Tilbage i oktober sidste år smagte jeg denne Osthofener Pinot Noir fra Weingut Karl May i årgang 2016 … og nu har jeg igen vinen fra Karl, Peter og Fritz May på Ludwig-Schwamb-Straße 22 i byen Osthofen i glasset, blot årgangen nyere.
Vinhuset er grundlagt i 1815 og drives i dag af 7. generation i form af Peter og Frits med lidt hjælp fra deres far Karl. De to brødre ligner tvillinger, men det er de imidlertid ikke, men har begge spillet håndbold på højt niveau, inden de overtog driften fra deres forældre.
Samlet har familien 20 hektar vinmarker, som siden 2007 har været drevet økologisk og i det hele taget er det brødrenes filosofi, at der skal være så lidt indgriben i produktionen som muligt.
Denne Osthofener Pinot Noir er en af husets Ortsweine, som er lavet med 3 ugers maceration med skindet i åbne gæringskar og er efter endt fermentering lagret 18 måneder på brugte barriques. Der er lidt overraskende kun 0,5 gram restsukker pr. liter.
Duftmæssigt minder vinen lidt om 2016’eren, måske en kende mere rund og varm i udtrykket. Der er mørke kirsebær, mirabeller og lidt jordbær, pænt med eg, kanel og vanilje, grønne elementer, mentol, mynte, klart nogle animalske, landlige og ristede noter, nelliker og nødder.
Smagen er ren og frisk frugt, kirsebær, gran, blomster, en vis bitterhed, grafit og med en ren, klar og fin balance. Vinen er pænt tør, svagt krydret, har lidt mandler samt elementer af træ, fade eller skovbund. Måske smagsmæssigt også lidt mørkere end 2016’eren.
Forhandles af Vinuniverset, hvor en flaske koster 165 kr.