2021 Bodega Sarmentero, Thanos, Ribera del Duero, Spanien

2021 Bodega Sarmentero, Thanos, Ribera del Duero, SpanienDen næste Ribera del Duero vin var helt modsat af Milénico, for denne Thanos fra huset Bodega Sarmentero er nemlig lavet helt uden brug af egefade … altså ren Tempranillo på ren stål.

Bodega Sarmentero er et af de nyere huse i Ribera del Duero og ligger nærmest i baghaven til et castiliansk hus i  Quintanilla de Arriba i Valladolid.

Ejendommen blev erhvervet i 1942 af Repiso familien og indtil da var den en del af 3 møllerhuse i byen, men dergang stod produktionen mest på kvægavl og dyrkning af hvede samt byg … samt en smule vinproduktion til ejet brug.

Det var Amparo Repiso, der som 4. generation i 2004 begyndte at satse på vinproduktion, markedsføring og salg. Siden dengang har hun løbende øget produktionen lidt efter lidt og i 2013 opførte hun også et helt nyt vineri.

Amparo har samlet 7 hektar vinmarker fordelt på de to marker Pago de Oyales merllem Quintanilla de Arriba og Peñafiel og så Peñuelas tæt på vingården. I dag er datteren Maria Lopez også kommet med i driften af vingården.

Denne er 100% Tempranillo, som er markant anderledes end de fleste Ribera del Duero vine. Den er udelukkende lavet på rustfrie ståltanke, hvor vinen også er lagret en kort periode.

I næsen er vinen virkelig anderledes, masser af blomster, ingen fadnoter, men i stedet meget frisk, men også lidt speciel. Det er dog en vin, som vinder på en, når man lige får vendt sig til den. Der er lidt tørre vaskeklude, men endda lidt vild beaujolaisagtig i stilen, landlig og en smule bondsk.

Vinen smager faktisk også lidt blomsteragtig med en bondsk og lidt kantet frugt, brombær, hindbær og klart lettere i stilen end området generelt. Vinen skal bruge lidt tid til at lokke aromaerne frem, men det klæder den sgu og den vinder lidt med tid i glasset.

Forhandles af Wineboutique, hvor en flaske koster 135 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2016 Bodega y Viñedos Milénico, Milénico, Ribera del Duero, Spanien

2016 Bodega y Viñedos Milénico, Milénico, Ribera del Duero, SpanienSå kom første Ribera del Duero rødvin bordet og det blev denne Milénico fra vinhuset Bodega y Viñedos Milénico.

Vinhuset ligger ved den lille by San Martín de Rubiales i Burgos mellem Roa og Peñafiel af Ribera del Duero.

Vinhuset har været drevet af Milénico familien i generationer og drives i dag af Juan Manuel Junior, men blev grundlagt af hans oldefar – der også hed Juan – der havde et destilleri i byen og beholdte vinstokkene, da de ophørte driften af destilleriet.

Tidligere havde man 14 hektar marker, men solgte så blot druerne til nogle af områdets andre vingårde … ligesom rigtigt mange andre vinavlere i området.

Men det ændrede Juan Manuel Junior i 2012 med en egenproduktion og i dag har han 9 hektar, som er fordelt på 6 marker, bl.a. Socastillo, Carraroa, Rodero, Solapeña og Valdepila i Agujerón. De første vine kom på markedet i 2015. Markerne passes uden brug af sprøjtemidler og de gamle vinstokke sikrer et uhyre lavt udbytte.

Her smager vi husets 2016 Milénico, som er lavet med Tempranillo druer fra husets forskellige marker og lavet ført med premaceration ved 5 grader i en uge inden gæring med druernes egne gærceller og en start ved 20 grader og malolaktisk gæring  i franske egefade. Så har vinen lagret 22 måneder på nye franske 225 liter barriques.

