Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2022 Bodegas Caudalia, Umea Garnacha, Navarra, Spanien

2022 Bodegas Caudalia, Umea Garnacha, Navarra, SpanienI Baja Montaña zonen ved de to kommuner Lerga og San Martín de Unx i Navarra i det nordlige Spanien finder vi Bodegas Caudalía og derfra smager vi deres 2022 Umea Garnacha.

Bodegas Caudalía er grundlagt af de to vinmagere Ivan Lopez Barco samt kæresten Raquel Grandival Allende.

De har i dag 8 hektar vinmarker i 500-700 meters højde i det golde område med et klima påvirket af Pyrenæerne. På markerne dyrker Ivan og Raquel druesorter som Grenache Blanc, Syrah, Grenache Noir, Graciano og Tempranillo.

Her smager jeg deres 2022 Umea Garnacha  lavet på ren Grenache  fra marker omkring landsbyen San Martín de Unx i Navarra zonen i Baja Montaña.

Vinen har gæret på betontanke efterfulgt af en malolaktisk gæring og efter endt fermentering er 90% af vinen har lagret 5 måneder i de samme betontanke, mens de sidste 10% har været lagret på 400 liter franske egefade.

Vinen er forholdsvis lys i glasset … ikke helt så lys og transparent som de fleste vine fra Sierra de Gredos, men vi er bestemt i den lidt lettere afdeling. Der kommer også lysere frugter frem med jordbær, hindbær, tranebær og endda lidt ribs suppleret med nelliker, violer, læder, cedertræ, en hel blomsterbuket, vanilje og chokolade.

I mundene er det også en lysere vin … har en let og syrlig smag med mirabeller, lyse kirsebær, grønne jordbær og lemonbitterhed, hvilket suppleres af Campari bitterhed, en rustik syre, peber og balsamiske noter og nogle saftige tanniner, der ikke bider meget. Samlet er det en let, lys, saftig, syrlig og letflydende vin … og til prisen fortsat et rigtigt godt køb. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Weingut Jakob Schneider, Niederhäuser Klamm Riesling Kabinett, Nahe, Tyskland

2018 Weingut Jakob Schneider, Niederhäuser Klamm Riesling Kabinett, Nahe, TysklandDe sidste 2 Weingut Jakob Schneider vine var begge lidt sødere og den første var en 2018 Niederhäuser Klamm Riesling Kabinett.

Niederhäuser Klamm – hvor Klamm betyder kløft – ligger sydøst for Hermmanshöhle  og er generelt lidt varmere end hos nabomarken, hvilket især favoriserer de ædelsøde vine.

Marken har en jord, der er fuld af vulkansk porfyr og indeholder en stor andel af malm, som er med til at give vinen præg fra det unikke terroir.

Riesling druerne er høstet med håndkraft, hvorefter druerne selekteres nænsomt ved ankomsten til vineriet. Så er de presset og vinen gæret i rustfrie ståltanke og der skulle vinen vistnok også være lagret en periode før frigivelsen.

Duften er klart sødere, blødere end de forrige vine og samtidig virker frugten mere tropisk med fersken, ananas, kandiseret citron, lemon og syltede grapefrugter. Igen er der sammen med sødmen en ren og klar syrlighed, som giver denne runde og alligevel intense stil.

Den samme balance går igen i smagen, som både har sødme og en skarp syrlighed. Også smagsmæssigt er der samme frugt som duften med æblemos, fersken, ananas, citroner, lemon og kandiseret grape på en let opulent og olieret facon. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Bodega Pepe Mendoza, Tinto, Alicante, Spanien

2022 Bodega Pepe Mendoza, Tinto, Alicante, SpanienDen første rødvin denne aften blev en søstervin til den hvide Blanco fra Bodega Pepe Mendoza … husets røde basisvin, der blot kaldes rød aka Tinto og dette er 2022’eren.

