Tag-arkiv: Tyskland

2012 Weingut Achim & Helmut Rieflin, Bischoffinger Enselberg Spätburgunder Trocken, Baden, Tyskland

Fredag er lig med Spätburgunder, og nu er selv konen begyndt at insistere på det. Så ingen vej udenom … der må åbnes en Spätburgunder, og det blev denne Bischoffinger Enselberg Spätburgunder Trocken fra Weingut Rieflin … eller helt præcis Weingut und Gutsschenke Achim & Helmut Rieflin.

Vinhuset med tilhørende Gutsschenke – som vel er et lille værtshus/restaurant, som de selv kalder et “Trotthisli” – er grundlagt af Rieflin familien helt tilbage i 1869 og har lige siden været i familiens eje. I dag er det far og søn, Helmut og Achim Rieflin, som driver det lille driftige foretagende og deres samlede 11,5 hektar vinmarker.

Vinhuset ligger i den lille by Vogtsburg i Bischoffingen. Det er i Kaiserstuhl området i Baden, ja faktisk ligger vinhuset på adressen Kaiserstuhlstraße 8. Og Rieflins vinmarker ligger lidt spredt i området omkring Vogtsburg , bl.a. i Bischoffingen, Bickensohl, Burkheim, Oberrotweil, Ihringen og Schelingen.

På markerne dyrker familien druerne Spätburgunder, Regent, Ruländer, Müller Thurgau, Solaris, Grauer Burgunder, Riesling, Weißer Burgunder, Rivaner og Muskat-Ottonell. Det giver basis for omkring 20-22 forskellige vine, som alle kan smages i værtshuset sammen med lidt tyske lækkerier som fx Flammkuchen, Küfersteak, Schnitzer, Elsässer Wurstsalat, Straußenpfännle mit weider.

Og alle vinene er til meget fornuftige priser … dyreste vin fra vinhuset koster 7,00€, og det er en Pinot Rosé Sekt. Husets Bischoffinger Enselberg Spätburgunder Spätlese Trocken im Barrique Gereift koster 6,50€, så denne Bischoffinger Enselberg Spätburgunder Trocken må vi så konkludere er lavet uden lagring på eg.

Jeg kan heller ikke finde mange informationer om vinen, så vi springer da bare fluks til at smage vinen. Duftmæssigt ikke den vilde, rustikke og animalske kostald, men derimod frugt … hindbær og et markant varmkrydret udtryk, suppleret med lidt hospital, plaster og en lidt skarp syre med peber.

I munden er der er også frugt, krydderier, men ellers lidt flad og ikke så sammenhængende. Der er let sødme i eftersmagen, og vinen vinder ved lidt tid i glasset og stigende temperatur. Bliver lidt mere rund og tilgængelig. Til prisen … sølle 37 kr., er det hele ganske fornuftigt. Nærmest vildt billigt.

Købt i Tyskland på weine.de, pris 5,00€ … eller omkring 37 kr.

Rating 3/7 

2011 Weingut Holger Dütsch, Spätburgunder Trocken, Baden, Tyskland

En omtumlet arbejdsuge er ovre … og jeg sidder fortsat i løbetøjet efter 10K, som kroppen vist trængte til … ren nødvendighed. Nu falder der ro på … det er weekend. Hvad er så bedre end at åbne et flaske vin, og da det jo er fredag, så faldt valget på en Spätburgunder, som denne fredag kommer fra en lille producent i Baden, nemlig Weingut Holger Dütsch.

Holger Dütsch har sine vinmarker i bakkerne ved foden af bjergene Schwarzwald og Yberg ved den lille by Neuweier få kilometer syd for kurbyen Baden-Baden. Neuweier bliver da også ofte kaldt Baden-Baden-Neuweier, og Dütsch’s vinkælder ligger da også lige i centrum af Neuweier.

Vinhuset er grundlagt af Holger Dütsch i 2004, så det er et forholdsvis nyt vinhus. Holger driver vinhuset sammen med hustruen Hannelore Dütsch-Weiß, og samlet har parret 4 hektar vinmarker, hvor de dyrker sorter som Riesling, Silvaner, Müller-Thurgau, Blaufränkisch og Spätburgunder.

Vinhuset er etableret efter Holgers livslange drøm om at blive vinproducent, og parret har dog også egenhændigt tilplantet husets 4 hektar vinmarker.

