2019 Château Belá, Riesling, Južnoslovenská, Slovakiet

2019 Château Belá, Riesling, Južnoslovenská, SlovakietVi skubber igen til de traditionsbundne bankfolks vinvaner i tirsdagsvinklubben med næste vin, der er slovakisk og kommer fra Château Bela, der før har været anvendt til både kemisk produktion og fængsel for politiske fanger … her er det kemisk fri 2019 Riesling.

Château Bela ligger i den sydlige del af Slovakiet, 10 kilometer fra Danube floden, tæt på grænsen til Ungarn samt på den gamle by Esztergom i Ungarn. Igennem mange slægter har vinslottet tilhørt Baron Ullmann familien, der ejer 80 hektar vinmarker, hvor der faktisk har været dyrket druer siden romertiden.

I 1945 – efter anden verdenskrig – blev slottet overtaget af den tjekkeslovakiske stat, og omdannet til fængsel for politiske fanger. Senere blev slottet – fortsat under statens ejerskab – anvendt som fabrik for kemisk produktion. Men i 2000 kom familien Ullmann igen på banen, idet slottet blev købt tilbage af grevinde Ilona von Krockow … barnebarn af den gamle baron Georg Ullmann.

Grevinden –  der er født Ullmann – og hendes mand Mathias von Crockow omdannede efter overtagelsen slottet til et imponerende, stort, eksklusivt 5 stjernet hotel, som åbnede i 2008. Det kostede intet mindre end 100 millioner euro at renovere slottet. Alt blev renoveret og udskiftet.

Til at forestå vinproduktionen fra slottets store markbesiddelser hyrede man den lokale vinmager Miroslav Petrech og ikke mindre end Riesling-kongen Egon Müller. Ganske enkelt genialt. Måske hjalp det, at grevinden Ilona von Krockow er gammel veninde med Egon Müllers frue Valeaska. De to vinmagere lavede de første Château Belá vine i 2001.

Og for vinkendere and Riesling lovers, så får navnet Egon Müller mundvandet til at løbe massivt ned af hagen, for den meget ikoniske vinproducent laver nogle af Mosels bedste – og dyreste – vine på Riesling.

Og på Château Belá er netop 7 hektar ud af slottets samlede 85 hektar vinmarker tilplantet med Riesling vinstokke … dels en række nyere stokke fra Mosel.

Denne vin har jeg før smagt i årgang 2009, men den er lavet ved, at druerne først er sorteret i vinmarken inden transporten til vineriet, hvor de hele drueklaser presset uden megen ophold og så er mosten gæret spontant alene med druernes egne gærceller i store rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er vinen så blot lagret sur lie i ståltankene i 9 måneder før aftapning på flaske.

Duftmæssigt virker vinen let olieret … der er klart aftryk af petroleum, tyk linolie og fed diesel, men frugten er fersken, abrikos, grape og citroner … lidt nødder, papkasser, lidt robust og funky med en temmelig maskulin syre, mere varm, moden, krydret og samtidig mindre mineralsk end dens tyske slægtninge.

I munden har vinen heller ikke samme finesse som Mosel vinene … klart mere rustik, federe og igen med denne nærmest lidt olierede fornemmelse. Dermed bliver det cremet, blødt og rundt, meget behageligt med varm syre, kandiseret grape og overmodne æbler, hvid peber … dejlig vin uden den normale skarphed. 90 point

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske koster 225 kr., men denne er købt på udsalg med 40% rabat.

Vinanmeldelse 4,5/7  

N.V. Domaine Mann, French Beaches Femme Fatale 3, Alsace, Frankrig

N.V. Domaine Mann, French Beaches Femme Fatale 3, Alsace, FrankrigNæste vin har loades of funkyness … den er lavet af den franske naturvinsentusiast og ambassadør Christophe Kaczmarek, der laver vin under navnet French Beaches, men denne rødgrumsede Femme Fatale 3 uden årgang er lavet hos Domaine Mann i Alsace.

Domaine Mann er jeg tidligere stødt på her på vinbloggen, for jeg havde nemlig i 2021 en onlinesmagning og -møde med Sébastien Mann fra det lille biodynamisk vinbrug Domaine Mann – Vignobles des 3 Terres. Det kan du læse om i mit lille blogindlæg; Houlberg til Millésimes Alsace DigiTasting® … Sébastien Mann fra Domaine Mann.

