2017 Orciaverde, Montecucco Sangiovese Riserva, Toscana, Italien

2017 Orciaverde, Montecucco Sangiovese Riserva, Toscana, ItalienNår vi nu er ved fantastiske Simone Governi på Azienda Agricola Biologica Orciaverde, hvorfor så ikke smage hans 3. og sidste vin … topvinen 2017 Montecucco Sangiovese Riserva?

Vinen er som lillesøsteren fremstillet på 100% Sangiovese fra Simones bedst vin marker i Montecucco. Druerne høstes fra skråningerne ned mod floden Orcia, der adskiller Montecucco fra kommunen Montalcino. De har faktisk kun en kilometer til deres nabo på den anden side af floden … det store og kendte Castello Banfi Brunello vinhus. Vi er således så tæt på Brunello land, som man kan være.

Som med lillesøsteren har vinen gæret med temperaturstyring med løbende overpumpninger og lang skindkontakt, som giver optimalt udtræk af farve, smag og tannin. Vinen afrundes og krydres med 18 måneders modning på franske egetræsfade og derefter er vinen så lagret yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Hvis jeg før syntes, at Montecucco Sangiovese nærmest smagte som en mini Brunello, så bliver forvirringen ikke større, sammenligningen ikke mindre med denne Riserva udgave. I glasset er det en lys vin og den har lidt småbrunorange kanter, mens duften minder meget om lillesøsteren, blot med flere fadnoter, bl.a. et æterisk og ret gammelt klædeskab af teak- eller mahognitræ, finsk lakrids, vanilje, kaffe og kakao. Det kommer altså bare lige oveni en frejdig og frisk frugt med ribs, hindbær og tranebær, violer, lidt lavendel, skovbund, nogle rå champignon samt en del sten.

I munden er det så tørt … og man mærker allerede fra start, at man rundet tingene lidt af med tungere fadkontakt. Det klæder den sgu, men der er fortsat en yngre, tæt, lys og let moden frugt af hindbær, ribs, rabarber og bitre tranebær. Tanniner er fortsat total mærkbare, men det virker som ung, at de skarpeste hjørner er slebet en smule af,  selvom tanninerne fortsat udtørrer munden og skriger på mad. Det er svært ikke at blive forelsket i denne vin, som jeg gladelig drikker i stedet for andre ligegyldige Brunello’er.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker. Prisen er skør .. og så siger jeg endda ikke, at den pt fås på bud til 109,95 kr. ved 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Orciaverde, Montecucco Sangiovese, Toscana, Italien

2018 Orciaverde, Montecucco Sangiovese, Toscana, ItalienAzienda Agricola Biologica Orciaverde har jeg smagt et par vine fra her på vinbloggen, bl.a. deres Montecucco Rosso, men denne Montecucco Sangiovese har jeg også smagt før i årgang 2017 … nu smager jeg den i en 2018 årgang.

Vinhuset gider jeg ikke skrive om igen, så derfor kigger vi nu videre på denne Montecucco Sangiovese, der er én af de kun 3 forskellige vine, som Simone Governi laver på hans lille kombinerede vingård og agriturismo kaldet Antico Casale.

Vinen er fremstillet på 100% Sangiovese, som håndhøstes fra små parceller med ler og tufa-kalksten. Markerne ligger lige ned til Orcia floden, der adskiller Montecucco fra kommunen Montalcino. De har faktisk kun en kilometer til deres nabo på den anden side af floden … det store og kendte Castello Banfi Brunello vinhus. Vi er således så tæt på Brunello land, som man kan være.

Mosten gærer temperaturstyret ved 28 grader med løbende overpumpninger og lang skindkontakt, som giver optimalt udtræk af farve, smag og tannin. Vinen afrundes og krydres med 10 måneders modning på franske egetræsfade.

Jamen altså … igen leverer Montecucco Sangiovese fra første sekund, hvor en balsamisk mørk og tobak’et næse er tillokkende med tørre og klart italienske noter med violer, lyng, lavendel, lidt svampe, er virkelig frugtrig med hindbær, tranebær, ribs, tør jord samt knuste sten.

I munden er det vitterlig en frisk og spændstig vin, hvor syren er i forsædet sammen med en lys, streng og frisk frugt med hindbær, ribs, rabarber og bitre tranebær. Der er masser af tanniner i vinen, virkelig unge, virile og knastørre, udtørrer munden massivt sammen med lidt bitre frugtkerner. Sikke et bid. Frugten er lys og streng, men det er alligevel med en vis modenhed. Jeg er atter totalt imponeret over denne lille mini Brunello … et vildt godt køb.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2019 Bodegas Langa, Langa Classic, Aragón, Spanien

2019 Bodegas Langa, Langa Classic, Aragón, SpanienDen foregående Langa Pasión har en storesøster og det er da denne Langa Classic, der fortsat er lavet på Garnacha, bare fra ældre stokke og lagret på egefade i længere tid.

Langa Classic er lavet fra 70-100 år rigtig gamle vinstokke på marker i 800-1.000 meters højde.

Vinen er lavet i rustfri ståltanke med en kontrolleret gæring ved 25 grader og alene naturlige gærceller. Efter endt fermentering er den så lagret 12 måneder på franske, europæiske samt amerikanske egefade og er derefter lagret yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Nu er der kommet lidt mere tyngde i både frugt og de dybere fadnoter, mens det blomstrede præg næsten er forsvundet. Der er ristede fade, tobak, karamel, kaffe, finsk lakrids, vanilje, chokolade og samtidig en lidt salvie eller mynte note samt en saftig frugt med sorte kirsebær, igen hyldebær og jordbær. Et klart niveau op.

Det gælder sådan set også smagsmæssigt, hvor kirsebærrene nu virker saftigere og mørkere. De suppleres med brombær, solbær og igen en mørk og balsamisk syre, men det længere fadpræg giver også en langt mere afbalanceret smag, et vist tannisk, tørt og alligevel sødt bid, lidt alkohol og alt slutter tørt, rart og småbidsk. Dermed klart 4,5 tomler med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen i øjeblikket er på tilbud til 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7