Før livet som selvstændig vinbonde havde Holger arbejdet hos vinproducenter i Württemberg, Rheingau og i Sydtyrol. Derfra tog han jobbet som administrator på Weingut Schloss Neuweier … ikke langt fra hans nuværende vingård. Dér var han i 6 år, inden drømmen om egen vingård gik i opfyldelse.

Holgers bedste mark er Neuweierer Mauerberg, som ligger i Schwarzwald bakkerne på et sted, som kendes under navnet “Das Goldene Loch” … det gyldne hul. Marken er ganske stejl, 60% hældning og en eksponering perfekt mod sydvest. Derved får marken de sidste solskråler fra Vogeserne i vest, hvilket giver et “gyldent lys”, som har medført navnet det gyldne hul.

Derudover ejer Holger også marken Neuweierer Altenberg og de samlede 4 hektar giver basis for en årlig produktion på omkring 25.000 flasker vin.

Nå, men én af disse 25.000 flasker vin er denne Spätburgunder. Holger laver to forskellige Spätburgundere, en Spätburgunder »S« Trocken og så denne Spätburgunder Trocken. Den med S’et er vistnok en tand kraftigere i udtrykket, men begge vine er lavet med en maceration på 2-3 uger efterfulgt af lagring på små egetræsfade … hvor lang tid ved jeg dog ikke.

I glasset fin transparent … og en anelse mere mørk end tyske Spätburgundere, dvs. mere mørk end et klassisk dansk tegltag … fra dengang de ikke var sortglaserede. I næsen klare Pinot toner med jordbær, urter, mynte samt lidt rustfri stål eller jern … eller i hvert fald noget i den retning. Der er ikke så meget stald og animalske noter, men mere en ren, stringent og lidt “kold” næse.

I munden er vinen let og ganske tilgængelig. Der er lyserøde bær … hindbær, jordbær og bløde tanniner og en anelse syre, som er lidt kantet. Vinen er lidt mere fyldig og mørk i udtrykket end tyske Spätburgundere normalt, men selvfølgelig fortsat i den lette afdeling. Vinen er også en anelse flad og vandet i eftersmagen, og med lidt et let peberbid … meget, meget let.

Købt i Tyskland på weine.de, pris 9,50€ … eller omkring 71 kr.

Rating 3,5/7  

2012 Weingut Grans-Fassian, Trittenheimer Apotheke Riesling GG, Mosel, Tyskland

Det er ikke mere end en måned siden, at jeg smagte en Trittenheimer Riesling Kabinett fra Weingut Grans-Fassian, og nu er der igen Riesling fra Grans-Fassian i glasset. Endda et niveau op, da vinen er fra husets Grosses Gewächs mark Trittenheimer Apotheke … og fuck, hvor det altså bare godt.

Weingut Grans-Fassian er bosiddende ved Mosel flodens bred mellem Leiwen og Trittenheim, en strækning som måske hører til blandt Tysklands smukkeste.

Vinhuset er grundlagt i 1624, men drives i dag af Gerhard Grans, som overtog driften efter sin far Matthias Grans i 1982. Dengang var ejendommen på små 4 hektar, men er løbende blevet udvidet og er i dag på knap 10 hektar.

På de stejle bakker dyrkes der Riesling, Pinot Blanc og Pinot Gris. De bedste marker er klassificeret i den højeste kategori GG … Grosses Gewächs, nemlig de 3 marker Leiwener Laurentiuslay, Trittenheimer Apotheke og Dhroner Hofberg. Herudover har de også den fremragende mark Piesporter Goldtröpfchen.

Denne Apotheke Riesling Grosses Gewächs Trocken kommer som nævnt fra Grosses Gewächs marken Trittenheimer Apotheke. Det er en ekstremt stejl mark, ca. 60% stigning, en perfekt syd-sydøst eksponering og en undergrund med gråblå skifer. Den perfekt placering giver en høj solintensitet og skiferen er med til at holde på varmen og forlænge modningen i efteråret.

Derudover er vinstokkene på marken over 60 år gamle, og marken bliver også nænsomhed vedligeholdt for at give så sunde druer som muligt. Druerne håndsorteres og vinen laves ved en kold gæring og lagring 3 måneder på ståltanke.

I næsen er vinen voldsomt aromatisk med en overflod af blomster, petroleum, lime, hyld og våde flintesten. Hold nu op, hvor denne vin bare dufter fantastisk. I munden er der en fantastisk intensitet … nærmest lidt fedme, fylde … men samtidig god syre og mineralitet, renhed. En vin i perfekt balance, og den smager altså bare rigtigt, rigtigt godt. Thumbs Up.

