2019 Domaine Joëlle Vrignaud, Chablis 1er Cru Fourchaume, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Joëlle Vrignaud, Chablis 1er Cru Fourchaume, Bourgogne, FrankrigJeg har tidligere smagt denne Chablis 1er Cru Fourchaume fra Domaine Joëlle Vrignaud og det var sidst i årgang 2017. Men nu smager jeg så vinen i årgang 2019.

Chablis 1er Cru Fourchaume er en enkeltmarkvin, hvor druerne er fra marken Fourchaume, der ligger på den højre side af Serein floden lidt nord for selve Chablis.

Vinstokkene på Fourchaume er omkring 30 år gamle og står på sydøst vendte marker på bakker med en mergel, leret og kalkholdig undergrund.

Joëlle Vrignaud har lavet vinen med så lidt indgriben som muligt, hvilket betyder spontangæring på ståltanke alene med druernes naturlige gærceller, efterfølgende malolaktisk gæring og så lagring sur lie i ståltankene. Sluttelig er vinen flasket med et minimum af svovl.

I næsen er der lejrbålstemning, røg, kalk, flint, en subtropisk aroma med melon, fersken, gule æbler, grillede citroner samt en fin lethed, der kommer med en blød og kraftig fornemmelse, let fagpræg med en smule vanilje og en buket tørrede blomster.

Smagsmæssigt kan du også fornemme røgen … og samtidig en meget ren, rank og klar  Chardonnay med en vis sprødhed, mineraler og lidt sure citroner. Der er sammen med citronerne også grønne æbler, en fin tørhed og fyldig friskhed, men det bliver aldrig overdone, cremet og fuldfed Chardonnay, men arketypisk Chablis med denne ranke, stenede og kalkholdige elegance.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 269 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Cà Maiol, Lugana Riserva Fabio Contato, Lombardiet, Italien

2015 Cà Maiol, Lugana Riserva Fabio Contato, Lombardiet, ItalienVi sluttede besøget hos Cà Maiol med endnu et glas af deres Lugana Riserva Fabio Contato, men nu i årgangen 2015 på magnumflaske til forskellige italienske oste.

Som med 2017’eren er vinificering og lagring foregået på en kombination af ståltanke samt nye franske barriques og tonneaux. Denne årgang 2015 er lagret med 70% i ståltanke og 30% på egefade. Den er lagret omkring 18 måneder, hvorefter den tappes på flaske og lagrer yderligere 6 måneder inden frigivelse.

I forhold til 2017’eren er der flere tertiære noter, måske endda lidt petroleum og linolie, igen masser af fed, tropisk frugt, so nice og igen fadnoter med vanilje og kanel. Det er nærmest kandiseret frugt og grillet lemon, honning og sødparfumeret, liflige dufte.

Smagen er måske ikke helt så svulstig og dyb som 2017’eren, men glider bare hageligt gennem svælget. Syreniveauet er her klart en del lavere, så dermed bliver det en letløbende og venlig vin, hvor der ikke er så meget modstand … men masser af velsmag med den fede frugt og en svag saltet mineralitet.

Forhandles herhjemme af Stavtrup Vine, hvor en flaske i normal størrelse og i en nyere årgang koster 250 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Cà Maiol, Lugana Riserva Fabio Contato, Lombardiet, Italien

2017 Cà Maiol, Lugana Riserva Fabio Contato, Lombardiet, ItalienDenne Lugana Riserva Fabio Contato – opkaldt efter husets grundlægger – er husets Lugana topvin. Vi smagte den i årgangen 2017 sammen med hovedretten af stegt kalv med svampesauce og stegt polenta.

Vinen er lavet på Turbiana druer fra nogle af de ældste vinstokke fra forskellige vinmarker høstet med et ganske begrænset udbytte.

Vinificering og lagring er foregået på en kombination med 50% i ståltanke samt 50% i nye franske egetræsbarriques og tonneaux. Denne årgang 2017 er flasket i april 2019 … dvs. med omkring 18  måneders lagring og har derefter lagret yderligere 6 måneder på flaske.

WAUW … vild tyk, smørfed og fadpræget næse, letbrunet smør, tørret abrikos, kandiseret, rosiner og moden frugt, let lemon, vanilje, kanel, honning, peber, mandler og blomster. Det er virkelig svulstig og epo-forstærket med store muskler.

Smagen er sgu også cremet, fed og svulstig. Det er voldsomt lækker, totalt bella figure med sexet body, men det bliver heldigvis aldrig for fedt, for vinen har en slank, elegant og vedkommende krop, hvor en portion salte mineraler og lemon giver elegance og en form for friskhed. Dejlig vin.

Forhandles herhjemme af Stavtrup Vine, hvor en flaske koster 250 kr.

Vinanmeldelse 6/7