Tag-arkiv: Bourgogne

2016 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Blanc de Noirs Brut, Bourgogne, Frankrig

2016 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Blanc de Noirs Brut, Bourgogne, FrankrigDen bedste af crémanterne fra Maison Albert Sounit var efter min mening denne Crémant de Bourgogne Blanc de Noirs Brut, selvfølgelig udelukkende lavet på Pinot Noir.

Som foregående vin kommer druerne faktisk udelukkende fra vinmarken, og derudover er vinen også lavet helt på samme måde som de andre crémanter, dvs. med manuel høst af druerne, brug af druernes egen naturlige gør og efter Méthode Traditionelle, hvor crémanten er lagret på sit bundfald i 18-20 måneder inden dégorgering.

Der laves alene årligt omkring 1.800 flasker af denne Crémant de Bourgogne Blanc de Noirs Brut, som vi her smager i en årgang 2016, hvilket koden 173 på bagsiden også indikerer.

Duften er virkelig elegant og Pinot Noir’en slår klart mere igennem i aromaen. Det er mere champagneagtigt i duften med æbler, pærer, toast, blomster, citrus og en kalket mineralitet. I smagen er der igen en virkelig god syre, fint balanceret og boblerne pænt aggressive. Alligevel er der lethed, syre/sødme balance og det smager rigtigt godt.

Forhandles af Kjær & Sommerfelt, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Châtaignier Rosé Brut, Bourgogne, Frankrig

2015 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Châtaignier Rosé Brut, Bourgogne, FrankrigDen 3. i rækken af crémanter fra Maison Albert Sounit blev denne elskovsrøde Crémant de Bourgogne Châtaignier Rosé Brut, hvor druerne primært kommer fra Châtaignier vinmarken, som har fået sit navn fra de store kastanjetræer ved marken.

Vinen er lavet på 40% Pinot Noir, 40% Pinot Beurot samt 20  Gamay. Jeg har vist ikke tidligere stødt på druen Pinot Beurot, men det er egentligt blot et synonym for Pinot Gris, som jo faktisk har et hav af synonymer. Det er nu mest i Bourgogne og Loire, at vi finder druen under navnet Pinot Beurot.

Som de andre crémanter, så er druerne til denne Crémant de Bourgogne Châtaignier Rosé Brut høstet manuelt, og der er ved fermenteringen alene anvendt druernes naturlige gær. Lavet med andengæring i flaske og lagret på sit bundfald i mere end 24 måneder inden dégorgering.

Næsen har godt med jordbær, let parfumeret og de røde bær slår her klart mere igennem. Det er blomster og stor rigdom i frugten, mens vinen i smagen har en større tørhed end de første, men også lidt mere bitterhed med grape og citrus.

Forhandles af Kjær & Sommerfelt, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Chardonnay Brut, Bourgogne, Frankrig

2015 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Chardonnay Brut, Bourgogne, FrankrigNæste Crémant fra Maison Albert Sounit var deres Crémant de Bourgogne Chardonnay Brut, altså en Blanc de Blancs.

Den laves udelukkende på Chardonnay druer fra Sounits egen marker fra Domaine Bernollin. Druerne er høstet ved håndkraft og gæret ved druernes egen naturlige gær.

Som de øvrige crémanter hos Sounit er denne Crémant de Bourgogne Chardonnay Brut lavet med 2 gæring i flaske, altså Méthode Traditionelle eller champagnemetoden, som den også kaldes. Derudover er den lagret på sit bundfald i 18-20 måneder inden dégorgering. Ved dégorgering tilsættes 0,5% dosage, hvilket er sket i juli 2017.

Chardonnay druerne kan klart duftes i vinen, som har mere fylde og fedme. Frugten er federe med blomster, lidt smør, æbler, vingummi, eksotiske frugter, mens smagen fortsat er ganske frisk, sprød og generelt meget smagfuld. Der er mere cremet end forrige crémant, og virker også til at ha’ mere sødme, selvom der i eftersmagen kommer en lille fin grape bitterhed.