Købt hos Bichel Vine, pris 325 kr.

Rating 6/7 

2013 Weingut Karl Haidle, Spätburgunder Trocken, Württemberg, Tyskland

Fredagens Spätburgunder kommer fra Weingut Karl Haidle, som holder til tæt på ruinerne af den gamle borg Yburg – en gammel 1300-tals befæstning, opkaldt efter én af de tidligere ejere Hans von Yberg – i den lille by Kernen-Stetten. Vi er i området Remstal og vinområdet Württemberg i delstaten Baden-Württemberg.

Vinhuset er grundlagt i 1949 af Karl Haidle og er én af de ældste vingårde i Remstal. I dag drives vingården af 2. generation, nemlig Hans Haidle sammen med hustruen Susanne og datteren Bärbel.

Hans overtog driften efter far Karl i 1968 og har siden udvidet både vineri og markerne, således de oprindelige 0,5 hektar i dag er vokset til samlet 19 hektar vinmarker.

Den allerbedste mark er Stettener Pulvermächer, som ligger lige bag vingården. Herudover tæller arealet også markerne Häder, Lindhälder, Mönchsberg i Stetten, Altenberg, Burghalde og Sonnenberg i Schnait samt endelig Nonnenberg i Strümpfelbach.

På marken Schnaiter Burghalde dyrker Haidle primært hans bedste Spätburgundere … og marken er da også allerede i vinmæssigt sammenhæng omtalt helt tilbage i 1600-tallet. Marken har en 35 grader hældning og en undergrund med sandet, leret jord og farvet mergel.

Den bedste mark Stettener Pulvermächer, som ligger helt opad borgen Yburg, anvendes til husets Riesling. Den mark har sit navn fra et nærliggende gammelt stenbrud, hvor personen, som forestod de farlige sprængninger, blev kaldt en Pulvermächer.

Samlet har Haidle omkring 7 hektar med Riesling og ellers er markerne tilplantet med Kerner samt røde sorter som Dornfelder, Trollinger, Spätburgunder, Lemberger og Zweigelt. De bedste af husets vine på Lemberger, Spätburgunder, Dornfelder og Zweigelt modnes i franske barriques. Samlet producerer vingården omkring 140.000 flasker vin hvert år og er selvfølgelig også medlem af VDP … Verbandes Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter.

Her har vi husets almindelige entry-level Spätburgunder, som hos Haidle er en del af serien Tradition. Serierne over hedder henholdsvis Création og Passion. Det betyder også, at vi her har en vin, som ikke har ligget på eg. Det er i hvert fald mit bud, selvom det ikke fremgår af oplysningerne omkring vinen.

I næsen har vinen ikke de søde, animalske staldaromaer, som ellers kan være ganske charmerende, men i stedet en lidt støvet note, balsamisk syre og en smule friskfrugt af hindbær. Kan herudover ikke finde andre duftnoter. I munden er der igen hindbær, godt med syre og lidt peber. Virker lidt simpel i udtrykket og ikke så kompleks, men syren er sådan set fin og ganske vedvarende sammen med den friske og syrlige frugt.

Købt i Tyskland på weine.de, pris 9,20€ … eller ca. 69 kr.

Rating 3,5/7  

2013 Winzergenossenschaft Sasbach, Limburg Weißer Burgunder Kabinett Trocken, Baden, Tyskland

I den lille by Sasbach i Kaiserstuhl finder vi vinkooperativet Winzergenossenschaft Sasbach am Kaiserstuhl eG og de står bag denne hvidvin, en Limburg Weißer Burgunder Kabinett Trocken.

Kooperativet er et af de mindste vinkooperativer i Kaiserstuhl og er grundlagt i 1935 af 46 modige vinavlere, som ønskede at være fælles om produktionen af vinene.

I dag dækker kooperativet med det medlemmer alene lidt over 100 hektar vinmarker, hvor 2/3-dele af tilplantet med Burgunder-sortene, dvs. Spätburgunder, Grauburgunder og Weißer Burgunder.

Der sker en streng udvælgelse af druerne i markerne, og al høst sker manuelt for at sikre bedst mulig kvalitet. Det er kooperativet vinmager Werner Giener, som står for produktionen af vinene, mens husets Geschäftsführer er Thomas Langenbacher, som står for drift og ledelse af kooperativet.

