Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2020 Ampelidae, Marigny-Neuf Sauvignon, Loire, Frankrig

2020 Ampelidae, Marigny-Neuf Sauvignon, Loire, FrankrigDenne 2020 Marigny-Neuf Sauvignon fra Ampelidae er klart bedre end den foregående årgang, for her får du både de helt klassiske Sauvignon Blanc noter sammen med lidt mere krop og det klæder virkelig vinen.

Ampelidae holder til i den lille by Marigny-Brizay få kilometer nord for den store by Poitiers i Loire … i et område, hvor det nærmest også vrimler det med gamle vinslotte. Ampelidae har da også deres vineri på slottet Château des Roches,

Ampelidae er grundlagt i 1995 af Frédéric Brochet. Han er en meget interessant person og uddannet ph.d. i psykolog, men også vinmager.

Han tog sin ph.d. ved Bordeaux University, mens han på det vinmæssige område allerede i 1990 startede med at lave lidt vin til eget forbrug – alene 2 tønder – fra nogle marker ejet af familien, 0,5 hektar tilhørende hans far og 4 hektar tæt ved Poitiers ejet af Frédérics bedsteforældre.

Efter sin ph.d. uddannelsen rejste Frédérics til Wagga Wagga området i  Australien og var involveret i et projekt om måling af methoxypyrazinniveauer i vine. Han blev der ret fascineret af den australske vinindustri og besluttede, at han i Frankrig ville lave det franske modstykke til Penfolds og det blev så til etableringen af projektet Ampelidae.

For at supplerende indtjeningen, så arbejdede Frédéric samtidig nogle måneder om året som underviser på Slow Food universitet i Pollenza i Italien, men i 2004 kom Kate og Benjamin Meuli med i det lille projekt.

Kate og Benjamin var i forvejen ejere af Château des Roches … et af den lille bys 9 store og gamle vinslotte … bygget i 1895 på resterne fra et slot fra det 11. århundrede. Slottet havde tidligere været feriebolig for den berømte forfatter Gilbert Cesbron.

Men derudover havde det senere også været bolig for Monsieur Marot, formanden for Société Française des Hybrideurs og havde under hans vejledning blevet producent af hybride vinstokke, der kunne klare sig i et land hærget af phylloxera.

Derfor blev Château des Roches både en vigtig vinavler af nye vinstokke, men også vinproducent. Og efter Kate og Benjamin Meuli overtagelse af slottet i 1989. så havde de restaureret det totalt.

Da de i 2004 indgik i et samarbejde med Frédéric Brochet, så blev slottet også samtidig vineri for Ampelidae, som dermed også fik en adgang til Château des Roches’ vinmarker, mens Frédéric gik i gang med indretning af vineriet på slottet, bl.a. med brug af ​​chai og huler som man havde gjort tilbage i 1893.

Samlet har vinhuset selv 75 hektar vinmarker, der ligger i 2 områder, hvor det ene er omkring slottet Manoir of Lavauguyot og det andet omkring Château des Roches samt det tussegamle slot La Mailleterie i Marigny-Brizay.

La Mailleterie havde været i Brochet familiens eje fra 1809 og frem til 1960, så det har altid haft speciel betydning for Frédéric Brochet. Familien havde beholdt lidt marker fra slottet og det var netop derfra, at Frédéric lavede sine første vine.

Derudover opkøber Ampelidae i dag også druer fra 40 hektar marker tilhørende nogle af de andre gamle vinslotte i Marigny-Brizay. Vinmarkerne drives fuldstændig økologisk og der dyrkes primært Sauvignon Blanc, Sauvignon Gris, Pinot Noir samt lidt Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon.

Siden 2020 har Kate Meuli været leder af Ampelidae og har nu et hold af vinmagere til lave vinene. Jeg kan ikke se, om Frédéric fortsat deltager i driften, men Kate forsøger nu at gøre vinhuset kendt i det meste af verdenen som et vigtigt økologisk vinhus.

Her er det – som skrevet indledningsvis – husets Marigny-Neuf Sauvignon, hvor Sauvignon Blanc druerne kommer fra vinhusets marker ved slottet Manoir of Lavauguyot … og er selvfølgelig dyrket fuldstændig økologisk. Det er en af de første vine, som Frédéric Brochet lavede og er fortsat en af husets mest sælgende vine.

