2019 Weingut Alexander Laible, Spätburgunder Reserve ★★★, Baden, Tyskland

2019 Weingut Alexander Laible, Spätburgunder Reserve ★★★, Baden, TysklandVinbutikken.dk mener, at jeg som barn – som Obelix (og lad vær’ at sige, at jeg ligner) – nok faldt i Baden Spätburgunder gryden. Jeg har dog ikke fået ekstra kræfter, men knuselsker bare tysk Spätburgunder og nu smager jeg en fin Spätburgunder Reserve ★★★ årgang 2019 fra Weingut Alexander Laible.

Laible er jo en vinhus, som jeg er stødt på mange gange her på Houlbergs Vinblog og vinene med de 3 stjerner er deres topvine og denne Spätburgunder Reserve ★★★ er en af deres absolutte røde topvine.

Vinen er lavet på de gamle Spätburgunder kloner Freiburg 52-86, der kommer fra vinstokke, der er plantet tilbage i 1976 og druerne er først sorteret i vinmarken og igen før presning. Gæringen er sket i åbne gæringskar og efter efter fermentering er vinen så lagret 15 måneder i nye 225 liters barriques.

Uhhhh det er duftmæssigt balsam for sjælen og måske er det med gryden korrekt, selvom jeg ikke kan huske det. Duftene er meget så fine, sarte, subtile og afdæmpede med blødt fadpræg af eksotisk træ som mahogni og teaktræ, ristede champignon, bagte kastanjer, lidt karamel, kanel, vanilje, mælkechokolade, lakrids, røg og noget fond. Frugten virker moden og blød … sorte kirsebær, jordbær, blommer, hvilket suppleres med lidt nødder  … så kompleks og det er næsten umuligt at slippe glasset.

I munden flyder vinen langsomt ud og smelter næsten, men du sidder tilbage med masser af fin frugt af jordbær, blommer, kirsebær og endda sødlig solbær, søde krydderier, kanel, kardemomme, noget brunet karamel, let peber og nogle burgundiske træk … man bliver så varm i kroppen … sådan skal en lækker Spätburgunder vin skrues sammen og den modne syre klinger i lang, lang tid i eftersmagen, hvorfor fortjente 95 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 340 kr.

Vinanmeldelse 6/7