Sébastien Mann er venner med Christophe Kaczmarek, der ikke selv ejer vinmarker og har heller ingen planer om at blive vinmager. Han er bare en iværksætter, som i samarbejde med unge vinproducenter, der alle hylder minimal manipulation, hvert år fremtryller en stribe forskellige vine.

Han hylder diversiteten og har det helt fint med, at nogle af vinene blot bliver produceret en enkelt gang og dermed forbliver en sommerflirt for dem, som nåede at smage dem.

Men Christophe er særligt blevet ven med Sébastien Mann og sammen har de lavet denne Femme Fatale 3, der på etiketten har en kysseklar mund, der angiveligt skulle tilhøre Sébastien Manns kæreste.

Efter Sébastien kom med i driften har han indført nye biodynamiske metoder, selvom vingården ikke er certificeret biodynamisk. Han har også fået plads til en lege og eksperimentere med en del af frugten fra familiens flere end 40 økologisk og biodynamiske parceller omkring middelalderbyen Eguisheim.

Sébastien og Christophe har lavet denne Femme Fatale flere gange, hvor den første gang var været på ren Gewürztraminer, så er vinen i denne udgave 3 – deraf navnet French Beaches Femme Fatale 3 – så lavet på et mix af 40% Pinot Gris, 30% Gewürztraminer samt 30% Sylvaner fra omkring 50 år gamle vinstokke, der står på samme lieu-dit kaldet Ortel lige nedenfor Grand Cru marken Pfersigberg.

Høsten er manuel med en sortering af klaserne oppe i vinmarken, men der derefter fjernes 60% af stilkene inden inden spontangæring alene med druernes egne gærceller i ståltanke over 3 uger med både skaller og kerner som var der tale om en rødvin … altså dermed en slags orangevin.

Herefter presses vinen inden den får lov til at modne 6 måneder i brugte fade frem mod en aftapning, der sker uden klaring og filtrering og med meget behersket tilsætning af svovl.

I glasset ligner det mest en classic pilsner, der er blevet lidt doven … ikke pisgul medmindre man er syg. Dufter også en blanding af lidt IPA øl og mjød, godt med blomster, en let reduktiv aroma, honning, karamel og en frugt, der nok mest er kvæde, figner, æblemost fra cideræbler og appelsinskal … nogle endda tørret i ovnen.

I munden er der sødbitter æblesaft med lidt ciderfornemmelse. Der er saftige æbler, pærejuice og meget let drikkelig. Syreniveauet er lavt, læskeniveauet højt, sammenligningen med andre vine er også lav, for den er fandeme sin egen … anderledes og tørstslukkende, men faktisk smager skidtet sgu ret godt, selvom en del traditionsbundne vindrikkere sikkert vil rykke på næsen, men denne har netop noget Rykkeby lettilgængelig saftglæde over sig. 91 point.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske koster 339 kr., men denne er købt på udsalg med 50% rabat.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Domaine Michel Caillot, Meursault La Barre Dessus Clos Maguerite, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Michel Caillot, Meursault La Barre Dessus Clos Maguerite, Bourgogne, FrankrigMeursault La Barre Dessus Clos Maguerite fra Domaine Michel Caillot er en lækker vin. Jeg har før smagt den i årgang 2015, men nu smager jeg 2017’eren.

Som med 2015’eren er vinen lavet på 45 år gamle Chardonnay vinstokke på den ler og kalkstenholdige mark La Barre Dessus og endda fra Domaine Caillots egen muromkransede monopolmark Clos Maguerite.

Efter høsten og let presning er vinen spontangæret alene med druernes egne gærceller og i Caillots ekstra kølige kælder varer gæringen meget længere end normalt, hvilket så efterfølges af malolaktisk gæring.

Efter endt fermentering er vinen så lagret 24 måneder … de første 12 måneder på 228 liters burgundiske egetræsfade, heraf 20% helt nye. Herefter omstikkes vinen til yderligere 1 års modning på ståltanke inden ufiltreret aftapning på flaske.

