Tag-arkiv: 6½

2019 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg KT Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg KT Spätburgunder, Pfalz, TysklandSidste vin fra Weingut Jülg blev en Schweigener Sonnenberg KT Spätburgunder 2019. Det er en ny vin hos Jülg og således første årgang. Druerne kommer fra en lille bitte parcel på Schweigener Sonnenberg kaldet Kostert.

Der står KT på vinen – som også WB og KB på de forrige – hvilket skyldes, at Jülg ikke må bruge de franske marknavne på vine fra Pfalz. Og Kostert ligger altså på den franske side, ja faktisk ligger den side om side med Kammerberg … har endda samme hældning og orientering, samme mergel undergrund og er udelukkende plantet til med franske Pinot Noir Dijon kloner.

Vinen er lavet fuldstændig som WB og KB … altså først med kølig pre-maceration i 14 dage  inden den spontane gæring er startet. Alle druer er afstilket, da Johannes altid gærer uden stilke. Efter gæring har vinen lagret 18 måneder på dels på 1. og 2. års barriques, dels på store gamle træfade og tappet ufiltreret.

I forhold til både WB og KB er KT lidt mere vild, var min første tanke, for syren er mere æterisk, luftig og vild, virker grønnere, tættere, lys, mere tør og dufter bare svimlende godt. Igen herligt animalsk aftryk, mørk og saftig frugt, mere frisk og kompleks, blommer, kirsebær og hindbær, et pænt fadaftryk med lakridskonfekt og vanilje.

I munden er det vandvittigt lækkert … tør, stringent med masser af frisk frugt, bittert og sødt i ying-yang sammenflettet balance, mens frugten måske nok er mørk, saftig og fyldig, så smager det alligevel let, luftigt og overjordisk.  WAUW, hvor det smager voldsomt godt med blidhed kombineret med knastørre tanniner, en præcis syre, sten, salte mineraler og voldsom lang eftersmag. Der er nærmest kirurgisk præcisionsarbejde.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7

2018 Weingut Bernhard Huber, Malterdinger Spätburgunder Alte Reben, Baden, Tyskland

2018 Weingut Bernhard Huber, Malterdinger Spätburgunder Alte Reben, Baden, TysklandDet er ikk’ lang tid siden, at jeg sidst smagte Bernhard Huber Spätburgunder og til Mr Rubys 2019 smagte jeg endnu en, dog ikke i årgang 2019. Det var en Malterdinger Spätburgunder Alte Reben 2018.

Weingut Bernhard Huber er en gammel kending her på min lille vinblog og jeg har også tidligere besøgt vinhuset.  Mit besøg kan du læse om i indlægget Besøg hos Weingut Bernhard Huber … den dygtige specialist i Malterdingen. Det var et super besøg, men da Hubers vine er meget eftertragtede, så var de fleste desværre udsolgte ved vort besøg.

Bernhard Huber døde desværre i 2014 efter en kort periode med kræft. I dag er det hans enke Barbara Huber, som driver huset videre i Bernhards ånd sammen med sine børn … her specielt sønnen Julian Huber.

Julian har videreført vinhuset og endda også sammen med vinproducenter som Friedrich Keller og Tobias Knewitz startet en erfa-gruppe, der fokuser på specielt Pinot Noir og Chardonnay vine inspireret af Bourgogne og anvender disse erfaringer i deres vine … og de to druer er da også vinhusets primære fokus.

Spätburgunder fylder da også omkring 65% af Hubers marker – og selvom Julian også satser en del mere på hvidvinene end hans far gjorde – så er hovedruen hos Julian fortsat Spätburgunder.

Her er det så Malterdinger Spätburgunder Alte Reben, der er lavet med druer fra de Pinot Noir Dijon kloner, som blev plantet på husets marker i 1950´erne. Vinen er så spontangæret i åbne trækar efter en lille og kold premaceration i 5-7 dage. Gæring og maceration er forholdsvis lang, hvorefter vinen er lagret 18 måneder 2-3 år på gamle, brugte barriques.

Duftmæssigt en opulent og landlig vin … en smule reduktiv med en smule fond, men faktisk meget let, elegant og let til fods. Igen er der et pænt fadpræg, saftig med tykke, søde kirsebær, jordbær, hindbær, vanilje, bitterchokolade, godt med røg, grønne noter samt tobak. Det er alt sammen så vel afstemt, balanceret og imponerende.