Forhandles af Kjær & Sommerfelt, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Cuvée Prestige Brut, Bourgogne, Frankrig

2015 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Cuvée Prestige Brut, Bourgogne, FrankrigKnud Kjellerup smagningen startede med denne Crémant de Bourgogne Cuvée Prestige Brut fra Maison Albert Sounit.

Det er en vin, som jeg har skrevet om 2 gange tidligere, men der har jeg anført vinen som en N.V., altså Non Vintage … uden årgang.

Knud Kjellerup fortalte, at man også tilstræber at lave vinen helt ens fra år til år og heller ikke angiver årstallet på vinen. Imidlertid kan man se, at denne crémant er en årgang 2015 bag på etiketten. Der står nemlig tallet 164, hvilket fortæller, at vinen er flasket i april 2016 … og dermed så selvfølgelig må være en årgang 2015.

Albert Sounits Crémant de Bourgogne Cuvée Prestige Brut er lavet på 65 % Pinot Noir, 30 % Chardonnay og 5 % Aligoté, men fordelingen kan dog godt være en smule forskellig fra år til år … netop for at sikre, at vinen ligner sig selv, altså tidligere årgange.

Druerne er høstet i hånd og gæret ved druernes egen gær. Hos Albert Sounit lagrer man crémanterne betydeligt længere end de fleste andre producenter og omkring dobbelt så lang tid, som loven foreskriver. Ifølge loven skal Crémant de Bourgogne flaskelagres i omkring 9 måneder sur lie, altså på det bundfald, der opstår efter flaskegæringen.

Denne crémant er sammenlagt lagret i 24 måneder – ingen egefade i indledende vinificering – inden dégorgering, hvor bundfaldet fjernes. Dette medfører en langt finere mousse og giver langt større finesse og karakter.

Næsen har fin animalsk aroma … ganske frisk med pærer, abrikos, overmodne æbler, lidt blomster og ristede nødder. Virker ganske tør i udtrykket, og det gælder også smagen. Det smager som en ung, frisk crémant, let boblende med stor tørhed, fine små og tætte bobler og frugten måske en smule med det overmodne, hvilket egentlig er ganske fint.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske pt. koster 129 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

Smagning med Knud Kjellerup … ejer af Domaine Bernollin & Maison Albert Sounit

Jeg blev forleden indbudt til en lille eksklusiv Bourgogne smagning i Mariager med Knud Kjellerup, der er medejer af Domaine Bernollin & Albert Sounit og tidligere grundlægger af Østjysk Vinforsyning.

Det kunne jeg selvfølgelig ikke sige nej til, selvom jeg skulle køre og derfor måtte spytte de fleste af vinene ud … hvilket jeg jo hader. Tror sgu, at jeg vil stifte mit ejet lille brand #danesdontspit eller #aldrigspyttevinud !!!

Vi var en lille eksklusiv skare på 10 personer inkl. Knud Kjellerup … og han havde forberedt et pænt stort program med ikke mindre end 19 vine fra henholdsvis Domaine Bernollin & Maison Albert Sounit, nemlig 4 crémant’er, 8 hvide samt 7 røde bourgogner.

En enkelt havde prop og udgik at programmet, men eller så det samlede program sådan her ud:

Crémant
Blancs de Bourgogne
Rouge de Bourgogne
Historien om Maison Albert Sounit og Domaine Bernollin

Knud Kjellerup er en fantastisk god fortæller, så vi fik hørt lidt om historien bag vinhuset i Bourgogne, om det at være burgundisk vinbonde bosiddende i Danmark, produktionen af vinene og selvfølgelig masser af info om de forskellige vine.

Hvis vi starter med at kigge på historien om Maison Albert Sounit, så købte Knud Kjellerup vinhuset Maison Albert Sounit tilbage i 1993 sammen med sine to gode venner Jesper Krogh og Axel Holm Jensen.

Dengang var Maison Albert Sounit alene et negociantfirma, som ikke ejede en eneste mark, og det danske trekløver købte da også alene firmaet, mens de lejede sig ind i husets smukke, gamle bygning på Place du Champ de Foire i Rully.