Jeg drak vinen over nogle dage og jeg vil anbefale, at man giver den godt med luft, for først på andendagen åbnede duften virkelig op og gav en cremet og nødder smørfedme med brunet smør, Nutella, lidt skumfiduser, hasselnødder, vanilje og lakridskonfekt. Frugten er nok mest pærer, ananas, abrikos og grillet citron … virker luftig, let, rund, blomstret og elegant.

I munden er der mere syre og friskhed … den åbner et frugtrigt og sylespids hjerte med grønne æbler, umodne pærer og saltet lemon, syltede citroner og friske gule citroner. Der er sgu bid i damen, godt med citrus, sure appelsiner og lidt grape, hvilket giver en pivfrisk, fin og laserskarp vin, der er kompleks og lidt som Dr Jekyll og Mr Hyde, men her er det fed udenpå og så nøgen, ren og klar indvendigt. Sådan skal det også være … 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 879,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 499,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7

N.V. Weingut Ziereisen, Ohrechrübler Sekt Rosé Brut, Baden, Tyskland

N.V. Weingut Ziereisen, Ohrechrübler Sekt Rosé Brut, Baden, TysklandVi skal da have flere bobler, så næste vin blev en Ohrechrübler Sekt Rosé Brut fra det efterhånden kendte vinhus Weingut Ziereisen, der ligger i Efringen Kirchen i Baden.

Weingut Ziereisen har jeg skrevet om flere gange før og sidst gang var da jeg smagte en anden rosévin fra huset, nemlig deres Schmätterling Rosè.

Derfor skriver jeg ikke denne gang om huset, men kigger blot nærmere på Ohrechrübler Sekt Rosé Brut, der er uden årgang og hovedsageligt lavet af basisvin fra druesorten Regent, som rundes af med en lille mængde Spätburgunder.

Druerne til vinen kommer fra den op til 50% stejle, sydvendte vinmark Eferinger Oelberg og Hanspeter Ziereisen håndplukker drurne. Marken Eferinger Oelberg ligger faktisk nabo til et aktivt kalkbrud og det betyder også, at jordbunden er rig på kalk, der er med til at give mineralitet til vinen.

Det meste af denne vin er fra årgang 2019, hvor druerne efter høsten er spontangæret alene med druernes egne gærceller og efter endt fermentering er vinen så lagret sur lie 24 måneder på brugte egefade inden aftapning og andengæringen. Flaskegæringen er sket i vinkælderen over hele 3,5 år inden degorgering, som er sket i juni 2024 med en dosage på 4,4 gram. Ohrechrübler betyder i øvrigt ørentviste.

I forhold til den forrige Pet-Nat, så er duften her langt mere klassisk med ristet rugbrød, toast, briocheboller, gærnoter, røde bær, syltede kirsebær, jordbær, rabarber, ribs og mirabeller. Der kommer også lidt nødder, mens fadpræger faktisk slet ikke fornemmes … bare en dejlig, frisk aroma, hvor der også kommer lidt citrusfrugter.

Smagsmæssigt er der sgu masser af brus … små tætte bobler, som bærer både bitterhed, syre og sødme, hvilket giver en utroligt flot balanceret Deutscher Sekt … frugten er rabarber, ribs, citroner og lemon og det giver en krisp og frisk vin, der både fremstår helstøbt, komplet samt stærkt, så den kunne man godt blive forfalden til og dermed 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., men kan fås til 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Disko Wines, Pet-Nat Albariño, Californien, USA

2022 Disko Wines, Pet-Nat Albarino, Californien, USAJeg har smagt endnu en vin fra det diskofile vinhus Disko Wines og denne gang en mousserende, grumset orangevin … en 2022 Pet-Nat Albariño.

Sean Hogan har høstet Albariño druerne fra en enkelt mark, hvor Albariño druen trives fint og får en flot modenhed.

Efter høsten er druerne afstilket og så kold-fermenterer i 3 dage, hvilket efterfølges af gæring i 7 dage i kontakt med skallerne, hvilket giver farve og smag til vinen.

Derefter får vinen lov at gære videre i flasken …. gærer omkring 6 måneder alene med druernes egne gærceller inden degorgering, hvor der til sidst sættet en kapsel på flasken.

Der tilsættes slet ingen svovl eller andet skidt, så dette er virkelige ægte natur- og orangevin lavet som hipster Pet-Nat. Der er også kun lavet sølle 92 kasser af denne vin.