Den massive fadlagring kan virkelig også duftes i vinen med det samme, for der er godt med fad og jeg har noteret meget brændte eller nye fade … og det passer også. Der er vanilje, kanel, masser af kakaopulver, mælkechokolade, solbær, brombær og svesker, tobak, kaffe og balsamiske elementer.

I munden har vinen også dette udtryk af brændte noter, mørk frugt, noget alkohol, solbær, brombær, peber og man man næsten smage fadet. Der okay med tanniner, er nærmest tanninsk frugtsød, så vi ligger sådan mellem 4,5 og 5 tomler.

Ikke funder herhjemme, men i hjemlandet koster vinen 34€ … svarende til 253 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Bodega y Viñedos Martín Berdugo, Rosado, Ribera del Duero, Spanien

2020 Bodega y Viñedos Martín Berdugo, Rosado, Ribera del Duero, SpanienVi startede mit lille heat 3 af Ribera del Duero vinene med en rosé aka Rosado fra Bodega y Viñedos Martín Berdugo, der ligger lige udenfor byen Aranda de Duero.

Bodega y Viñedos Martín Berdugo er grundlagt i 1990 af Josefina Martin Berdugo, som valgte at genoptage produktion af druer, som hendes slægtninge havde påbegyndt hundrede år forinden.

Familien Martin Berdugo havde nærmest altid boet i Aranda de Duero – ja faktisk i et af byens allerældste huse med 3 generationer samlet under samme tag – men var for generationer siden stoppet med at dyrke druer.

Det ændrede Josefina Martín Berdugo og startede således med at genplante familiens marker i samarbejde med hendes mand Enrique og deres 3 børn Antonio, Bruno og Pepa.

Høsten blev de første mange år solgt til andre vingårde i Ribera del Duero, men i år 2000 byggede familien en ny, topmoderne vingård midt i deres 104 hektar store vinmark.

Bodega y Viñedos Martín Berdugos fantastiske og imponerende vineri er tegnet af arkitekterne Vicky Daroca samt María Viñé og det har i 2005 endda fået en pris som bedste europæiske konstruktion af det tyske magasin Bauwet.

Her smager vi husets Rosado, der er lavet af 100% Tempranillo maskinhøstede  druer, der udelukkende kommer fra marker ved vingården. Druerne har tilbragt 12 timer i kold maceration ved 7 grader under låg i et iltfattigt miljø, hvorefter gæring er sket i store rustfrie ståltank med en kold gæring ved 11 grader og derefter kort lagret i tankene inden aftapning og frigivelse.

I næsen er der lidt rosenblade, pressede blomsterblade, men ellers måske lidt nærig med aromaerne. Der er hindbær, ribs og altså godt med blomster, en vis tørhed og en smule jod. Smagen er også tør med hindbær, grape og lidt jern.

Ikke fundet herhjemme, men i hjemlandet koster vinen 9,00€ … svarende til 67 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

Ribera del Duero … heat 3 med Langdahl Jørgensen på Sabinas S’Vinbar

Forleden skrev jeg om min deltagelse i den kæmpestore Ribera del Duero smagning med Thomas Ilkjær. Det blev lidt af et stort showoff med 15 vine opdelt i 2 heat. Men nu har jeg da lige nappet et 3. heat med deltagelse i endnu en Ribera del Duero smagning.

Denne gang var smagningen anført af René Langdahl Jørgensen og blev afholdt på  S’Vinbar i Aarhus, men var igen orkestreret af Dorte Pontoppidan fra Ehrenberg Sørensen Kommunikation og Consejo Regulador de la Denominación de Origen Ribera del Duero.

Denne gang var der 13 vine, men faktisk kun én genganger fra sidste smagning og det var den vidunderlige 2005 Mirat Gran Reserva fra Bodegas Valdeviñas … så næsten alle denne gang havde jeg således ikke smagt tidligere.

