bourgogne, FrankrigPå den lille bistro Les Trois i Frederiksgade i Aarhus smagte jeg for en måneds tid siden denne 2017 Hautes-Côtes de Nuits les Dames Huguettes fra Patrice Rion til en lille fin frokost med mig selv … og i forgårs kunne jeg læse, at Les Trois nu har kastet håndklædet i ringen og er lukket.

Det var egentlig planen, at anmeldelsen af den lille bistro slash vinbar samt denne Hautes-Côtes de Nuits les Dames Huguettes skulle være en del af en større artikel med anmeldelse af alle vinbarerne i Aarhus, men nu giver det jo ingen mening af tage Les Trois med i den ligning … så derfor kommer indlægget bare nu.

Det var ellers en fin lille bistro, og selvom der ved mit besøg var mindre skønhedsfejl i maden, så var det et hyggeligt sted … meget fransk, men det var jo også deres adelsmærke. Jeg var stort set helt alene i bistroen og bestilte en frost med blåmuslinger efterfulgt af tatar … et par klassiske franske retter.

Vinmæssigt bad jeg om lidt let, rødt og gerne med lidt kant og fik et glas af denne 2017 Hautes-Côtes de Nuits les Dames Huguettes fra Domaine Michèle & Patrice Rion … og lod mig så ellers synke tilbage i stolen, mens tonerne til Edit Piaff på bedste franske manér masserede mine ører. Mere fransk kan det ikke blive.

Maden

Inden mine blåmuslinger kom fik jeg først – som god skik tilsiger – lidt hjemmebagt brød. Uha … det var godt og serveret med lidt smør samt trøffel-aioli. Nam.

Blåmuslinger var også dejlige … en lille portion, men perfekt til frokost og blev suppleret med lidt hjemmelavede, grove pomfritter, så det lagde bestemt en god bund. Absolut godkendt.

Tataren kom ovenpå lidt salat – helt fint – og var rørt med bl.a. sennep, men i alt, alt for store doser, så jeg synes faktisk, at den var så stærk, at den næsten var uspiselig. Lidt synd, for så havde det været bedre blot at krydre det rå kød med lidt salt og peber.

Peberoden ovenpå forstærkede kun dette … men den kunne man selvfølgelig bare skubbe væk. Jeg fortalte informativt den flinke tjener, at tataren var alt for stærk og næsten uspiselig, hvilket han selvfølgelig var ked af at høre.

Samlet var Les Trois en okay oplevelse uden at imponere, men det var måske også mere en bistro end en decideret vinbar, og skulle jeg alene ha’ et glas vin uden mad, så ville jeg måske nok heller ikke selv vælge Les Trois … men jeg ved, at den tidligere har dannet base for nogle større vinsmagninger.

Under alle omstændigheder, så er det da en skam, at bistroen nu er lukket, for hyggelig var den.

Vinen

Vinmæssigt blev min opfordring om en let, lys rødvin og gerne med lidt kant løst med klassisk Bourgogne. Om det er en vin med kant er måske lidt svært at se, men det var bestemt et fint glas vin og fra en producent, som jeg har smagt og skrevet om flere gange før.

Domaine Michèle & Patrice Rion ligger i byen Nuits-Saint-Georges og blev grundlagt i 1990 af Michèle og Patrice Rion, oprindeligt med kun én hektar vinstokke. I dag er vingården på 6 hektar, fordelt på en lang rækker marker i bl.a. Chambolle-Musigny, Nuits Saint Georges og Vougeot.

Patrice kommer fra en familie af vinproducenter i Prémeaux og Vosne-Romanée nær Nuits-Saint-Georges. Patrice var indtil september 2000 sideløbende kældermester på Domaine Daniel Rion & Fils. Patrice har arbejdet med vin siden 1977.

Siden 2005 har Patrice og Michèles søn Maxime også deltaget i driften efter han færdiggjorde hans uddannelse til ønolog i Dijon. Derudover har Maxime også været i lære hos Nadine Gublin i Meursault, Hubert de Bouard i Saint Emilion og Dr. Neil McCalum i Martinborough på New Zealand.

Domaine Michèle & Patrice Riondrives efter biodynamiske principper og Patrice stiller samme krav til de avlere, der leverer druer til nogle af hans mange vine.

Patrice søger elegancen i vinene, hvilket opnås gennem en meget streng selektion af druer, både i marken og 2 gange i kælderen inden vinifikationen. Fuld afstilkning af druerne. Maceration uden svovl inden vinifikation bidager til ekstraktion af de frugtrige Pinot Noir elementer.

