Den næste vin fra 2017 Forteto della Luja er denne Le Grive Monferrato Rosso, som er et lidt sjovt blend på 80% Barbera og 20% Pinot Nero.
Druerne til Le Grive Monferrato Rosso kommer fra husets marker i 500-600 meters højde og dermed er markernes nogle af de højst beliggende marker i området.
Vinen er lavet ved, at de bedste druer vælges ved en sortering , hvorefter de presses og gærer i små, temperaturstyrede ståltanke, hvilket efterfølges af en malolaktisk gæring og så lagrer vinen på barriques i 10 måneder.
Næsen er mørk og landlig, lidt animalsk og klart mørkere end forrige rene Barbera, hvilket kan undre lidt, da der også er lidt Pinot Nero i blendet. Frugten er blåbær, brombær, lidt mynte, kakaopulver, vanilje og virker lidt rund, varm og pænt imødekommende.
Smagen er også præget af brændte noter, er pænt sødkrydret, rund med vanilje, kakao, chokolade, kaffegrums, mørk frugt, tørhed, grafit, blide tanniner, som lige viser en smule tænder. Det er en ordentligt mundfuld, balsamisk, mørk og fyldig.
Import overvejes af Winelovers.dk, så prisen kendes ikke.