Men det blev altså således til 28 forskellige Ribera del Duero vine på 14 dage, men denne gang skal jeg nok undlade at skrive en masse om selve området, historien og druerne. Det gjorde jeg jo i sidste indlæg Houlberg på rundtur … med Thomas Ilkjær i det dejlige Ribera del Duero. Nu kigger jeg bare nærmere på denne dags vine.

Smagningen blev – som nævnt – holdt på altid fantastiske S’Vinbar og var lavet for folk i vinbranchen. Dorte Pontoppidan startede med at byde alle velkommen, hvorefter hun gav ordet til Alicia Fernández, der repræsenterede Consejo Regulador de la Denominación de Origen Ribera del Duero og var taget hele vejen til fra Ribera til Aarhus.

Hun bor i Roa i Burgos, men har faktisk tidligere et års tid boet i Aarhus, men snakker altså kun spansk, men derefter overtog René Langdahl Jørgensen ordet og fortalte lidt om selve området og dets særkender … lidt samme ting som Ilkjær, men på en anden måde.

Vinsmagningen

Denne formiddag skulle vi igennem ikke mindre end 13 styk Ribera del Duero vine  og samlet så feltet dermed sådan her ud:

Heat 3

Beskrivelserne og anmeldelserne har jeg  selvfølgelig linket til ovenover … helt som vanligt.

S’Vinbar og maden

Skænkningen af vinene var lagt i de kyndige hænder på Sabina og crew og det skete som altid på S’Vinbar totalt professionelt og efter Langdahl foredrag og fortælling om de 10 første vine, så servede Sabina lidt charcuteri og ost.

Undervejs kom Alicia Fernández også rundt og snakkede med alle rundt ved bordene … og samlet blev det en rigtig hyggelig middag i det aarhusianske sammen med andre vinnørder, hvor vi blev endnu en tak klogere på Ribera del Duero og virkelig forstå, hvorfor alle vinene derfra er så populære.

Alicia Fernández fortalte faktisk undervejs, at salget af Ribera del Duero vine i Danmark er steget med 30% i 2021 … så I må altså drikke meget derude.

2018 Dominio del Bendito, Las Sabias, Toro, Spanien

2018 Dominio del Bendito, Las Sabias, Toro, SpanienVi fortsætter med endnu en spansk vin … en kraftkarl på hele 16,5% fra gamle Tempranillo stokke. Det er vinen Las Sabias fra Dominio del Bendito.

Vinhuset Dominio del Bendito  er grundlagt i 2004 af franske Antony Terryn, som ledte efter det perfekte sted at vin … ledte i både Frankrig, Chile, Portugal, USA og Spanien. Det fandt han i Toro, hvor han slog sig ned med sin familie. Han har nu 13 hektar egne vinmarker og har derudover lejet yderligere 15 hektar.

Hans egne marker har primært vinstokke, der er over 45 år gamle, mens resten er mellem 14-30 år gamle. Også de lejede marker har stokke plantet for mange år siden og nogle endda tæt på 100 år.

Produktionen ligger pt. et sted mellem 60-70.00 flasker årligt, så der er tale om en lille producent, som dog løbende har fået voksende berømmelse og trofaste tilhængere.

Denne Las Sabias er lavet på ren Tinta de Toro aka Tempranillo, som kommer fra en række små parcelle i Pago la Jara med gamle upodede vinstokke, som mindst er 45 år gamle og mange endda op til 80 år.

Vinen er gæret på små beton- og epoxyharpikstanke og efter endt fermentering er det lagret på franske fade i 16 og 18 måneder. Den har en høj alkohol på hele 16,5% og der er lavet 16.016 flasker.

I næsen er det vitterlig en kraftkarl, som har pænt med fadnoter og den minder på mange måder om en Ribera del Duero. Der er vanilje, kakaopulver, sød finsk lakrids, solbær, svesker og måske endda svagt lidt rosiner … der er krop, styrke, peber og power.