Denne Hautes-Côtes de Nuits les Dames Huguettes er lavet med druer fra en højt beliggende mark lige uden for Nuits-Saint-Georges fra 50 år gamle vinstokke og høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar. Vinificeret med fuld afstilkning og macereret 15-20 dage. Ingen tilsat svovl.

Patrice forsøger at skære ned for brugen af svovl aka sulfitter, da han mener svovlen taget noget af frugte i vinen, men gennem flere års eksperimenter er han nået frem til en blanding af stoffer fra timian og fra druekerner, der kan erstatte svovl som antioxidant og med antibakteriel effekt – uden i øvrigt at påvirke vinen.

Denne Les Dames Huguettes er derfor lavet helt uden tilsætning af svovl på noget tidspunkt. Patrice lagrer også sine vine i fade med mindst mulig kontakt til ilt … lidt reduktiv, hvilket beskytter mod oxidering og bevarer frugten.

Vinene lagres 15-18 måneder sur lie i egefade, hvoraf 40% er nye fade. Inden aftapning på flaske hviler vinen 1-2 måneder på rustfrie ståltanke.

Næsen er dyb og mørk … af en Pinot Noir forstås. Det er animalsk og dyb mørke, skovbær, jordbær, granatæbler samt mørkere bær, kul, egetræ, våde fade, mynte, lidt flæsket og klart en af de mørkere næser fra Bourgogne.

Smagen er til gengæld mere ren, men alligevel bliver det lidt en mørk power bourgogne med en ren og elegant smag. Det er ikke en lys og let vin, men har denne mørkere og mere saftig side med lakrids, dyb, frisk frugt samt fine tanniner. Det er ikke sådan finesse … mere en rustik og dyb bourgogne. 4,5 tomler med pil op.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 180 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Forteto della Luja, Le Grive Monferrato Rosso, Piemonte, Italien

2017 Forteto della Luja, Le Grive Monferrato Rosso, Piemonte, ItalienDen næste vin fra 2017 Forteto della Luja er denne Le Grive Monferrato Rosso, som er et lidt sjovt blend på 80% Barbera og 20% Pinot Nero.

Druerne til Le Grive Monferrato Rosso kommer fra husets marker i 500-600 meters højde og dermed er markernes nogle af de højst beliggende marker i området.

Vinen er lavet ved, at de bedste druer vælges ved en sortering , hvorefter de presses og gærer i små, temperaturstyrede ståltanke, hvilket efterfølges af en malolaktisk gæring og så lagrer vinen på barriques i 10 måneder.

Næsen er mørk og landlig, lidt animalsk og klart mørkere end forrige rene Barbera, hvilket kan undre lidt, da der også er lidt Pinot Nero i blendet. Frugten er blåbær, brombær, lidt mynte, kakaopulver, vanilje og virker lidt rund, varm og pænt imødekommende.

Smagen er også præget af brændte noter, er pænt sødkrydret, rund med vanilje, kakao, chokolade, kaffegrums, mørk frugt, tørhed, grafit, blide tanniner, som lige viser en smule tænder. Det er en ordentligt mundfuld, balsamisk, mørk og fyldig.

Import overvejes af Winelovers.dk, så prisen kendes ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 David Duband, Nuits-Saint-Georges, Bourgogne, Frankrig

2015 David Duband, Nuits-Saint-Georges, Bourgogne, FrankrigI den lille by Chevannes omkring 10 kilometer nordvest for Nuits-Saint-Georges finder vi den lille bourgogneproducent David Duband og derfra smager vi hans røde 2015 Nuits-Saint-Georges.

Domaine David Duband er egentlig grundlagt af Davids far Pierre Duband i 1960. Faderen havde 15 hektar vinmarker i Côtes de Nuits, men solgte druerne til et kooperativ i Beaune. Ved morgenbordet en dag i 1991, hvor faderen havde planlagt at købe en parcel yderligere nær Nuits-Saint-Georges, spurgte han pludseligt David; Vil du lave vinene?

På det tidspunkt aftjente David sin værnepligt i den franske hær ved  gendarmeriet nær hans hjem. Ja svarede David, selvom han aldrig før havde produceret vin. Så han indvilgede i projektet, fik orlov i høtperioden og anvendte kælderen i barndomshjemmet til produktionen af vinene.

David skulle lære alt fra bunden og hans mål var blot at lave vine, som kunne drikkes. Samme år introducerede faderen David for den store milliardær François Feuillet, som havde tjent en formue på at fabrikere autocampere og ellers var bourgogneelsker.

François Feuillet havde købt nogle topmarker på Aux Thorey Premier Cru marken i Nuits-Saint-Georges og havde brug for en vinmager, som ville lave vine derfra. Ham og David indgik en aftale om, at David lavede vinene og François fik så blot halvdelene af vinene.

