Tag-arkiv: Tyskland

2019 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg WB Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg WB Spätburgunder, Pfalz, TysklandJohannes Jülg laver 3 små topvine fra netop Schweigener Sonnenberg marken, nemlig WB, KB og KT, hvilket står for de små parceller Wormberg, Kammerberg og Kostert. Vi starter med Wormberg.

Wormberg parcellen ligger udelukkende på den franske side og navnet er dialekt for  varmt bjerg. Parcellen har en lidt sydvestlig orientering og ligger som et amfiteater for enden af en dal, hvor der bliver rigtig varmt og med undergrund præget af kalksten.

Vinen er lavet udelukkende på Dijon kloner med spontangæring alene på druernes naturlig gærceller og efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på brugte barriques  …. brugt 1-3 gange tidligere og er efterfølgende aftappet ufiltreret på flaske.

I næsen minder vinen faktisk en del om 2018’eren … har denne vidunderlige næse med animalsk, småsød hestestald, godt med eg, røgede noter, en frugt med mere kompleksitet og tyngde, kirsebær, blommer og bagt frugttærte. 2019’eren er dog en tak mere urtet og meget karakterfuld med grønne grene og lidt bitter mørk chokolade.

Det smager vildt godt … igen bare silkeblødt, hvor en fin balance mellem frisk, mørk frugt og syrlighed breder sig langsomt og smukt i munden. Frugten er frisk og intens med en lille syrlig kant, kirsebær, ribs og lidt et mineralsk islæt. Tanninerne er blide, men smagen klar og stringent … kører sgu på skinner som en velsmurt maskine eller et Chronometre Officielle Suisses des Chronometres certificeret ur.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg Spätburgunder, Pfalz, TysklandFra Weingut Jülg smagte vi derefter Johannes’ 4 bedste Spätburgundere og alle i årgang 2019, startende med denne Schweigener Sonnenberg Spätburgunder.

Jülg er jo efterhånden også en gammel kending på Houlbergs Vinblog og vil du vide lidt mere om vinhuset, så læs fx artiklen Mr Rubys online vinsmagning med Johannes Jülg fra Weingut Jülg. Der kan du også læse mere om selve Sonnenberg marken, der løber på begge sider af grænsen mellem Tyskland og Frankrig og giver druer til de helt enestående Spätburgunder vine.

Denne Schweigener Sonnenberg Spätburgunder er også lavet med druer fra begge sider af grænsen. Vinen er gæret spontant og efter endt fermentering lagret 18 måneder på brugte barriques og så tappet ufiltreret.

Duftmæssigt er vinen lidt mindre udtryksfuld end de forrige, har måske en anelse svovl, men den fortager sig nu langsomt, hvor den åbner op for en lidt mørkere frugt og er også mere kødfuld. Der er sorte kirsebær og brombær, en mørkere og mere maskulin syre, en smule eukalyptus og vanilje.

I munden er det virkelig blød og lækker vin … meget saftig og kraftig Spätburgunder med brombær og mørke kirsebær, en koket syre og noget sødme, ristede krydderier … elsker, hvordan de mørke bær spiller sammen med den fine syre og en svag mineralitet.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Weingut Bernhard Huber, Malterdinger Spätburgunder Alte Reben, Baden, Tyskland

2018 Weingut Bernhard Huber, Malterdinger Spätburgunder Alte Reben, Baden, TysklandDet er ikk’ lang tid siden, at jeg sidst smagte Bernhard Huber Spätburgunder og til Mr Rubys 2019 smagte jeg endnu en, dog ikke i årgang 2019. Det var en Malterdinger Spätburgunder Alte Reben 2018.

Weingut Bernhard Huber er en gammel kending her på min lille vinblog og jeg har også tidligere besøgt vinhuset.  Mit besøg kan du læse om i indlægget Besøg hos Weingut Bernhard Huber … den dygtige specialist i Malterdingen. Det var et super besøg, men da Hubers vine er meget eftertragtede, så var de fleste desværre udsolgte ved vort besøg.

