Den første rødvin denne aften blev en søstervin til den hvide Blanco fra Bodega Pepe Mendoza … husets røde basisvin, der blot kaldes rød aka Tinto og dette er 2022’eren.
Vinen er lavet på et blend af 70% Monastrell, 27% Giró og 3% Alicante Bouschet fra marker i 2 området. Monastrell og Alicante Bouschet druerne kommer fra Villena, Pinoso og Alto Vinalopó og Giró druerne fra La Marina fra 60-75 år gamle vinstokke på marker i 300-500 meters højde.
Alle markerne er økologiske, men ikke certificerede og Giró stokkene står i jernholdig lerjord, mens Monastrell og Alicante Bouschet druerne står i marker med sandjord.
Vinficering er baseret på princippet om, at less is more, men hver druesort er vinificeret separat … er først høstet separat ved perfekt modenhed og derefter gæring spontant på egen gær i små rustfri ståltanke.
Ved gæringen er der anvendt 20% hele klaser og de øvrige druer er forinden presset eller knust let og efterfulgt af let eftermaceration inden lagring i 12 måneder alene i ståltanke.
Duftmæssigt … hold nu kæft, nu er der sul på kroppen og varm frugt, varm og sødkrydret frugt med brombær, godt med egetræ, blyanter, cedertræ, blæk, tørv , koks, tændstikker, tørret kød, jod, mynte samt rosmarin … meget bondsk og meget krydret.
I munden får du også både den krydrede smag, hvor frugten igen mest bare er bløde brombær samt søde og syrlige kirsebær. Der er blæk, peber og godt med krydderier. Udover den krydrede smag, så er det egentlig en frisk, frugtrig og saftig vin … bondsk, rustik og alligevel med særegen charme. 92 point.
Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 119,20 kr. ved køb af 6 flasker.