Der er dog ikke så mange oplysninger om produktion udover, at vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er vinen også lagret sur lie – altså på bærmen – 6 måneder i ståltankene og har 0,9 gram restsukker pr. liter. Ampelidae laver årligt 250.000 flasker af vinen.

I næsen er det meget klare Sauvignon Blanc noter og den er langt mere arketypisk end 2019’eren. Der er både hyld, solbærblade, grøn peber, stikkelsbær, nyskåret hø, kiwi samt anden tropisk frugt og det er mango, papaya, flintesten, lemon … herlig grøn og alligevel med krop.

I munden er vinen også grøn med lemon, citroner, grape, sure umodne grønne æbler, grønne blade samt lidt eksotisk frugt, der giver en let fedme, lidt salt og et dejligt bid. 91 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 100 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Villa Conchi, Cava Extra Brut Imperial Reserva, Penedès, Spanien

2018 Villa Conchi, Cava Extra Brut Imperial Reserva, Penedès, SpanienCava tid! Der burde være sat en fast tid i kalenderen til bobler, så ville mange blive glade. Men lige denne gang smager jeg en Cava Extra Brut Imperial Reserva 2018 fra Villa Conchi.

Cavahuset ligger nær Vila Rodon i Tarragona i Comtats de Barcelona … en lille subregion  i Alt Penedès. Huset er grundlagt af Javier Ruiz de Galarreta via hans store vinfirma Araex Grands.

Det er et stort vineksportfirma, som Javier Ruiz de Galarreta selv grundlagde i 1993 for at samle – og sælge – nogle af de bedste vine fra Rioja Alavesa og fra resten af Spanien.

Samlet sælger man vine fra 14 vinregioner og 23 producenter, hvoraf mange er uafhængige producenter og nogle ejer af Araex Grands, som fx Villa Conchi. Samlet sælger det store firma ikke mindre end 11 millioner flasker årligt.

Men netop Villa Conchi er grundlagt af Araex Grands, for i 2000’erne kiggede Javier Ruiz de Galarreta efter et cavahus i Catalonien, således han også kunne få en frisk og elegant mousserende vin i sortimentet.

I hjertet af Alt Penedès fandt Javier nogle kvalitetsvinmarker nær Vila Rodona i Tarragona og grundlade Villa Conchi … opkaldt efter hans gamle mor, som en hyldest til en kvinde, der inspirerede mange med sin flid og selv elskede kvalitetsmousserende vine.

Imidlertid døde Conchi i juli 2009, så hun nåede faktisk aldrig at smage og nyde de vine, der bærer hendes navn. I dag er Villa Conchi også blevet Galarreta-familiens landsted,

Denne Cava Extra Brut Imperial Reserva er lavet på et blend med 40% Xarel·lo, 30% Macabeo, 20% Parellada og 10% Chardonnay … alle høstet med håndkraft om natten, så kun kernesund og helt frisk frugt finder vej til vineriet.

Her nedkøles druerne straks til 10 grader, hvor de presses og så gærer i ståltanke ved 16 grader og hver druesort separat. Efter endt gæring sammenstikkes det endelige blend, der så aftappes på flaske sammen med gæren og sukkeret.

Andengæringen på flaske under gennem minimum 22 måneder på flaske i kontakt med de fine gærrester, Efter denne periode sker der så en dekantering og der tilsættes en dosage med lidt sprit.

Duftmæssigt er det en krisp, ren og klar syrekanon … masser af stikkelsbær, citroner, lime, appelsinskal samt lidt wienerbrød. Det er klart de syrlig og lidt grønne noter, der har taget dirigentstokken og de får fra start et akkompagnement af et vildt og stort brus, som dog lægger sig i løbet af lidt tid suppleret af småsalte mineraler.

I munden er der citroner, umodne grønne æbler, mirabeller samt en masse friskpresset lemon med lidt bitterhed. Vinen har lidt kridt og kalket mineralitet, virkelig frisk, spændstig og tør. Det er måske ikke en vin til velkomstaperitif, men i stedet mere seriøst til lidt mad, for du får virkelig syre og friskhed … 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 199,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 99,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 NewRhône Millésimes, Romain Duvernay Crozes-Hermitage, Rhône, Frankrig

2018 NewRhône Millésimes, Romain Duvernay Crozes-Hermitage, Rhône, FrankrigDe næste to vine fra Jean-Marc Pottiez og Romain Duvernay på Newrhône Millésimes var begge Syrah vine fra Nordrhône … og først smagte jeg et glas 2018 Romain Duvernay Crozes-Hermitage.