Bernhard Huber døde desværre i 2014 efter en kort periode med kræft. I dag er det hans enke Barbara Huber, som driver huset videre i Bernhards ånd sammen med sine børn … her specielt sønnen Julian Huber.

Julian har videreført vinhuset og endda også sammen med vinproducenter som Friedrich Keller og Tobias Knewitz startet en erfa-gruppe, der fokuser på specielt Pinot Noir og Chardonnay vine inspireret af Bourgogne og anvender disse erfaringer i deres vine … og de to druer er da også vinhusets primære fokus.

Spätburgunder fylder da også omkring 65% af Hubers marker – og selvom Julian også satser en del mere på hvidvinene end hans far gjorde – så er hovedruen hos Julian fortsat Spätburgunder.

Her er det så Malterdinger Spätburgunder Alte Reben, der er lavet med druer fra de Pinot Noir Dijon kloner, som blev plantet på husets marker i 1950´erne. Vinen er så spontangæret i åbne trækar efter en lille og kold premaceration i 5-7 dage. Gæring og maceration er forholdsvis lang, hvorefter vinen er lagret 18 måneder 2-3 år på gamle, brugte barriques.

Duftmæssigt en opulent og landlig vin … en smule reduktiv med en smule fond, men faktisk meget let, elegant og let til fods. Igen er der et pænt fadpræg, saftig med tykke, søde kirsebær, jordbær, hindbær, vanilje, bitterchokolade, godt med røg, grønne noter samt tobak. Det er alt sammen så vel afstemt, balanceret og imponerende.

Hvor er det smagsmæssigt rundt, behageligt, smooth, cremet og endda smukt. Total venlig lækkerhed med blød rød frugt, jordbær, hindbær, brombær, slank, elegant og rund syre. Det er en vin, som sidder lige i skabet og hvor intet stikker ud … det smager bare stinkende godt. Huber er konge.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 449 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2019 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix Dhroner Hofberg Réserve, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix Dhroner Hofberg, Mosel, TysklandVi blev med den næste Daniel Twardowski vin oppe i det høje luftlag i stratosfæren, for vinen var nemlig hans topvin Pinot Noix Dhroner Hofberg Réserve i 2019 årgangen … ren ozonagtig let, vægtløs gravitation.

Det passer sgu meget godt med, at en af gæsterne til smagningen hos Mr Ruby om 2019 vinene fra Twardowski netop sagde; Den mand har jo ophævet tyngdekraften!

Druerne kommer selvfølgelig – som de andre Pinot Noix vine – fra Dhroner Hofberg marken, men her de bedste af parcellerne på den ellers i alt 50-60 hektar store mark. Druerne er ikke fra de øverste parceller, men fra omkring 5 parceller midt på marken … samlet vel omkring 700 kvadratmeter og så fra 8-9 forskellige Pinot Noir kloner på 70 år gamle Riesling-rødder.

Vinen er egentlig lavet som den almindelige … og formentlig som med Pinot Noix Ardoise med anvendelse af 50% hele klaser, en vild spontangæring i åbne gæringskar efterfulgt af nænsom presning og lagring 24 måneder på en kombi af gamle og nye træfade, hvorefter vinen så er tappet på flaske uden filtrering og med minimal svovl.

I næsen minder vinen på mange måder om lillesøsteren … igen er det en boheme lyshåret hippiepige af et blomsterbarn med batik t-shirt, fri seksualmoral og bare fødder. Det er Hendrix i hvinende solo, men her er malerspanden tydligere, vildskaben lidt mere skarp, maskulin og frugten endda også en smule mørkere. Det er fortsat let, fint med æterisk lethed, terpentin, frisk, stram lys frugt, ribs, rabarber og så lige lidt fond, lakridskonfekt og vanilje.