Hvor er det smagsmæssigt rundt, behageligt, smooth, cremet og endda smukt. Total venlig lækkerhed med blød rød frugt, jordbær, hindbær, brombær, slank, elegant og rund syre. Det er en vin, som sidder lige i skabet og hvor intet stikker ud … det smager bare stinkende godt. Huber er konge.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 449 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2019 Tenuta Sette Ponti, Oreno 20 Anni, Toscana, Italien

2019 Tenuta Sette Ponti, Oreno 20 Anni, Toscana, ItalienSidst jeg smagte den flotte supertoscaner Oreno fra Tenuta Sette Ponti kaldte jeg vinen for en intim dans, elskov og saftigt samleje mellem Bordeaux og Italien. Nu smager jeg Oreno i årgang 2019 og den seksuelle spænding er bestemt ikke blevet mindre.

Det er 3. gang, at jeg smager Oreno, for jeg har smagt vinen i årgang 2017 og 2018, hvor jeg også fortalte hele historien om vingården, der ligger i et fjernt, uspoleret område af Chianti meget tæt på Castiglion Fibocchi og Arno-floden mellem Firenze og Arezzo.

Oreno er som nævnt en IGT supertoscaner lavet på et Bordeaux blend med 50% Merlot, 40%, Cabernet Sauvignon samt 10% Petit Verdot, der kommer fra op til 75 år gamle vinstokke, der er plantet 250 meters højde på Tenuta Sette Ponti ejendommen.

Vinen har sit navn efter floden, der krydser Tenuta Sette Pontis jorder og den er lavet med 25 dages fermentering ved kontrollerede temperaturer efterfulgt af en maceration. Herefter er vinen lagret 18 måneder på franske barriques og yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Med denne årgang 2019 fejrer vinhuset også 20 året for Oreno, så denne årgang af vinen er således lidt en jubilæumsudgave og den har også fået fabelagtige anmeldelser, bl.a. 99 point af James Suckling, der endda har sat vinen på sin Top 100 og hele 61 pladser foran en anden supertoscaner Ornellaia.

Igen har Oreno fra første fløjt klare bordeauxfile ansigtstræk og attributter, meget solbærdrevet frugt suppleret med brombær, lidt blommer, balsamico, jord, skovbund, cigaræsker samt egetræ, toast, tobak, bagepulver, let mentol og tørre krydderier. Der sniger sig oss’ en lille sødme ind med en lille rulle Mariekiks, vanilje … men meget diskret og afstemt og sluttelig lidt blomster, tørrede roser samt en stenet og mineralsk note.

Smagsmæssigt er det atter et gadekryds, bastard og hybrid mellem Bordeaux og Italien … et lille kærlighedsbarn, som endnu ikke er helt voksen men fyldt med potentiale og kompleksitet. Der er fed, lækker og fyldig moden frugt med solbær som i Bordeaux og en ren, stram og småbitter italiensk syre med et markant tanninbid, hvor munden udtørres med kontrolleret tørhed. Hvor smager det wunderbar og hænger sindssygt lang tid i munden. Houlberg bukker sig i støvet, hvor vinen netop lige rammer 6,5 finger. Savlende godt.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 649,95 kr., mens prisen er 599,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2017 La Magia, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2017 La Magia, Brunello di Montalcino, Piemonte, ItalienDenne Brunello di Montalcino 2017 vin nr. 3 er fra Fattoria La Magia di Schwarz Fabian, der ligger 5 kilometer syd for Montalcino i Toscana … og dén har jeg altså ikke smagt før. Jeg har dog smagt deres fine Il Vispo Toscana IGT … men nu er det altså the real Brunello stuf.

La Magia blev oprindelig grundlagt i 1974, men allerede i 1979 købt af Schwarz familien, som forlod deres hjem i Merano i Südtirol aka Alto Adige for at bosætte sig her.

Det var Harald Schwarz, hustruen Gabriella Zeitler og Haralds far Herbert Schwarz, der havde sat sig for at blive vinproducenter, selvom de intet vidste om vinfremstilling, men bare elskede Montalcino området og Brunello vinene.

I dag er det Haralds og Gabriellas søn Fabian, som står for driften af Azienda Agricola La Magia. Han startede allerede med at arbejde på vingården i 2005, men overtog i 2011 det fulde ansvar. Han er selv uddannet vinmager fra Istituto Agrario di San Michele all’Adige og driver nu vingården med hjælp fra far Harald samt sin hustru Lisa Tinturini.