Vinen er lavet på et blend af 70% Monastrell, 27% Giró og 3% Alicante Bouschet fra marker i 2 området. Monastrell og Alicante Bouschet druerne kommer fra Villena, Pinoso og Alto Vinalopó og Giró druerne fra La Marina fra 60-75 år gamle vinstokke på marker i 300-500 meters højde.

Alle markerne er økologiske, men ikke certificerede og Giró stokkene står i jernholdig lerjord, mens Monastrell og Alicante Bouschet druerne står i marker med sandjord.

Vinficering er baseret på princippet om, at less is more, men hver druesort er vinificeret separat … er først høstet separat ved perfekt modenhed og derefter gæring spontant på egen gær i små rustfri ståltanke.

Ved gæringen er der anvendt 20% hele klaser og de øvrige druer er forinden presset eller knust let og efterfulgt af let eftermaceration inden lagring i 12 måneder alene i ståltanke.

Duftmæssigt … hold nu kæft, nu er der sul på kroppen og varm frugt, varm og sødkrydret frugt med brombær, godt med egetræ, blyanter, cedertræ, blæk, tørv , koks, tændstikker, tørret kød, jod, mynte samt rosmarin … meget bondsk og meget krydret.

I munden får du også både den krydrede smag, hvor frugten igen mest bare er bløde brombær samt søde og syrlige kirsebær. Der er blæk, peber og godt med krydderier. Udover den krydrede smag, så er det egentlig en frisk, frugtrig og saftig vin … bondsk, rustik og alligevel med særegen charme. 92 point.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 119,20 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Bodega Pepe Mendoza, Blanco, Alicante, Spanien

2022 Bodega Pepe Mendoza, Blanco, Alicante, SpanienMed næste vin – en hvidvin – fortsatte vi i Spanien med en smule Macabeo i blendet, for vinen en 2022 Blanco fra Bodega Pepe Mendoza og druerne er Moscatel, Macabeo og Merseguera.

Det er ikke ret lang tid siden, at vi her på vinbloggen stiftede bekendtskab med Bodega Pepe Mendoza … nemlig da jeg smagte en 2021 Giró de Abargues fra huset og dengang skrev historien. Det gør jeg ikke nu, men ser bare nærmere på denne vin.

Blendet i Pepes Blanco varierer en smule fra år til år, men i årgang 2022 er det altså 40% Moscatel, 40% Macabeo og 20% Merseguera, mens den nyere årgang 2023 består af 40% Moscatel, 33% Macabeo, 7% Viognier og 20% Merseguera.

Vinen er lavet på ren stål … både den spontane gæring alene med druernes egne gærceller, men også den efterfølgende lagring sker i rustfrie ståltanke og det sker sur lie … altså med bærmen.

Duften er sådan lidt kalket eller kridtet mineralsk .. der er duft af fennikel og endda nærmest lidt dild, der så suppleres med havvand, saltet havvand, lidt muskatnød og virker egentlig pænt fyldig. Der er en frugt, der mest er melon og pærer, der suppleres af appelsin- og citronskrald og det er med til at gøre duften frisk i det.

Smagen er også lidt blød, fed, olieret og bamset i udtrykket … der kommer lidt fennikel og lakrids, melon, pærer og igen kommer er der en smule salt samt en smule bittersaltet, grillet grape. Der er ikke en mainstream hvidvin, men har sin egen særegenhed og karakter, så jeg ender på 92 point.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Nativ, Bicento Irpinia Campi Taurasini, Campanien, Italien

2019 Nativ, Bicento Irpinia Campi Taurasini, Campanien, ItalienMed næste Nativ vin blev det en rigtig rødvin fra Campanien, for vinen er nemlig på Aglianico og det er en 2019 Bicento Irpinia Campi Taurasini fra Società Agricola Nativ.

Det 100% Aglianico, som kommer op til 200 år gamle vinstokke og det er også derfor, at vinen hedder Bicento, der betyder tohundrede og druerne er høstet i slutningen af oktober, hvorefter de fragtes i små 20 kilo kasser til vingården i Paternopoli,

Efter høsten er druerne afstilket og presset let, hvorefter gæring er sket over 20 dage i rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er den så lagret 18 måneder i franske barriques.

