2020 Tenuta J. Hofstätter, Joseph Gewürztraminer, Alto Adige, Italien

2020 Tenuta J. Hofstätter, Joseph Gewürztraminer, Alto Adige, ItalienSidst jeg smagte en vin fra Tenuta J. Hofstätter var det på den lille italienske Ristorante il Cantinone i Peschiera og dengang var det en hvid 2018 Joseph Gewürztraminer. Og den var netop første vin til vores byggemøde … blot i årgang 2020.

Gewürztraminer druerne til vinen kommer fra forskellige mergelholdige marker i 250 og 800 meters højde og på grund af de alpine vinde, så undgår man en alt for varm og overmoden stil.

Druerne høstes med håndkraft, hvorefter de presses nænsomt og får lov at macerere nogle få timer med skallerne. Vinen fermenterer derefter i temperaturstyrede ståltanke og graderne holdes nede for at få mere frugtighed frem. På trods af det, så trækker vinen en højoktan på 14,5% alkohol.

Duftmæssigt er vinen lidt røget, let saltet og endda landlig, aromatisk med kvæde, hyld, nedfaldsæbler, grillede citroner, mandler, men faktisk slet ikke så parfumeret, som man måske ville forvente af en Gewürztraminer. Der fornemmes lidt fedme og samtidig lidt blomster.

Smagen er også både let, tør og saltet med flot dybde med endda samtidig med en lidt olieret fornemmelse. Der er lemon bitterhed, fersken og abrikos, peber og er meget smagfuld.

Forhandles af Adriat Vinimport, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7   

Byggemøde 23. oktober … med sjakket i hopla

Stemningen blev ganske munter under seneste samling i byggesjakket. Men det var der skam også ganske god grund til, for aftenens vært var Falken, der havde disket op med hele 15 vine af ædel herkomst … og så kan man jo blive både høj, benovet og en smule fuld.

Falken havde glædet sig til aftenen og det havde de øvrige i byggesjakket skam også, for vi vidste, at værten denne aftenen nøjsomt gennem måneder havde udvalgt særlige vine – en efter en – for at imponere gæsterne og deres kræsne ganer.

Denne aften havde naboen Lasse også fået en indbydelse til det forjættede land, som derfor bestod crew’et denne aften af Falken, Lasse, Keeper, Flemming, nullermanden Brix og undertegnede, der alle mødte op til tiden med punktligt akkuratesse … sådan da, for naboen Lasse havde selvfølgelig mega lang vej 🙂

Maden

Falken havde allerede også lang tid før aftenen byggemøde proklameret, at vi skulle igennem en hjemmelavet 3 retters middag, så dermed var det tredje byggemøde i streg, at vi ikke skulle have det tapasbord, som ellers havde præget mange af de seneste byggemøder.

Vi startede aftenen for første gang i sofaen med lidt snacks, lidt fladbrød, dip og oste, hvoraf nogle var viklet ind i lidt tørret skinke og spicy chorizopølse. Og allerede der kom aftenens første vin på bordet … en hvid, hvor jeg selv spottede, at den var italiensk, men dog ikke på Gewürztraminer som tilfældet her.

Vi smagte et par vine mere inden vi satte os til bords, hvor Falken i løbet af dagen havde tilberedt en middag bestående af:

  • Forret; Risotto med svampe & kammuslinger
  • Hovedret; Roastbeef sous vide med hjemmelavet bearnaisesauce, bagt kartoffelmos & ærter med bacon
  • Dessert; Kogte pærer med vaniljecreme

Lad os endelig lige se nærmere på retterne.

Risotto med svampe & kammuslinger

Falken havde øvet sig i at lave risotto … og det er jo egentlig ikke svært, så derfor startede middagen med en lille, fin risotto med lidt svampe & kammuslinger. Det smager jo altid godt.

Roastbeef sous vide med hjemmelavet bearnaisesauce, bagt kartoffelmos & ærter med bacon

Men aftenens store gastronomiske højdepunkt blev hovedretten med en roastbeef lavet sous vide og en bearnaisesauce, som Falken også havde lavet sous vide.

De fleste af os ved godt, hvor svær det kan være at lave bearnaisesauce, uden den skiller. Men det havde Falen løst til UG via en metode med sous vide … perfekt. Til retten var der også lidt mos af kartofler samt ærter med bacon. Og kødet var samtidig perfekt tilberedt, så dermed en virkelig lækker ret.

