Efter 1997 skulle vi selvfølgelig også smage 1992’eren. Når jeg siger selvfølgelig, så er det naturligvis fordi, at årgang 1992 har et dansk islæt, idet etiketten på vinen er lavet af den danske maler Per Kirkeby.
Per Kirkeby startede som kunstner med popkunst og malede ofte malerier på masonit. Kirkeby har lavet happenings og film sammen med Bjørn Nørgaard. Nu laver han bl.a. oliemalerier, bronzeskulpturer og murstensskulpturer, hvilket foregår fra hans hjem på Læsø.
Han har i de senere år bl.a. udsmykket loftet i Den Sorte Diamant og lavet bronzeskulpturer til operaen i København. I mange af hans værker ses kristne symboler. Desuden har han udgivet digte og romaner. I 1997 blev han Ridder af Dannebrog.
Det må også være lidt af en ære at få sit maleri på en Mouton etikette, som tidligere er dekoreret af genier som Picasso, Chagal, Kandinsky, Dali, Bacon, Miro og mange andre. Derudover må belønningen på de 10 kasser Mouton Rothschild også være et fint lille bidrag til ens lille vinkælder.
I glasset kan alderen på 20 år godt se, der er en lidt orange kant. Duftmæssigt er vinen fortsat i fremragende stand, og der er næse med jord, yoghurt, blommer, læder, blyant, kaffe og en smule eg. Smagsmæssigt en blød og let vin, der er bær, frugt. Det der slår én, er måske letheden i denne vin. Smager bare sindsygt godt.
Prismæssigt skulle årgang 1992 ligge omkring 2.600 kr.