Da François Feuillet fandt ud af, at David havde talent for at lave gode vine, så købte han yderligere marker, bl.a. parceller på berømte marker i Echézeaux og Vosne-Romanée … og de røg så ind i samme aftale med David Duband. Og sådan fortsatte det. Således købte François Feuillet i 2006 yderligere 7 hektar vinmarker fra Jacky Truchot, som gik på pension. Det omfattede eksklusive parceller på marker i Chambolle-Musigny, Charmes-Chambertin og den historiske Clos de la Roche.

I snart 30 år har David Duband således lavet vine fra egne marker og alle parcellerne ejer af François Feuillet. Han er gået fra at være en ukendt vinmager til i dag at være en efterspurgt producent, hvis vine eksporteres til over 20 lande. Siden år 2000 har 24 af hans vine scoret over 90 point i Wine Spectators blindsmagninger.

David Duband’s vine er meget eftertragtede blandt sommeliers i Michelin-restauranter i Frankrig og er repræsenteret på mere end 30 tre- og tostjernede restauranter i hjemlandet.

Vinene kommer fra hele 23 forskellige appellationer og laves meget gammeldags med manuel høst, knusning i store kar med føderne og macerering i tanke. Siden 2008 har David ikke afstilket og anvender således hele klaser i vinificeringen. Markerne drives også økologisk.

Denne Nuits-Saint-Georges er således en af de mange vine hos Duband og kommer fra vinstokke, der er over 50 år gamle. Omkring 80% af druerne afstilkes ikke, men gærer vinen i 17 dage med løbende fodtrampning. Efter presning lagrer vinen 14 måneder på egefade, hvoraf 40% er nye fade og resten brugt 1, 2 eller 3 gange tidligere. Derefter lagrer vinen yderligere 3 måneder i ståltanke inden aftapning på flaske uden filtrering.

Næsen er nærmest lidt øko, bio med krudt, ukrudt … meget landlig og lidt et syrehovede. Det dufter mælket, syrligt, af syrlige bolsjer, jordbær, nogle grønne noter, peber, appelsinskal, urter og med et klart egepræg, hvor der titter lidt vanilje frem.

Smagen er let og lys, meget stringent og ren frugt med bitterhed, meget direkte, lys og stram frugt og peber. Med lidt luft i glasset kommer tanninerne også mere frem. Der er sgu meget elegant og meget ungt, men smager allerede nu fantastisk. Nogle flere år i kælderen vil helt sikkert klæde vinen.

Forhandles af Atomwine, men denne er ikke i sortimentet.

Vinanmeldelse 5,5/7

N.V. Bollinger, Special Cuvée, Champagne, Frankrig

N.V. Bollinger, Special Cuvée, Champagne, FrankrigAllerede i Ian Flemings spionroman Diamonds Are Forever fra 1956 drak James Bond Bollinger Champagne. I over 14 Bond film har den elskede agent bestilt en flaske Bollinger og champagnehuset har endda lavet en 2009 Champagne Bollinger 007 for at fejre udgivelsen af en af de mange Bond film.

Nu har vinbloggeren også fået et glas Bollinger champagne i glasset … men uden en smuk, letlevende blondine som sexet selskab ved bordet, men i stedet 4 andre grimme vintossede fyre. Nedtur. Men champagnen er Bollingers Non Vintage Special Cuvée.

Champagnehuset Bollinger er grundlagt i 1829 af Athanase de Villermont som yngste søn fra en fin og ædel familie. Han havde været soldat under den amerikanske uafhængighedskrig og havde arvet en ejendom fra sin familie i Aÿ området.

Han så et stort potentiale i vinene fra Champagne, men som aristokrat var han forbudt at blive involveret i handel. Men han mødte den tyske Joseph Bollinger, som havde forladt Tyskland for at lære mere om handel med champagne, og den lokale Paul Renaudin, som ar fascineret af vinens verden.

Sammen etablerede de Renaudin-Bollinger & Cie, hvor Joseph stod for salg og Paul for vinkælderen. Joseph Bollinger giftede sig senere med Athanases datter Louise-Charlotte og senere blev det deres sønner Joseph og Georges, som overtog driften.

I 1941 blev Champagnehuset overtoget af enken Lily Bollinger – født Law de Lauriston-Boubers – da hendes mand Jacques døde i anden verdenskrig. Hun var kun 42 år, da hendes mand døde, men en formidabel strateg og en skræmmende forretningskvinde.

Hun var en perfektionist og ville ikke tolerere mindre end excellence. Hun var meget innovativ og blev den drivende kraft bag det fortsættende champagnehus.