Det er smagsmæssigt akkurat lige så godt som den imposante lillesøster, for igen er det et vildt syretrip, lidt mere fortættet med et større bundtræk og måske endda også lidt sødere, men igen er det mostet, let, lys, syrlig, præcis, dedikeret og afstemt. Den lyse, lette, syrlige og feminine frugt med ribs, hindbær og lyse, saftige kirsebær suppleres af den småvilde syre, lakrids, vanilje og chokolade. Unikt, enestående og fandenivoldsk lækker.

Forhandles af Mr Ruby, men frigives først senere. Sidste årgang kostede 995 kr.

Vinanmeldelse 7/7 

2019 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix Ardoise, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix Ardoise, Mosel, TysklandDenne Pinot Noix Ardoise fra Weingut Daniel Twardowski har jeg smagt i både årgang 2016, 2017, 2018 og nu 2019.

Den bedste var klart 2017’eren, som jeg kaldte en fald på halen vin og en gudedrik, som fluks slog benene total væk under landets spätburgunderelsker nummero uno. 2019’eren er lige så god … mindst.

I denne årgang 2019 af Pinot Noix Ardoise har Daniel anvendt 50% hele klaser mod 70% i året før og 30% i 2017. Som jeg skrev om tidligere, så var  2019 et meget tørt år, hvor der var små klaser, små druer og god koncentration. Duerne er selvfølgelig fortsat fra Dhroner Hofberg og høstet med et meget beskedent udbytte på 20-25 hektoliter pr. hektar.

Vinen laves i pagt med naturen og gærer spontant i store, åbne egekar, men Daniel mere og mere anvender gamle fade fra Armand Rousseau og Domaine de la Romanee Conti … fade, der er op til 8-9 år gamle og det gør bare vinen mere interessant.

Igen er det vild flowerpower, Woodstock og vildskab puttet på flaske. I glasset er vinen transparent, lys, teglfarvet med et svagt orange skær og duftmæssigt er vinen airborn luftig og æterisk med vilde blomsteraromaer, en spand maling, gazebind, lys, moden frugt, hindbær, jordbær, ribs, karamel, let lakridskonfekt og mentol. Det er som om, at duften bare løfter sig sekund for sekund og slår nakken imod skyerne i himmelen.

Og milde himmel hvor smager vinen også godt … saltet, mostet, let, lys, syrlig, præcis, dedikeret og afstemt. Der er både syre og sødme i smagen, den har et meget let tråd, så stringent og lys, hvor vinen blot svømmer rundt i munden, breder sig – praler ikke – men er bare smuk og inderlig. Man bliver lykkelig, for vinen har så fin, sart, syrlig og stram elegance.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 695 kr.

Vinanmeldelse 7/7 

2019 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix 3rd, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix 3rd, Mosel, TysklandDaniel Twardowski havde sendt 4 ufrigivne vine op til Mr Ruby og det var udover den første mousserende selvfølgelig også Pinot Noix Ardoise og Pinot Noix Dhroner Hofberg. Men en 4. havde også sneget sig med, nemlig en ny vin, som bliver en basisvin, der også bliver billigere end Ardoise, når den frigives til september.

Den nye entry-level vin skulle være lavet på de yngste stokke og – som de to andre Pinot Noix vine – fra Dhroner Hofberg marken, hvor Daniel arbejder med flere forskellige Dijon Pinot Noir kloner. Men om der også skulle være druer fra andre marker ved jeg ikke noget om.

Vinen skulle vistnok også være lavet som den almindelige … altså med anvendelse af 30% hele klaser, spontangæring efterfulgt af nænsom presning og lagring 24 måneder på en kombi af gamle og nye træfade … og så tappet på flaske uden filtrering og brug af minimal svovl.

I glasset drøner det op med vildskab … dufter bogstaveligt af druesaft, nypressede hindbær, blomster og urter, lys, let og luftigt. Det er en hippiepige uden hæmninger, udfordrende, naiv, livlig og smuk uden at vide det. Vinen har denne luftige, æteriske og flygtige lethed … lige suppleret med et let strejf af vanilje,

Smagen er lys, saftig og let pågående, meget mostet med nypresset saft, hindbær, lyse kirsebær og grønne jordbær. Vinen er ikke helt så afbalanceret som hverken Ardoise eller Dhroner Hofberg, men damm det smager sgu godt.