Der sker nærmest også en krafteksplosion i munden, godt med alkoholvarme, men alkoholen er pakket pænt ind sammen med en mørk, saftig og intens frisk, den søde lakrids og igen klar Ribera del Duero gener, hvor fadene får godt med plads. Der er runde og tunge tanniner, en vis sødme og har ellers en Hemi 8 cylinder motor, men altså også bare en rigtig god smag, så 5 tomler med pil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Bodega Dehesa el Carrascal, Mar García, Castilla-La Mancha, Spanien

2018 Bodega Dehesa el Carrascal, Mar García, Castilla-La Mancha, SpanienVi napper da endnu en vin fra Bodega Dehesa el Carrascal og denne gang ikke en Vino de la Tierra de Castilla, men en vin under appellationen Almansa DO, nemlig vinen Mar García.

Det er en Grenache baseret vin, hvor druerne først er afstilket, så presset med nitrogen. De får herefter kølig pre-maceration ved 10 grader i 2 dage inden gæring med udvalgt gær ved 25 gader i roterende og horisontale tanke i rustfrit stål. Derefter gennemgår vinen malolaktisk gæring og er så lagret 12 måneder på amerikanske egetræsfade.

Selvom der er mange varianter af spansk Grenache fra lyse og næsten burgundisk til kraftige og mørke, så hører denne til den sidstnævnte gruppe … masser af tørhed, krydderier og næsten en smule rhônsk i udtrykket.  Der er godt med røg, ristede elementer, blåbær, solbær, blæk og sød lakrids.

I munden breder smagen sig virkelig ud … både fadene mærkes, men det gør den friske, runde og småtørre frugt også. Der er solbær, godt med skrald på drengen, masser af tørhed, polerede tanniner, peber og solrig. saftig og fyldig frugt.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Corte Canella, Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2016 Corte Canella, Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienMed næste vin – en 2016 Valpolicella Superiore – er vi atter på besøg hos det lille familiedrevne vinhus Corte Canella di Venturini Francesco, Veronica e Castagnedi Adriana Maria.

Vingården er grundlagt i 2009 af Francesco Venturini og ligger i den lille landsby Cellore d’Illasi og navnet Canella stammer fra den gade, hvor vingården ligger. Francesco driver vingården sammen med sin hustru Adriana Venturini og deres to døtre Veronica og Gloria.

Det er en lille vingård og produktionen er årligt alene 15.000 flasker i alt, hvilket er fordelt med en ganske lille smule hvid Soave, men ellers røde Valpolicella og Amarone vine.

Denne Valpolicella Superiore er lavet på 50% Corvinone, 40% Corvina, 5% Rondinella og 5% Croatina fra Cellore d’Illasi området. Efter høst i september er druerne tørret i 50-60 dage, hvorefter der sker gæring, hvorefter vinen er lagret 24 måneder på egefade og efter aftapning på flaske yderligere 6 måneder. Den trækker en mosterhøj alkoholprocent på 15,5%.

Uha … allerede fra start leveres der sgu med denne vin. Der er vild skrald på fadet … vanilje, kanel, engelsk lakrids, kaffe, masser af stor comfort, omfavnende og småvild. Den har sorte kirsebær, solbær og modne blommer, men også en lille pift af en frisk frugt.

I munden er vinen lidt lige som 2015’eren, lidt varme fra de 15,5% højoktaner, men igen en sand eksplosion i munden af mørk frugt som blommer og kirsebær, lakrids, vanilje og vinen har helt klart nogle genkendelige ansigtstræk fra Amarone. Selvom jeg egentlig ikke er Valpolicella mand, så smager dette altså bare godt og en virkelig flot kvalitet for en Valpolicella Superiore, så 5 tomler med pil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 229 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Clos de Luz, Massal 1945 Malbec, Rapel Valley, Chile

2019 Clos de Luz, Massal 1945 Malbec, Cachapoal, ChileSå skal vi have en Malbec fra gamle vinstokke … ja faktisk er denne Massal 1945 Malbec fra vinhuset Clos de Luz netop lavet med druer fra vinstokkene plantet tilbage i 1945.

