2017 La Magia, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2017 La Magia, Brunello di Montalcino, Piemonte, ItalienDenne Brunello di Montalcino 2017 vin nr. 3 er fra Fattoria La Magia di Schwarz Fabian, der ligger 5 kilometer syd for Montalcino i Toscana … og dén har jeg altså ikke smagt før. Jeg har dog smagt deres fine Il Vispo Toscana IGT … men nu er det altså the real Brunello stuf.

La Magia blev oprindelig grundlagt i 1974, men allerede i 1979 købt af Schwarz familien, som forlod deres hjem i Merano i Südtirol aka Alto Adige for at bosætte sig her.

Det var Harald Schwarz, hustruen Gabriella Zeitler og Haralds far Herbert Schwarz, der havde sat sig for at blive vinproducenter, selvom de intet vidste om vinfremstilling, men bare elskede Montalcino området og Brunello vinene.

I dag er det Haralds og Gabriellas søn Fabian, som står for driften af Azienda Agricola La Magia. Han startede allerede med at arbejde på vingården i 2005, men overtog i 2011 det fulde ansvar. Han er selv uddannet vinmager fra Istituto Agrario di San Michele all’Adige og driver nu vingården med hjælp fra far Harald samt sin hustru Lisa Tinturini.

Navnet La Magiat kommer fra ordet magione, der betyder hus og vinhuset ligger på en gammel asfalteret romersk vej og resterne af en historisk bygning, der i oprindelig var anvendt som hvilested for pilgrimme på vej til klosteret Sant’Antimo længere nede i dalen.

Der er far Harald, som renoverede ejendommen efter overtagelsen og både designede og byggede vinkælderen … i en ottekantet form, så han nemmere kunne nå alle gæringskarene. Senere er der i 2008 også installerede solcelleanlæg på ejendommen, således vineriet i dag er selvforsynende,

Schwarz familien har samlet 52 hektar jord, men det er alene 15 hektar, som er vinmarker. Til gengæld består det af én samlet stor vinmark beplantet med Sangiovese og klassificeret som Brunello di Montalcino DOCG.

Markerne ligger i 400-500 meters højde i læ ved bjerget Amiata og med udsigt ned mod Sant’Antimo klosteret … og endda Molino di Sant’Antimo vingården, som vi smagte lige før. Alle marker drives fuldstændig økologisk … certificeret siden 2012.

Denne La Magia Brunello di Montalcino er lavet på 100% Sangiovese fra over 40 år gamle stokke i det sydøstlige Montalcino. De økologisk dyrkede druer høstes af flere omgange, aå kun perfekt modnet frugt finder vej til den færdige vin.

Mosten gærer frugtbevarende på ståltank og store fade med hele 40 dages udtræk af farve, smag og tannin fra drueskindet. Vinen lagrer herefter 36 måneder på 500 liter franske egetræsfade, heraf 1/3 helt nye og resten 1 år gamle. Efter yderligere 6 måneder på flaske er vinen klar til frigivelse.

Uha … vi kravler da vist lige et niveau op … ren, intens, mineralsk og urtet næse, en direkte, præcis og skarpslebet frugt, mørk, dyb samt en smule animalsk med sorte kirsebær, brombær, æterisk intensitet, ristede champignons og østershatte, mintpastiller, medicinskab og så alligevel lidt sødme, vanilje og mælkechokolade. Det er som om, at alle tingene sidder de rigtige steder, i rigtige portioner og med rigtig volumen. Det er sgu åndeløs godt.

Hvor smager det også godt. Det kan godt være, at dette ikke er en 2016’ener, men fader vor, hvor sidder det i skabet. Lad os starte med tanninerne, der er tørre, smertende tørre og vilde, men straks de vil overtage styringen, så kommer der en bølge af mørk, intens frugt og den har en lille frisk sødme med, hvorved vinen næsten bliver saftig og læskende. Men den er langt mere end det … slank, ren, skarp og ultrapræcis, røget, mineralsk, støvet og sødsyrlig med tør engelsk lakrids … og dermed bedste Brunello i mands minde.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 429,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 369,95 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7