Forhandles af Mr Ruby, men vinen frigives og prissættes først til september.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Weingut Wöhrle, Lahrer Kirchgasse Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2019 Weingut Wöhrle, Lahrer Kirchgasse Spätburgunder GG, Baden, TysklandSelvfølgelig skulle vi da også smage Wöhrles 2019 Lahrer Kirchgasse Spätburgunder GG som den sidste vin fra Whörle.

Det er en vin, som jeg kender godt, for jeg har tidligere smagt den i både årgang 2016, 2017 og 2018 … og altså nu 2019.

Vinmarken Lahrer Kirchgasse ligger på den nordøstlige side af Lahr og på den lille sydside af Schutterlindenberg bjerget. Marken er stejl og ligger med form som en hestesko med anlagte terrasser med en kalket undergrund med masser af Löß.

Der er dyrket vin på Lahrer Kirchgasse i mange, mange hundrede år og de første spor af vindyrkning kan faktisk spores helt tilbage til år 1114. Marken har sit navn efter en gammel sti, som gik fra byen og op til Martinskirchen, og derfor blev kaldt An der Kirchgasse, men altså blot Kirchgasse i dag.

På Wöhrles parcel dyrker de både Grau- og Spätburgunder, og en del af de bedste druer går altså til denne Lahrer Kirchgasse Spätburgunder Großes Gewächs. Og tak for det.

Druerne består af lige dele Dijon kloner og den tyske klon Frank 105 og de har gennemgået en kølig maceration, hvor mosten trækker farve og aroma af skindet inden gæring. Vinen er gæret på ståltank og har dernæst tilbragt 18 måneder på medium ristede barriques, hvoraf 1/4-del fornys hvert år.

I næsen er vinen pænt reduktiv, lidt vild og ustyrlig suppleret med hjemmelige aromaer som grøntsagsfond, blomsterpollen samt flæsk, spegepølse, grønne urter og mælkede noter. Det reduktive, som har en smule svovl, fortager sig dog hurtigt og frem dukker en lys, let og feminin frugt op, let syrlig med ribs, lyse kirsebær og rabarber. Men næsen er samtidig mere tæt og har derudover røg, tørv, kamfer og røde syrlige bolsjer samt en snert af en lille sødme med lidt mælkechokolade.

Hvor smager Lahrer Kirchgasse Spätburgunder Großes Gewächs også bare godt … har en lys, stringent og syrlig frugt med kirsebær, hindbær, jordbær, ribs og tranebær tilsat lidt bitterhed, peber, jod samt jern. Som med tidligere årgang kan fadlagringen mærkes, men kun en lille smule, hvilket giver den delikate, lette og syrlige frugt en smuk hovedrolle, som sammen med en tæt, stram syre og et tydeligt tanninbid giver en frisk vin. Her vender ikke en drue forkert, bare tør, lys, frugtrig og skarp.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Weingut Wöhrle, Lahrer Kronenbühl Selection Carl Spätburgunder 1G, Baden, Tyskland

2019 Weingut Wöhrle, Lahrer Kronenbühl Selection Carl Spätburgunder 1G, Baden, TysklandEfter Wöhrles 2019 Lahrer Spätburgunder Bestes Fass, så smagte vi Lahrer Kronenbühl Selection Carl Spätburgunder 1G i årgang 2019.

Vinen er opkaldt efter Markus og Tanja Wöhrles søn Carl, da vinen første gang blev lavet i det år, hvor Carl blev født .

Den er lavet på lige dele tyske kloner og franske Dijon kloner fra Weingut Wöhrles parcel på den 43 hektar store VDP Erste Lage Lahrer Kronenbühl mark.

På Lahrer Kronenbühl dyrker Markus både Spätburgunder, Riesling, Chardonnay, Rieslaner samt Grauburgunder og Weißburgunder … alt fuldstændig økologisk.