Nu er duften mere interesseret … der er garvet læder, lakridsrod, nogle tørrede blomster, tjære og frugt af blåbær, blommer, hindbær,  svesker og hyllebær … virker både ren og stringent, men har nu også en lidt solvarm og vamset side. Fadlagringen kan også duftes, for der kommer både kaffebønner, chokolade, kanel og grønne krydderurter samt let mentol og rosmarin.

I munden er der skrald på … det er –  som jeg skrev, da jeg smagte vinen første gang – en bombastisk motherfucker af en vin. Den har mørk frugt af blåbær, blommer, solbær, hindbær og selvom frugten er fed, så har vinen også en voldsom tør syre, der giver fint modspil til den opulente og stærke frugt … og så er tanninerne også tørre og markante og bidrager til den tørre og vilde bid. Det er en alsidig og skøn vin med karakter … 92 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2023 Clos des Orfeuilles, Muscadet Sèvre et Maine Sur Lie, Loire, Frankrig

2023 Clos des Orfeuilles, Muscadet Sèvre et Maine Sur Lie, Loire, FrankrigTid til hvidvin … og endda en lidt mere sjælden af slagsen, for det er nemlig en Muscadet Sèvre et Maine Sur Lie 2023 fra vinhuset Clos des Orfeuilles, der er ejet af Castel Châteaux & Grands Crus.

Châteaux & Domaines Castel er grundlagt af Castel familien i Bordeaux i 1949. De var i alt 9 brødre og søstre, som grundlagde firmaet, der oprindeligt blot handlede med vin og senere begyndte at flaske vin. I 1957 begyndte de dog også selv at producere vin, da de købte Chateau de Goelane i Bordeaux.

I dag er det en kæmpestor historie, som nu i 3. generation drives af Castel familien. Samlet ejer de 21 vinhuse i henholdsvis Bordeaux, Loire, Languedoc og Provence.

De fleste af vinhusene ligger i Bordeaux og på venstre side ejer familien Château Tour Prignac, Château Barreyres, Château d’Arcins, Cru la Maqueline, Château Ferrande samt Château Beychevelle.

På højre side har de endnu flere … Château Latour Camblanes, Château Campet, Château de Goëlane, Château du Lort, Château Malbec, Château du Bousquet, Château Montlabert, Château de Haut-Coulon og Château Hourtou.

Derudover ejer de vinhuset Domaine de la Clapière i Languedoc og Château Cavalier i Provence, mens i de Loire ejer slottene Château de l’Hyvernière, Château de la Botinière og så Clos des Orfeuilles.

Le Clos des Orfeuilles er en gammel renæssanceejendom, der har 18,5 hektar marker, der ligger i kommunen Pallet nær Nantes midt i appellationen Muscadet-Sèvre-et-Maine og spredt på 4 forskellige plots med jord bestående af  gnejs, skifer og granit-sand.

Castel-familien købte ejendommen i 2007 med ønsket om at bidrage til netop genoplivningen af ​​Muscadet vinene. Muscadet støder vi jo ikke særligt ofte på gerhjemme, men den hedder egentlig Melon de Bourgogne og kommer fra Muscadet området omkring byen Nantes i Loire, hvorfor druen også kaldes Muscadet.

Til denne vin kommer druerne fra de 4 plots Moulinlandes, Les Censives, Les Écotais og Orfeuilles … og hver af disse vinificeres så separat med spontangæring alene med druernes egne gærceller for at give det reneste udtryk. Efter endt fermentering er vinen så lagret sur lie i 8 måneder med løbende omrøringer … og først til sidst sammenstikkes vinen.

Duftmæssigt er det lidt en schweizerkniv, hvor du både får en ren, frisk og kalket mineralitet af østersskaller og knust kridt, men også en frugt, hvor der både er honningmeloner, nektariner og virker endda en smule fyldig, hvorved den har noget, der kan minde om gule vingummibamser. Den lille sødme og en buket hvide blomster giver vinen er ubekymret udtryk og får den til at virke uskyldig.

