Tag-arkiv: Tyskland

2023 Weingut Jakob Schneider, Melaphyr Riesling Trocken, Nahe, Tyskland

2023 Weingut Jakob Schneider, Melaphyr Riesling Trocken, Nahe, TysklandSjovt navn … men Melaphyr hedder denne Riesling vin fra Weingut Jakob Schneider eller helt korrekt en 2023 Melaphyr Riesling Trocken.

Melaphyr er en bjergart … en vulkansk sten, som har hulrum  fyldt med kvarts, feldspat, calcit eller andre mineraler.

Men hos Schneider kommer alle Riesling druerne til vinen fra markerne Felsensteyer og Rosenheck, hvor der netop er tilstedeværelse af vulkansk sten.

Vinen virker duftmæssigt blødere end Grauschiefer, men fortsat meget mineralsk og nu kommer der også lidt petroleum med og igen masser af sprælsk citronagtig syre og næsten ætsende duft. Der er grønne æbler og citroner.

I munden virker vinen let perlende, meget smagfuld og frugtmæssigt også stoppet med umodne grønne æbler og sure citroner … syren er vild og nærmest voldsom … pivfrisk, mineralsk og stram. 90 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 115 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

Houlberg til smagning på Jysk Vinbar med Weingut Jakob Schneider fra Nahe

Min fridag i Aarhus torsdag 3. oktober sluttede på Jysk Vinbar i Vestergade, hvor jeg deltog i en producentsmagning af vinene fra Weingut Jakob Schneider fra Nahe og de blev præsenteret af Laura Schneider, der besøgte Danmark i forbindelse med Jysk Vins store vinfestival.

Efter både den store Thistledown Wine smagning på Pinot Bar og mit besøg på S’vinbar blev Schneider smagningen således tredje og sidste i denne dags Kinder Æg af vinøse oplevelser.

Laura er Ehefrau til – altså gift med – Jakob Schneider Junior og hun er på vingården ansvarlig for markedsføring, handel og eksport. Hun er selv oprindelig fra Pflaz, har læst vinøkonomi og skulle denne aften på Jysk Vins flotte vinbar i Aarhus guide os igennem et udvalg af de vine, som deres laves på vingården i Nahe.

Weingut Jakob Schneider

Weingut Jakob Schneider bor helt passende på adressen Winzerstraße i den lille vinby Niederhausen lige op til floden Nahe og en af dens mange sluser. Det er omkring 80 kilometer sydvest for Frankfurt i netop Nahe området.

Vingården er grundlagt tilbage i 1575 af familien Schneider, og har siden 1901 produceret og solgt vinene fra vingården i den lille by Niederhausen.

I dag drives vingården fortsat af Schneider … nu i seneste og 9. generation i form af den unge Jakob Schneider Junior med hjælp fra hustruen Laura, faderen Jakob Senior, mutti Monika samt oma – bedstemor – Liesel.

Familien har samlet 24 hektar vinmarker, som ligger langs Nahe floden. Det er parceller på markerne Niederhäuser Hermannshöhle, Niederhäuser Klamm, Niederhäuser Rosenheck, Niederhäuser Felsensteyer samt Norheimer Dellchen.

Markerne på de stejle skråninger byder på et ganske unik terroir med mange forskellige typer sten. Således har Weingut Jakob Schneider ikke mindre end 52 forskellige typer sten på sine marker samt en kæmpe biodiversitet. Det er faderen Jakob Senior, som primært plejer markerne.

Der dyrkes primært Riesling på markerne … faktisk udgør Riesling 85% af den samlede produktion, men der er 10% med burgundiske druer Spät-, Weiß- og Grauburgunder, mens de resterende 5% er mange andre sorter, herunder Dornfelder.

Det gennemsnitlige udbytte ligger på 60 hektoliter pr. hektar og det betyder en samlet produktion på Weingut Jakob Schneider på omkring 180-200.000 flasker vin årligt.