Kogte pærer med vaniljecreme

Desserten fik vi noget senere … faktisk omkring vin nummer 10 og bestod af søde, kogte pærer med vaniljecreme. Mums.

Vinene

På den vinøse front havde Falken forberedt et virkelig flot felt af spændende og lækre vine … og til manges overraskelse helt uden en eneste Barolo … tættest var en Nebbiolo fra Nervi. Til gengæld var det en bredt felt med en slutning præget af Rhône vine … bl.a. lidt Nordrhône og 3 imponerende Châteauneuf-du-Paper i streg.

Samlet så feltet sådan her ud:

For pokker … hvor var der mange rigtigt flotte oplevelser … med Pégaü og den imposante Les Bessards Hermitage fra Delas Frères som nok aftenens flotteste vine, men vildt mange andre opture som fx den deciderede smukke Pauillac 2. vin Lions de Batailley, altid fine og imponerende Chat Sauvage, Nervi, Chave og Beaucastel.

Ovenover har jeg selvfølgelig linket til mine anmeldelser og beskrivelser af alle vinene.

Konkurrencen

I vores blindsmagningskonkurrence havde Falken denne gang besluttet, at vinene først blev afsløret, når den 15. vin var drukket, så derfor havde han forberedt et smageskema, hvor vi efter hver drukket vin skulle skrive drue og land.

På billedet ovenover ser Brix aka nullermanden aka Wanna-be Lyngvild, Tånums svar på Otto Leisner aka Kim Schumachers uægte søn, ud til, at han har vundet. Men han fejrer dog alene 2. pladsen i erkendelse af, at det nok er hans bedste præstation nogensinde.

Jeres flittige vinblogger endte med at tage sejren med 12 point, Brix fik 9 point, Flemming og Lasse delte 3. pladsen med hver 5 point og den småfulde Keeper hev 3 point sammen.

Keeper havde på det tidspunkt allerede fået kærlige følelser for Igino Accordinis 2011 Amarone della Valpolicella Riserva Gino Cordin, som fik et par kram i løbet aftenen.

På den måde gik aftenen helt unormalt … men alligevel fantastisk, overraskende, en smule tradtionsrigt, muntert og sjovt. Og det er vel heller ikke så ringe endda. Godnat og sov godt.

N.V. Beurton & Fils, Réserve 424 Demi-Sec, Champagne, Frankrig

N.V. Beurton & Fils, Réserve 424 Demi-Sec, Champagne, FrankrigDe sidste bobler fra Champagne Beurton et Fils blev en søstervin til forrige Réserve 424 Brut, for det var nemlig den lidt sødere Réserve 424 Demi-Sec.

Vinen er også næsten lavet nøjagtig som Brut udgaven og det er således fortsat 40% Pinot Meunier, 40% Pinot Noir og 20% Chardonnay.

Igen består vinen af 30% reserve vin og er er lavet med fermentering i rustfrie ståltanke efterfulgt af en malolaktisk gæring inden lagring og andengæring på flaske. Vinen er her degorgeret i januar 2021 med en større dosage på 21 gram pr. liter.

Dejlig duft … her er der både landlighed, nødder, bageri, pærer, melon og endda lidt fersken, blomster, meget luftig, let og endda aromatisk med en vis intensitet.

I munden er Réserve 424 Demi-Sec ikke meget sødere end Brut udgaven, men dog en anelse. Der er på en eller anden måde bedre balance, fortsat med grønne æbler, lemon og lidt grape. Med mere luft i glasset åbnes honningkrukken mere op og sødmen bliver så tydligere og så bliver vinen lidt mere saftet. Boblerne er også som ved Brut’en flygtige og milde, hvilket bidrager til dens venlighed.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 319 kr., mens prisen er 289 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

N.V. Beurton & Fils, Réserve 424 Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Beurton & Fils, Réserve 424 Brut, Champagne, FrankrigVi sprudler videre med endnu en champagne fra Champagne Beurton et Fils i Cuchery og nu med deres Réserve 424 Brut.

Den er som den foregående Follement Rosé Brut fra husets serie af Blends og lavet på 40% Pinot Meunier, 40% Pinot Noir og 20% Chardonnay.

