Så skal vi have en Malbec fra gamle vinstokke … ja faktisk er denne Massal 1945 Malbec fra vinhuset Clos de Luz netop lavet med druer fra vinstokkene plantet tilbage i 1945.
Clos de Luz ligger i Old Almahus dalen i den nordlige del af Rapel Valley i Chile 113 kilometer sydøst for Santiago. Det siges at være det sted, hvor både den chilenske Carménère og Malbec først blev plantet. Clos de Luz har da også specialiseret sig i vine på specielt Carménère.
Clos de Luz drives af Gabriel Edwards sammen med sin søster Nieves. De har overtaget familiens vingård, som oprindelig blev købt af deres oldefar tilbage i 1892. Det var dog først omkring 1933, at familien for alvor begyndte at plante vinstokke på jorden.
Gabriel Edwards er uddannet som vinmager i Bourgogne og havde inden overtagelsen af familiens ejendom arbejdet for både det store chilenske Undurraga samt store Moët & Chandon i Frankrig.
Familien har samlet 33 hektar vinmarker, hvor de ældste Carménêre vinstokke er plantet af søskendeparrets bedstemor Luz tilbage i 1945. Det er også den søde gamle bedstemor, som har givet vin til vinhuset. Men udover Carménêre dyrkes der også Cabernet Sauvignon, Malbec and Grenache.
Indtil Gabriel overtog driften for omkring 20 år siden havde vingården egentlig blot solgt deres druer til Casa Lapostolle, men Gabriel ville lave sine egne vine. Og med markerne med de gamle upodede vinstokke, så har han også et godt materiale at arbejde med.
Markerne ligger isoleret, hvilket har gjort, at området aldrig er ramt af phylloxera … altså er franc de pied, som franskmændene kalder upodede vinstokke. Derudover anvender Clos de Luz også løbende en udvælgelsesmetode, som de kalder Massal. Det betyder, at man vælger de bedste og sundeste vinstokke, som derefter udbredes fra stiklinger.
Clos de Luz dyrker stokkene, ud fra ideen om at ingen er ens, men hylder den naturlige forskellighed, derfor anvender vinhuset heller ikke tilsætningsstoffer til at standardisere vinen. Vinhuset råder også over 100 % økologiske marker. Gabriel Edwards pløjer også markerne med heste, da traktorer simpelthen ikke bare kan køre med de snoede gamle vinstokke.
Denne Massal 1945 Malbec er lavet med druer høstet med håndkraft og fermentering sker i rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller. Efter endt gæring lagres vinen 12 måneder på 225 og 300 liter egefade.
Duftmæssigt er vinen ret kraftfuld, mørk med en smule bordeauxfile træk, men bare langt mere solrig … solbær, blåbær, ribs, svesker, sød lakrids, tobak, godt med røg og så en smule nelliker, babybræk (på den gode måde) og krydderier.
I munden er det en ret saftig vin, hvor frugten – solbær og blåbær – er ganske tør, men derudover byder vinen også på ristede, småbrændte elementer, en stringent og ret klar syre, som giver masser af rygrad, kant og oprejsthed. Tanninerne markerer lige, men selve styringen er overladt til syren, som får os sikkert igennem med bl.a. masser mørk frugt og ristede noter.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.
Vinanmeldelse 4,5/7