Der laves både hvidvin, rødvine, sekt samt Jäger-Weine, og specielt er huset glade for deres rødvine. I 1992 vandt kooperativet førstepladsen for én af deres rødvine i det internationale vinmagasin Vinum.

Her har vi husets Limburg Weißer Burgunder Kabinett Trocken. Kan ikke finde de store oplysninger om vinen … udover, at den også fås i en halbtrocken udgave.

Duftmæssigt modne pærer, lidt ananas, sødme, en lidt smøragtig note og ellers lidt neutral … ikke umiddelbart megen syre eller mineralitet. I munden sød med æbler, pærer og en blid syre … ikke voldsom, men middel. Strukturen er fin og vinen er meget drikkevenlig.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men findes i Tyskland til 6,95€ … eller omkring 52 kr.

Rating 3,5/7

2011 Weingut Joachim Heger, Vitus Spätburgunder Trocken Barrique, Baden, Tyskland

Lige update med fredagens Spätburgunder, som blev denne Vitus Spätburgunder Trocken Barrique fra Weingut Joachim Heger. Jeg har tidligere smagt en storesøster Mimus Spätburgunder fra Dr. Heger og den var jeg meget begejstret for … men denne når den desværre ikke til sokkeholderne.

Weingut Dr. Heger/Weingut Joachim Heger holder til i Kasiserstuhl … nemlig i byen Ihringen i Baden området. Hegers vingård er grundlagt i 1935 af landdistrikt lægen Dr. Max Heger.

Hans passion for vin kom egentlig fra hans patienter, hvor mange var vinavlere, og da han samtidig lå i et vinmæssigt smørhul i Kaiserstuhl, den sydvestlige spids af Tyskland, så opkøbte han nogle af de bedste marker som Ihringer Winklerberg og Achkarrer Schlossberg.

Fra 1949 til slutningen af firserne var det imidlertid Max’s søn Wolfgang Heger, også kaldt “mimus”, som drev vingården, men i 1981 overtog Wolfgangs søn Joachim Heger imidlertid driften. Sammen med sin kone Silvia fortsatte Joachim Heger den strenge kvalitetsfilosofi, som hans far og farfar havde startet, men kombinerede det med moderne teknologi, en god portion entusiasme og urokkelig vilje til at producere kun de allerbedste vine.

For at kunne tilfredsstille den enorme efterspørgsel efter hans vine, grundlagde Joachim Heger i 1986 også Weinhaus Joachim Heger, og han har løbende udviklet produktionen med tilkøb af nye marker, ligesom der købes druer fra andre højt kvalificerede, ambitiøse vinavlere i området.

Og vinene markedsføres altså enten fra Weingut Dr. Heger eller fra Weingut Joachim Heger, selvom de reelt kommer fra samme vinkælder.

I 1997 tilkøbte Heger også vingården Fischer i nabobyen Nimburg-Bottingen. Heger har i alt omkring 21 hektar vinmarker, som primært består af Riesling, Grauburgunder, Weissburgunder, Silvaner, Spätburgunder, men også andre sorter som fx Muscat, Scheurebe og Gewürztraminer trives fint her.

I 1998 blev Joachim Heger udråbt som “Shooting Star of the Year” på grund af hans højt beundrede hvidvine.

Seneste er Joachim Heger i 2013 af Gault Millau blevet tildelt titlen ” Winzer des Jahres 2013″, og chefredaktøren Joel Payne skriver om Joachim Heger; “Han har fra sin vingård i årtier produceret absolut top kvalitet inden for de hvide vin fra de fantastiske marker Ihringer Winklerberg og Achkarrer Schlossberg.

Nu er turen kommet til hans Pinot Noirs, som også har kvaliteterne til at nå op blandt eliten i Baden. Specielt er Hegers Pinot Noirs klassificeret som Grosses Gewächs særligt attraktive takket være deres enestående finesse og en perfekt afbalanceret struktur.

Her har vi en 2011’er Joachim Heger, Vitus Spätburgunder Trocken Barrique, som – ligesom alle husets rødvine – er lavet med en macerationstid på mellem 10 og 25 dage. Herefter lagrer vinen på 228 liters barriques imellem 12 og 18 måneder.

Vinen er i øvrigt opkaldt efter Joachim Hegers grandonkel, som hed Vitus Severin Heger. Han var efter sigende en ganske eventyrlysten fyr. Det er sikkert også ham, så vi finder et foto af på etiketten.