Vinen består af 30% reserve vin og er er lavet med fermentering i rustfrie ståltanke efterfulgt af en malolaktisk gæring inden lagring og andengæring på flaske. Vinen er så degorgeret i maj 2021 med en dosage 9 gram pr. liter.

Duftmæssigt er det æbler … æblemost kombineret med hyben, kærlighedsfrugter, søde noter og duften fra et konditori. Duften har klart lidt cideragtige elementer, smågærede noter med kalk, melon og svagt også lidt tropisk frugt og svagt lidt hasselnødder. Selvom det er en Brut champagne, så virker den i næsen lettere sød og venlig.

Smagen er lidt i samme boldgade … ikke sådan helt krisp, sprød og syrlig, men i stedet saftig, saftet og venlig med masser af æblesaft, en smule citroner og let grape. Moussen og boblerne er også blide og fader hurtigt ud, men efterlader æbler, lemon, grape samt citroner i munden … plus en rund sødme uden champagnen samtidig bliver for sød, men slutter med en mineralsk renhed.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 319 kr., mens prisen er 289 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

N.V. Beurton & Fils, Follement Rosé Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Beurton & Fils, Follement Rosé Brut, Champagne, FrankrigChampagne Beurton et Fils ligger på Rue du Sorbier i Cuchery på den højre side af Marne floden i Vallée de la Marne lidt nordvest for Epernay … og det er derfra, at jeg nu smager en Non Vintage rødsexet Follement Rosé Brut.

Champagnehuset er stammer reelt tilbage til 1893, hvor familien Beurton startede med at dyrke druer og drives i dag i dag fortsat af familien i 6. generation. Det var dog reelt først i 1974, at huset startede med at flaske og sælge deres champagner.

Det skete, da Gérard Beurton fra Cuchery og Marinette Vincent fra Baslieux-sous-Châtillon slog pjalterne sammen og samtidig dannede Champagne Beurton & Fils. Marinette var – som Gérard – fra en familie af vinavlere og vandt til vinproduktion.

Gérard og Marinettes ægteskab gjorde samtidig, at de lagde de to familiers vinmarker sammen og startede dermed en ny, spændende æra for Champagne Beurton & Fils.

Marinette førte tilsyn med arbejdet i vinmarkerne, mens Gérard fokuserede på stod for produktion, markedsføring og økonomi. De udvidede også løbende markerne, således huset i dag har 13 hektar vinmarker i Cuchery, Baslieux-sous-Châtillon, Belval, Damery og Châtillon-sur-Marne … fordelt på over 100 parceller.

I dag er det dog Gérard  og Marinettes søn Benjamin, som driver champagnehuset sammen med sin hustru Katy. Benjamin overtog tøjlerne i 2005 og styrer både marker og produktion, mens Katy så tager sig af administration, salg og markedsføring.

Katy har tidligere arbejdet for nogle af de mest prestigefyldte champagnehuse og hun har en stor del af æren for husets vækst på eksportmarkedet.

Efter Benjamins overtagelse, som er markdriften omlagt til miljøvenlige metoder inspireret af principperne for økologisk drift og er også i dag certificeret High Environmental Value level 3 samt Sustainable Viniculture in Champagne.

Benjamin bestræber sig på at få de særlige kendetegn ved sine vinmarker frem, der hovedsageligt er plantet med druesorten Pinot Meunier, der er berømt for sin kraft og rustikke stil.

Vi starter her med at smage Benjamins Follement Rosé Brut, der er lavet på 25% Pinot Meunier,, 15% Chardonnay og 60% Pinot Noir og ikke blot pressede druer, for champagnen indeholder 18% rødvin fra marken Les Folies.

Al fermentering er sket i rustfrie ståltanke og de 18% har gennemgået malolaktisk gæring.  Det fremgår dog ikke, hvor lang tid vinen har lagret med andengæringen på flaske.

Aromaen er klart røde bær, masser af specielt jordbær suppleret med hindbær og stikkelsbær, en smule toast, men det er skam ikke overvældende. Jeg fanger også citroner, lidt mentol, saftevand, lidt rosenblade og ellers lidt landlige noter. Det lugter faktisk en smule af rødvin.