Det var Lily Bollinger, som bl.a. udtalte; Jeg drikker Champagne Bollinger, når jeg er lykkelig. Og jeg drikker den også, når jeg er ked af det. Nogle gange drikker jeg den, når jeg er alene, og når jeg er sammen med andre, betragter jeg den som helt nødvendig. Jeg nipper til den, når jeg ikke er sulten, og drikker den, når jeg er. Ellers rører jeg den aldrig – undtagen når jeg er tørstig.

Hun stod også bag den revolutionerende prestigecuvée R.D. skabt i 1967 og ledte Bollinger til sin plads i toppen af alle Champagnehuse. I dag er hun stadig en respekteret legende i Champagne og hendes ånd lever stadig videre i Bollingers stræben efter stadig højere topkvalitet.

Ledelsen af Bollinger blev efter Lily først overtaget af nevøen Christian Bizot og senere barnebarnet Ghislain de Montgolfier, men i dag er Bollinger ejes Bollinger af familiens holdingselskab, mens driften af champagnehuset ledes af Charles-Armand de Belene.

Samlet har Bollinger 179 hektar vinmarker og 85% af markerne er Grand Cru og Premier Cru marker, som er spredt over marker ved Aÿ, Avenay, Tauxières, Louvois og Verzena.

Her smager vi Bollingers Special Cuvée, som trods sit navn er husets standardcuvée. Den et lavet af et blend af 60% Pinot Noir, 25% Chardonnay og 15% Meunier, hvor 85% af druerne kommer fra Grand Cru og  Premiers cru marker.

Den kommer i dag en ny champagneflaske, som er lavet med inspiration fra en champagneflaske fra 1846 fra Bollingers historiske kældre i Aÿ. Flaskehalsen er betydelig mindre end på de fleste andre champagneflasker, hvilket gør udviklingen af champagnen mere harmonisk og mere velegnet til lagring.

Bollinger Special Cuvée er lavet første gang i 1911 og er lavet med mindst dobbelt så lang tids lagring som reglerne i appellationen foreskriver. I henhold til AOC skal champagnen derefter ligge i mindst 1½ år, men denne har altså lagret mindst 3 år. Nogle af magnumflaskerne endda 5-15 år.

Næsen er vildt animalsk med surdej, nedfaldsæbler, overmodne pærer, modne abrikoser rugbrød og øllebrød, toast, valnødder, gule althea bolsjer, blomsterpollen samt en virkelig syrlig dekadence. Det dufter med andre ord rigtigt aka vildt godt.

Smagen er meget mere rund og afdæmpet end forventet, boblerne meget små, blide og fader hurtigt ud. Det er fløjlsblødt, let krydret med valnødder, grape og syrlig bitterhed.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 474,95 kr., mens prisen er 295 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Weingut Wöhrle, Spätburgunder, Baden, Tyskland

2018 Weingut Wöhrle, Spätburgunder, Baden, TysklandWeingut Wöhrles basis Spätburgunder har jeg tidligere smagt i årgang 2016 og 2017 … og alle gode gange 3 smager jeg nu vinen igen i årgang 2018.

Det er en særdeles habil basis Spätburgunder og 2016’eren fik således 4,5 fede fingre og 2017 fik 5. Så må vi se, hvordan denne 2018 fra det varme år klarer sig.

Weingut Wöhrle har jeg skrevet om flere gange … det er jo det vinhus, som drives af Markus Wöhrle, som tidligere har arbejdet som stedfortrædende vinmager hos Hans-Günter Schwarz på det prestigefyldte vinhus Müller-Catoir.

Markus har lavet denne basis Spätburgunder med druer fra en række af husets egne marker. Vinen har fået 10 dages maceration inden gæring, hvorefter den har lagret 10 måneder på store gamle træfade.

Næsen er forholdsvis dyb og som 2017’eren pænt mørk, pænt dyb med sorte kirsebær, hindbær, granatæbler, grafit, babybræk – på den gode måde – nogle ristede noter, egetræ, kanel, nelliker. Der er ikke den klassiske animalske næse, som 2017’eren viste, men en meget luftig, maskulin, mørk aroma med lidt bassesødme.

I munden er vinen fyldig, saftig og frugtrig med lidt bitterhed, nærmest syrlig bitterhed, syrlige kirsebær, nogle grønne elementer, peber, jern og en smule stærk. Det fyldige og saftige sikrer dog en venlig, god og rund Spätburgunder … og ligner næsten de forrige årgange med lidt variation. Vi balancerer lige mellem 4,5 og 5 houlbergske fingre.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 179 kr., men ved køb af 3 flasker er prisen 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7