Lad os gå om bord i vinen, som i næsen virker lidt neutral med en smule mærkelig kompostagtig note kombineret med lidt flintesten og moreller. I munden er vinen meget grøn og skarp med syrlige kirsebær. Mildner dog lidt med lidt varme i glasset … men helt godt bliver det aldrig.

Købt i Tyskland på weine.de, pris 13,40€ … eller omkring 100 kr.

Rating 3/7 

2012 Weingut Gerhard Mäurer, Freidenker, Pfalz, Tyskland

Langfredag, og inden vi sætter ind med fredagens Spätburgunder, så lige en hvid fra vores broderland mod syd, nemlig denne Freidenker fra Weingut Gerhard Mäurer, altså den gode Doris Mäurer fra den lille by Dackenheim omkring 5 kilometer nord for Bad Dürkheim i Pfalz.

Som nævnt i sidste indlæg er Doris uddannet som vintekniker i slutningen af 1980’erne. Siden hendes overtagelse er der opkøbt yderligere marker og vingården har i dag samlet 11 hektar vinmarker, primært rundt om Dackenheim.

Doris’ stil er både traditionel, men også moderne i den forstand, at Doris ønsker at arbejde med et udtryk, hvor signaturen er hendes egen og hun udnytter potentialet i druerne – og dette ses tydeligst i signaturvinen Freidenker.

Doris er også medlem af Vinissima – Frauen und Wein e.V., som er en forening af kvindelige vinavlere, vinjournalister og sommeliere i Tyskland. Foreningen er grundlagt i 1991 af 7 kvindelige vinbønder fra Kaiserstuhl, men tæller i dag over 400 medlemmer.

Her har vi netop husets topvin indenfor de hvide, nemlig Freidenker … som vel oversættes til fritænker … er et blend på forskellige druer, som varierer fra år til år.  Elegant etikette i øvrigt og kommer også med en sjov lille glasprop.

Her i årgang 2012 er vinen lavet af et blend på >50% Sauvignon Blanc, 10% Gewürztraminer, mens resten er Grauburgunder (Pinot Gris). Grauburgunderen har været lagret på amerikanske egetræsfade. Der laves årligt kun 1.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt godt med florale noter med orkideer, markblomster, blomstersæbe, estragon, koriander, persille, tørre krydderbuske, kamillete, lak, en smule grønne æbler samt ananas. I munden er vinen fyldig, aromatisk og kompleks med eksotiske frugter, mineraler, friskhed, knastør og præcis syre … meget flot med både fylde og syre i skøn balance.

Forhandles af Winefly, pris 125 kr. Godt køb til pengene.

Rating 5/7  

2013 Weingut Reinhold Haart, Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

Påskeferie … og alle børnene på vej. I morgen står den på lammesteg, hygge … og i dag kan vi varme op med denne Riesling fra Weingut Reinhold Haart, da pigerne elsker hvidvin … og hustruen specielt Riesling. Og hvorfor ikke fra én af de bedre producenter?

Weingut Reinhold Haart, som holder til i byen Piesport i Mosel og familien er den ældste vinavlerfamilie i Piesport. Allerede i 1337 blev Haart nævnt som ejer af vinmarker i Piesport.

Den ultimative forudsætning for at fremstille vine af høj klasse, er besiddelsen af de bedste vinmarker, kombineret med vinsamhørighed og tradition, som findes i deres 650 år gamle familieejede vingård.

I dag leder ægteparret Edith og Theo Haart den traditionsrige vingård. ”Vores passion og profession tilhører vinene” siger begge samstemmende. Vinskribenter anser vingården for at være en af de bedste i Mosel. Således har også Robert Parker opdaget ”Reinhold Haart”.

Og Haart familien er også stor i Piesport, bl.a. driver Theos nevø også vinhuset Julian Haart, hvor den unge Julian også laver nogle fremragende vine.

Alle vine hos Weingut Reinhold Haart er ratet meget højt af Parker. Weingut Reinhold Haart blev bl.a. af “Weinguide Deutschland” i 2007 kåret som “årets vinmager” (Winzer des Jahres). Samtidig har vingården fået prædikatet “Weltklasse”, som betyder, at vingården tilhører den absolutte elite i Tyskland.