De seneste år er der sket stor udvikling på vingården, hvilket især kan tilskrives den unge Jakob Schneider, som efter sine studier på Geisenheim i Rheingau samt et par ophold hos både Schloss Vollrad i Rheingau og hos fantastisk dygtige Emmerich Knoll i Wachau, har bragt nye idéer i produktionen.

Jakob Schneider er også kåret som Aufsteiger des Jahres af det tyske Gault Millot i 2017.

Vinene i smagningen

I programmet var der reklameret med, at vi skulle igennem 7 vine, men vi endte nu med at smage 9 Riesling vine fra Schneider og det var samlet disse vine:

To af vinene havde jeg smagt før og der har jeg blot linket til mine tidligere anmeldelser. De øvrige anmeldelser kommer selvfølgelig – som vanligt – i de kommende indlæg.

Samlet var det en rigtig hyggelig aften … og med masser af Riesling, masser af syre og en sød Laura Schneider, der på god, betryggende og varm måde guidede os igennem de vine, som hendes mand også får store anerkendelser fra.

Jeg har heldig efter aftenen at få et lift retur til Randers med Flemming fra Jysk Vin, da han selv bor i Randers og skulle sætte Laura af på Hotel Randers, så hun kunne være frisk til den store vinfestival … stor tak til Jysk Vin for invitationen.

2018 Weingut Von Winning, Deidesheimer Grainhübel Riesling GG, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Von Winning, Deidesheimer Grainhübel Riesling GG, Pfalz, TysklandBestyrelsesmødet sidste hvidvin var fra Weingut Von Winning og det var en 2018 Deidesheimer Grainhübel Riesling Großes Gewächs.

Weingut von Winning ligger midt i byen i Deidesheim i Pfalz og var en del af ét stort vinhus, der oprindelig var ejet af Andreas Jordan.

Han var én af de store vinbønder i Deidesheim, der også var manden, som først indførte strenge udvælgelsesregler for at producere kvalitetsvine og stod bag begrebet Spätlese i Pfalz.

Da Andreas Jordan døde i 1848 så blev hans enorme ejendomme og jorde opdelt i tre og solgt. Det blev i 1849 til vinhusene Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan, Weingut Reichsrat von Buhl ejet af Franz Peter Buhl og så Weingut Dr. Deinhard.

Og sidstnævnte Weingut Dr. Deinhard hedder altså i dag altså Weingut von Winning. Ændringen skete i 1907, hvor Dr. Andreas Deinhards svigersøn kaptajn Leopold von Winning trådte ind i vinhuset og samtidig fik virkelig gang i vinproduktionen.

Via sirligt arbejde hævede von Winning langtsomt kvalitet af vinene til nogle af datidens største vine. Von Winning var også med til at grundlægge VDP. Senere blev vinhuset solgt igen … skiftede navn tilbage til Weingut Dr. Deinhard og levede herefter mange år i glemslen uden at gøre større væsen af sig.

I 2007 blev vinhuset imidlertid købt af forretningsmanden Archim Niederberger. Ham har vi hørt om før, idet han i 2002 også havde købt både Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan og i 2005 Reichsrat von Buhl.

Dermed var de tre vinhuse, der tilbage i 1849 var blevet delt i det, som dengang blev kaldt Jordan divisionen, nu igen samlet under én ejer, og navnet Weingut Dr. Deinhard blev så igen ændret tilbage til Weingut von Winning.

Faktisk var man dog meget pragmatisk, da man ændrede navnet tilbage til Weingut von Winning, for så lavede man blot 2 serier af vine … én under navnet Dr. Deinhard og én under von Winning … og det gør man fortsat den dag i dag. Vinene under Dr. Deinhard er billigere vine, som alene er lavet og lagret på ståltanke.

Desværre døde Archim Niederberger i 2013, så i dag er det hans kone Jana, som ejer de tre historiske vinhuse.

Weingut von Wining ejer i alt 44 hektar vinmarker omkring byerne Ruppertsberg, Deidesheim og Forst, hvor de bedste vinmarker er Kirchenstück, Pechstein, Jesuitengarten, Ungeheuer, Kieselberg, Kalkofen, Langenmorgen, Spiess og Paradiesgarten … alle marker med høj anseelse i klassifikationerne.