Bygningen blev opført omkring 1850 af Jeunet familien ovenpå et gammelt stenbrud, og har nogle af de største, ældste og smukkeste vinkældre i Rully. Bygningen kaldes også Château Jeunet efter de oprindelige grundlæggere, mens vinhuset først fik sit nuværende navn i 1930, da det blev overtaget af Albert Sounit.

Siden overtagelse i 1993 har Knud Kjellerup og kompagni dog købt bygningen og har også – stille og roligt – opkøbt marker. Det kulminerede i 2005, hvor de købte Domaine Bernollin i Jully-les-Buxy i hjertet af Côte Chalonnaise og lagde det sammen med Maison Albert Sounit.

Man havde tidligere købt druer og vine hos Domaine Bernollin, men da den gamle ejer Pierre Bernollin var 74 år – og ikke havde nogen efterfølger – så købte det danskejede vinhus med det samme domænet og dets vinmarker.

Det betyder, at Maison Albert Sounit og Domaine Bernollin i dag sammenlagt har imponerende 16,5 hektar vinmarker i det dyre Bourgogne, men derudover køber man – i fortsat bedste negociant stil – også stadigvæk druer hos en række vinavlere.

Det betyder, at der samlet i dag produceres omkring 220.000 flaske vin, hvilket sker på Bernollin vineriet i Jully-les-Buxy, mens de fleste af vinene fortsat lagres i de gamle kældre i Rully.

At være fransk vinbonde … og bo i Danmark

Knud Kjellerup solgte undervejs Østjysk Vinforsyning for at koncentrere sig om det franske eventyr på Maison Albert Sounit og Domaine Bernollin, men han er nu privat fortsat bosiddende i Hinnerup mellem Hadsten og Århus.

Han fortalte, at han egentlig aldrig har overvejet at flytte til Frankrig, da han elsker Danmark. Det betyder blot, at hans Citroën så må tage turen de omkring 1.200 kilometer til Bourgogne med jævne mellemrum.

Flyve gider Knud nemlig ikke … det er sgu ærlig talt for stressende og bøvlet. Og med en base i Danmark, så kan Knud Kjellerup også stå for en række smagninger for Kjær & Sommerfelt, som er dansk importør af vinene fra Maison Albert Sounit og Domaine Bernollin.

Den lille eksklusive smagning af vinene

Vi fik et fint indblik i alle vinene fra begge vinhuse og jeg må klart erkende, at kvalitetsniveauet gennem årene har fået et gevaldigt løft, således vinene i dag synes meget spændende og attraktive … og det gælder sådan set både crémanterne samt de hvide og røde bourgogner.

Selvom smagningen foregik i et forholdsvis hurtigt tempo, så har jeg smagsnoterne på alle vinene. Jeg har været lidt vægelsindet om, hvorvidt jeg skulle poste 18 indlæg fra samme vinhus, hvilket måske kan blive en kende kedeligt for læserne.

Men jeg har nu besluttet, at selvfølgelig skal jeg det … så jeg har postet indlæggene næsten på én gang. Crémanterne på én gang, de hvide på én gang og ligeledes de røde. Take it or leave. Spring over … videre eller nørd dig ind i bourgognes vidunderlige verden.

Med sammenlagt en fantastisk aften … og tak til Knud Kjellerup for at præsentationen. Jeg skulle køre hjem, men uden problemer, da jeg havde spyttet de fleste vine ud … måske lidt undtagen de fantastiske 2015 Mercurey 1. Cru Clos de Montaigus og Beaune 1. Cru Rousseau-Deslandes Hospice de Beaune.

2015 Méo-Camuzet, Fixin, Bourgogne, Frankrig

2015 Méo-Camuzet, Fixin, Bourgogne, FrankrigBourgogne er et kluddetæppe af regioner, marker og producenter. Jeg har fortsat meget at lære, men har ikk’ lige haft tid (læs penge) til at blive helt klog på det fascinerende område. Men når man smager god bourgogne, som denne Fixin fra Méo-Camuzet – en af de berømte producenter – bliver man lidt misundelig på dem, der har meget tid.