Høj brus, små intensive bobler og et frisk bid, citroner og røde bær, hindbær, umodne jordbær, rabarber, lidt lemon og grape bitterhed, jern og rank mineralitet. Det er surt, småbittert med en røg frugt, masser af liv og flot mousse, som ikke bare fader hurtigt ud.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 329 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Domaine de Galuval, Les Collines Côtes du Rhône Rasteau, Rhône, Frankrig

2018 Domaine de Galuval, Les Collines Côtes du Rhône Rasteau, Rhône, FrankrigVi slutter turen hos Domaine de Galuval med en Rasteau vin, for det er husets Les Collines Côtes du Rhône Rasteau … endnu en basse med 15,5% alkohol.

Vinen er lavet på et blend af Grenache, Syrah og Mourvèdre fra husets marker i bakkerne i Rasteau. Grenache druerne er fra 18 år gamle vinstokke på en 1,4 hektar mark, Syrah fra 10 år gamle vinstokke på en lille 0,32 hektar parcel og Mourvèdre fra 10 år gamle vinstokke på en 1,65 hektar stor mark, men her er alle druerne imidlertid høstet med håndkraft og med et udbytte på 30 hektoliter pr. hektar.

Hver druesort og parcel vinificeres separat … først kommer druerne ind i en vibrerende beholder inden afstilkning og så overførsel til en række rustfrie ståltanke, hvor gæring og maceration i op til 3 uger.

Derefter er der sket malolaktisk gæring og lagring på egefade … 45 hektoliter store fade for Mourvèdre druerne, 300 liter egefade for Syrah druerne, mens Grenache er lagret på henholdsvis 10-15 hektoliter fade. Først efter endt lagring  sammenstikkes vinen.

Duftmæssigt minder Les Collines Côtes du Rhône Rasteau rigtig meget om Le Plan de Dieu. Igen masser af lakridsale noter, både tør, engelsk lakrids, lakridsrod … men er klart meget stenet. Der er granit og lidt flæsk, godt med røg, lidt mælkede noter, brombær og solbær, sorte oliven, tørret frugt og en lille indelukket, indkapslet sødme, selvom fadpræget her ikke er særlig tydelig.

Smagen er meget frugtrig … virkelig frisk, fortættet og intens, men alkoholen mærkes her klart mindre end hos både Le Plan de Dieu og Le Coq Volant. Det er fortsat en stor og stærk mundfuld, men har en stenet, hård smag, meget kompakt, fortættet og massiv. Der er igen lakrids, tør lakrids, en smule bitterhed, sorte oliven, så Houlberg disker op med 5 tomler med en bitte pil op.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 329 kr., mens prisen er 263,20 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Domaine de Galuval, Le Plan de Dieu Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2019 Domaine de Galuval, Le Plan de Dieu Côtes du Rhône Villages, Rhône, FrankrigDen næste vin fra Domaine de Galuval er også en Côtes du Rhône Villages, for det er nemlig husets Le Plan de Dieu, hvilket betyder ikke mindre end Guds Plan.

Le Plan de Dieu Côtes du Rhône Villages er fra Galuvals vinserie kaldet Parcels Selections og er – som foregående – også lavet på 50% Grenache og 50% Syrah fra 30 år gamle vinstokke på husets marker omkring Cairanne, Travaillan, Camaret og Sainte Cécile Les Vignes.

Som med de foregående vin er druerne maskinhøstet med et udbytte på 40 hektoliter, hvorefter de afstilkes inden gæring og maceration over 3 uger i cementtanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 3 måneder på cementtankene efterfulgt af 4 måneder på fad inden aftapning på flaske. Vinen trækker en højoktan af alkohol på 15% og dermed på Amarone niveau.

Der er skam også langt mere tyngde i duften nu … det er engelsk og finsk lakrids, en pose lakridspiber, lakridskonfekt, saftig med tørrede roser, violer, en vild dybde med sort, tung og vel nærmest kandiseret frugt, brombær og solbær, søde elementer, svag eukalyptus, vanilje fra fadene samt våd og sød pibetobak.

I munden er det lidt samme historie, stor, fed, tung og dyb … der er tjære, mørk, sort og dyb frugt. Selvom smagen er fed og næsten helt med tørret tørret frugt, så virker vinen faktisk tør og bitter, hvilket er godt hjulpet undervejs af stramme, tørre og bitre tanniner, lidt stærk peber og lang, lang eftersmag.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 229 kr., mens prisen er 183,20 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Domaine de Galuval, Le Coq Volant Côtes du Rhône Villages Rouge, Rhône, Frankrig

2019 Domaine de Galuval, Le Coq Volant Côtes du Rhône Villages Rouge, Rhône, FrankrigDen røde flyvende hane kan Le Coq Volant Rouge fra Domaine de Galuval direkte oversættes til og det er næste vin i min lille vinøse rundtur i de vine, som Propperiet Vin Import nu importerer.