Faktisk var de to førstnævnte Kirchenstück og Pechstein allerede i 1828 – i datidens uvurderlige klassifikationer – betegnet som de to bedste marker i hele Pfalz.

Efter mange års tilværelse i glemslen har vingården i de sidste år oplevet en sand genfødsel. Weingut von Winning ledes af Stephan Attmann, som betegnes som en fuldstændig vingal, ja nærmest genial-vanvittig hvirvelvind af en direktør og vinmager.

Under hans ledelse er der lavet en kompromisløs, naturtro dyrkning af vinmarkerne … ikke bare efter biodynamiske metoder, men også uden brug af kobber. Samtidig har man øget markernes beplantningstæthed til utrolige 9500 stokke pr hektar.

I vinkælderen foregår vinifikationen også anderledes end andre steder. Spontangæring af den ufiltrede most foregår uden temperaturkontrol i træfade af forskellig størrelse.

Disse træfade er ikke kun de traditionelt benyttede tyske fade, men også fade fra de allerbedste producenter i Bourgogne. Og netop Frankrigs store vine er Attmanns store inspiration, og det er især Bourgognes store vine, der er hans målestok for den kvalitet, han søger at opnå fra Pfalz’ absolut bedste marker.

Denne 2018 Deidesheimer Grainhübel Riesling Großes Gewächs er lavet med Riesling druer fra Große Lage marken Grainhübel, der ligger på en sydvendt skråning undergrund af rød sandsten og tertiær kalksten.

Efter høsten er druerne presset og så har mosten spontangæret alene med druernes egne gærceller i 500 liter egefade og efter endt fermentering er vinen også lagret i fadene i 18 måneder sur lie, altså med bærmen.

Dejlig Riesling, som har noget fadfedme … en tynd lille smørfrakke ovenpå, men har et lyst sind indenunder med blomster, masser frisk frugt med æbler, fersken, abrikos og så et hel mark sommerblomster og en stenet mineralitet. Fadene bidrager med vanilje, nødder og er med til at give en lidt opulent fornemmelse.

Sådan er smagen egentlig også … har både de lidt tungere fadnoter med olieret nøddekompot og en lidt voluminøs tyggevenlig frugt, der starter med kandiseret grape, sødlig lemonbitterhed og syrlige drop af citronbolsjer, kogte pærer og en pivfrisk, ren syre, der giver vinen et smukt bid og elegant fylder munden … 94 point.

Forhandles herhjemme af Atomwine, men denne vi er ikke fundet … på vingården koster en nyere årgang 32€ … svarende til 238 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2023 Weingut Tesch, Riesling Queen Of Whites, Nahe, Tyskland

2023 Weingut Tesch, Riesling Queen Of Whites, Nahe, TysklandJeg har smagt denne Riesling Queen Of Whites fra Weingut Tesch, men jeg vidste ikke sidste gang, at den egentlig har navnet Queen Of Whites, men det fortsat en Gutsriesling og jeg smager 2023’eren.

Jeg har før skrevet om Weingut Tesch, bl.a. da jeg tilbage i 2018 smagte en del vine fra vinhuset og skrev om det i mit blogindlæg Riesling Vineyard Box fra Weingut Tesch.

Vinen er i vineriet lavet på rustfrie ståltanke, hvor selve gæringen også er sket med nænsom presning og temperaturstyret gæring, mens lagringen også er sket i ståltankene. Vinen har 6,2 gram restsukker pr. liter.

Sådan … sikke en dejlig duft, den er landlig, animalsk og med en grøn terpentinagtig mineralitet, godt med mirabeller, lemon, citron, friske og umodne æbler, ananassaft, melon og Faxe Kondi, meget inderlig, klar og der dukker også svagt lidt nødder og ristede noter op.

Smagen har til gengæld godt med syre … der er sure citroner, bitter lemon, grape og småsure æbler sammen med en lille saftet sødme og dermed bliver det en pivfrisk vin. Syren er ungdommelig, ustyrlig, ret vild og skarp … og til prisen er det vildt tiltrækkende … 90 point.