I glasset er det virkelig en meget grumset, beskidt vin og der er masser af bundfald i flasken, så man skal være lidt forsigtig, når man hælder op. Duften er sådan lidt en mellemting mellem en IPA øl, lidt blomster, ananas og andre tropiske frugter, virkelig frisk, frugtrig og utrolig aromatisk.

Smagsmæssigt er der godt med brus og bobler, der er mindre aggressive end fx hos champagner, mens frugten er syrlige pigeon æbler, cideræbler, lemon og grape. Vinen har en sødlig bitterhed, har noget saftet over sig … æblemost og grapejuice, landlig og bondsk, spændende og anderledes. 90 point.

Købt hos American Wine til tilbudspris på 219 kr., mens normalprisen er 289 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Bodegas Canopy, Mentrida la Vina Escondida, Castilla-La Mancha, Spanien

2018 Bodegas Canopy, Mentrida la Vina Escondida, Castilla-La Mancha, SpanienGert E sluttede vinaftenen med hans sidste vin og det var en Mentrida la Vina Escondida 2018 fra Bodegas Canopy, der ligger i Mentrida DO i byen Camarena ved foden af Sierra de Gredos mellem Madrid og Toledo.

Vi er med andre ord i mit elskede Sierra de Gredos og Bodegas Canopy er grundlagt i 2003 af Alfonso Chacón samt Belarmino Fernández, men de to herrer fik også tilknyttet et kvindeligt islæt i form af vinmageren Belén Hita i 2021. I dag er de 3 ønologer fælles om de vigtige beslutninger.

Alfonso og Belarmino startede deres vinhus, da de stødte på nogle gamle vinmarker i El Real de San Vicente, som er den nordligste del af DO Méntrida. I starten havde de ikke selv en vinkælder, så de lejede sig ind i vineriet hos Jiménez-Landis familiens vingård i Méntrida.

I dag driver trioen 19 hektar vinmarker, men deraf er kun 12,5 hektar deres egne marker med 40 til 90 år gamle Garnacha stokke samt lidt 16 til 20 år gamle stokke på marker længere sydpå i landsbyen Camarena.

Det er lidenskaben, der driver trioen … og ikke penge, for de kan nærmest ikke leve af deres vinproduktion på samlet 45.000 flasker vin, så Belarmino driver en lille familierestaurant og Alfonso ejer en hotelvirksomhed, men begge bruger alligevel 70% af deres tid på Bodegas Canopy.

Her smager vi deres 2018 Mentrida la Vina Escondida, der er lavet på ren Grenache fra 90 år gamle vinstokke i højt beliggende marker med granit i jordbunden. Markerne er dyrket økologisk, men er ikke certificeret. Druerne er høstet i hånden og gæret naturligt efter kold pre-maceration. Presset forsigtigt og lagret på store foudres af fransk eg i 18 måneder.

Duftmæssigt er det vildt lækkert … lyst, bondsk, landligt, luftigt, masser af røde bær og syrlige drops, lidt malerspand, hindbær, ribs, vilde skovbær og syrlige kirsebær, gazebind og babybræk … har noget fandenivoldsk vildskab.

Smagen er let, saftig læskende med en vild syre, men samtidig med tonsvis af kraft og så denne syrlige, luftige og æteriske frugt, nogle lyse tanniner, peber … saftdryppende og læskende som bare pokker og dette er sgu lige mig … 96 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 350 kr.

Vinanmeldelse 6/7    

2015 Viña Almaviva, Almaviva, Maipo Valley, Chile

2015 Viña Almaviva, Almaviva, Maipo Valley, ChileVi skal tilbage til 2019, hvor jeg sidst smagte vinen Almaviva fra Mouton Rothschilds chilenske vinhus Viña Almaviva og nu havde Jan taget vinen med i årgang 2015.

Viña Almaviva er skabt i samarbejde mellem nu afdøde Philippine Rothschild samt Eduardo Guilisasti Tagle fra Viña Concha y Toro, der er Chiles største vinhus – et joint venture startet i 1997.

Joint ventures er lavet ved, at Viña Concha y Toro er kommet med 60 hektar af deres bedste vinmarker i området Puente Alto, den nordlige del af Maipo Valley syd for Santiago, mens Rothschild familien er kommet med know-how, kunnen og erfaringer med at lave vine som Château Mouton Rothschild og Opus One … og derudover ikke mindst deres navn.

