2020 Domaine Jean Perrier et Fils, Les Terroirs de Jean Perrier Pinot, Savoie, Frankrig

2020 Domaine Jean Perrier et Fils, Les Terroirs de Jean Perrier Pinot, Savoie, FrankrigSå gik vi i gang med Savoie vinene og den første i rækken, var denne Les Terroirs de Jean Perrier Pinot fra vinhuset, der ligger i  Les Marches og kaldes Domaine Jean Perrier et Fils.

Jeg er ikke helt ukendt til vinene fra Savoie, selvom det nok er de færreste herhjemme, der ved ret meget om vinregionen.

Jeg har tidligere smagt en række Savoie vine og skrevet en del om selve vinregionen. Det kan du læse om i blogindlægget; Houlberg tester vine fra Savoie … de ukendte bjergvine fra Frankrig.

Domaine Jean Perrier et Fils er grundlagt i 1896, hvor Claude-Emile Perrier købte en vingård i St-André-Les Marches på et sted kaldet La Grue og plantede sin første vinmark ved foden af ​​Mont Granier.

I dag er det 7. generation i form af Alexandre Perrier, som driver det gamle familieforetagende videre. Han har samlet 60 hektar marker med både Pinot Noir, Gamay, Mondeuse og Roussanne aka Chignin Bergeron, Chardonnay og Viognier.

Her smager vi så en 2020 Les Terroirs de Jean Perrier Pinot, der selvfølgelig er en Pinot Noir baseret vin, der efter høst har gæret og macereret i ståltanke 5-7 dage, hvorefter den er presset inden en malolaktisk gæring, kort lagring og så aftapning på flaske.

I næsen er vinen både mælket og grøn. Der er mælkebøtter, lidt sjov form for blomsterpollen, lyserøde bær, ribs, jordbær, brombær samt en smule kirsebær og candyfloss eller luftig sødme.

Smagsmæssigt er vinen langt mere stram og kantet … jordbær, grønne jordbær, ribs, tranebær og hyben. Der er virkelig kant og en stram bitterhed, uforsonlig og ikke sådan vild omgængelig.

Købt i Chamonix, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 3,5/7

2019 Weingut Schloss Gobelsburg, Grüner Veltliner Ried Grub Erste Lage, Kamptal, Østrig

2019 Weingut Schloss Gobelsburg, Grüner Veltliner Ried Grub Erste Lage, Kamptal, ØstrigGert ville gerne dele nogle vine fra den franske vinregion Savoie købt under en ferie i Chamonix, men først skulle vi smage et par hvidvine … forrige orangevin og denne Grüner Veltliner Ried Grub Erste Lage fra det gamle cistercienserkloster Weingut Schloss Gobelsburg.

Schloss Gobelsburg er et gammelt Cistercienserkloster, hvor der har været dyrket vin siden 1171. Siden 1996 har driften af vinbruget været forpagtet ud til Michael Moosbrugger. I begyndelsen var kendte Willi Bründlmayer med som konsulent, men de seneste år har Moosbrugger stået på egne ben. Og med pænt stor succes, for i 2006 blev han kåret til årets vinbonde i Østrig og hans vine regnes i dag for nogle af landets bedste.

Schloss Gobelsburg er den ældste vinproducent i Donauregionen og klostret har besiddelser i alle de bedste marker i Kamptal. Klostret har altid været garant for høj kvalitet, men med Moosbruggers overtagelse af vindriften har kvaliteten fået et yderligere løft.

Moosbrugger laver vin med de store historiske linier for øje; han er meget bevidst om, at han har en lang arv at løfte, og at der skal laves vin på ejendommen mange hundrede år efter han har sluppet tømmerne.

Han er ikke certificeret økologisk, da han mener, at kobbersulfat, som er tilladt i økologisk vindyrkning, er mere skadeligt end nogle industrielt fremstillede stoffer mod meldug, som ikke er tilladt.

Denne 2019 Grüner Veltliner Ried Grub Erste Lage er fra marken Kammerner Grub, der ligger lige mellem Ried Heiligenstein og Ried Gaisberg. Den er en Erste Lage mark med vinstokke, der er 38 år gamle.

Vinen er både gæret og derefter lagret 6 måneder på store 2.500 liter østrigske Manhartsberg egefade.

Sikke en dejlig duft, der en er kombination af kølighed og så modne, tropiske frugter med både saftige æbler, pærer, mango og mirabeller suppleret med lidt fadpræg med lakridskonfekt, vanilje og blomster. Samtidig har vinen denne kølige, mineralske side med grønne noter, salte sten, spændstighed og friske krydderurter.

I munden er der masser af syre … måske endda lige let perlende i starten, men det går nu hurtigt over. Vinen har denne rene, salte og mineralske syre med en fyldig citronsyre, lemon og samtidig en vis krop, som giver god balance. Der slutter ret imponerende med en lang, koncentreret og klar bitterhed, som bare sidder i munden monsterlang tid.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 325 kr., mens prisen er 250 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Les Equilibristes, Seres, Languedoc, Frankrig

2020 Les Equilibristes, Seres, Languedoc, FrankrigLes Equilibristes er et lille projekt fra Florent Girou og François de Monval, hvor de arbejder med innovative og uafhængige vinproducenter rundt omkring i Frankrig for at skabe nye blends, som nu fx denne orangevin 2020 Seres.

François de Monval er selv restauratør og vinhandler i Paris, mens Florent Girou er vinmager og konsulterende ønolog i Dordogne.

Siden 2015 har de drevet Les Equilibristes med det fælles mål at nedbryde den konformisme der ofte tegner sig i vinbranchen og gå helt egne innovative veje. De har således ikke selv vinmarker, men laver altså vin fra en række vinbønder … og denne fx fra marker, der tilhører Pierre Gabison på Château de Caraguilhes i Saint-Laurent-de-la-Cabrerisse i Languedoc.

Fælles for deres vine er, at druerne skal dyrkes efter økologisk eller biodynamiske principper, brug af druernes naturlige gærstammer og minimal intervention og brug af svovl i kælderen.

Denne 2020 Seres er en orangevin, selvom det ikke lige kan ses på billedet, da hele flasken er drukket. Men den er lavet af de to herrer sammen med Étienne og Pierre Gabison på Château de Caraguilhes på et mix af Terret Gris med skaller fra Grenache Blanc, Grenache Gris, Vermentino, Rousanne og Viognier.

Druerne er dyrket efter økologiske principper på en kalk- og lerholdig jordbund med runde småsten i Corbières Boutenac. Efter en måned i selskab med det tilsatte druekvas og vildgær tilføres de resterende 5% af vinen fra en fem år gammel solera.

I næsen er det blomster, blomstervand, moden og svagt oxideret frugt, grønne stilke, abrikos, umodne ferskner, bløde blommer og melon. Egentlig meget spændende.

Smagsmæssigt er vinen egentlig sådan tør og saltet med let bitterhed, mens syren måske ikke er så tydelig, hvilket gør vinen lidt flad i udtrykket. Det opvejes af en frisk, krydret og elegant side, godt blomstret og funky.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 235 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7