Igen kommer druerne fra vinavlere, som Romain så samarbejder med og efter høsten er druerne afstilket inden gæring og maceration over 4 uger med løbende temperaturkontrol. Efter endt fermentering er vinen lagret i ståltanke frem til aftapning på flaske og frigivelse.

Sikke en dejlig næse … stenet, animalsk med granit, grønne urter, sorte oliven, syrlig mejeri, sorte kirsebær, kirsch, solbær, blåbær, ribs og mynte, violer, røg samt engelsk lakrids.

I munden er der en sand frugteksplosion med solbær og blåbær, er tør og stenet med grafit, blæk og har godt med stærk sort peber. Den har også nogle tørre og kraftige tanniner, krydderier samt et grønt, fint og frugtrigt bid … masser af klassisk Nordrhône charme og dermed 92 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

N.V. Real Companhia Velha, Royal Oporto 10 Year Old Tawny Port, Douro, Portugal

N.V. Real Companhia Velha, Royal Oporto 10 Year Old Tawny Port, Douro, PortugalSom med den foregående Colheita Port, så var denne Royal Oporto 10 Year Old Tawny Port fra Real Companhia Velha også lagret i 10 år.

Det er en Non Vintage, der er lavet fra forskellige årgange, der derefter er sammenstukket og så lagret i 10 år og den kommer som en lille smuksag i en 37 cl. kantet, fin flaske.

Den skulle være lavet på et field blend aka med forskellige druer fra en mark, men det skulle være på de klassiske portvinsdruesorter Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinto Cão og Tinta Barroca.

Under gæringen fodtrampes druerne i de traditionelle lagares og ved vinifikationen tilsættes der til sidst vinbrandy til mosten, der forårsager en afbrydelse af gæringen. Derefter er vinen så lagret i 10 år på store egefade.

I forhold til foregående Colheita er duften knap så moden, så du får mere frugt frem her, men den er samtidig tør og støvet. Frugten er rosiner og tørret frugt, lakrids, valnødder, karamel, blæk og røg.

Sådan er smagen også … meget frugtrig med en lidt køligere frugt, men det er fortsat med tørret frugt, nektarsødme, mere power og igen en alkoholvarme. Den er lidt som Colheita, bare mere frisk, mere syrlig, mere kølig, men hvor smager det godt. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en 37,5 cl. flaske koster 199,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 129,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Real Companhia Velha, Royal Oporto Late Bottled Vintage, Douro, Portugal

2017 Real Companhia Velha, Royal Oporto Late Bottled Vintage, Douro, PortugalKender I det … man har en sød tand og leder huset igennem efter søde sager, men uden held? Så kom jeg i tanke om, at jeg da havde 3 flasker Royal Oporto portvin liggende fra Real Companhia Velha og det kunne vel løse lidt af mit presserende sukkerbehov. Lidt sødlig nektarvæske. Jeg startede med en 2017 Royal Oporto Late Bottled Vintage.

Real Companhia Velha – der også er kendt som Royal Oporto – har deres hovedsæde i Vila Nova de Gaia og har i over 265 år har været beskæftiget i handel med portvin. Det er dermed det det ældste vinfirma i Portugal og er grundlagt i 1756 af Alvará Régio de El-Rei D. José I – kongen i Portugal – via hans premierminister Sebastião José de Carvalho e Melo, Marquês de Pombal.

Det er i dag nok den allerstørste ejer af vinmarker i Duero dalen, hvor de selv ejer 557 hektar vinmarker fordelt på 5 quintas i Douro-dalen, nemlig Quinta das Carvalhas, Quinta de Cidrô, Quinta dos Aciprestes, Quinta do Casal da Granja og Quinta do Síbio. Men derudover også ejer de også portvinshuset Delaforce, som de købte i 2008.

Siden 1960 har Real Companhia Velha været drevet af Silva Reis-familien, som har dedikeret deres indsats til produktion af både Port- og Douro-vine, men i dag er det med 3. generation ved roret i form af Pedro Silva Reis, som samtidig er den 27. præsident aka leder i spidsen for Real Companhia Velha.