Vinen forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Weingut Alexander Laible, Spätburgunder Reserve ★★★, Baden, Tyskland

2019 Weingut Alexander Laible, Spätburgunder Reserve ★★★, Baden, TysklandVinbutikken.dk mener, at jeg som barn – som Obelix (og lad vær’ at sige, at jeg ligner) – nok faldt i Baden Spätburgunder gryden. Jeg har dog ikke fået ekstra kræfter, men knuselsker bare tysk Spätburgunder og nu smager jeg en fin Spätburgunder Reserve ★★★ årgang 2019 fra Weingut Alexander Laible.

Laible er jo en vinhus, som jeg er stødt på mange gange her på Houlbergs Vinblog og vinene med de 3 stjerner er deres topvine og denne Spätburgunder Reserve ★★★ er en af deres absolutte røde topvine.

Vinen er lavet på de gamle Spätburgunder kloner Freiburg 52-86, der kommer fra vinstokke, der er plantet tilbage i 1976 og druerne er først sorteret i vinmarken og igen før presning. Gæringen er sket i åbne gæringskar og efter efter fermentering er vinen så lagret 15 måneder i nye 225 liters barriques.

Uhhhh det er duftmæssigt balsam for sjælen og måske er det med gryden korrekt, selvom jeg ikke kan huske det. Duftene er meget så fine, sarte, subtile og afdæmpede med blødt fadpræg af eksotisk træ som mahogni og teaktræ, ristede champignon, bagte kastanjer, lidt karamel, kanel, vanilje, mælkechokolade, lakrids, røg og noget fond. Frugten virker moden og blød … sorte kirsebær, jordbær, blommer, hvilket suppleres med lidt nødder  … så kompleks og det er næsten umuligt at slippe glasset.

I munden flyder vinen langsomt ud og smelter næsten, men du sidder tilbage med masser af fin frugt af jordbær, blommer, kirsebær og endda sødlig solbær, søde krydderier, kanel, kardemomme, noget brunet karamel, let peber og nogle burgundiske træk … man bliver så varm i kroppen … sådan skal en lækker Spätburgunder vin skrues sammen og den modne syre klinger i lang, lang tid i eftersmagen, hvorfor fortjente 95 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 340 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2020 Weingut Clüsserath-Eifel, Trittenheimer Apotheke Riesling Alte Reben Kabinett, Mosel, Tyskland

2020 Weingut Clüsserath-Eifel, Trittenheimer Apotheke Riesling Alte Reben Kabinett, Mosel, TysklandMed næste vin fra Weingut Clüsserath-Eifel bliver vi på den stejle vinmark Trittenheimer Apotheke, for vinen er nemlig en 2020 Trittenheimer Apotheke Riesling Alte Reben Kabinett.

De gamle vinstokke betyder her, at de er over 70 år gamle, men ellers er vinen lavet som den forrige … altså med spontan gæring i rustfrie ståltanke, hvor den efter endt fermentering også er lagret. Så har den en alkoholprocent på 9,5% og et niveau for restsukker på omkring 25 gram pr. liter.

Duftmæssigt minder det om forrige vin fra Clüsserath-Eifel … meget inderligt, måske lidt mere tæt og kompakt, men også her med noget petroleum og linolie, men blot på en mere olieret eller smørret måde suppleret med lidt nødder, kastanjer og en fin frugt af æbler, fersken, abrikos, citroner, lemon og kandiseret grapefrugt og noget blomsterpollen.

I munden er vinen både fed, fyldig, syrlig og sød på én gang … der er både gule æbler, masser af æblemost, hyld, søde abrikoser og grillet lemon. Der kommer også lidt sød mjød eller honning, en ret maskulin og tæt, mørk syre, som giver vinen krop og personlighed.  93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Weingut Clüsserath-Eifel, Trittenheimer Apotheke Riesling Bergwingert Kabinett, Mosel, Tyskland

2020 Weingut Clüsserath-Eifel, Trittenheimer Apotheke Riesling Bergwingert Kabinett, Mosel, TysklandWeingut Clüsserath-Eifel er en mozelwinzer, der ligger helt ned mod floden i byen Trittenheim ved et af Mosels mange sving, men der er derfra, at jeg nu smager en 2020 Trittenheimer Apotheke Riesling Bergwingert Kabinett.

