François Girard er en fransk canadisk filminstruktør og manuskriptforfatter, men det er også navnet på et champagnehus i Mesnil-sur-Oger i Côte des Blancs.
Champagnehuset François Girard er grundlagt i 1960 af François Girard, som sammen med hustruen Odette Babe fortsatte den vingård, som Odettes far Gaston Babe startede i begyndelsen af 1900-tallet.
Siden 1960 har François Girard løbende opkøbt yderligere marker, således champagnehuset i dag har 12 hektarer vinmarker fordelt på ikke mindre end omkring 100 små parceller.
I 1981 overtog François Girard og Odettes søn Philippe Girard driften og han driver vingården i dag sammen med sin søn Paul, der har to Master uddannelser … en inden for landbrug/vindrift og en
inden for økonomi, så han er godt rustet til at overtage driften.
Her smager jeg først husets basischampagne … deres Non Vintage Tradition Brut, der er lavet på 58% Chardonnay, mens de sidste 42% er Pinot Noir og Pinot Meunier. Vinen er lavet med 49% fra årgang 2017 og 51% af réserve fra andre årgange. Efter endt fermentering er vinen lagret i kælderen til andengæring i 36-48 måneder inden degorgering i december 2021 med dossage på 7 gram.
Vinen har en sødsyrlig duft, har gærede noter, ristede hasselnødder, krydderurter, kvæde, våde fade, masser af mineralsk kridt, kalk, lidt fersken, pærer … animalsk, næsten dyrisk og behåret.
I munden breder bruset sig … ekspressivt, elegant og overbevisende. Der er lemon, citron, godt med bid og bitterhed. Det er en meget ren og krisp champagne med masser af kvalitet. 92 point.
Forhandles af CLS Vin, hvor en flaske koster 199 kr.