Clos de Luz ligger i Old Almahus dalen i den nordlige del af Rapel Valley i Chile 113 kilometer sydøst for Santiago. Det siges at være det sted, hvor både den chilenske Carménère og Malbec først blev plantet. Clos de Luz har da også specialiseret sig i vine på specielt Carménère.

Clos de Luz drives af Gabriel Edwards sammen med sin søster Nieves. De har overtaget familiens vingård, som oprindelig blev købt af deres oldefar tilbage i 1892. Det var dog først omkring 1933, at familien for alvor begyndte at plante vinstokke på jorden.

Gabriel Edwards er uddannet som vinmager i Bourgogne og havde inden overtagelsen af familiens ejendom arbejdet for både det store chilenske Undurraga samt store Moët & Chandon i Frankrig.

Familien har samlet 33 hektar vinmarker, hvor de ældste Carménêre vinstokke er plantet af søskendeparrets bedstemor Luz tilbage i 1945. Det er også den søde gamle bedstemor, som har givet vin til vinhuset. Men udover Carménêre dyrkes der også Cabernet Sauvignon, Malbec and Grenache.

Indtil Gabriel overtog driften for omkring 20 år siden havde vingården egentlig blot solgt deres druer til Casa Lapostolle, men Gabriel ville lave sine egne vine. Og med markerne med de gamle upodede vinstokke, så har han også et godt materiale at arbejde med.

Markerne ligger isoleret, hvilket har gjort, at området aldrig er ramt af phylloxera … altså er franc de pied, som franskmændene kalder upodede vinstokke. Derudover anvender Clos de Luz også løbende en udvælgelsesmetode, som de kalder Massal. Det betyder, at man vælger de bedste og sundeste vinstokke, som derefter udbredes fra stiklinger.

Clos de Luz dyrker stokkene, ud fra ideen om at ingen er ens, men hylder den naturlige forskellighed, derfor anvender vinhuset heller ikke tilsætningsstoffer til at standardisere vinen. Vinhuset råder også over 100 % økologiske marker. Gabriel Edwards pløjer også markerne med heste, da traktorer simpelthen ikke bare kan køre med de snoede gamle vinstokke.

Denne Massal 1945 Malbec er lavet med druer høstet med håndkraft og fermentering sker i rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller. Efter endt gæring lagres vinen 12 måneder på 225 og 300 liter egefade.

Duftmæssigt er vinen ret kraftfuld, mørk med en smule bordeauxfile træk, men bare langt mere solrig … solbær, blåbær, ribs, svesker, sød lakrids, tobak, godt med røg og så en smule nelliker, babybræk (på den gode måde) og krydderier.

I munden er det en ret saftig vin, hvor frugten – solbær og blåbær – er ganske tør, men derudover byder vinen også på ristede, småbrændte elementer, en stringent og ret klar syre, som giver masser af rygrad, kant og oprejsthed. Tanninerne markerer lige, men selve styringen er overladt til syren, som får os sikkert igennem med bl.a. masser  mørk frugt og ristede noter.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Bodega Dehesa el Carrascal, Tudon’s Monastrell, Castilla-La Mancha, Spanien

2017 Bodega Dehesa el Carrascal, Tudon's Monastrell, Castilla-La Mancha, SpanienNæste vin er spansk … en 2017 Tudon’s Monastrell fra Bodega Dehesa el Carrascal, der ligger godt ude på lander ved Albacete i Castilla-La Mancha området i Spanien

Bodega Dehesa el Carrascal er grundlagt tilbage i 1962, hvor Don Arsenio García Cañada sammen med sin familie startede med at lave vin, men i dag drives vingården af hans børn og børnebørn.