Clüsserath-Eifel er en meget lille vingård, men familien har været vinbønder i mange, mange år … ja faktisk siden 1745. Dengang var det særligt de stejle marker Trittenheimer Apotheke og Altärchen, der var omdrejningspunkt for vinproduktionen.

Vingården var egentlig opstået, da Alois Clüsserath og Clemens Eifel slog pjalterne sammen, hvorefter familien Clüsserath-Eifel herefter drev vingården i 7. generationer frem til 2019, hvor Gerhard Eifel så solgte den til den nuværende ejer Stefan Lergenmüller.

Stefan har således sammen med hustruen Dr. Karin Lergenmüller overtaget den lille vingård med kun 4 hektar vinmarker, der jo bl.a. omfatter parceller på vinmarker som Trittenheimer Apotheke og Altärchen, Neumagener Rosengärtchen samt Klüsserather Bruderschaft … nogle  med over 100 år gamle vinstokke.

Vinstokkene er primært Riesling, men der findes også en smule Müller-Thurgau og jeg starter med at smage Stefans Trittenheimer Apotheke Riesling Bergwingert Kabinett i årgang 2020.

Druerne til vinen kommer fra den øverste del af Trittenheimer Apotheke, hvor klimaet er køligt og som skabt til at skabe Kabinett med restsødme og høj syre.  Vinen er lavet i ståltanke med spontan gæring alene med druernes egne gærceller og vinen har 19,9 gram restsukker pr. liter.

Sådan … har en vild lækker duft … og selvom det er en Kabinett, så mærker du ikke i duften nogen udtalt sødme, men i stedet har vinen denne lette og inderlige duft af fersken, æbler og lemon, en snas petroleum, der lige prikker og begejstrer inden der kommer en blød mineralitet og lidt blomster.

I munden kan man dog godt smage, at det ikke er helt tørt,  for restsukkeret giver noget fylde og en svag sødme, der faktisk passer fint til en frugt af grillede citroner og bagt sødbitter lemon, fersken, æbler og æblesaft … meget saftig, liflig, lidt smørret eller olieret og alligevel med en letsaltet mineralitet. Virkelig godt, så 92 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2009 Weingut Baron Knyphausen, Erbacher Steinmorgen Riesling Auslese Edelsüß Special Edition, Rheingau, Tyskland

2009 Weingut Baron Knyphausen, Erbacher Steinmorgen Riesling Auslese Edelsüß Special Edition, Rheingau, TysklandDen sidste vin på vores roadtrip til Rheingau blev en Erbacher Steinmorgen Riesling Auslese Edelsüß Special Edition 2009 til desserten i Gutsrestaurant & Weinbar 1818 hos Weingut Baron Knyphausen.

Der er ingen oplysninger om produktionen, men vor vært i vinbaren oplyste, at den har mindre sukker end normalt for Auslese vin og han nævnte 65 gram restsukker pr. liter.

I næsen er det dog en total fed vin, der emmer af petroleum, honning og virker nærmest som en nektar. Selvom den er fed og sød, så virker vinen luftig og duften er tørret abrikos, bagte æbler, varm frugtkage med rosiner, saltkaramel, flødekaramel, mælkechokolade og noget candyfloss.

Smagen rykker sgu … blød, fed og sød, men fortsat meget levende med en frugt af tørret abrikos, fersken og sødbitter kandiseret lime og en lille, frisk og maskulin syre. Det smager rigtigt godt og denne var klart bedste vin hos Weingut Baron Knyphausen denne aften, så dermed 94 point.

Koster 39€ på vingården … svarende til 290 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Weingut Baron Knyphausen, Spätburgunder Rosé Trocken, Rheingau, Tyskland

2022 Weingut Baron Knyphausen, Spätburgunder Rosé Trocken, Rheingau, TysklandTil den skønne tallerken af appetizers med 3 små retter hos Weingut Baron Knyphausen fik vi serveret en Spätburgunder Rosé Trocken årgang 2022.