Men i smagen viser vinen mere sjæl … smider de varme klæder og indenunder finder man en cremet frugt, hvor der mest er kandiseret grape, citroner og melon på én gang, hvilket giver en frisk vin med denne lette, salte og mineralske bitterhed og hvid peber … har sgu masser af sprødt og saltet bid. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 145 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Louis Nicaise, Extra-Brut Millésime, Champagne, Frankrig

2016 Louis Nicaise, Extra-Brut Millésime, Champagne, FrankrigVi startede byggemødet med 3 flasker bobler … og første var fra det kendte champagnehus Louis Nicaise – som vi før har mødt her på vinbloggen – og det var med deres Extra-Brut Millésime 2016.

Louis Nicaise er et familieejet champagnehus, som ligger i Hautvillers et par kilometer nord for Épernay. Huset er grundlagt tilbage i 1928 af Lucien Nicaise, som i en tid, hvor kooperativerne dominerede, besluttede sig for at lave kvalitetschampagne.

Siden 2013 har det været 4. generation i form af Laure Nicaise-Préaux, som overtog driften efter hendes far Louis. Hun driver dog gården sammen med hendes mand Clement Préaux, som også er vinmager og udlært hos den legendariske Anselm Selosse fra det store Champagne Jacques Selosse.

Sammen har parret 9,12 hektar vinmarker, hvor nogle faktisk ligger nabo til de marker, som giver druer til den eksklusive Dom Pérignon fra champagnehuset Moët & Chandon.

Og markerne dyrkes helt uden brug af sprøjtemidler eller andet, og selvfølgelig alle 3 obligatoriske sorter, altså Chardonnay på kalksten rige marker, Pinot Noir på skiferjord og den lille del af Pinot Meunier på ler- og kalkstenrige marker.

Denne Extra-Brut Millésime 2016 er lavet på 70% Chardonnay og 30% Pinot fra 35 år gamle vinstokke på marker i Hautvillers og vinen er lavet i ståltanke med spontangæring. Efter endt fermentering har 60% af vinen gennemgået malolaktisk gæring og 10% lagret i store tonneaux egefade inden aftapning på flaske og andengæring.

Herefter har vinen så gæret og lagret i kælderen i mindst 5 år … tidpunkt for degorgering fremgår dog ikke, men der er tilsat dosage på under 5 gram pr. liter.

I næsen adskiller denne champagne sig en smule … er beste,t lidt anderledes end min normale reference, for der er masser af abrikos og grape i næsen. Det suppleres dog af nedfaldsæbler, kvæde, røg og gærede noter … kalklede noter, lidt søde noter af lakridskonfekt og æbleflæskvingummi aka juleflæsk samt lidt ler,

Boblerne eller moussen er frisk, men der kommer også hurtigt en smule sødme, men frugten er abrikos, fersken, pærer og æblemost, men fader forholdsvis hurtigt ud. Det er smagsmæssigt en meget saftet vin med noget citronsyre. 92 point.

Forhandles af Champaniac, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2023 Weingut Huber, Reichersdorf Ried Spiegeln Chardonnay, Niederösterreich, Østrig

2023 Weingut Huber, Reichersdorf Ried Spiegeln Chardonnay, Niederösterreich, ØstrigI den lille trio – kan en trio egentlig være lille, for den består vel altid bare af tre? – blev den sidste Weingut Huber vin denne Reichersdorf Ried Spiegeln Chardonnay i årgang 2023.

Det er en enkeltmarksvin fra marken Reichersdorf Spiegeln, der har en østlig eksponering med en smuk udsigt over Donau-floden med en jordbund af et tyndt kalkstenslag, som blev aflejret af den gamle Traisen-flod for over 15 millioner år siden.

