Den anden portvin fra det klassiske portvinshus Delaforce blev søstervinen Fine Tawny Port og ligeledes uden årgang.
Som Ruby søsteren er den lavet på et blend af Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinto Cão, Tinta Barroca og Tinta Roriz, der alle er høstet i midten af september.
Den er også lavet næsten på samme måde, for efter høsten har vinen gæret i ståltanke … både med drueskind, kerner sammen med saften fra druerne. Efter at vinen har gæret i 24-36 timer, hvor den opnået en alkoholprocent på 6-7%, så tilsættes brandy eller druesprit med en alkoholprocent, der er noget højere.
Dette stopper gæringen og sikrer, at restsukkeret bevares i det endelige produkt. Sødmen afhænger meget af, hvornår druespritten tilsættes i processen. Jo tidligere i processen det tilsættes, jo sødere ender en portvin med at være. Denne består af forskellige årgange, der har været lagret på egefade i gennemsnitligt 4 år.
Duftmæssigt kan den længere lagring godt fornemmes … duften virker langt mere nøddet … der er nødder, teaktræ, mahogni våde fade og de dominerer duften, hvor frugten er mere tilbagetrukket, men mest er blommer, sorte kirsebær og svesker. Til gengæld kan man ikke på samme måde som hos Ruby fornemme den stærke 20% alkohol.
Igen er smagen er langt bedre end duften … men virker nu mere nøddet i aromaerne og lidt mere rank i frugten, syltede blommer, kandiserede kirsebær og en smule svesker. Det er blød, cremet og rundt, meget frugttrig og igen akkompagneret af alkohol, som der dog er skruet en anelse ned for. 91 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.