Det er en Gutswein, men der findes dog ikke meget oplysning om produktionen, men den er jo selvfølgelig lavet med en kort maceration ved presningen og det er årsagen til den pænt røde farve. Men ellers er vinen blot gæret og lagret på ståltanke.

Duftmæssigt er det en ganske fin rosévin, hvor duften mest er syrlige rød frugt … blodappelsin, granatæbler, grønne jordbær, lidt læder, mandler, salte mineraler og en let bitterhed.

Smagen er ligeledes blodappelsiner, jordbær, lyse kirsebær … ret saftet og faktisk også mineralsk. Det er en frisk vin, men den har en blød syre, som får vinen til at smyge sig behageligt rundt i munden, virkelig blid og selv en lille smule grapebitterhed virker også venlig, blød og medgørlig. 90 point.

Forhandles på vingården, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7 

Houlberg sluttede med … Gourmet Streetfood hos Baron Knyphausen

Vores roadtrip til Rheingau skulle lørdag aften gerne slutte hos en vinproducent og endda helst med lidt aftensmad … og helt tilfældigt var jeg faldet over et sjovt arrangement med overskriften Gourmet Streetfood … streetfood kombinert mit Rheingauer Wein.

Streetfood arrangementet skulle afholdes hos Gutsrestaurant & Weinbar 1818 hos Weingut Baron Knyphausen på Erbacher Straße i Eltville et pænt stykke fra vor hotel, men det tænkte jeg lige kunne være noget for os … selvom vi intet vidste om hverken arrangement eller vinhus.

Det krævede dog køb af billetter til 68€ pr. mand … så derfor fik jeg lagt 8 billetter i indkøbskurven, men den virkede tilsyneladende kun for tyskere, så jeg tog derfor via e-mail kontakt til Weingut Baron Knyphausen for at høre, om vi ikke kunne deltage alligevel?

Jeg fik hurtigt et pænt svar fra Stefan Zwerschke … det var selvfølgelig muligt og så fik jeg bare lige overført beløbet som en SEPA overførsel.

Men vi anede intet om, hvad der ventede os … hvad betød Gourmet Streetfood, havde vi i det i det hele taget billetter og hvad var Weingut Baron Knyphausen for en størrelse?

At vi ingen billetter havde, bekymrede teamet en anelse, så vi var alle lidt spændte, da vi lørdag aften tog en taxa til Eltville og blev sat af udenfor en stor og smuk have, der omfatter den gamle ejendom Draiser Hof, der er hjemsted  for Weingut Baron Knyphausen og et stort Gutshotel Baron Knyphausen med 14 gæsteværelser og en stor ferielejlighed.

Men derudover har vinhuset også i haven en topmoderne vinbutik kaldet knypHAUS og dertil også en Gutsrestaurant & Weinbar 1818 og længere nede i haven også en cool Weinlounge 1141.

Men vi fik nu slet ikke tid til at se haven … for Gutsrestaurant & Weinbar 1818 ligger lige ved indgangen til den gamle have og ved ankomsten blev vi taget godt imod, da værten allerede, da vi kom slentrende, havde spottet, at vi var danskerne, så vi fik hurtigt et glas kølig tysk Sekt stukket i hånden og satte os udenfor vinbaren.

I den smukke have kunne vi nyde de sene sommervejr lige overfor Draiser Hof og længere oppe i haven ved Gutshotellet var der en hel flok mennesker og det så ud som om, at man der var i gang med at fejre et bryllup.

Vi koncentrerede os dog om en lille Sekt, der var lavet på Riesling, men jeg fik hverken foto af vinen eller skrevet smagsnoter på den og inden længe blev vi budt indenfor … tid til Gourmet Streetfood, men der var alene plads til 40 deltagere og alle billetter revet væk.

Men inden vi nu kommer til maden og vinen, så lad os lige indledningsvis kigge nærmere på dette ukendte, men spændende vinhus.