Le Coq Volant er lavet på et blend af 50% Syrah og 50% Grenache, som kommer fra vinhusets egne marker … fra små parceller i Gayère dalen, som har sit navn fra floden, der løber gennem dalen og har været medvirkende til markernes marmorerede lerjord.

Vinen er en Côtes du Rhône Villages og fra husets serie, som de kalder Flying Roosters … flyvende haner.. Den er lavet ved, at de to druesorter vinificeres sammen i 100 hektoliter rustfri ståltanke med gæring og maceration i omkring 3 uger. Efter endt fermentering har vinen gennemgået en kort lagring på egetræfade.

Duftmæssigt er det virkelig klar Rhône … lakrids, urter, lavendel og andre Rhône krydderier, en lidt jammy frugt som brombær, lidt jern eller jodagtige noter, grønne blade samt lidt tobak.

I munden er vinen lidt stærk, tør og tanninerne også pænt tør … i det hele taget er der en tør og stærk vin. Der er peber, spejderhagl samt lakrids, en vis friskhed i frugten, brombær, kirsebær, bitre elementer og et rustikt bid.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 135,15 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Domaine de Galuval, Caladoc Mediterranee Rouge, Rhône, Frankrig

2019 Domaine de Galuval, Caladoc Mediterranee Rouge, Rhône, FrankrigPropperiet Vin Import har fået et nyt vinhus i deres stald og det er Domaine de Galuval, der ligger lidt øst for den gamle landsby Cairanne på vejen mod Rasteau i Rhône. Vi starter med at smage deres Caladoc Mediterranee Rouge.

Domaine de Galuval er en af de ældste vingårde Cairanne og blev grundlagt i 1923 af Marchal-familien, som var pioner for en mere kvalitativ tilgang ved at lave og aftappe deres egne vine. Men siden etableringen har vinhuset har en omskiftelig tilværelse.

Vinhusets navn Domaine de Galuval kommer fra de to latinske ord Gallus, som betyder hane og Uva, som betyder drue … og derfor er husets logo da også i Galuval hanen, der passer på sine vinstokke.

I 2003 blev vinhuset købt af Vincent Moreau, som igen fik Domaine de Galuval på landkortet via nye investeringer, bl.a. det topmoderne vineri, som var arkitektegnet men meget atypisk ikke indeholdt en vinkælder, så derfor blev vinene vinificeret og lagret hos i en kælder, der havde tilhørt det legendariske Domaine Rocher.

Da vinhuset i 2016 blev overtaget af Jean-François Trontin, så byggede han dog nye kældre under ejendommen, men i 2019 solgte han igen Domaine de Galuval … denne gang til det store kooperativ Union des Vignerons des Cotes du Rhone aka Cellier des Dauphins.

Kooperativet Union des Vignerons des Cotes du Rhone er oprindeligt grundlagt i det herrens år 1965 af en flok vinavlere, som slog pjalterne sammen og oprettede kooperativet, som de så kaldte Union des Vignerons des Caves Coopératives du Sud de la Drôme.

Efter få år tilsluttede en række andre kooperativer sig, bl.a. kooperativer i Nyons, Saint Maurice, Tulette Nouvelle, Tulette Costebelle og Suze-la-Rousse og samtidig startede man med at lave egne vine fremfor blot at sælge vinen bulk i tanke.

Senere kom der yderligere kooperativer til, således der i dag sammenlagt er samlet 13 kooperativer under navnet Union des Vignerons des Côtes du Rhône. Kooperativet ofte omtales dog ofte som Cellier des Dauphins, som var det mærke/brand, som blev skabt allerede sidst i 1960’erne og samtidig blev mest kendt.

Union des Vignerons des Côtes du Rhône købte i 1996 også det gamle negociantfirma Louis Mousset, som er velkendt for en lang række vine, bl.a. almindelige vine fra Rhône, men i særdeleshed vine fra Châteauneuf-du-Pape.