Domaine Méo-Camuzet – fedt navn i øvrigt – ligger selvfølgelig på Rue des Grands Crus midt i Vosne-Romanée og er grundlagt tilbage i starten af 1900-tallet af Etienne Camuzet. Han var udover vinbonde også både borgmester i landsbyen, præsident for Côte d’Or fra 1902 til 1932 og derudover også særdeles politisk aktiv.

Han var egentlig mere interesseret mere for politik end for vin, men opkøbte i 1920 bl.a, slottet Château Clos de Vougeot med tilhørende marker og samlede i det hele taget flere af de berømte parceller, som i dag er en del af Domaine Méo-Camuzet.

Allerede i 1944 ville Etienne Camuzet dog sælge slottet, da han ikke selv beboede slottet, men blot lod nogle af de små vinbønder, som lejede parceller af slottets vinmarker, bo på det gamle slot.

Det endte med, at han i 1945 gav slottet – som også havde lidt skade i krigens løb – til vinbroderskabet Confrérie des Chevaliers du Tastevin, som efterfølgende istandsatte det og gjorde det til sæde for ordenen.

Han beholdte dog alle vinmarkerne, men ville faktisk også sælge dem, men da han i 1946 blev myrdet, så arvede datteren Maria Noirot sin fars ejendom og marker, som hun forvaltede  frem til sin død i 1959.

Maria Noirot havde ingen børn, så hun testamenterede godset til sin nevø Jean Méo, som dengang var medlem af præsident de Gaulles stab. Maria Noirots ønske var, at alt skulle fortsætte som før på ejendommen … at Jean Méo altså skulle fortsætte med forvalte godset, de unikke vinmarker, de mange små lejere og sælge vinen til négocianter.

Og Jean Méo havde ville ikke bryde arven, selvom han havde travlt med en karrierer i Paris, hvor han både sad i det europæiske råd og havde mange topstillinger hos store virksomheder som fx ELF, France Soir, L’agence Havas og l’Institut Français du Pétrole.

Han samarbejdede derfor med sin fader Gaston Méo samt skiftende forvaltere og lejere af vinmarkerne. Han havde også selv ansvaret for vinsalget til de lokale négocianter, mens han stadig passede sit arbejde i Paris.

I 1985 begyndte man at sælge vinene under navnet Domaine Méo-Camuzet på flasker direkte fra ejendommen og fra 1988 overtog Jean Méo også styringen af vinmarkerne, godt hjulpet til af den store vinproducent Henri Jayer, som var sidste forvalter på domainet.

I dag er det Jean Méos søn Jean-Nicolas Méo, som står for driften af Méo-Camuzet. Han får dog god hjælp fra vinmageren Christian Faurois, som tidligere har været en af de små vinavlere, som havde lejet nogle parceller af husets marker.

Méo-Camuzet har i dag 14,8 hektar vinmarker, som er fordelt på nogle af de bedste marker i Bourgogne, bl.a. Grand Cru markerne Clos de Vougeot, Échezeaux  samt Richebourg. Derudover en lang række 1. Cru marker i bl.a. Vosne-Romanée.

Denne Fixin er lavet med druer fra den nederste del af markerne Le Clos og Les Herbues nord for Fixey, som egentlig – i hvert fald ifølge Méo-Camuzet – fortjener 1. Cru status.

Druerne afstilkes og udblødes ved 15 grader i 3-5 dage inden gæringen helt naturligt sætter ind. Fermenteringen sker med styring af temperaturen med dagen pumpning over, pigeages og efter endt fermentering lagrer vinen på egefade … typisk omkring 2 år.

Næsen er gærede bær … vi tramper nærmest rundt med bare tæer. Der er stor tæthed, modne bær, blåbær og stor koncentration i vinen, som i aromaen virker kraftigere end de fleste bourgogner.