De har sammenlagt 300 hektar vinmarker i Sierra del Mugrón området med markerne beliggende i 900 -1.000 meters højde og fordelt på druesorter som Grenache, Monastrell aka Mourvèdre, Petit Verdot, Cabernet Sauvignon, Syrah og Verdejo. Nogle af de ældste vinstokke er mere end 50 år gamle.

Faktisk har gården samlet 1.800 hektar jord, men udover de 300 hektar vinmarker, så er der også 90 hektar med mandeltræer, et par hektar med oliventræer og i øjeblikket 600 hektar med korn.

Huset laver vinen både under appellationen Almansa DO, men også den bredere Vino de la Tierra de Castilla, som vel er det spanske svar på  franskmændenes Vin de Pays, som dækker over vine på vej op i DO klassen og med tydelige kendetegn fra lokalområdet.

Her smager vi så husets 2017 Tudon’s Monastrell, hvor druerne først er presset med nitrogen og ligger en kølig pre-maceration ved 10 grader i 2 dage inden gæring med udvalgt gær ved 20-24 gader i store roterende og horisontale tanke i rustfrit stål. Derefter er vinen lagret 12 måneder på nye amerikanske egetræsfade.

Duftmæssigt er vinen lidt flæsket … har fedtegrever og baconfedt, sorte trøfler, lidt grannåle, blåbær, brombær og svesker, læder, lidt allehånde samt en håndfuld friske krydderurter, nogle tørre noter af træ og et skvis vanilje.

I munden har vinen lidt en sjov kombi … både stor tørhed og så samtidig en vis sødme. Frugten er tranebær, blåbær, svedsker, blommer og en lidt lysere og mere markant smag af hindbær. Det er en tør, letkrydret uden de store taninner eller syre, men alligevel tilstrækkelige til at sikre en okay struktur samt eftersmag,

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 94,95 kr., mens prisen er 85 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2020 Tagaro, Filari di Folaga Ferrovieri Montepulciano d`Abruzzo, Abruzzo, Italien

2020 Tagaro, Filari di Folaga Ferrovieri Montepulciano d`Abruzzo, Abruzzo, ItalienVinhuset Tagaro ligger på Contrada Sant’Angelo i Fasano i den italienske hæl Puglia, men de laver vin i det mest af landet og denne 2020 Filari di Folaga Ferrovieri Montepulciano d`Abruzzo er fra Abruzzo regionen.

Tagaro aka Masseria Tagaro har – som der står på etiketten – sit produktionsnummer ICQRF BR/4495/IT.

Masseria Tagaro er en familiedrevet vingård, som selv har 40 hektar vinmarker mellem Fasano og Alberobello i Itria dalen, hvor familien mest dyrker Primitivo og Negroamaro.

Vingården drives i dag af 3. generation af Tagaro familien og de laver altså også denne Montepulciano d’Abruzzo vin, der – lig de tunge og syditalienske vine – er en yderst populær vin.

Dette er en Montepulciano d`Abruzzo DOC vin, altså lavet med druerne fra selve området i Abruzzo, men lavet på Tagaro familiens vineri i Fasano. Vinen er lavet udelukkende på ståltanke og den har også efter endt fermentering lagret 6 måneder i ståltankene.

I forhold til vinens ophav i Puglia, så er duften meget rar og helt klart uden den store marmeladefylde og sødme, som tit findes i mange af vinene fra Puglia. Men her har denne Montepulciano d`Abruzzo vin en dejlig, småanimalsk, let lakrids’et duft med både kirsebær, blåbær og blommer, en kraftig krop og lette valnødder.

I munden er vinen dog godt sød og får faktisk lidt Puglia karaktertræk, hvor temperamentet står på venlighed, lidt alkoholvarme, blommer, saftige og mørke kirsebær. Der er sgu masser af frugt i vinen og sødmen bliver heller ikke alt for stor … bare stor og rar. Alle vil kunne li’ denne rare dame. Houlberg ligger lige mellem 3,5 og 4 tomler.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 79,95 kr., mens prisen er 65 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7