2016 Corte Canella, Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2016 Corte Canella, Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienMed næste vin – en 2016 Valpolicella Superiore – er vi atter på besøg hos det lille familiedrevne vinhus Corte Canella di Venturini Francesco, Veronica e Castagnedi Adriana Maria.

Vingården er grundlagt i 2009 af Francesco Venturini og ligger i den lille landsby Cellore d’Illasi og navnet Canella stammer fra den gade, hvor vingården ligger. Francesco driver vingården sammen med sin hustru Adriana Venturini og deres to døtre Veronica og Gloria.

Det er en lille vingård og produktionen er årligt alene 15.000 flasker i alt, hvilket er fordelt med en ganske lille smule hvid Soave, men ellers røde Valpolicella og Amarone vine.

Denne Valpolicella Superiore er lavet på 50% Corvinone, 40% Corvina, 5% Rondinella og 5% Croatina fra Cellore d’Illasi området. Efter høst i september er druerne tørret i 50-60 dage, hvorefter der sker gæring, hvorefter vinen er lagret 24 måneder på egefade og efter aftapning på flaske yderligere 6 måneder. Den trækker en mosterhøj alkoholprocent på 15,5%.

Uha … allerede fra start leveres der sgu med denne vin. Der er vild skrald på fadet … vanilje, kanel, engelsk lakrids, kaffe, masser af stor comfort, omfavnende og småvild. Den har sorte kirsebær, solbær og modne blommer, men også en lille pift af en frisk frugt.

I munden er vinen lidt lige som 2015’eren, lidt varme fra de 15,5% højoktaner, men igen en sand eksplosion i munden af mørk frugt som blommer og kirsebær, lakrids, vanilje og vinen har helt klart nogle genkendelige ansigtstræk fra Amarone. Selvom jeg egentlig ikke er Valpolicella mand, så smager dette altså bare godt og en virkelig flot kvalitet for en Valpolicella Superiore, så 5 tomler med pil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 229 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Clos de Luz, Massal 1945 Malbec, Rapel Valley, Chile

2019 Clos de Luz, Massal 1945 Malbec, Cachapoal, ChileSå skal vi have en Malbec fra gamle vinstokke … ja faktisk er denne Massal 1945 Malbec fra vinhuset Clos de Luz netop lavet med druer fra vinstokkene plantet tilbage i 1945.

Clos de Luz ligger i Old Almahus dalen i den nordlige del af Rapel Valley i Chile 113 kilometer sydøst for Santiago. Det siges at være det sted, hvor både den chilenske Carménère og Malbec først blev plantet. Clos de Luz har da også specialiseret sig i vine på specielt Carménère.

Clos de Luz drives af Gabriel Edwards sammen med sin søster Nieves. De har overtaget familiens vingård, som oprindelig blev købt af deres oldefar tilbage i 1892. Det var dog først omkring 1933, at familien for alvor begyndte at plante vinstokke på jorden.

Gabriel Edwards er uddannet som vinmager i Bourgogne og havde inden overtagelsen af familiens ejendom arbejdet for både det store chilenske Undurraga samt store Moët & Chandon i Frankrig.

Familien har samlet 33 hektar vinmarker, hvor de ældste Carménêre vinstokke er plantet af søskendeparrets bedstemor Luz tilbage i 1945. Det er også den søde gamle bedstemor, som har givet vin til vinhuset. Men udover Carménêre dyrkes der også Cabernet Sauvignon, Malbec and Grenache.

Indtil Gabriel overtog driften for omkring 20 år siden havde vingården egentlig blot solgt deres druer til Casa Lapostolle, men Gabriel ville lave sine egne vine. Og med markerne med de gamle upodede vinstokke, så har han også et godt materiale at arbejde med.

Markerne ligger isoleret, hvilket har gjort, at området aldrig er ramt af phylloxera … altså er franc de pied, som franskmændene kalder upodede vinstokke. Derudover anvender Clos de Luz også løbende en udvælgelsesmetode, som de kalder Massal. Det betyder, at man vælger de bedste og sundeste vinstokke, som derefter udbredes fra stiklinger.