Weingut Baron Knyphausen

Weingut Baron Knyphausen blev grundlagt tilbage i 1818, hvor familien overtog ejendommen Draiser Hof, som tidligere har været en del af de 12 klostre og gårde, som eksisterede i Rheingau efter Kloster Eberbach blev etableret tilbage i 1135 af Bernhard von Clairvaux.

Klosteret var dengang en magtfaktor, så det voksede hurtigt og ejede 12 gårde og klostre. Et af dem var Draiser Hof, der blev opført af cisterciensermunkene i et sumpet område ved bredden af ​​Rhinen mellem Eltville og Erbach, efter ærkebiskop Markolf af Mainz havde skænket dette område til munkene.

På Draiser Hof blev den primære drift produktion af vin fra vinmarkerne og frugt fra deres frugtplantager, således munkene kunne forsørge sig selv.

En tilsvarende ejendom Draiser Aue på modsatte bred af Rhinen supplerede produktionen på Draiser Hof og gjorde området meget frugtbart og beliggenheden ved Rhinen betød også, at produktionen kunne fragtes derfra og derfor blev stedet et knudepunkt.

Den nuværende Draiser Hof er dog ikke helt så gammel, men er bygget i 1727, men har været ejet af den østfrisisk adelsfamilie Baron Knyphausen lige siden 1818, der også regnes som året for grundlæggelsen af det gamle vinhus.

Foran Drauiser Hof står der i øvrigt en gammel totempæl … en træsølje, hvor de forskellige arbejdsopgaver på en vingård gennem et helt vinår er skåret ind i pælen.

Og på hele væggen i Gutsrestaurant & Weinbar 1818 kan man i endda læse hele historien om stedet  … helt fra de gamle vinelskende munke til fx 1972, hvor huset blev medlem af VDP eller 2015, hvor driften af vinhuset blev overtaget af Frederik Baron Knyphausen, der er 8. generation af Baron Knyphausen familien på stedet.

Frederik er dog ikke selv uddannet vinmager, for efter en erhvervsuddannelse, så arbejdede han først i en bank i Frankfurt og derefter for en industrikoncern i Hamborg. Det var først i 2015, at han vendte tilbage til Rheingau og overtog vingården fra sin far.

Han får dog fortsat hjælp til driften fra sin far Gerko Baron Knyphausen, mens vinproduktionen er lagt i hænderne på vinmager Arne Wilken, mens Marius Tepel står for besøg, hele gastronomien og alle arrangementer på Draiser Hof.

Vinhuset har sammenlagt 16,7 hektar vinmarker og den bedste mark anses for at være Erbacher Marcobrunn. På markerne dyrker familien 80% Riesling, 10% Spätburgunder, 5% Roter Riesling samt 5% andre sorter … og siden 2021 er driften økologisk certificeret.

Familien Baron Knyphausen har siden 2016 også lavet vin i Chile, idet man i dette år købte den tidligere vingård i Santa Teresa de Llay-Llay i Valparaíso regionen i Aconcagua dalen og den drives fra den tyske adelsfamilie af Edzard zu Knyphausen.

Vingården er over 200 år gammel, har sammenlagt 5 hektar vinmarker og havde tidligere tilhørt den berømte chilenske forfatter Don Jenaro Prieto. I dag drives gården 100% økologisk og udvikler rødvine på druer som Carménère og Syrah.

Gourmet Streetfood – mad & vin

Den rare fyr, som havde stukket os det kølige glas mousserende Sekt i hånden, var aftenens vært og han fortalte løbende alle deltagerne om de forskellige retter, om e serverede vine og samtidig også om vinhuset Weingut Baron Knyphausen … først på tysk til alle og så engelsk til vor lille danske team,

Hjemmefra havde jeg læst, at middagen på den vinmæssige side omfattede en Begrüßungssekt – altså et glas mousserende vin, som vi fik ved ankomst – og så ellers 3 glas med 0,1 liter vin til aftenens 3 serveringer – hvilket vi måske syntes, var lidt beskedent, men forhåbentlig kunne vi købe mere.

