Den næste vin kom der meget snak om. Dels på grund af Brixs bemærkning om, at det ikke var en hjernedød dyr Bordeaux, men også fordi, at der var meget stor uenighed om smagen. Jeg snakker selvfølgelig om Château Mouton Rothschilds 2006 Pauillac 1. Grand Cru Classé.
Jeg var selv en af dem, som syntes, at vinen smagte virkelig godt … og jeg har da også selv en mindre referenceramme, da jeg har smagt den dyre vin i flere årgange som 1982, 1989, 1992, 1994, 1997, 1999, 2002, 2009 og 2014.
I denne årgang 2006 er vinen lavet på 76% Cabernet Sauvignon, 13% Merlot, 9% Cabernet Franc, 9% Petit Verdot og 2006 var et ganske acceptabelt år i Bordeaux … om end ikke stor som fx det foregående 2005 eller de store år 2009 og 2010.
Denne 2006’er har Wine Enthusiast dog givet 97 point og The Wine Advocate 96 point. Jeg synes også selv, at det smagte ret lækkert og kunne slet ikke følge påstandene om prop eller en mærkelig smag, for den havde denne lækre, dekadente smag bl.a. mahogni og gammelt teaktræ … virkelig nobelt.
Næsen byder bestemt på de klassiske Bordeaux dyder med muldjord, skovbund, cedertræ, meget moden og intens frugt, stor kraft, solbær, brombær, figner, vanilje, mælkechokolade, fag, gammel dekadent mahognitræ …. nærmest som at stå i et hus i den gamle by i Aarhus, meget aromatisk, har brændte nødder, æterisk syre og luftig livlighed. Det er berusende, men en duft, som man bare skal nyde i glasset over lang tid.
I munden har vinen også – efter mine smagsløg – et ekstra gear, for den er både tør, stringent, cremet og blød. Den smelter nærmest i munden, selvom den måske ikke er helt så kraftig som den 1999, jeg sidst smagte af vinen. Men der er fortsat moden frugt, solbær samt hindbær, masser af bitter chokolade og med luft i munden får du denne flotte, smeltende fornemmelse i munden.
Købt hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 7.500 kr.