Her er det deres Royal Oporto Late Bottled Vintage 2017 … og Royal Oporto portvinene er huset topvine internationalt. Royal Oporto er et navn, som stammer fra gamle dage, hvor de engelske vinhandlere altid omtalte selskabet som Royal Oporto Wine Company grundet dets tilknytning til kongehuset.

Denne er lavet på primært Touriga Nacional fra Quinta de Cidró samt et field blend af druer fra op til 100 år gamle vinstokke på Quinta des Carvalhas. Under gæringen fodtrampes druerne i de traditionelle lagares, hvorved vinen beriges med velafstemt udtræk af farve, smag og tannin fra drueskindet. Gæringen afbrydes ved tilsætning af brandy inden 4-6 års afrunding på egetræsfade.

I næsen er det fed og tørret frugt, solbær, blommer, dadler og sorte Amarena Fabbri dessertkirsebær, mandelkiks, violer, blyanter samt lidt cedertræ. Derudover er der lidt fra slikbutikken i form af dejlig chokolade, lakrids og sukkersødme.

Smagsmæssigt er der både et frugtrigt bid, nektarsød kraft og en smule alkoholvarme, et lidt støvet og tørt udtryk, lidt blæk, grafit og en snas peber, der sammen med alkoholen giver et stærk bid, selvom nektarsødmen trækker vinen den anden vej og giver god balance, så dermed 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 169,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 139,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Weingut Jakob Jung, Erbacher Steinmorgen Spätburgunder, Rheingau, Tyskland

2018 Weingut Jakob Jung, Erbacher Steinmorgen Spätburgunder, Rheingau, TysklandNu trænger vi da vist til lidt Spätburgunder, hvilket vi så kan løse med denne 2018 Erbacher Steinmorgen Spätburgunder fra den unge Alexander Johannes Jung på Weingut Jakob Jung i byen Erbach ved Eltville am Rhein i den østlige del af Rheingau.

Huset har vi før stødt på her på Houlbergs Vinblog, så nu kigger vi så bare nærmere på denne vin lavet fra Spätburgunder druer fra marken Erbacher Steinmorgen, der ligger tæt ved selve gården omkring Erbach ved Eltville. Det er en vinmark, der allerede i 1211 er omtalt som en god mark, sten med grus, löss og muldjord.

Marken leverer ofte vine med en mellemtunge sure, pikante krydrede noter og godt med mineraler. Og på denne mark, som kan betegnes som en Erste Lage mark, har Jung nogle gamle vinstokke, der leverer druer til denne vin.

Vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke og efter endt fermentering er den lagret 12 måneder på egefade  inden den er tappet på flaske og frigivet.

Det er en vin, som lige skal ha’ lidt luft for at vise sit potentiale, for at aromaerne folder sig ordentlig ud, men så bliver du også i duften fint belønnet med en lidt sødlig hestestald, noget røg, gran, nelliker samt saltpastiller og en rank frugt med tranebær og jordbær … og dertil et lille afstemt fadpræg med vaniljecreme.

I munden er det er meget rank vin .. har tranebær, ribs, jordbær, noget peber og masser af småsalte mineraler. Det er måske ikke en elegantier med sart finesse, men har en lidt hård frugt med en stor frugtintensitet. 92 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 200 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Domaine Jean-Yves Millaire, Loupiot, Bordeaux, Frankrig

2020 Domaine Jean-Yves Millaire, Loupiot, Bordeaux, FrankrigDen anden anbefalede vin i Bogen om ærlige vine var fra den rare vinmager Jean-Yves Millaire, der har sit vinhus lidt vest for Fronsac. Det er vinen Loupiot, som betyder lille ulv eller lille barn.

Vingården, der også hedder Château Lamarche Canon, er grundlagt i 1950 af Jean-Yves’ bedstefar Jean Garnier, som i kommunerne Saint Michel de Fronsac og Fronsac købte 6 hektar vinmarker. Imidlertid var Jean-Yves’ far ikke den store vinbonde, så han bortforpagtede vingården i 1979.

Sådan forblev det i 18 år indtil 1998, hvor Jean-Yves Millaire overtog gården og igen startede med at lave, flaske og sælge vine under eget navn … både som Château Lamarche Canon og som Jean-Yves Millaire.