I alt ejer og opdyrker Reinhold Haart 8 hektar vinmarker, som udelukkende er tilplantet med Riesling. Hans bedste vinmarker er klart Piesporter Goldtropfchen og Wintricher Ohlingsberg, men bare hans basis Riesling Trocken – ja det er lige præcis denne vin – giver et forrygende indtryk af husets formåen.

Theo Haarts vigtigste vinmark er Goldtröpfchen og midt i den fandt han for nogle år siden resterne af en romersk vinpresse og kælder. De tilkaldte arkæologer fandt det største romerske vineri nord for Alperne. Vineriet er i dag restaureret og kan beses af nysgerrige turister og vininteresserede.

Denne Riesling Trocken, Haarts entry-level Riesling, er lavet ved, at mosten gæres ud på en blanding af gamle foudres og rustfrie ståltanke ved ca. 16 grader, hvilket forlænger gæringen og øger vinens kompleksitet. Efterfølgende filtreres vinen let og tappes på flaske.

Duftmæssigt er her fersken, grønne æbler, blomster, blomsterstøv og i det hele taget godt med florale noter. Smagen er frisk, krisp og sprød med flintesten, æbler, citron samt et syrligt og bittert bid i eftersmagen.

Forhandles i Danmark af Vinspecialisten, hvor prisen er 115 kr. Jeg har købt mit eksemplar i Tyskland på weine.de, hvor prisen er 8,50€ … eller omkring 63 kr.

Rating 4,5/7  

2012 Weingut Gerhard Mäurer, Dackenheimer Mandelröth Spätburgunder Spätlese Trocken, Pfalz, Tyskland

Sådan en onsdag op til påskeferien er næsten at sidestille med en fredag … og det betyder jo én ting = Spätburgunder. Man kan hurtigt overbevise sig selv. Fabelagtige evner i den retning.

Jeg har fluks proppet én op af slagsen, en Dackenheimer Mandelröth Spätburgunder Spätlese Trocken fra Weingut Gerhard Mäurer, som holder til i den lille by Dackenheim omkring 5 kilometer nord for Bad Dürkheim i Pfalz.

Weingut Gerhard Mäurer er et lille familieforetagende, der kun producerer 100.000 flasker vin om året.

Vinhuset er grundlagt i 1959, hvor Gerhard Mäurer startede en lille vinproduktion i eget navn. Sammen med hustruen Hilde Mäurer, som også selv var datter fra en vinfamilien i Freinsheim, satsede man på god kvalitet og sjove blandinger, og det blev en fin succes.

I begyndelsen af 1970’erne kunne man endda bygge ny vingård med moderne udstyr til produktionen af vinene.

I dag drives vinhuset af Gerhard og Hildes datter Doris Mäurer, der viderefører huset traditioner på bedste vis med hjælp fra hendes ægtemand/kæreste Klaus Litzius. Doris selv er uddannet som vintekniker i slutningen af 1980’erne.
Siden hendes overtagelse er der opkøbt yderligere marker og vingården har i dag samlet 11 hektar vinmarker, primært rundt om Dackenheim.

Det dækker over markerne Dackenheimer Mandelröth, Dackenheimer Kapellgarten, Dackenheimer Liebesbrunnen, Freinsheimer Musikantenbuckel, Freinsheimer Oschelskopf og Kirchheimer Schwarzerde.

Hoveddruerne er Riesling, Spätburgunder, Grauburgunder, Weißburgunder, Müller-Thurgau, Portugieser, Dornfelder, Chardonnay samt mindre mængder af Merlot, Shiraz und Cabernet Sauvignon , Scheurebe og Gewürztraminer.

Her har vi en Spätburgunder fra husets mark Dackenheimer Mandelröth. Der findes ikke de store oplysninger om vinen, så vi springer da bare ud i at smage den herlige saft. Jeg har dog også skrevet en mail til Doris for at høre lidt mere om vinen og produktionen. Doris har skrevet tilbage til mig, og hun fortæller, at det alene er omkring 20% af vinen, som har ligget på egefade.

Og ja … klassisk tysk Spätburgunder i næsen. Der er den søde hestestald, hindbær, kirsebær, rust, jern, fyrreskov og tilhørende fugtig skovbund, neglelak samt et bundt urter. I munden er fremtrædende syre, som går igen i hele smagsindtrykket. Herudover er der varme krydderier, syrlige bær … og syrligheden hænger længe i eftersmagen. Kunne måske tåle et par år på hylden, men godt er det.

Fået fra WineFLY … prisen kender jeg ikke.