De ældste af vinmarker er plantet tilbage i 1978 og området er kendetegnet af sin klipperige undergrund, kolde og regnfulde vintre, der efterfølges af somre med varme dage og kølige nætter. Allerede for 30 år siden blev området kendt for sine optimale betingelser til dyrkning af Cabernet Sauvignon.

Derudover har de to vinhuse investeret massivt i et moderne vineri, som man startede på i 1998 og som blev indviet i år 2000. Det er tegnet af den berømte chilenske arkitekt Martín Hurtado og I kan se vineriet på billedet ovenover.

Vineriet er inspireret af området, så er der anvendt træ fra de lokale skove. Taget skal symbolisere Andesbjergenes form og dermed passe ind i omgivelserne, mens udsmykningen og interiør er inspireret af den lokale Mapuche kultur.

Inspirationen er også gengivet på vinene, idet etiketten på flaskerne er udsmykket med gamle symboler fra Chiles oprindelige beboere, mens navnet Almaviva er hentet fra hovedpersonen i Figaros Bryllup, der oprindelig er skrevet af Beaumarchais.

På etiketten er navnet Almaviva endda også skrevet med Beaumarchais’ egen håndskrift. Det var i øvrigt Wolfgang Amadeus Mozart, der bearbejdede Figaros Bryllup til en af de mest populære  operaer nogensinde.

Der anvendes bedst mulig teknikker for at lave den bedste vin på Viña Almaviva. I markerne drypvandes vinstokkene, så hver enkelt stok får tilført nøjagtig den mængde vand, der er nødvendig, og drueklaserne høstes med største varsomhed på det mest optimale tidspunkt.

Vinmarkerne ligger i 650 meters højde og man har – selvfølgelig – plantet 5 forskellige druesorter, nemlig de klassiske Bordeaux druer og i denne årgang 2015 er det 73% Cabernet Sauvignon, 22% Carménère, 4% Cabernet Franc samt 1% Merlot.

Vinene lavet på vineriet i 2 rum, som er tilpasset størrelsen af husets to primære parceller. Der vinificeres vinene i store rustfrie ståltanke med både udblødning, alkoholisk gæring. Den malolaktisk gæring sker spontant inden vinen skal lagres.

Der sker – som på Château Mouton Rothschild – i en specialbygget Grand Chai. Ja faktisk har vinerier to af slagsen. I den første lagrer vinene på barriques 10 måneder, hvorefter fadene overføres til den anden Grand Chai, hvor de lagrer 6-9 måneder inden klaring med æggehvider og aftapning på flasker.

Duftmæssigt er det en skøn kombination af tryksværte, tjære, jod, oksefond indkogt med marv, tørbagte kastanjer, blodpølse og mørk frugt med solbær, brombær, svesker og enebær, masser frugtrigdom suppleret med engelsk lakrids, jernbanesveller, røg, kakao, vanilje samt mørk chokolade.

Smagen er tyk og fed med høj viskositet, fed mærk frugt med sorte kirsebær, solbær og ribs … samtidig er vinen sindssyg tør, det er tørt træ, cedertræ, grafit, sværte, tørrede blomster og tanninerne er ret tætte og alligevel pænt integrerede, hvilket bidrager til balancen i denne tætte, tørre og kraftfulde vin … en ordentlig mundfuld, men smager fandeme godt. 97 point.

Da 2015 kom op markedet, blev den forhandlet af Philipson Wine, hvor en flaske kostede1.434,95 kr., mens prisen var 1.195 kr. ved køb af 6 flasker. I dag er den endnu dyrere.

Vinanmeldelse 6,5/7    half_thumb

2015 Château Bellevue de Tayac, Margaux, Bordeaux, Frankrig

2015 Château Bellevue de Tayac, Margaux, Bordeaux, FrankrigI runde 2 havde vi lidt bøvl med at spotte Steffen næste vin, som var en 2015 Margaux fra Château Bellevue de Tayac, der er ejet af Domaines Fabre, som også ejer en række andre bordeauxslotte.