Jean-Yves Millaire har stor passion for vin … og det var også den passion og respekt for landet, som gjorde, at han ændrede driften til at være biodynamisk. I dag driver han så sammen med sin hustru 47 hektar vinmarker fordelt på de 3 appellationer AOP Canon Fronsac, AOP Fronsac samt AOP Bordeaux.

Vinene er opdelt i 4 serier, nemlig Les Terroirs, Les Pépites, Les Pétillants samt Les Gourmandises og det er fra sidstnævnte, at denne Vin de France vin Loupiot Rouge er fra.

Den er lavet på 50% Merlot og 50% Cabernet Franc fra 2 hektar vinmarker. Den er lavet med pre-maceration i betonkar over 2-3 dage, hvorefter vinen så gærer. Midt i den alkoholiske gæring er den presset inden videre gæring og inden endelig aftapning i løbet af november måned for at bevare så megen frugt som muligt og aftapningen er sket helt uden brug af svovl.

I næsen er vinen lige en anelse reduktiv, men åbn lige flasken i god tid, så den får lov at folde vingerne lidt ud. Der er lidt kogt andefond, moden og juicy frugt, et bundt HB blyanter uden viskelæder, jod og blod, mælkede og yoghurtagtige noter, saftige kirsebær samt lidt lakridspiber. Men den er venlig og alligevel fremme-på-stolen-spændende.

Hvor smager den godt og har slet ikke samme øko-bio side  som duftmæssigt, men en mere mørk rund, blød og småfrisk frugt med morbær, kirsebær, tranebær og er egentlig meget ren, fyldig og rigtig elegant. Vinen er slet ikke, som man kender Bordeaux, men virker en smule krydret, rund med et fint bid og en let syre, grønne elementer samt lidt fyldig tyggefornemmelse.

I “Bogen om ærlige vine” anbefaler Birgit Pichat og Mads Jensen, at man drikker vinen til en ret bestående af terrine af oksehaller med oliven, svampe & pistacie … men oksekød og Bordeaux går normalt også rigtigt godt sammen og det gælder også, selvom denne vin ikke er en arketypisk Bordeaux. 91 point.

Vinen forhandles af Vores Franske, hvor en flaske koster 130 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Cantine Paradiso, Nonno Angelo Nero di Troia, Puglia, Italien

2020 Cantine Paradiso, Nonno Angelo Nero di Troia, Puglia, ItalienVi skal da smage endnu en vin fra Cantine Paradiso i Cerignola i Puglia, men denne gang er det med vinen Nonno Angelo Nero di Troia i årgang 2020.

Det er en vin lavet på 100% Nero di Troia høstet i start af  oktober. Efter afstilkning knuses druerne og efterlades til gæring og maceration i 15 dage i rustfri ståltanke ved en kontrolleret temperatur under 27 grader og presses så efterfølgende.

Vinen lagres i 2 måneder i rustfri ståltanke og overføres derefter på egetræsfade, hvor den lagres i 12 måneder. Efterfølgende yderligere 4 måneder i flaske for at udvikle sig før den bliver frigivet.

Duftmæssigt kan det minde om en syditaliensk Primitivo, for der er fed solbærmarmelade, sorte kirsebær, svesker og dadler, kanel, kaffe og mælkechokolade, karamel, kakao, men der er også bare en snas af bitterhed oveni den modne, mørke frugt.

I munden smager vinen lidt på samme måde … en maggiterning af fed, håndgranateksplosiv intens mørk frugt. Det er en gammeldags, blød, brun  bredriflet fløjlssofa, som du sætter dig dybt i og næsten aldrig vil komme helt opad igen. Det er blødt, sødt, kraftigt, venligt og har udover chokolade også finsk lakrids, høj oktan alkohol, som lige giver varme, bid og kraftigsød eftersmag. 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2020 Cantine Paradiso, 1954 Primitivo, Puglia, Italien

2020 Cantine Paradiso, 1954 Primitivo, Puglia, ItalienCantine Paradiso eller måske mere korrekt Vinolea Paradiso ligger i det nordlige del af den større by Cerignola i Puglia aka Apulien i Italien og derfra smager jeg to vine og starter helt klassisk med en 1954 Primitivo i årgang 2020.

Paradiso-familien har været vinavlere siden 1954, hvor Angelo Paradiso – også kendt som Angelo Primo – grundlagde vingården i Cerignola i hjertet af Daunia provinsen i Puglia.

