2009 Château Belá, Riesling, Južnoslovenská, Slovakiet

Er I trætte af, at læse om tyske Spätburgundere, som ikke kan købes i Danmark? Lad os gemme nogle til senere, og så smage lidt andre vine, og vi starter … af alle steder i et relativ ukendt land … i hvert fald vinmæssigt.

Vi er nemlig i Slovakiet, hvor vi finder Château Belá. De står bag denne Riesling … en spændende lille sag, som den gode Egon Müller fra Mosel har været med til at lave.

Jeg har én enkelt gang smagt en vin fra Egon Müller, nemlig hans 2011 Riesling Scharzhofberger Kabinett fra Mosel i Tyskland. Jeg var blown away, og gav vinen de sjældne 7 Thumbs Up. Så da jeg stødte på denne Riesling fra Château Belá, og læste at den gode Egon Müller stod bag, så røg der hurtigt en bestilling af sted.

Chateau Bela ligger i den sydlige del af Slovakiet, 10 kilometer fra Danube floden, tæt på grænsen til Ungarn og den gamle by Esztergom i Ungarn. Igennem mange slægter har slottet tilhørt Baron Ullmann familien, og ejer 80 hektar vinmarker … hvor der har været dyrket druer siden romertiden.

I 1945 – efter anden verdenskrig – blev slottet overtaget af den tjekkeslovakiske stat, og omdannet til fængsel for politiske fanger. Senere blev slottet – fortsat under statens ejerskab – anvendt som fabrik for kemisk produktion. Men i 2000 kom familien Ullmann igen på banen, idet slottet blev købt tilbage af grevinde Ilona von Krockow … barnebarn af den gamle baron Georg Ullmann.

Grevinden og hendes mand Mathias von Crockow omdannede efter overtagelsen slottet til et stort, eksklusivt 5 stjernet hotel, som åbnede i 2008. Det kostede intet mindre end 100 millioner euro at renovere slottet. Alt blev renoveret og udskiftet.

Til at forestå vinproduktionen fra slottets store markbesiddelser hyrede man den lokale vinmager Miroslav Petrech og Riesling-kongen Egon Müller. Ganske enkelt genialt. Måske hjalp det, at grevinden var veninde med Egon Müllers frue. De to vinmagere lavede de første Château Belá vine i 2001.

Og her har vi en af slagsen … selvfølgelig Riesling. Vinstokkene har rod i kalkholdig jord, og derfor frembringe mineralsk dominerede vine, som både er tunge, stærke og mineralske … lad os nu se.

Duftmæssigt er Rieslingen tydelig, bl.a. med lidt petroleum, blomster, modne lyse frugter … men ikke umiddelbart så spændstig og frisk i udtrykket, som dens tyske slægtninge. Det går også igen i smagen, som er moden, varmkrydret .. men med dejlig renhed, ikke voldsom mineralsk, men der er altså lidt. Skøn vin … virker til at ha’ potentiale, men mangler lidt spændstighed og syre.

Købt via Vivino, pris 83 kr. pr. flaske ved køb af 6 stk.

Rating 4,5/7  

Skriv et svar