Og det er et kæmpe foretagende, som for de 13 tilhørende kooperativer omfatter over 3.000 medlemmer/vinavlere med samlet mere end 16.000 hektar vinmarker, en årlig produktion på 720.000 hektoliter, 110 fastansatte samt en årlig omsætning på 110 millioner euro. Samlet producerer kooperativet 30% af al vin fra Rhône. WTF?

Union des Vignerons Des Côtes du Rhône holder til i nye bygninger i byen Tulette mellem Bollène og Nyons. Her aftappes og lagres vine fra de fleste af kooperativerne. Den samlede produktionsfacilitet er på ikke mindre end 33.000 kvadratmeter.

Og siden 2019 har de så også ejet Domaine de Galuval, som samlet har 49 hektar vinmarker … de fleste i  Cairanne men også hektarer i Rasteau … markerne er fordelt på 3 steder, nemlig i Gayère Valley, Mount Ventabren og bakkerne ved Rasteau.

Det store kooperativ har lagt ansvaret for produktionen af vinene i hænderne på vinmageren E. Couzi og han står også bag denne 2019 Caladoc Mediterranee Rouge, der ikke er lavet som en Rhône vin, men under den bredde appellation Méditérranée IGP.

Appellationen dækker bredt vine fra specielt områder som både Ardèche, Drôme, Vaucluse, Bouches-du-Rhône og Var i Rhône … ja endda også vine fra Châteauneuf-du-Pape, der ikke er klassificeret og vine fra områder som Bandol, Cotes de Provence, Corsica og endda en lille del af Loire.

Derfor er det nok heller ikke druer fra Domaine de Galuvals egne marker, men måske fra nogle af kooperativets mange hektarer, men nu gætter jeg altså bare.

Vinen er lavet på Caladoc, som rød druesort mest udbredt i Languedoc, hvor den bruges i blandinger. Caladoc er en krydsning mellem Grenache og Malbec, skabt i 1958 af Paul Truel i 1958 ved Institut National de la Recherche Agronomique.

Caladoc har et højt indhold af tanniner, masser af fenoler og bidrager i blends med frugtagtige krydrede aromaer … og her er vinen lavet på 100% Caladoc, men der er ingen oplysninger om selve produktionen, men mon ikke, at den er lavet på ren stål.

Duften er tør, urtet og klart med Rhône krydderier, lavendel, tørt træ, blåbær, brombær og sorte kirsebær, sukat, nelliker, blomster, grønne blade samt svage spor af lidt sødme.

I munden er der lidt samme tørhed, rustik med lidt sød og krydret frugt, tranebær, brombær, blæk, grafit, jern og egentlig meget ren og klar i smagen. Det er sgu egentlig meget fint og klart 4 tomler med en lille pil op.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 129 kr., mens der er 20% rabat ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2020 Terrupgaard Vin, Rondo Rosé, Jylland, Danmark

2020 Terrupgaard Vin, Rondo Rosé, Jylland, DanmarkTilbage i august måned smagte jeg denne 2020 Rondo Rosé fra Terrupgaard Vin sammen med en 2020 Solaris Hvid. Desværre havde roséen en voldsomt fejl, men Terrupgaard Vin synes, at jeg skulle give den et forsøg mere … og det gør jeg nu.

Vinen kommer fra den gamle gård Terrupgaard ved Sønder Onsild nær Hobro. De tidligere ejere fik deres vine vinificeres på Genholm Vingård, men om det fortsat er tilfældet, ved jeg ikke noget om. Vi springer derfor direkte til mine smagsnoter.

Duftmæssigt har vinen nu slet ikke samme flaskefejl som ved mit første forsøg. Nu er der ingen helt skæv aroma med popcorn, men nu blot en landlig og småkrudtet side, hvilket dog hurtigt forsvinder. For mest af alt har vinen en fin friskhed, klart nogle røde bær, måske endda søde jordbær, rabarber og lidt lette, søde krydderier.

Smagsmæssigt har vinen det lidt sværere, men bestemt drikbar og endda frisk med lidt let frugt, tranebær, jordbær og lyse kirsebær. Det stikker ikke dybt og er måske også vandet og jernholdig, men jeg bliver alligevel glad, da der også dukker lidt citrus, grape samt syre frem, som samlet gør vinen helt fin og endda bedre end deres hvide Solaris, så dermed 3,5 til 4 danskfarvede fingre.

Kender ikke prisen.

Vinanmeldelse 3,5/7