Med næste Georges Duboeuf fik vi taget hul på alle Beaujolais vinene og vi startede ballet med denne Château de Nervers Brouilly 2020.
Denne Brouilly kommer fra 47 hektar vinmarker med op til 60 år gamle vinstokke, ligger rundt om det gamle stilfulde jagtslot Château de Nervers.
Vinmarkerne er for længst solgt fra og ejes i dag af 5 forskellige drueavlere, som via samarbejdet med Georges Duboeuf får forenet deres frugt til denne vin og druerne er alle høstet med et udbytte under 50 hektoliter pr. hektar.
Chefvinmager Denis Lapalu og masterblender Emeric Gaucher har lavet vinen på gæring på store rustfrie ståltanke og kæmpede i 2020 årgangen med meget sunde druer, men arbejdede også både dag og nat for at sikre opvarmning eller nedkøling af de mange ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 9 måneder i en blanding af beton og store foudres.
I næsen er det faktisk sådan rigtigt klassisk Beaujolais med denne nærmest bondske, landlige og rustikke duft med lidt banan, kirsebær og solbær, mentol, blæk, violer, lakrids samt blomster. Aromaerne bliver lidt mere lette med luft i glasset.
Smagsmæssigt er vinen også rund og saftig, bondsk og charmerende, mens syren dog synes noget flad eller i hvert fald afdæmpet. Den har dog denne saftede friskhed, middel tanninbid og egentligt rustikke, charmerende bid.
Forhandles af Løgismose, hvor en flaske koster 125 kr.