Druerne har gennemgået en kølig maceration, hvor mosten trækker farve og aroma af skindet inden gæring. Vinen er derefter gæret i åbne gæringskar og har dernæst tilbragt 12 måneder på ældre træfade … og 1/3 del af fadene udskiftes hvert år.

Dejlig lys duft … blomster, pæn landlig, animalsk med både hestestald, kirsebær, jordbær, ribs og klart mere grøn end fx den forrige Bestes Fass suppleret med urter, lakridskonfekt, vanilje, kanel, nelliker, røg og lys mælkechokolade. Uh, man bliver glad.

I forhold til Bestes Fass er der også lidt mere skarphed, også lidt tydeligere og mere tørre tanniner, lys og syrlig frugt, ribs, hindbær, meget ren i frugten sammen med en nærmest vibrerende syre, lidt peber samt jernholdige elementer. Det smager voldsomt godt, så dermed 5,5 houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

N.V. Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix Brut, Mosel, Tyskland

N.V. Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix Brut, Mosel, TysklandDet var lutter kendte producenter, som Mr Ruby havde hentet vine fra til sin præsentation af Spätburgunder 2019 vinene  … og dermed har jeg tidligere skrevet masser om alle producenterne, som nu fx Daniel Twardowski, som jeg skrev en del om, da jeg smagte hans 2017 Pinot Noix Ardoise.

Men først startede vi ballet med hans nye bud på mousserende vin på Pinot Noir … en ny Non Vintage Pinot Noix Brut, som nok mest er et mindre eksperiment og ikke klart til salg endnu. Men vi fik lov at smage den før alle andre.

Twardowski har lavet vinen på Pinot Noir … men ellers er der ikke mange oplysninger om produktionen på nuværende tidspunkt, men mon ikke druerne er fra Dhroner Hofberg og måske endda fra de yngste vinstokke.

På marken arbejder Twardowski udelukkende med Dijon-kloner samt 30% hele klaser i gæringskarret. Men det er en Non Vintage og jeg ved heller ikke, hvor land tid, som vinen har gennemgået 2. gæring i flasken. Der er heller ingen etiket endnu.

I næsen har vinen ikke den karakteriske Twardowski lethed, men frugten virker mere fed og lidt kandiseret med abrikos, stearinlys, voks og samtidig vild god inderlighed. Smagsmæssigt har vinen så små salte og blide bobler … har godt bid og god syre, lemon, grape, hvor boblerne bliver ved med at rumstere i munden i rigtig, rigtig lang tid.

Twardowski forhandles af Mr Ruby, men denne er endnu ikke frigivet og prisen kendes heller ikke.

Vinanmeldelse 5/7 

Mr Ruby Spätburgunder Jahrgangspräsentation 2019 … forskellighed på topniveau

Tilbage i november 2020 inviterede den gode Mr Ruby jeres altid flittige og trofaste Spätburgunder elskende vinskribent til en intim smagning af den dengang nye årgang 2018 af tyske Spätburgunder vine fra de producenter, som Ruby importerer.

Dengang var det en lille eksklusiv og sluttet kreds bestående af Ruby himself, den altid gode topanmelder René Langdahl Jørgensen, undertegnede og så vinbonden Daniel Twardowski på telefonen lidt midt i vor seance. Han er lige så vild som sine vine … og det blev således en god oplevelse.

Forleden inviterede Mr Ruby igen … nu blot med en endnu større præsentation Spätburgunder vine i årgang 2019, som enten allerede er landet i butikken eller på vej til butikken. Denne gang igen for en lille sluttet kreds bestående af både René Langdahl Jørgensen og Houlberg … men også en række andre branchefolk.

Det var bl.a. Mads Jordansen og Kalle fra Winelab Agency, Casper fra Pinot Vinbar samt Thomas Grunddal Jørgensen, restaurantchef og sommelier på den gode restaurant Fakkelgaarden mod syd samt lidt andre fra branchen.