Druerne er høstet med håndkraft inden en blid presning over 6 timer, hvorefter gæringen er sket spontant alene med druernes egne gærceller i 500 liter franske egefade. Der er vinen også lagret sur lie over 10 måneder inden aftapning og har 4,5 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er det spot-on fadlagret Chardonnay med en smule smørfedme, nødder og en pænt del træ … der er teak og mahogni og så ellers en frugt med pærer, fersken, abrikos, passionsfrugt, mango og ananas … eller med andre ord en tropisk storm, der suppleres af lidt søde krydderurter.

I munden er det også en lækker og sødkrydret vin … masser af frugtsagt og -kraft. Igen kommer der godt med eksotisk frugt frem og det er mest pærer, fersken, abrikos, papaya og ananas … tilsat en smule sødbitter lemon og alt er pakket pænt ind som bløde gaver, der kommer cremet og saftigt. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2023 Weingut Huber, Getzersdorfer Engelsberg Riesling, Niederösterreich, Østrig

2023 Weingut Huber, Getzersdorfer Engelsberg Riesling, Niederösterreich, ØstrigDen næste vin fra den unge Markus Huber på Weingut Huber i Reichersdorf i Traisental blev så denne Getzersdorfer Engelsberg Riesling 2023.

Den er en vin, hvor Riesling druerne kommer fra de to stejle, kalkholdige og soleksponerede topmarker Berg og Engelreich ved Getzersdorf i Traisental.

Vinen er lavet ved, at druerne efter høsten først er udblødet i 4 timer ved lav temperatur inden presning og gæringen, som er sket i store temperaturstyrede ståltanke og derefter er vinen så lagret sur lie 4 måneder inden aftapning på flaske og den har 6,0 gram restsukker pr. liter.

Det er ikke en syleskarp, pivfrisk Riesling, men en mere fyldig og venligere version af Riesling, der som 2022’eren starter med en lille smule petroleum i næsen, mens frugten er ovre i det mere eksotiske med fersken, pærer, gule æbler, mango, ananas og syltede citroner, men derudover en klar kalket mineralitet.

Sådan er smagen egentlig også … fyldig, lidt olieret og samtidig ganske koncentreret. Igen kommer de tropiske frugter hurtigt frem med saftige æbler, æblesaft, fersken, mango og ananas … er virkelig rigtig saftig og læskende. Syren har også et venligt ansigt, så alle de sure citroner er pakket væk og i stedet får du blødhed, let sødme samt afdæmpet og næsten blødt bid. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., men prisen ved køb af 6 flasker er 99,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2023 Domaine Les Champs Baudots, Bourgogne Hautes-Côtes de Nuits, Bourgogne, Frankrig   

2023 Domaine Les Champs Baudots, Bourgogne Hautes-Côtes de Nuits, Bourgogne, FrankrigJeg smagte første gang denne Bourgogne Hautes-Côtes de Nuits fra det lille vinhus Les Champs Baudots i Villars-Fontaine i april måned og dengang i årgang 2022, men nu smager jeg 2023’eren.

Denne Bourgogne Hautes-Côtes de Nuits er lavet på Pinot Noir druer, som Cédric håndhøster fra ler- og kalkstensholdigemarker i Marey Les Fussé.

Vinen er lavet helt traditionelt … og i kælderen er vinen lagret 10 måneder på franske 228 liter barriques, hvoraf 10 % er helt nye.

Duftmæssigt minder vinen vildt meget om 2022’eren, for allerede fra start kommer der godt med træ- og fadnoter … cedertræ, lakrids, våde fade, vanilje, mælkechokolade, lakridskonfekt, karamel samt lidt nødder og skovbund. Frugten er fin, let og feminin med jordbær, hindbær og lyse kirsebær … lys og fin.

I munden er der mere bid end duften indikerede … der er syrlig og frisk frugt med jordbær, hindbær, syrlige kirsebær og noget lemon, der så bidrager med lidt sødlig bitterhed, en smule urter og peber … sammenlagt flot med lidt røgede elementer. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7