Rating 5/7  

2009 Weingut Jürgen Ellwanger, Spätburgunder HADES Trocken, Württemberg, Tyskland

Har egentlig en række updates fra ugen, men tænkte at I da lige skulle have fredagens Spätburgunder først… for husk nu, at fredag er Spätburgunder dag! Og i aftes drak jeg en herlig én af slagsen, nemlig denne Spätburgunder HADES Trocken fra Weingut Jürgen Ellwanger.

Vinhuset ligger i den lille by Winterbach i området Württemberg. Det er et område, som vi ikke så tit ser vine fra her i Danmark, og jeg har også kun anmeldt få vine fra Württemberg her på bloggen.

Det ligger jo lige ved siden af det mere kendte Baden – og begge vinområder er jo også en del af nuværende delstat Baden-Württemberg. I Württemberg laves der mest rødvin på lokale sorter, der ofte er tynde og kedelige, mens topproducenterne laver kraftige fadlagrede vine.

Familien Ellwanger har været vinbønder i Winterbach siden 1514, men det nuværende vinhus er reelt først grundlagt i 1949 af Gottlob Ellwanger. Det var dog sønnen Jürgen Ellwanger, som udvidede vingården, fik succes med vinene og blev medlem af både VDP og var medstifter af HADES og Deutsches Barrique Forum.

HADES er en sammenslutning af vinavlere i Württemberg, som blev grundlagt i 1986 med henblik på at studere brugen af nye egetræsfade i vinproduktionen. Udover Weingut Jürgen Ellwanger består HADES også af Weingut Fürst Hohenlohe Oehringen, Weinguf Graf Adelmann, Weingut Sonnenhof, Staatsweingut Weinsberg samt Weingut Drautz-Able. Sidstnævnte er netop ét af de huse, som jeg tidligere har skrevet om.

I dag drives Weingut Ellwanger af ægteparret Jörg og Sylvia Ellwanger sammen med sønnen Felix. De har samlet 26 hektar vinmarker, fordelt på marker omkring 5 byer, og alle marker med forskellig terrior. Her dyrker de primært hvidvine … omkring 65% af markerne er tilplantet med hvide sorter og 35% med røde sorter.

Husets vigtigste sorter er Riesling, Lemberger og Trollinger, men herudover dyrker man også en række andre druesorter som fx Spätburgunder samt internationale druer som Merlot, Syrah og Chardonnay. Det har i mange, mange år været en tradition på vingården.

Der laves en lang række vine på vingården, og selvom de hvide vine fylder mest på markerne, så laver Ellwanger ikke mindre end 23 forskellige rødvine, hvoraf 5 er HADES vine, dvs. vine lagret på de bedste barriques, som købes i HADES fællesskabet og lagret efter forskrifterne i foreningen.

Disse vine kommer også i en speciel flaske, men både teksten HADES og et figur præget i flasken. Det kan du også se på fotoet af flasken. Om det har noget at gøre med den græske gud Hades, ja ved jeg ikke. Hades blev kaldt Hades den usynlige og var jo enten dødsriget eller dødsrigets gud, og det passer jo ikke helt ind med vinen.

På etiketten kan man også finde en konge … som troner med et scepter samt et rigsæble. Ovenover står teksten “Digrarex Heinricvs 1046”. Rex er vist noget med konge, og jeg vil gætte på, at det referer til den tyske konge Heinrichs III, som i 1046 fyrede et par paver, indsatte Clemens den 2. som ny pave og selv blev udnævnt som kejser af det tysk-romerske rige. Hvad det har med vinen at gøre … har jeg heller ingen anelse om?

Nå, men her har vi netop en HADES vin på Spätburgunder, som netop er lagret på nye barriques … hvor lang tid fremgår dog ikke. Men herligt smager det.

I glasset den dejlige lyse, transparente teglfarve, og i næsen er vinen voldsom animalsk med hestestald, mødding, kølig, indelukket kælder, vanilje, let mynte, spidskommen og en anelse gran. I munden er der godt med fylde. Vinen er cremet og lækker med hindbær, kandiserede kirsebær, appelsin, jern og lidt sødme. Virker både kraftfuld og elegant … på en let måde. Eftersmagen er enorm lannnnnnggggg med syrligt bid. Flot Spätburgunder.

Købt i Tyskland på weine.de, pris 21,00€ … eller omkring 156 kr.

Rating 5,5/7