I munden smelter vinen nærmest med kraftig … næsten tyk konsistens, cremet fløjl, fuldfed og alligevel med burgundisk lethed, overlegenhed og elegance. Det er nærmest en tyk pige på en gynge en småkold sommerdag. Flot.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 449 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Domaine Aurélien Verdet, Bourgogne En Lutenière, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine Aurélien Verdet, Bourgogne En Lutenière, Bourgogne, FrankrigBAM … så tog vi hul på 6 x røde Pinot Noir og denne Bourgogne En Lutenière fra Domaine Aurélien Verdet modbeviser påstanden om, at man ikke kan få god bourgogne til under 300 kr. og at bourgogne også først smager godt med masser af år på kilometertælleren.

Domaine Aurélien Verdet ligger i den lille burdundiske by Arcenant, der vel ligger omkring 6-8 kilometer stik vest for Nuits-Saint-Georges. Vinhuset drives af Aurélien Verdet, der overtog driften efter sin fader Alain Verdet, der allerede tilbage i 1970’erne var en af pionererne indenfor økologisk drift i Bourgogne.

Aurélien Verdet har drevet vingårdens selv, siden faderen gik på pension i 2005 og han driver nu vingården i samme ånd. Han har samlet 12 hektar vinmarker, bl.a. med marker i Hautes Côtes de Nuits samt ved Vosne Romanée … 1. Cru marker som Beaux Monts, Nuits Damodes og Boudots.

Her er det imidlertid en af Aurélien Verdets entry-level vine … en spæd 2016 Bourgogne En Lutenière, hvor druerne er høstet manuelt, og lavet med maceration i 10 dage og en samlet gæring på op til 30 dage. Derefter er vinen lagret på barriques.

Og sikke en lækker næse … smuk burgundisk lethed med kirsebær, ribs, gazebind, en grøn nerve og lidt animalsk stald. Derudover er der mentol, estragon, svag lakrids, babybræk, jord, skov og buske … uhhhhmmmmmm.

I munden er der blødt og elegant, blidt, let og smager vildt godt. Det er utroligt, at vinen er så ung, for den er bare drikkeklar nu. Det er måske ikke specielt komplekst, men fortsat et højt niveau for sådan en vin, som har en så fin og let syre, er så direkte samt let drikbar.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2013 Domaine de Thulon, Régnié Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2013 Domaine de Thulon, Régnié Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigVinene fra Régnié – seneste anerkendte Cru under appellationen Cru Beaujolais – hører normalt sammen med Brouilly og Chiroubles til blandt de lidt lettere Beaujolais vine, og men det er nu ikke udpræget tilfældet med denne Régnié Vieilles Vignes fra Domaine de Thulon.

Vingården ligger i den lille landsby Lantignie ved det gamle Château de Thulon fra 1400-tallet, og vinhusets marker var da også engang en del af det gamle slot. Domaine de Thulon drives af René og Annie Jambon, der købte vingården i 1987 med 8 hektar marker samt driftsbygninger efter at have været forpagtere af stedet gennem 20 år.

Sammen med børnene Carine og Laurent har de udviklet vingården, og børnene er også så småt ved at overtage driften efter forældrene. Carine står for markedsføringen, mens Laurent er en ambitiøs vinmager, som står for produktionen og langsomt har fået arbejdet vingården op blandt nogle af de bedste producenter i Beaujolais.

I dag er vingården omdannet til et selskab … det franske EARL og der er opkøbt yderligere marker, således Domaine de Thulon samlet har 16,5 hektar vinmarker, der giver vine under både Beaujolais-Villages, Régnié, Chiroubles og Morgon.

Alt arbejdet foregår manuelt, med organisk gødning og traitements raisonnées aka Lutte Raisonnée … også kaldet l’agriculture raisonnée, hvilket er en form for semi-økologisk drift, hvor sprøjtning begrænses i størst muligt omfang.

Den samlede produktion er på 930 hektoliter vin, hvilket vel svarer til omkring 124.000 flasker vin hver år. Og de er fordelt på 12 forskellige vine, herunder altså denne Régnié Vieilles Vignes, der selvfølgelig er på 100% Gamay.