Domaines Fabre er nok mest kendt for deres ejerskab af Château Lamothe-Cissac, men ejer også andre mindre vinslotte som Château Landat, Château La Tonnelle, Château Le Chêne, Château Fonsèche og så dette Château Bellevue de Tayac.

Det er i dag Vincent Fabre, som står i spidsen for Domaines Fabre og han styrer alt fra mark til importør og deltager også som vinmager i produktionen af vinene, hvilket er usædvanligt i det område.

Det var Vincents fader Gabriel Fabre der i 1964 købte Château Lamothe-Cissac, da han vendte tilbage til Frankrig fra hans bopæl i Marokko. Siden har familien arbejdet utrætteligt på at få marker og slot i topform.

Vincent er meget engageret indenfor vin og har siddet i bestyrelsen for sammenslutningen af Haut-Médoc producenter og har deltaget i udformningen af den nye lovgivning omkring Cru Bourgeois klassifikationen.

Han er også ledende medlem af den kendte vinridderordenen La Confrérerie du Bontemps du Médoc. I sin sparsomme fritid er han også en passioneret maratonløber og formand for det berømte Marathon du Médoc.

Château Bellevue de Tayac er beliggende i Soussans i den prestigefyldte Margaux-appellation og blev overtaget af Domaines Fabre i 2014 og de har siden gennemført store forbedringer på dets kun 4,5 hektar vinmarker.

Her smager vi en 2015 Margaux vin fra Château Bellevue de Tayac, som er lavet på 70% Merlot 20% Cabernet Sauvignon og 10% Petit Verdot, der er lavet helt klassisk … og der er ikke ret meget info om produktionen, men den er efter endt fermentering lagret 12-14 måneder på barriques, heraf 60% nye fade.

I næsen er det en en mørk vin, der virker saftig og struttende med frugt af dybe, fede og sorte kirsebær, solbær, brombær, sort tobak, sød tobak, jod, blod, blæk, grafit, cedertræ, cigarkasser samt noget vanilje og chokolade … virker blød og cremet.

Den smager også blød og cremet, men virker også renere, mere frisk samt tør end duften indikerede. Der er solbær, brombær, ribs, lemon og en god, frisk syre. Der kommer også lidt nødder, mens tanninerne er tydelige og tørre, men aldrig bliver helt vilde. Det giver samlet set en rigtigt fin, rank, blød, smooth og lækker bordeauxvin. 94 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 419,95 kr., mens prisen er 349,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Roark Wine Company, Cold Dark Matter, Californien, USA

2018 Roark Wine Company, Cold Dark Matter, Californien, USADa Emil Skytte Pedersen startede med at lave sine Aux Mages vine i Californien, så var det i vinkælderen hos Ryan Roark og hans vinhus Roark Wine Company i et industrikvarter i Buellton.

Jeg fik lov at starte runde 2 i vores vinaften og det var med en vin fra Ryan himself, en 2018 Cold Dark Matter på Grenache, som faktisk lavet sammen med Emil Skytte.

Ryan selv stammer oprindelig fra Marshall i den nordøstlige del af Texas og uddannede sig oprindelig indenfor biomiljøvidenskab, men under en praktik en sommer ved et landbrug i Angers i Frankrig, blev Ryan introduceret til arbejdet med vin og blev straks hooked.

Han arbejdede derefter på Domaine Taillandier, hvilket yderligere ansporede ham til at skulle producere vin, hvilket til sidst førte ham til Napa Valley, New Zealand og til sidst Santa Barbara County. hvor han arbejdede for Joe Davis på Arcadian Winery og senere på Andrew Murray Vineyards.

Ryan Roark startede sit vinhus Roark Wine Company i 2009 som en lille garageproducent, der ville lave levende vine alene på druer uden tilsætninger af nogle slags og med minimal indgriben. således vinene kunne udtrykke druernes oprindelse optimalt. Hver enkelt vin skal fortæller en historie og det handler om friske vine med fokus på frugten.

Han startede med at lavet 100 kasser vine på Chenin Blanc druen … men projektet har udviklet sig og i dag producerer Ryan i omegnen af 1.500 kasser om året, altså en meget lille produktion, hvor der er fuld fokus på alle detaljer.

