2019 Weingut Albert Gessinger, Zeltinger Sonnenuhr Riesling Spätlese Trocken, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Albert Gessinger, Zeltinger Sonnenuhr Riesling Spätlese Trocken, Mosel, TysklandI tirsdagsvinklubben på jobbet nød vi forleden denne Zeltinger Sonnenuhr Riesling Spätlese Trocken Rothlay 2019 fra Weingut Albert Gessinger.

Mosel vingutten holder til i den idylliske Zeltingen-Rachtig ved Mosel.  Familien Gessinger har siden 1680 drevet vingården i 10 generationer og siden 2013 af Sarah Gessinger, men fortsat med hjælp fra farren Albert, der selv har drevet vingården midt i Zeltingen i over 40 år. Og Sarah har lært masser fra sin far og blev bl.a. i 2020 kåret som årets vinmager i kategorien ædelsøde vine af vinmagasinet Selection.

Familien har kun beskedne 3,2 hektar vinmarker, hvorfra der årligt produceres sølle2.000 kasser vin årligt med omkring 90% Riesling, 5% Spätburgunder og den resterende del Dornfelder og Pinot Blanc. De fleste stokke er gamle, upodede pre-phylloxera stokke med en gennemsnitsalder på 100 år.

Vingårdens marker er koncentreret omkring Zeltingen, med parceller på Zeltinger Himmelreich, Zeltinger Schlossberg og Zeltinger Sonnenuhr … og på sidstnævnte med parcellerne Caldo Infernale, Rothlay og endelig Josefsberg med stokke plantet helt tilbage i 1895.

Her smager vi netop en vin fra marken Zeltinger Sonnenuhr … Sarahs 2019 Zeltinger Sonnenuhr Riesling Spätlese Trocken Rothlay, hvor druerne netop kommer fra Rothlay parcellen … ældgamle og upodede stokke plantet tilbage i 1895 i det skiferholdige jord.

Hvor er duften ren, frisk med en frugt, der har lidt småtropiske tendenser med både abrikos, kvæde, modne pærer, fersken og kandiserede citroner, sten, grus og en æske tændstikker.

Smagen er virkelig krisp, sprød og herlig syrlig … citroner, citronskal, lemon og alligevel med en vis fylde. Selvom druerne er høstet som en Spätlese og gæret helt ud, så er der ikke spor sødme, for syren er vild og ustyrlig, rivende, mundspidsende, ætsende og uforsonelig, men hvor er det godt … røget, intens og endda lidt luftig. Smukt.

Forhandles herhjemme af Wine at Heart, hvor en flaske koster 150 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Weingut Trockene Schmitts, Konsequent Randersacker Sonnenstuhl Frühburgunder Spätlese Trocken, Franken, Tyskland

2016 Weingut Trockene Schmitts, Konsequent Randersacker Sonnenstuhl Frühburgunder Spätlese Trocken, Franken, TysklandBestyrelsesmødet sluttede så med denne 2016 Konsequent Randersacker Sonnenstuhl Frühburgunder Spätlese Trocken fra Weingut Trockene Schmitts i Randersacker.

Leif har tidligere serveret denne vin for os, men det var tilbage i 2014 og i en årgang 2011, men dengang så etiketten en smule anderledes ud.

Weingut Trockene Schmitts kalder deres bedste vine for Konsequent og er alle lavet med druer fra gamle vinstokke, som står på de stejleste steder og hvor man – som navnet antyder – foretager en konsekvent beskæring af udbyttet.

Denne Konsequent Randersacker Sonnenstuhl Frühburgunder Spätlese Trocken er lavet af druer fra marken Sonnenstuhl. Det er én af de bedste vinmarker i Randersacker og voldsom stejl, nogle steder med en stigning på 50% … og med undergrund med kalksten, som gør at vinstokkene stikker rødderne ned i 10 meters dybde og er med til at give vinene godt med mineraler.

Der er ikke mange oplysninger om selve produktionen … udover druerne er høstet med et beskedent udbytte på 26 hektoliter pr. hektar og vinen efter endt gæring er lagret på barriques i 12 måneder.

Duften er let, lidt spicy suppleret med brændte fade, lidt nelliker, krudt, grønne noter, urter og mere kraftig end forventet. Der er lidt bondsk i duften, her godt med rosmarin og grøn peber, så dermed er det ingen elegantier, men langt mere tæt og bastant.

I munden er vinen meget saftig og har både sødme, syre samt bitterhed. Frugten er tranebær, ribs … tør og småbitter og lever ikke umiddelbart op til mine første minder om vinen, selvom det bestemt er en intens vin med god Franken karakter.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 14,90€ … svarende til eller lige over 112 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2012 Il Borghetto, Collina 21, Toscana, Italien

2012 Il Borghetto, Collina 21, Toscana, ItalienVinhuset Il Borghetto er vi vist før stødt ind i her på Houlbergs Vinblog, men det er noget siden, men nu smager jeg en ældre 2012 Collina 21.

Il Borghetto er et lille, charmerende B&B slash vingård beliggende udenfor den lille søvnige by Montefiridolfi, ikke langt fra San Casciano Val di Pesa og vel omkring 10-15 kilometer syd for Firenze.

Azienda Agricola il Borghetto ejes og drives af Roberto Cavallini og hans hustru. De købte ejendommen i 1990, hvor den udelukkende bestod af skov og olivenlunde, og det var først i 1999, at man valgte at plante de første vinstokke på 20 små parceller.

Samlet har vingården tilplantet 6 hektar med vinstokke ud af et samlet jordareal på 30 hektar, og man har selvfølgelig også lidt oliventræer – faktisk hele 12 hektar oliventræer – og producerer årligt mellem 2-3 tons olivenolie af sorterne Morellino, Frantoiano, Pendolino og Leccino.

Og det med gastronomien er virkelig i højsædet på vingården. Azienda Agricola il Borghetto tilbyder således kokkeskole, vinsmagninger, mulighed for at lave din egen olivenolie og et klassisk italiensk køkken. Læg hertil en total charmerende toskansk villa med en lille pøl i baghaven. Hmmmm, lyder som et rejsemål for den houlbergske familie.

På de 20 parceller – alle ganske forskellige – har man plantet Sangiovese, Cabernet Sauvignon og Merlot. Det er dog Sangiovese druen, som er husets primære drue, og den findes da også på 85% af vinmarkerne.

Til at forestå produktionen af vinene på gården hyrede Canallini allerede fra første fløjt en professionel vinmager, nemlig den talentfulde ønolog Tim Manning. Han styrer alt arbejdet i Il Borghettos vinmarker og kældre. Tim Manning har tidligere arbejdet på så berømte ejendomme som Domaine Dujac i Bourgogne og Cristom i Oregon.

Vinhuset laver omkring 34.000 flasker vin årligt, fordelt på 6 forskellige vine, heraf en enkelt Chianti Classico samt 5 IGP vine, herunder altså denne Collina 21, der er opkaldt efter adressen på vinhuset, der ligger på vejen Via Collina S. Angelo 21.

Collina 21 er lavet på 70% Sangiovese, 15% Merlot samt 15% Cabernet Sauvignon, der kommer fra de to marker, som ligger ved vingården … La Collina og Il Borghetto. De fleste af druerne er først afstilket, men 10% medgår i hele klaser.

Vinen har gæret spontant med druernes naturlige gærceller i store 1.000 liter åbne tanke over 35 dage. Efter endt fermentering har vinen lagret 24 måneder på brugt franske barriques. Der er lavet 7.200 flasker af vinen.

Hvor dufter det godt … let, frisk og italiensk syre, fad, tør fad, lidt vanilje, frisk frugt, hindbær og kirsebærtærte, champignon, bitre mandler, balsamiske bitre noter, sød tobak, kakao, læder, kaffe samt en vis syrlighed samt nogle små mentol og eukalyptusbolsjer.

Smagen er vel aromatisk, saftig og easygoing med friskhed i både frugt og syre. Der er kirsebær og syrlige blommer, nogle silkeagtige og tørre tanniner … samt masser af bitterstoffer. Men af en IGT vin med næsten 10 år på speedometeret, så er det sgu fremragende.

Tidligere forhandlet af Vinspecialisten, men der findes vinen ikke længere og prisen kender jeg heller ikke.

Vinanmeldelse 5/7