Navnet La Magiat kommer fra ordet magione, der betyder hus og vinhuset ligger på en gammel asfalteret romersk vej og resterne af en historisk bygning, der i oprindelig var anvendt som hvilested for pilgrimme på vej til klosteret Sant’Antimo længere nede i dalen.

Der er far Harald, som renoverede ejendommen efter overtagelsen og både designede og byggede vinkælderen … i en ottekantet form, så han nemmere kunne nå alle gæringskarene. Senere er der i 2008 også installerede solcelleanlæg på ejendommen, således vineriet i dag er selvforsynende,

Schwarz familien har samlet 52 hektar jord, men det er alene 15 hektar, som er vinmarker. Til gengæld består det af én samlet stor vinmark beplantet med Sangiovese og klassificeret som Brunello di Montalcino DOCG.

Markerne ligger i 400-500 meters højde i læ ved bjerget Amiata og med udsigt ned mod Sant’Antimo klosteret … og endda Molino di Sant’Antimo vingården, som vi smagte lige før. Alle marker drives fuldstændig økologisk … certificeret siden 2012.

Denne La Magia Brunello di Montalcino er lavet på 100% Sangiovese fra over 40 år gamle stokke i det sydøstlige Montalcino. De økologisk dyrkede druer høstes af flere omgange, aå kun perfekt modnet frugt finder vej til den færdige vin.

Mosten gærer frugtbevarende på ståltank og store fade med hele 40 dages udtræk af farve, smag og tannin fra drueskindet. Vinen lagrer herefter 36 måneder på 500 liter franske egetræsfade, heraf 1/3 helt nye og resten 1 år gamle. Efter yderligere 6 måneder på flaske er vinen klar til frigivelse.

Uha … vi kravler da vist lige et niveau op … ren, intens, mineralsk og urtet næse, en direkte, præcis og skarpslebet frugt, mørk, dyb samt en smule animalsk med sorte kirsebær, brombær, æterisk intensitet, ristede champignons og østershatte, mintpastiller, medicinskab og så alligevel lidt sødme, vanilje og mælkechokolade. Det er som om, at alle tingene sidder de rigtige steder, i rigtige portioner og med rigtig volumen. Det er sgu åndeløs godt.

Hvor smager det også godt. Det kan godt være, at dette ikke er en 2016’ener, men fader vor, hvor sidder det i skabet. Lad os starte med tanninerne, der er tørre, smertende tørre og vilde, men straks de vil overtage styringen, så kommer der en bølge af mørk, intens frugt og den har en lille frisk sødme med, hvorved vinen næsten bliver saftig og læskende. Men den er langt mere end det … slank, ren, skarp og ultrapræcis, røget, mineralsk, støvet og sødsyrlig med tør engelsk lakrids … og dermed bedste Brunello i mands minde.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 429,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 369,95 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2013 Selva Capuzza, Lugana Riserva Menasasso, Lombardiet, Italien

2013 Selva Capuzza, Lugana Riserva Menasasso, Lombardiet, ItalienJeg var egentlig ved at være færdig ved Lugana Armonie Senza Tempo vinfestivalen og begyndte at slentre ned mod udgangen sammen med Václav Tichoň, men tæt på udgangen stod et kendt ansigt i form af rare Luca Formentini fra Selva Capuzza med 2 Lugana vine i årgang 2013.

Da den ene var hans Lugana Riserva Menasasso stoppede vi omgående op … den skulle vi simpelthen smage. Og det var stoppet værd, for det blev det bedste glas vin ved hele Lugana Armonie Senza Tempo.

Vi havde allerede på vor første dag under vort besøg på Tenuta Roveglia mødt Luca Formentini og smagt hans fine Lugana Riserva Menasasso i både årgang 2017 og 2011, så derfor vidste vin, at der er tale om en særdeles fabelagtig vin.

I 2013 brugte Luca Formentini fortsat en smule  barriques, når han lagrede vinen, så denne vin er lavet ved, at Luca har valgt den bedste tank fra høsten på Selva marken og så er vinen lagret 18 måneder på en kombination af ståltankene og barriques … dog fortsat med den overvejende del på ståltankene.

Derefter har vinen lagret 6 måneder på flaske … og samlet skal en Riserva jo lagre 24 måneder. Vinen har 3,6 gram restsukker pr. liter og der er årligt lavet 7.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt er det til at falde på halen over … nærmest som et omfavnende kram. Igen har Menasasso denne lækre smørfede duft med voks, grøntsagsfond, dåsepærer, abrikos, søde krydderier. Den har også her i 2013’eren en lidt mere nøddet duft sammen med lidt blomsterpollen … hvem elsker ikke et omfavnende kram?

I munden smelter vinen næsten bogstaveligt … mens den langsomt gør det, så breder der sig smage af søde dåsepærer, abrikos, grillede lemon og citroner samt salte mineraler. Det er så cremet, nærmest olieret og smelter ud i alle afkroge af munden … det er sgu ganske imponerende og en fabelagtig vin.

Vinene fra Selva Capuzza er ikke fundet herhjemme og denne årgang 2013 kan nok heller ikke findes til salg nogle steder længere.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2017 Weingut Salwey, Oberrotweiler Kirchberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2017 Weingut Salwey, Oberrotweiler Kirchberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandHvor heldig kan man være? Hele to gange smagte jeg Großes Gewächs Spätburgunder fra Weingut Salwey i december måned og sidst blev det nytårsaften, hvor Jesper serverede denne 2017 Oberrotweiler Kirchberg Spätburgunder Großes Gewächs.

Som jeg også skrev sidst, så er Salwey et fantastisk vinhus, som jeg selv har besøgt … det har jeg beskrevet i mit indlæg Besøg hos Weingut Salwey i Oberrotweil … der kan du også læse mere om vinhuset. Det er et vinhus, som jeg er ganske betaget af. Faktisk er mit logo øverst her på Houlbergs Vinblog lavet med et foto fra Weingut Salweys vinkælder.

Jeg har først smagt deres Großes Gewächs Spätburgunder fra markerne Henkenberg og Eichberg, men her er det altså Kirchberg, som ligger en smule syd for Oberrotweil og er en mark, der både er mere udsat for vejret og samtidig har større andel af sten, basaltisk vulkansk undergrund og kalksten, hvilket gør, at vinene herfra har et lidt køligere udtryk end vinene fra fx Schlossberg og Eichberg.

Marken har sit navn efter en klosterkirke i et tidligere nonnekloster fra middelalderen og udover Salwey har fx Weingut Franz Keller Schwarzer Adler også parceller på Kirchberg.

Salwey høster altid tidligere end de andre vinbønder og vinen er samtidig også lavet med brug af delvis hele klaser, for at give ranke og stringente vine. Udbytte fra Kirchberg ligger på beskedne 30 hektoliter pr. hektar.

Gæringen sker i åbne gæringskar i 14 dage ved høj temperatur på 25-33 grader. Efter endt fermentering har vinen lagret 12 måneder på barriques, hvoraf en 1/3-del er nye, inden vinen aftappes uden filtrering. Det er ultratør med kun 0,4 gram restsukker pr. liter.

Salweys egetræsfade er lavet af træ stammer fra deres egne skove i Kaiserstuhl, og træet bliver derefter sendt til de bedste bødkere i Bourgogne, som laver fadene til Salwey.

Duftmæssigt er her alt, hvad man kan ønske sig af en tysk Spätburgunder, hestestald, virkelig animalsk med en dampende mødding, en blækstift, en lille Taarup Handy grønthøster, grantræ, røg, jod, medicinskab, kirsebær og jordbær, et svagt fadpræg med vanilje og lakridskonfekt … og man kan kun sige WAUW.

Smagen er så ren og så klar, frisk og elegant. Frugten er lysere end duftmæssigt med hindbær, tranebær, ribs og rønnebær, der jod og selvom vinen er blød, lys og let, som har den samtidig også et bittert bid og en smuk, fin og sart syre. Den er rank og grøn i smagen, men alligevel rund og calm med masser af eftersmag. Dette er sgu en kongevin.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 460 kr., mens prisen er 395 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2020 Domaine Aux Ardents, Apache Broully, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Aux Ardents, Apache Broully, Bourgogne, FrankrigMin kærlighed til Beaujolais vinene har lige fået et løft med denne 2020 Apache Broully fra Domaine Aux Ardents … den smager overjordisk godt.

Domaine Aux Ardents er en mikroproducent, der ligger tæt ved Odenas under AOC Brouilly appellationen i Beaujolais. Det lille vinhus drives af Thomas og Mylène Juban, som startede i 2018 med at lave vin, da de en lille mark på 1,38 hektar ved siden af deres hus. De havde dog aldrig lavet vin før og de vidste heller intet om styringen af en vingård og havde slet ingen i hele deres familie, som havde været vinbønder.