Druerne til vinene dyrker Ryan selv eller opkøber i samarbejde med andre vinavlere i Santa Ynez-dalen og vinene laves i en naturlig stil, hvor der kun bruges minimal svovl for at stabilisere vinen. Ryan siger selv, at hver eneste proces vi udfører, bringer os et skridt længere væk fra det oprindelige udgangspunkt i druen.

I 2019 overtog Ryan – ved siden af sine egne aktiviteter i Roark Wine Company – også ansvaret for vinmarkerne hos det lille biodynamiske vinhus Demetria Estate & Vineyards og har siden 2021 også været ansvarlig vinmager der.

Her smager vi så en vin, som Ryan har lavet på Roark Wine Company sammen med Emil Skytte Pedersen og den er måske lidt ansporet af Emils succes med Ætheria, der jo første gang blev lavet i årgang 2016 et par år tidligere og jo ligeledes er på Grenache.

Jeg kan ikke finde oplysninger om produktionen, men måske er den lavet som Ætheria og det betyder fodtrampning af druerne, presning af druerne i en gammel fransk hydraulisk presse og spontangæring alene med druernes naturlige gærceller. Måske er vinen også som Ætheria lagret på brugte, store og små fade af fransk egetræ.

Duftmæssigt er vinen ikke så lys og let som Ætheria, for der er mere pondus i frugten, selvom det bestemt fortsat er Grenache til den ret lyse side. Der er jordbær, lyse kirsebær, brombær, lidt hasselnødder, dufter måske lidt som en ultralet rhônevin, meget frugtrig, let og blomsterrig.

Smagen er måske mere simpel … mere kantet og der er godt med peber. Der kommer først noget frugtsødme, som forsvinder hurtigt, der er jordbær, lyse kirsebær, lemon og bitter grape. Med mere luft i glasset bliver vinene rundere og rundere … virker faktisk cremet og utrolig behagelig. Der er godt med syre og samtidig virker vinen også saftet og let læskende. Det var en af de vine, som hurtigt blev tømt, hvilket måske også siger lidt om vinen. 93 point.

Købt hos American Wine til 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Produttori del Barbaresco, Barbaresco Riserva Ovello, Piemonte, Italien

2017 Produttori del Barbaresco, Barbaresco Riserva Ovello, Piemonte, ItalienProduttori del Barbaresco er et kooperativ, som vi tidligere har smagt vine fra … sidst var det en Barbaresco Riserva Rio Sordo 2009, men nu havde Steffen taget denne 2017 Barbaresco Riserva Ovello med.

Det er et kooperativ, som regnes for at være Italiens bedste vinkooperativ. Succesen skyldes bl.a. at man koncentrerer sig om én druesort og ét vindistrikt.

Produttori del Barbarescos tilknyttede vinavlere dyrker således kun Nebbiolo. Vingården er specialtilpasset til den tanniske druesorts særlige krav og vinmageren har perfektioneret husets raffinerede Barbarescostil gennem en menneskealder, men hele historien om kooperativet har jeg skrevet om før.

Denne vin er lavet med Nebbiolo fra den 20,3 hektar store Ovello vinmark, der har en syd/sydvestlig eksponering og en jordbund, der er rig på kalksten.

Vinen er lavet med gæring og maceration ved 30 grader over 28 dage og det afsluttes med en malolaktisk gæring. Derefter er vinen så lagret 30 måneder på store 25-50 hektoliter egefade inden den er tappet på flaske i juni 2021. Der er lavet 17.744 flasker og 1.128 magnumflasker af vinen i denne årgang.

Duften er umiskendelig grøntsagsfond eller måske mere korrekt bouillon, den slags man som ung kunne trække i en automat i den lokale og kolde svømmehal og gav lidt tiltrængt varme. Her kommer det sammen med bløde, udsmatttede kirsebær, godt med blomster, tulipaner, violer og virker lidt landlig. Der er også blod, jod, peanuts og en vis kølighed og samtidig noget frugtsødme.

I munden er der godt med lys og syrlig frugt, rabarber, mirabeller, grønne jordbær, masser af tørhed, let hvid peber og så kommer det klassiske tørre Nebbiolo bid med masser af tanniner, der bider og brøler, selvom det er her er afdæmpet, beskedent og kontrollabel, som altid i en Barbaresco. 94 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 479,95 kr., mens prisen er 400 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger