2014 Jean-Louis Chave Selection, Hermitage Farconnet, Rhône, Frankrig

2014 Jean-Louis Chave Selection, Hermitage Farconnet, Rhône, FrankrigFalken havde flere kaliber magnum kugler tilbage i sit vinøse skydetelt, for næste vin var et gensyn med Hermitage Farconnet fra Jean-Louis Chave Selection. Sidst jeg drak vinen var i årgang 2008, men det var sgu også helt tilbage i 2012. Her er det en årgang 2014.

Jeg har smagt og skrevet om Chave før her på bloggen, for det var nemlig da jeg smagte Jean-Louis Chaves Hermitage i årgang 2011 tilbage i juni 2017 og senere årgang 2010 i januar 2019.

Modsat de to rigtige Hermitage vine, så er denne Hermitage Farconnet fra hans Chaves selection-program, dvs. hans negociant virksomhed, hvor Jean-Louis Chave køber druerne fra vinavlere i området og her et det fra opkøbte druer fra 60 år gamle vinstokke på markerne Diognières, Péleat og Greffieux.

Størstedelen af Syrah druerne kommer dog fra Diognières, hvor jordbunden består af alluviale sten og grus, der giver vinen kant og mineralitet. Péleat er beliggende over Diognières og indeholder en større andel af kalksten, mens Greffieux ligger på Le Méal, der med sit store indhold af større sten giver vinen struktur.

Farconnet er opkaldt efter manden, som Jean Louis Chaves farfar købte Hermitage-parcellen Bessards fra og vinen vinificeres på en kombination af brugte tonneaux og stål, hvorefter den lagres på barriques i 18-24 måneder.

Det er ikke jernholdig kugler, som der skydes med, men i stedet i næsen en mørk og frisk frugt, brombær og sorte kirsebær, godt med lakrids, oksefond, godt med tæt struktur, lidt tjære, tørre fade, blæk, mentol, fennikel og stenede mineraler.

I munden er vinen også tør, mørk og bitter som en vinøs guinness, masser af solbær, stringent, hård og frisk, masser af tørre tanniner og så alligevel føles vinen blød og lettere cremet. Der er dog godt med syre, friskhed og lette krydderier.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 439 kr., mens prisen er pt er 339 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2011 Accordini Igino, Amarone della Valpolicella Riserva Gino Cordin, Veneto, Italien

2011 Accordini Igino, Amarone della Valpolicella Riserva Gino Cordin, Veneto, ItalienSelvom denne 2011 Amarone della Valpolicella Riserva Gino Cordin fra Accordini Igino klart vandt flere hjerter denne aften – og helt bestemt Keepers – så ramte den aldrig mit iskolde, teflonbelagte hjerte.

Måske den bare blev for tung, klodset og for meget lige ovenpå den fine Nebbiolo, hvilket også gav den svære arbejdsforhold.

Accordini Igino er da ellers et rigtigt godt Veneto hus, som jeg også selv har besøgt tilbage i 2015, hvilket du kan læse mere om i min anmeldelse af vinen Golfina Lugana.

Det var dengang sammen med Falken, som faktisk besøgte igen denne sommer. De er siden 2015 flyttet til nye og moderne lokaler og Falken har også sendt mig dette foto fra besøget.

Det viser vinmageren himself … Guido Accordini, som, driver vinhuset sammen med datteren Ilaria.

Amarone della Valpolicella Riserva Gino Cordin er husets topvin og kommer i en flaske med en etiket af rød velour, som skal fortælle, at vinen er blød og cremet som netop velour.

Den er lavet på et mix af Corvinone, Corvina, Rondinella og Oseleta druer, der alle udvælges og plukkes i hånden, hvorefter de er tørret i samlet 5 måneder, hvorefter de gæres i rustfri stålkar ved konstant temperatur. Derefter presses druerne ikke, så man anvender kun den fritløbende saft, som lagres 24 måneder på franske egefade, hvorefter den overføres til ståltanke indtil aftapning. Vinen har opnået 95 point fra Luca Maroni.

I næsen er det tale om en mørk og tung fætter … tør, urtet med våde fade og masser af sødme, sød kanel og fede fadnoter i det hele taget. Det dufter lidt af blommejuice med lidt eukalyptus, lakridspiber, en del vanilje og er samtidig faktisk ret krydret, nærmest med våde og vamsede krydderier.

Det er smagsmæssigt også en vin, som næsten skal spises med kniv og gaffel, for det er en fed, tung og kraftig vin … eller i hvert fald skal serveres til en stor peberbøf eller noget i det retning. Den er ganske vist cremet og blød, men det er samtidig med peber samt nogle tørre og bitre elementer, hvor jeg har svært ved at finde en balance. Der kommer igen masser af blommer, masser af alkohol og sødme.

Forhandles herhjemme af Buus Vine, hvor en flaske koster 495 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Nervi, Gattinara Vigna Valferana, Piemonte, Italien

2014 Nervi, Gattinara Vigna Valferana, Piemonte, ItalienSidst jeg smagte denne Gattinara Vigna Valferana fra Nervi var det i en årgang 2013. Siden har vinen fået Conterno-navnet på etiketten, hvilket har øget prisen til det dobbelte, så denne 2014 koster 800 kr. – hyperinflation på et år.

Vinhuset og Giacomo Conternos overtagelse har jeg således skrevet om tidligere, så derfor kigger jeg alene denne gang på selve denne Gattinara Vigna Valferana, hvor druerne kommer fra den 5,3 store vinmark Valferana, der siden 1228 har været en af de bedste marker i området.

Navnet Valferana kommer af ordet Val Florana, som vel nærmest betyder jerndalen. Marken har nemlig et usædvanligt højt indhold af jern og mangan i undergrunden. Det er en vin, som har lagret hele 4 år på egefade mod konsortiets regler om obligatoriske på 2 år.

I glasset en let, lys og transparent vin, som duftmæssigt udsender aromaer er en smule grøntsagsfond,  knuste blomster, roser, violer, grønne urter, kaktus, hyben, tørrede tranebær, jordbær, brændt ler, læder, charcuteri, tobak, peber, bitre frugtkerner, syrlige bolsjer og en smule drikkeyoghurt. Som med 2013’eren er duften på ingen vis frembrusende eller vild, men afdæmpet, sart og fantastisk.

Igen er det ingen stram Nebbiolo, for vinen har igen samme lyse og feminine side, meget ren, frisk og lettere end forventet med ret god syre, hyben, ribs, stikkelsbær og tørre, bitre tanniner, som stadigvæk er i det bidske og mundrensende humør. Vinen slutter med både lidt blomstrede og mineralske elementer, ren, clean og cool … det smager fandens godt.

Importør er Adriat Vinimport og i vinbutikkerne koster en flaske af denne årgang over 800 kr.

Vinanmeldelse 6/7