Lige update med fredagens Spätburgunder, som blev denne Vitus Spätburgunder Trocken Barrique fra Weingut Joachim Heger. Jeg har tidligere smagt en storesøster Mimus Spätburgunder fra Dr. Heger og den var jeg meget begejstret for … men denne når den desværre ikke til sokkeholderne.
Weingut Dr. Heger/Weingut Joachim Heger holder til i Kasiserstuhl … nemlig i byen Ihringen i Baden området. Hegers vingård er grundlagt i 1935 af landdistrikt lægen Dr. Max Heger.
Hans passion for vin kom egentlig fra hans patienter, hvor mange var vinavlere, og da han samtidig lå i et vinmæssigt smørhul i Kaiserstuhl, den sydvestlige spids af Tyskland, så opkøbte han nogle af de bedste marker som Ihringer Winklerberg og Achkarrer Schlossberg.
Fra 1949 til slutningen af firserne var det imidlertid Max’s søn Wolfgang Heger, også kaldt “mimus”, som drev vingården, men i 1981 overtog Wolfgangs søn Joachim Heger imidlertid driften. Sammen med sin kone Silvia fortsatte Joachim Heger den strenge kvalitetsfilosofi, som hans far og farfar havde startet, men kombinerede det med moderne teknologi, en god portion entusiasme og urokkelig vilje til at producere kun de allerbedste vine.
For at kunne tilfredsstille den enorme efterspørgsel efter hans vine, grundlagde Joachim Heger i 1986 også Weinhaus Joachim Heger, og han har løbende udviklet produktionen med tilkøb af nye marker, ligesom der købes druer fra andre højt kvalificerede, ambitiøse vinavlere i området.
Og vinene markedsføres altså enten fra Weingut Dr. Heger eller fra Weingut Joachim Heger, selvom de reelt kommer fra samme vinkælder.
I 1997 tilkøbte Heger også vingården Fischer i nabobyen Nimburg-Bottingen. Heger har i alt omkring 21 hektar vinmarker, som primært består af Riesling, Grauburgunder, Weissburgunder, Silvaner, Spätburgunder, men også andre sorter som fx Muscat, Scheurebe og Gewürztraminer trives fint her.
I 1998 blev Joachim Heger udråbt som “Shooting Star of the Year” på grund af hans højt beundrede hvidvine.
Seneste er Joachim Heger i 2013 af Gault Millau blevet tildelt titlen ” Winzer des Jahres 2013″, og chefredaktøren Joel Payne skriver om Joachim Heger; “Han har fra sin vingård i årtier produceret absolut top kvalitet inden for de hvide vin fra de fantastiske marker Ihringer Winklerberg og Achkarrer Schlossberg.
Nu er turen kommet til hans Pinot Noirs, som også har kvaliteterne til at nå op blandt eliten i Baden. Specielt er Hegers Pinot Noirs klassificeret som Grosses Gewächs særligt attraktive takket være deres enestående finesse og en perfekt afbalanceret struktur.
Her har vi en 2011’er Joachim Heger, Vitus Spätburgunder Trocken Barrique, som – ligesom alle husets rødvine – er lavet med en macerationstid på mellem 10 og 25 dage. Herefter lagrer vinen på 228 liters barriques imellem 12 og 18 måneder.
Vinen er i øvrigt opkaldt efter Joachim Hegers grandonkel, som hed Vitus Severin Heger. Han var efter sigende en ganske eventyrlysten fyr. Det er sikkert også ham, så vi finder et foto af på etiketten.
Lad os gå om bord i vinen, som i næsen virker lidt neutral med en smule mærkelig kompostagtig note kombineret med lidt flintesten og moreller. I munden er vinen meget grøn og skarp med syrlige kirsebær. Mildner dog lidt med lidt varme i glasset … men helt godt bliver det aldrig.
Købt i Tyskland på weine.de, pris 13,40€ … eller omkring 100 kr.
Rating 3/7