Vinstokkene er Vieilles Vignes … altså gamle stokke, som her er omkring 70 år. Vinen vinificeres i store, åbne kar uden afstilkning overhovedet, en kort maceration og efter endt fermentering lagret på egetræsfade et par måneder.

I glasset virker vinen langt mørkere, end jeg havde forventet, men næsen er også kraftigere med afbrændt baconfedt, boysenbær og ribs, gærede bær, røg, aske, mælkesyrer, blodpølse, flintesten, earl-grey teblade og peber … ja faktisk godt med peber.

I munden er der syre, peber og ribs … det er virkelig syrligt med bid i frugten, stramt og kan opsummeres som en tynd, læskende og syrlig væske med peber, jern og mineraler.

Købt hos Viniversa, hvor en flaske koster 135 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2001 Rossignol-Trapet, Latricieres-Chambertin Grand Cru, Bourgogne, Frankrig

2001 Rossignol-Trapet, Latricieres-Chambertin Grand Cru, Bourgogne, FrankrigNæste kanonslag var fortsat burgundisk … ikke mindre end en 2001’er Latricieres-Chambertin Grand Cru fra vinhuset Rossignol-Trapet i Gevrey-Chambertin.

Vinhuset er grundlagt i 1990 af Jacques Rossignol og hans to sønner Nicolas og David på de marker, som Jacques Rossignol sammen med hustruen Mado Trapet egentligt har drevet siden deres ægteskab tilbage i 1961 og foreningen af de to vinfamilier fra henholdsvis Baune og Gevrey-Chambertin.

Jacques Rossignol stammer nemlig fra Volnay i Beaune, hvor hans familie har dyrket vin siden 1500-tallet, mens hans kone Mado Trapets familie kom fra Gevrey-Chambertin og har dyrket vin siden 1700-tallet.

Det er de to brødre david og Nicolas Rossignol, som I kan se på billedet ovenover, drifter Domaine Rossignol-Trapet og det gør de med respekt for traditioner, men begge er åbne over for teknisk og biologisk nytænkning for at forbedre kvaliteten af deres vine.

Domaine Rossignol-Trapet ligger i Gevrey-Chambertin og har samlet 14 hektar vinmarker, primært i Gevrey-Chambertin, men også i både Beaune og Savigny-les-Beaune.

Ved Gevrey-Chambertin har brødrene parceller på både 1er Cru og Grand Cru marker, bl.a. på 1er Cru markerne Aux Combottes, Petite Chapelle, Clos-Prieur Haut, Cherbaudes og Les Corbeaux samt Grand Cru markerne Chapelle-Chambertin, Latricieres-Chambertin og selve Chambertin.

De startede forsøg med biodynamik i 1997 og havde konverteret ejendommen totalt i 2004 og de er i dag certificeret af både Ecocert og Demeter.

Latricieres-Chambertin marken – der har givet druerne til denne vin – ligger lige opad Chambertin marken til den ene side, kun adskilt af en lille sti og 1er Cru marken Aux Combottes på den anden side.

Latricieres-Chambertin er – som Chambertin – en smal og aflang mark, hvor den nederste del minder lidt om La Chapelle-Chambertin, mens den øverste del har mest til fælles med Chambertin … men ligger samlet lidt lavere end Chambertin.

Brødrenes Latricieres-Chambertin Grand Cru er lavet helt klassisk, vinificeret med naturlig gæring og næsten 100 % afstilkning, lagret på barriques og for alle husets Grand Cru vine anvendes der 50% nye fade, hvorimod det fx kun er en andel på 20% ved 1er Cru’erne. Alle barriques er selvfølgelig franske … Tronçais, Bertranges og tilsvarende.

I glasset herlig transparent gudevæske med let brun kant … og i næsen fornemmes alderen på lidt over 16 år. Det klæder jo kun bourgognevine og denne har sammen med de aldrende noter en let animalsk side, lidt kohud også en fin parfumeret og kølig side. Der er søde hindbær, jordbær, afbrændt hø, svampe, lidt kommen og komposteret jord og fugtig skov. Nam nam.