Med ungdommens uskyldige iver kastede de sig alligevel over vinproduktionen, konverterede marken til økologisk drift, købte to bistader samt en håndfuld høns til gå og hakke rundt i markerne, så i 2019 kunne de starte med at lave deres første vin … samt er par kilo honning.

Ved siden af sit job som mekaniker er Thomas Juban blevet en af Beaujolas’ bølge af nye, talentfulde vinbønder, som laver sine vine næsten som naturvin uden for megen indgriben i produktionen og ingen eller meget lidt tilsætning af svovl ved aftapning.

Det gælder også i markerne, hvor jorden bearbejdes meget lidt og får grøngødning, få svovl- og kobberbaserede behandlinger … men mest gødning baseret på afkog af planter.

Denne 2020 Apache Broully er således kun anden årgang, som Thomas Juban har lavet af vinen. Det er – need I say? – selvfølgelig ren Gamay fra hans lille mark. Vinen er lavet på betonkar med en forholdsvis lang gæring og maceration, hvilket er efterfulgt af 7 måneder lagring med halvdelen i betonkar og den anden halvdel i burgundiske 228 liter barriques.

Her er Boeing AH-64 Apache kamp helikopteren lettet, for vinen er nærmest luftig, let og æterisk. Helikopteren bliver i det høje luftlag og nærmest sat ned på bløde og fluffy skyer.  Frugten er sådan lyse kirsebær og friske jordbær, alt virker så feminint, at jeg nu nærmest leder efter blondetrusser på vej til det forjættede land, hvilket her er med en smule blæk, grafit samt en lille sødme med lakridskonfekt, vanilje og lidt mandler.

Hvor er det dog sindssyg, crazy, locco og forrykt lækker Beaujolais. Jeg plejer at sige, at Beaujolais smager lidt bondsk og kantet. Det gør dette ikke, for det er så smooth, let og læskende, at man ligger kigger på flasken igen. Den er god nok, det er Beaujolais, men med attitude lig de klassiske, burgundiske vine længere mod nord. Men Apache har sit helt egen og smukke smag, hvor er der bløde tanniner, let peber og lys friskhed balanceret til perfektion … benovet og imponeret.

Forhandles af Blancs.dk, hvor introprisen er – hold fast – beskedne 195 kr. ved køb af 6 flasker, hvilket gør dette til et fabelagtigt køb, men den har vist ikke ramt deres hjemmeside endnu … men så skriv bare til mail@blancs.dk.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2011 Bulgarini, Lugana 010, Lombardiet, Italien

2011 Bulgarini, Lugana 010, Lombardiet, ItalienVi smagte Lugana 010 igen hos Bulgarini, men nu havde de sgu skruet godt op for alderen, for det var nemlig en 2011’er.

Vinen er lavet som 2020’eren, altså på rustfrie ståltanke, hvor de høstede Turbiana druerne efter presning har fermenteret ved kontrolleret temperatur.

Der er ikke sket malolaktisk gæring men efter endt gæring er vinen lagret 6 måneder sur lie på delvis franske tonneaux egefade og i ståltankene, hvilket er er efterfulgt af 7 måneder på flaske inden frigivelse.

I glasset er vinen langt mere gul end 2020’erne … og så er der lige duften, hvor jeg bare siger WAUW. Fuck det dufter godt og hold da op for en udvikling, sådan en Lugana vin kan få. Frugtmæssigt er der nu en smule abrikos, mango, ananas, bløde, saftige ferskner, honning, salt, sødme, mandler, mandelmel og måske endda lidt marcipan samt en kop mandellikør … har sådan en smuk og inspirerende dekadent modenhed.

Smagsmæssigt er vinen smooth, cremet, intens og slet ikke – som man måske ville kunne forvente – det mindste oxyderet. Smagen er i stedet koncentreret likøragtig, tæt, kraftig med tørrede abrikoser og mango, men det er fortsat med ranke ryg, stål, sten, salte mineraler og en delikat samt rank syre. Det er et spark af en vin … vild lækker oplevelse.

Det er en vin, som formentlig ikke kan købes længere.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2016 Foradori, Sgarzon Teroldego Vigneti delle Dolomiti, Alto Adige, Italien

2016 Foradori, Sgarzon Teroldego Vigneti delle Dolomiti, Alto Adige, ItalienEfter de mange biodynamiske vine, natur- og orangevin, så trængte drengene til en mere klassisk vin. Jeg anbefalede fra vinkortet denne 2016 Sgarzon Teroldego Vigneti delle Dolomiti fra den legendariske og dygtige Foradori. Den ramte bulls-eye og blev aftenens bedste glas.

