Tilbage i november smagte jeg første gang denne Irrosso fra Casanova di Neri. Dengang var det i en årgang 2021, men nu smager jeg den i årgang 2019.
I forhold til 2021’eren er denne årgang 2019 lavet på 100% Sangiovese, der alle er høstet manuelt i september måned. Der er sket en sortering af druerne før og efter plukning … sidstnævnte med en optisk sortering.
Derefter er gæring sket uden brug af tilsat gær, hvor gæring og maceration er sket over 13 dage i koniske stålkar ved en kontrolleret temperatur. Efter endt fermentering er vinen lagret 15 måneder på egetræsfade.
I næsen er der en moden frugt … kirsebær, jordbær og ribs, rå champignon, appelsinskæl, mahogni- og teaktræsolie, karamel og fugtig skovbund, tobaksblade samt noget lakrids. Der kommer også en smule grannåle, røg og en tør italiensk syre.
Smagen er som sidst stoisk, rolig og tilbagelænet, for det er en meget balanceret vin, hvor alt virker afstemt, fint, blødt og alligevel med en frugt, der både er frisk, sødbitter og til den tørre side, mens syren er ren, styrende og frugtrig med lyse kirsebær, ribs, hindbær med små lemonagtige noter. Tanninerne har noget bid, men virker egentlig mere frugtrige, lette og luftige end tørre og bidske. Dermed bliver det en fin, syrligbitter og frugtrig vin med nogle klare Brunello kvaliteter. 92 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.