Clos de Luz dyrker stokkene, ud fra ideen om at ingen er ens, men hylder den naturlige forskellighed, derfor anvender vinhuset heller ikke tilsætningsstoffer til at standardisere vinen. Vinhuset råder også over 100 % økologiske marker. Gabriel Edwards pløjer også markerne med heste, da traktorer simpelthen ikke bare kan køre med de snoede gamle vinstokke.

Denne Massal 1945 Malbec er lavet med druer høstet med håndkraft og fermentering sker i rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller. Efter endt gæring lagres vinen 12 måneder på 225 og 300 liter egefade.

Duftmæssigt er vinen ret kraftfuld, mørk med en smule bordeauxfile træk, men bare langt mere solrig … solbær, blåbær, ribs, svesker, sød lakrids, tobak, godt med røg og så en smule nelliker, babybræk (på den gode måde) og krydderier.

I munden er det en ret saftig vin, hvor frugten – solbær og blåbær – er ganske tør, men derudover byder vinen også på ristede, småbrændte elementer, en stringent og ret klar syre, som giver masser af rygrad, kant og oprejsthed. Tanninerne markerer lige, men selve styringen er overladt til syren, som får os sikkert igennem med bl.a. masser  mørk frugt og ristede noter.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Bodega Dehesa el Carrascal, Tudon’s Monastrell, Castilla-La Mancha, Spanien

2017 Bodega Dehesa el Carrascal, Tudon's Monastrell, Castilla-La Mancha, SpanienNæste vin er spansk … en 2017 Tudon’s Monastrell fra Bodega Dehesa el Carrascal, der ligger godt ude på lander ved Albacete i Castilla-La Mancha området i Spanien

Bodega Dehesa el Carrascal er grundlagt tilbage i 1962, hvor Don Arsenio García Cañada sammen med sin familie startede med at lave vin, men i dag drives vingården af hans børn og børnebørn.

De har sammenlagt 300 hektar vinmarker i Sierra del Mugrón området med markerne beliggende i 900 -1.000 meters højde og fordelt på druesorter som Grenache, Monastrell aka Mourvèdre, Petit Verdot, Cabernet Sauvignon, Syrah og Verdejo. Nogle af de ældste vinstokke er mere end 50 år gamle.

Faktisk har gården samlet 1.800 hektar jord, men udover de 300 hektar vinmarker, så er der også 90 hektar med mandeltræer, et par hektar med oliventræer og i øjeblikket 600 hektar med korn.

Huset laver vinen både under appellationen Almansa DO, men også den bredere Vino de la Tierra de Castilla, som vel er det spanske svar på  franskmændenes Vin de Pays, som dækker over vine på vej op i DO klassen og med tydelige kendetegn fra lokalområdet.

Her smager vi så husets 2017 Tudon’s Monastrell, hvor druerne først er presset med nitrogen og ligger en kølig pre-maceration ved 10 grader i 2 dage inden gæring med udvalgt gær ved 20-24 gader i store roterende og horisontale tanke i rustfrit stål. Derefter er vinen lagret 12 måneder på nye amerikanske egetræsfade.

Duftmæssigt er vinen lidt flæsket … har fedtegrever og baconfedt, sorte trøfler, lidt grannåle, blåbær, brombær og svesker, læder, lidt allehånde samt en håndfuld friske krydderurter, nogle tørre noter af træ og et skvis vanilje.

I munden har vinen lidt en sjov kombi … både stor tørhed og så samtidig en vis sødme. Frugten er tranebær, blåbær, svedsker, blommer og en lidt lysere og mere markant smag af hindbær. Det er en tør, letkrydret uden de store taninner eller syre, men alligevel tilstrækkelige til at sikre en okay struktur samt eftersmag,

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 94,95 kr., mens prisen er 85 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7