Som jeg skrev sidste gang, at jeg smagte vinen, så bliver jeg bare en smule mere forelsket, hver gang gang jeg smager en vin fra Elisabetta Foradori. Sgarzon Teroldego Vigneti delle Dolomi er også en virkelig lækker vin, som jeg har smagt før og også skrevet en del om Elisabetta og hele vinhuset.

Sgarzon Teroldego Vigneti delle Dolomiti er jo lavet på Teroldego fra Sgarzon marken, som er en stenet mark. Den er vinificeret og lagret på amphora lerkrukker. Ved gæringen er druerne lagt i lag med helklaser og hele bær. Lagringen i lerkrukker varer omkring 9 måneder, hvorefter vinen er flasket ufiltreret.

Som tidligere har vinen en mørk og lidt mælket aroma med  lidt funky landlighed, men virkelig indbydende. Der er mejeri, sorte og grønne oliven, let flæsket med lidt bacon og baconfedt, dyb med engelsk lakrids, rå marcipan, blomster, violer, blåbær, kirsebær, våde fade, vanilje samt mælkechokolade, støvet tør jord, mineraler og en klar italiensk syre. Udover de våde og fugtige, mørke og behagelige dufte, så er der som sidst noget grønt og røget … giver virkelig nerve og elegance.

Smagen er sgu næsten som 2014’eren og starter let og saftig – næsten læskende – med en syre, som både er fin, feminin, elegant, frisk, levende samt dansende  som en burgundisk vin, men også har struktur lig Barolo, hvor syren er meget stram, barsk, irettesættende og nådesløs. Der er klare balsamiske træk, masser af blomster og en let frugt med stor kæmpe intensitet, lidt peber, godt med tanniner, som ganske vist virker ret lette, men sætter sig på tænder og i svælget. Klassevin.

Forhandles af Niche Vine, hvor en flaske koster 295 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2012 Domaine de la Janasse, Châteauneuf-du-Pape Vielles Vignes, Rhône, Frankrig

2012 Domaine de la Janasse, Châteauneuf-du-Pape Vielles Vignes, Rhône, FrankrigDen lækre Cuvée du Papet fra Mont-Olivet fik i det andet glas fint følgeskab af en anden Neuf topvin … en 2012 Châteauneuf-du-Pape Vielles Vignes fra Domaine de la Janasse.

Det er også et vinhus, som jeg tidligere har skrevet om, bl.a. da jeg smagte deres 2014 Côtes du Rhône.

 Vieilles Vignes er Domaine de la Janasses flagskib og kommer fra sølle 6 hektar vinmarker beliggende på fire vidt forskellige parceller og består i denne årgang 2012 af 85% Grenache, 10% Mourvedre samt 5% Syrah,

Disse fire forskellige parceller bidrager med deres unikke, individuelle jordbundsforhold til det perfekte Châteauneuf blend. En del af Grenache druerne kommer fra vinstokke plantet helt tilbage i år 1920 … derfor også navnet Vielles Vignes.

I denne 2012 er omkring 80 % af druerne afstilket, mens gæring og maceration er sket over 28 dage i cementtanke med daglig manuel pigeage. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder med 3/4-dele i  foudres og 1/4-del i demi-muids. Både Wine Spectator samt Parker har givet vinen 96 point i denne årgang.

I næsen har vinen nærmest en ædel modenhed, sådan lidt tealtræ, mahognitræ, vild opulent og eksplosiv med Katjes Katzen Pfötchen aka lakridskattepoter. Den er fyldig og kraftig på en elegant, moden og fin facon. Der er lidt balsam shoe polish, lakridskonfekt, våde fjer ovenpå en mørk frugt med sorte, modne kirsebær og brombær og samtidig med en æterisk nerve.

Vinen smelter sgu nærmest i munden … rund og smooth. Der er jordbær og søde kirsebær, tør engelsk lakrids, fernis, kakaopulver, mælkechokolade, lakridskonfekt, mokka … og alligevel med denne fin tætte og tykke struktur samt en fin syre. Det er sgu en ret lækker vin og absolut topklasse Châteauneuf-du-Pape.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske i årgang 2017 koster 775 kr., mens prisen er pt er 620 kr. ved køb af 3 flasker.  Denne magnum i 2012 årgangen kan nok ikke skaffes længere.

Vinanmeldelse 6,5/7