Jeg havde taget fri til middag, da jeg inden smagningen lige skulle nå en lille intimkoncert med Mathilde Falch i Turbinen i Randers … blot 1 time sådan halvakustisk sammen med M.C. Hansen. Det blev en rigtig fin lille time med god og sød energi.

Mathilde Falch er vild sød, charmerende og hudløs ærlig og krydrede de mange numre med små historier. Vi fik serveret en række numre som bl.a. Planken Ud, Det Jeg Allerede Har, Tiden og selvfølgelig Ild I Min Røg.

Mathilde får tit skyld for, at hendes sange kan være lidt mørke og stemningsmusikken op til koncerten var også meget passende Nick Cave, men Mathilde har – selvom hun mest skriver om hverdagens små problemer – en sød, positiv og glad energi, som på sådan en vinterdag gav et tiltrængt skud mentale vitaminer.

Det er var timet til præcis en time … og så lige et ekstranummer, så med omkvædet – Lad os få gang i denne fest, lad os lave noget støj – rungende i mit hoved fik jeg sat kursen til Mr Ruby på Langdalsvej i Brabrand og en fest med en flot perlerække Spätburgunder vine i årgang 2019 … og et par stykker i andre årgange.

Årgang 2019 af Spätburgunder

Vinåret 2019 i Tyskland startede meget forsigtigt … og specielt sammenlignet med turboåret 2018. Vinstokkene startede med at gro noget senere, bl.a. på grund af et koldt forår og i modsætning til 2018, hvor der var godt med vand i jorden, så var der ikke i 2019 disse reserver tilgængelige.

Vinplanterne led på flere af de mest veldrænede parceller af tørkestress oven på rekordvarme og tørre 2018, men god regn i løbet af sommeren gjorde, at blomstringen skete forholdsvis tidligt i begyndelsen af juni, hvilket allerede indikerede, at 2019 blev en årgang, som skulle høstes tidligt.

Sommeren blev – som året før – rigtig varm og tør, så manglen på vand blev således fortsat et problem, så skal man sige noget generelt om 2019, så blev det største problem simpelthen mangel på vand.

Det fik også betydning for det endelige høstudbytte, for undervejs kom der i nogle tilfælde betydelige solskoldningsskader, mens man i det tidlige høst – forstærket af meget solrige dage i både slutningen af ​​august og begyndelsen af ​​september – havde få klaser på hver vinstok og ofte små – men smagsintense – druer.

Generelt blev der således mindre udbytte end normalt, men det er selvfølgelig også lidt forskelligt fra regionen til region. I Baden havde de tillige lidt nattefrost i starten af ​​maj, som forårsagede skader nogle steder. I Baden var høstudbyttet 25% mindre end gennemsnitligt.

I Ahr var høstudbyttet 30% mindre og der var det specielt solskoldning og tørken, der spillede ind. Mosel rapporterede også et 30% mindre udbytte, mens også Pfalz, Rheingau og Rheinhessen fik lavere udbytte, men var begejstret for kvaliteten.

Vinene

Mr Ruby havde linet vinene op i en gennemtænkt rækkefølge, men inden vi gik i gang med de mange Spätburgundere, så skulle vi først lige smage en mousserende vin, som Daniel Twardowski går og eksperimenterer med.

Det var lidt et felt, som Mr Ruby denne eftermiddag havde stablet på benene, men de 4 vine fra Daniel Twardowski var prøver, da han ikke har frigivet vinene endnu. Samlet så feltet sådan her ud:

Jeg har som vanligt selvfølgelig linket til mine anmeldelser af alle vinene, men 5 af vinene havde jeg dog smagt før, så der har jeg bare linket til mine tidligere anmeldelser. Men tag jer i agt … det er lutter gode anmeldelser, for det var f….. toplækre Spätburgunder vine fra de øverste hylder, men igen imponerede vinene fra Twardowski og var i sin helt egen klasse … en kommenterede endda med udsagnet; Den mand har jo ophævet tyngdekraften!

Tak til Mr Ruby … altid en fornøjelse af besøge dig.