Det skulle vise sig slet ikke at være nødvendigt … vi fik store glas af hver vin, så ingen omkring bordet tørstede det mindste. For hver ret præsenterede vor vært maden og den tilhørende vin … og for alle 3 serveringer startede det med en lille smagsprøve af, hvad vi næst skulle smage.

Vi skulle igennem 3 serveringer … en appetizer, en main course aka hovedret og selvfølgelig en dessert. Og lad mig allerede nu afsløre, at det blev fantastisk mad … klart mere gourmet end streetfood,

Lad lige se lidt på maden og vinene.

Appetizer

  • Shrimp wrap with wasabi cream and seaweed salad
  • Pinsa with herb crème fraîche, chantarelle and moutain cheese
  • Köfte with saffron rice and yogurt-tahini sauce

Appetizeren aka forretningen blev et absolut smukt Kinderæg med hele 3 forskellige ting, der alle smagte himmelsk. Det var måske den fine wrap med rejer, wasabicreme og tangsalat, som smagte bedst.

Men også den lille pinsa med urtecreme fraîche, kantarel og bjergost var ret lækker. Pinsa er jo et gammelt romersk, specielt ovalformet brød, som er sprød udenpå og blød indeni.

Köfte er en slags krydret oksefrikadelle af tyrkisk oprindelse og den hotte kødbolle fik vi sammen med safranris og yoghurt-tahinisauce, hvilket også var en lille godbid.

Jeg tror vi alle på det tidspunkt, var godt overraskede … var dette streetfood? … sikke da et højt niveau.

Vinen til den skønne tallerken af appetizers blev en rosévin, nemlig en 2022 Spätburgunder Rosé Trocken, der jo selvfølgelig kom fra det besøgte sted Weingut Baron Knyphausen.

Det var en rosévin med masser af farve, en blød syre og alligevel masser af friskhed. Jeg er normalt ikke til rosévine, men denne her smagte ret godt.

Main course

  • Knyphausen Steak Sandwich
  • Entrecôte with caramelized onions, jalapeños and wild herbs on toasted stone oven baguette
  • Amazing Fries with truffle mayonnaise

Hovedretten var jo reelt én ret … men bestående af 3 dele, for det var en slags bistroburger aka Steak Sandwich, men indeni bollen var der ingen kedelig, flad oksebøf, men i stedet en dejlig bloddryppende og saftig entrecôte og så karamelliserede løg.

For at spice tingene lidt op, så var der lidt alapeños og vilde urter, mens der til pommes fritterne var en smagfuld trøffelmayonnaise, så dermed blev det er rigtigt herremåltid … bistroburger løftet op til gourmetniveau.

Det var mad, som krævede en kraftig vin, men det havde Baron Knyphausen allerede et potent svar på, for familien ejer nemlig også en vingård i Chile og derfra fik vi så en chilensk Carménère … en  2019 Carménère Gran Reserva.

Dessert

  • Popcorn Dream with raspberry sauce and salted caramel ice cream

Selvom vi ikke længere var specielt sultne, så kunne vi selvfølgelig presse en lille dessert ned og denne var yummy rigtig lækker med en flødebolleagtig skum med smag af popcorn, lidt karamelis og noget hindbærsauce … flot afslutning

Til den lækre, søde dessert, så servede Knyphausen en herlig 2009  Erbacher Steinmorgen Riesling Auslese Edelsüß Special Edition, som var en særlig udgave, der ikke helt var så sød som en traditionel auslese vin og med lavere restsukkerniveau.

Den var endda nok den bedste vin denne aften … og dermed en værdig afslutning på en aften, der overraskede alle i gruppen og vel blev den afslutning, som vi havde håbet på.

Efter maden bestilte vi lidt kaffe … og med det varme sene sommervejr, så drak vi den udenfor, hvor temperaturen fortsat var meget behagelig til shorts og t-shirt.

Sådan sad vi bare lige stille og roligt og nød vor sidste aften, mens vi kunne tænke tilbage på en fin tur … et dejligt roadtrip med god besøg hos en håndfuld gode vinproducenter.