Men det bedste er imidlertid smagen, som nærmest er eksplosiv på en fin, delikat måde og samtidig næsten smelter i munden. Syren er slebet helt ned med sandkorn 240 og er derfor blid, forfinet og elegant. Smager da rasende godt. Den kunne man godt drikke mere af end sådan et lille skvis.

Forhandles hos Bichel Vin, hvor en flaske koster 1.350 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2013 Simon Bize & Fils, Savigny-les-Beaune 1er Cru Les Marconnets, Bourgogne, Frankrig

2013 Simon Bize & Fils, Savigny-les-Beaune 1er Cru Les Marconnets, Bourgogne, FrankrigDen første rødvin til Bichels nytårskur var denne Savigny-les-Beaune 1er Cru Les Marconnets fra Domaine Simon Bize & Fils, der netop ligger i den lille by Savigny-lès-Beaune i Bourgogne … og et vinhus, som jeg stiftede bekendtskab med tilbage i november.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1880 af Simon Bize, der dog alene ejede nogle få vinmarker, men da sønnen – der også hed Simon Bize – overtog driften i 1918 startede der en egentlig vinproduktion på vingården, da der både blev opkøbt flere vinmarker og da Simon samtidig også indførte heste til at pløje i vinmarkerne og dermed lette det hårde arbejde.

Patrick Bize overtog driften i 1972 som 4. generation, men han døde desværre alt for tidligt i 2013, så siden har det været hans kone Chisa samt hans søster Marielle, som har ført stedet videre i samme ånd og i samarbejde med det team af folk, der tidligere arbejdede sammen med Patrick.

Familien Bize har i dag samlet 22 hektar vinmarker, som siden 2008 har været dyrket biodynamisk. Vinstokkene har godt med alder og der lægges vægt på lave udbytter og frugt med den bedst mulige balance mellem modenhed og syre.

De røde vine vinificeres uden afstilkning eller med delvis afstilkning … en praksis der skriver sig tilbage til 1947, da Patrick’s bedstefar måtte kassere en del af årgangen på grund af for meget varme under gæringen.

De måtte med hestevogn hente store isblokke i Beaune for at holde temperaturen nede. Stilkene er med til at regulere temperaturen, men de er også med til at give vinene mere struktur.

Målet på Domaine Simon Bize & Fils er at lave exceptionelle vine med stort gemmepotentiale og domænet regnes da også det bedste i Savigny-les-Beaune. Da appellationen ikke regnes blandt de mest fremragende i Bourgogne, har vinene fra Simon Bize længe været regnet for insiderens tip til at få topvine til rimelige priser.

Druerne til denne Savigny-les-Beaune 1er Cru Les Marconnets kommer fra 1er Cru marken Marconnets på 0,8 hektar. Vinstokkene er plantet tilbage i 1973. Vinen er vinificeret naturligt i store åbne egekar med både maceration 4-5 dage, presning og gæring.

Presningen sker helt gammeldags med at trampe i druerne. Halvdelen af klaserne afstilkes og efter endt fermentering overføres vinen til rustfrie ståltanke, hvor vinen afkøles og dekanteres inden lagring på brugte fade. Der lagrer vinen omkring et års tid.

Næsen er meget tilbagelænet … lidt karamel, syrlige kirsebær, hindbær, ribs, en snas vanilje, hospitalsgang, grønne blade,  blomsterstøv og jord.

Men det smagsmæssige er faktisk det bedste ved vinen … lidt som den anden 2008’er Savigny-les-Beaune 1er Cru Les Talmettes jeg har smagt fra Simon Bize & Fils. Det er ultrablødt i munden, blidt, cremet af Pommern til og nærmest let drillende i munden. Det er virkelig en lille lækkerbisken.

Forhandles af Bichel Vin, hvor en flaske koster 500 kr.

Vinanmeldelse 6/7