Tirsdag på job bød på 2 vine, og den første var denne Blume Verdejo fra vinhuset Pagos del Rey. Huset ejes imidlertid af den store spanske vinkoncern Félix Solís Avantis, som driver deres spanske vingårde under navnene Félix Solís samt Pagos del Rey, og ellers sælger vine i hele den store verden.
Félix Solís Avantis er grundlagt tilbage i 1952 af familien Solis, og det er fortsat i dag familien, som driver vinfirmaet, nemlig i kraft af de fire Solís-brødre Félix , Pedro, Juan Antonio og Manuel Solís.
Familien har vingårde over de meste af Spanien, bl.a. i Valdepeñas og La Mancha, hvor vinene sælges under navnet Félix Solís. Herudover ejes der vingårde i Ribera del Duero, Toro, Rioja og Rueda, og herfra markedsføres vinene under navnet Pagos del Rey.
Udover salget af disse vine fra egne marker, så har familien også specialiseret sig i masseproduktion og salg af vine klassificeret som Vinos de la Tierra (landets vine), Vinos de la Tierra Viñedos de España (landets vine fra vinmarkerne i Spanien), bordvin, mousserende vin, Tintos de Verano (sommervine med soda), mostos (most eller druesaft), og sangrias … og alle disse produkter markedsføres i næsten firs lande. Félix Solís Avantis har da også kontorer i forskellige dele af verden.
Félix Solís Avantis har derudover lageranlæg i Tjekkiet , Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Mexico og Japan. Firmaet har også siden 1998 ejet et tapperi i Shanghai i Kina, og er således det eneste spanske vinhus, som afsætter deres vine så massivt på det kinesiske marked. På det kinesiske tapperi er kapaciteten 80 millioner flasker årligt!
Ifølge en artikel offentliggjort i det britiske tidsskrift ISWR i 2005 rangerer Félix Solís Avantis som verdens 10. største vingård indenfor mousserende vine. Sammenlagt en stor historie, så her skal man ikke komme med sine romantiske drømme om en lille, charmerende producent, som går og pusler om sine vine. Her er der tale om stordrift.
Vinen her er fra Rueda området, lavet på 10% Verdejo … en drue, som jeg holder ganske meget af, og når man dufter til vinen, så forstår man måske også hvorfor. Vinen har en frisk og livlig duft, der er ny høstet græs, pærer, svag lemon, nødder, lidt fennikel og grønne blade. Desværre følger smagen ikke helt med i denne vin, som virker en smule tynd og vandet … selvom der bestemt er et fint syrligt bid, god friskhed og vinen egentligt er svagt, men dejligt krydret i eftersmagen. Tæt på … men ikke tilstrækkeligt, og virker ikke helt sammenhængende. Men igen … heller ikke helt skidt.
Købt i Føtex, pris 85 kr. for 2 flasker.