Derefter overtog Angelos 4 sønner driften og gennem de efterfølgende år udvidede de med køb af nye vinmarker, men i dag er det 3. generation – Angelos barnebarn – der også heder Angelo, der har overtaget driften.

Familien har samlet 12 hektar, som primært er tilplantet med druesorter som Nero di Troia, Primitivo og Negroamaro, men også hvide sorter som  Bombino, Fiano di Avellino samt Trebbiano.

Her smager vi husets 1954 Primitivo, hvor Primitivo druerne er høstet i august fuldt modne. Afstilkning efterfølges af blød knusning og maceration med gæring i rustfri ståltanke i 15-20 dage ved en kontrolleret temperatur og derefter presning.

Efter endt fermentering er vinen lagret 2 måneder i rustfri ståltanke og derefter 12 måneder i  225 liter barriques, før den returneres til ståltanke i yderligere 3 måneder. Efterfølgende tappes og lagres vinen i yderligere 4 måneder før frigivelse.

Duftmæssigt er det fra første snif en fyldig, sødlig, krydret vin, der har masser af krop, fedme og voluminøs kapoow … har både blåbær, kirsebær, svesker, overmodne blommer, lidt mentol, røg, cedertræ, mørk chokolade, læder samt lidt karamel, sød lakrids, kanel … men samtidig med lidt tørhed.

I munden er det også en kraftig, lidt marmeladefed Primitivo, men samtidig har den noget mere, for balancen er klart bedre end lige forventet. Der er fortsat kaffe, kanel, læder, karamel, nødder, røg og sveskegrød. Der er både sødme, alkoholvarme og nougat … meget, fløjlsblød rund, comfortagtig og bredbaget. 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 225 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2021 Domaine du Clos du Fief, Juliénas Tradition, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine du Clos du Fief, Juliénas, Bourgogne, FrankrigFrançis Tête var oprindelig bødker og lavede vintønder inden han grundlagde vinhuset Domaine du Clos du Fief, men det er derfra, at jeg nu smager en Juliénas Tradition 2021.

Vi er selvfølgelig i Beaujolais i Bourgogne … eller mere præcis i byen Juliénas, hvor Domaine du Clos du Fief helt passende ligger på Rue du Gamay.

Domaine du Clos du Fief drives i dag af 3. og 4. generation i form af far Michel og sønnen Sylvain Tête. Michel overtog sammen med sin hustru Françoise driften fra sin far Raymond i 1980 og det var faktisk dem, som gav huset navnet Domaine du Clos du Fief.

I dag har familien 13 hektar vinmarker med Gamay, bl.a. parceller på markerne Les Fouillousses, La Ville, Les Berthets, Les Gonnards, Le Clos du Fief, Aux Capitans samt La Roche og Les Roberts.

De har også en halv hektar til den hvide Beaujolais-Villages på Chardonnay i kommunen Saint-Verand i Saône et Loire lige nord for Julienas i Saône et Loire.

Vinene fra domainet repræsenterer hver sit terroir, og Michel og Sylvain gør deres absolut ypperste for at fremme netop hver crus unikke karakter. De arbejder med lave udbytter og traditionelle teknikker for bedst muligt at lade vinen tale sit eget sprog.

Denne Juliénas Tradition er lavet på Gamay fra vinmarken Les Coteaux du Mont Bessay på 1 hektar, hvor vinstokkene er 45 år gamle. De høstes manuelt, hvorefter gæring sker efter den klassiske semi-carbonic metode med hele druer i storecement tanke over 8-10 dage efterfulgt af malolaktisk gæring og lagring i cement tankene.

I næsen er det en lidt tør vin med syrlige kirsebær, jordbær samt en smule granatæbler, tørrede roser, violer, lidt banan, blæk med en lidt rustik og bondsk note med en lidt kraftig slagside inklusiv lidt mentol og sort peber.

Men hvor smager Juliénas Tradition godt … har ganske vist en lidt bondsk karakter, men på en let måde, selvom det egentlig er en tæt og kraftig Beaujolais med friske kirsebær, hindbær og tranebær, ret fine og markante tanniner, en sødbitter syre, masser af frugtsmag og egentlig bare en rigtig dejlig Beaujolais. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 142 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7