2011 La Ca’ Növa, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

I Piemonte på toppen af en bakke ved byen Barbaresco ligger vingården La Ca’ Növa … eller rettere Azienda Agricola La Ca’ Növa … og de står bag næste vin, nemlig denne Langhe Nebbiolo, som jeg nød for en uges tid siden til et bestyrelsesmøde hos mig.

La Ca’ Növa ejes af de tre brødre Pietro, Giulio og Franco Rocca, som producerer nogle af det bedste Barbaresco vine, der findes på markedet.

Vinhuset har 12 hektar vinmarker. Der dyrkes Nebbiolo på de 10 hektar og på de resterende 2 hektar dyrker brødrene Dolcetta og Barbera. Vinstokkene dyrkes med stor kompetence og omhu med baggrund i mange generationers tradition. Brødrene er meget selektive med deres valg af dyrkningsmetoder, og vinstokkene dyrkes uden brug af pesticider.

Der produceres i alt ca. 45.000 flasker Barbaresco om året.

Vingårdens kælder ligger dybt under jorden, hvor temperaturen er stabil og her findes det mest moderne udstyr til vinproduktion. Barbaresco skal modnes over minimum 2 år, heraf 1 år på egefade og 1 år i ståltanke. Herefter fyldes vinene på flasker og lægges på lager, hvor de gennem de næste par år, udvikler de helt unikke smagsnuancer, som La Ca’ Növa er berømte for.

Her har vi dog husets Langhe Nebbiolo … men ikke fundet mange oplysninger om vinen. Har heller ikke fundet en hjemmeside for vingården, så derfor springer vi sgu direkte til smagen.

Duftmæssigt har jeg noteret mig røde bær, mørke bær, modne kirsebær, balsamico, blomster, roser, violer, krydderbuske og lidt sødme … sådan lidt karamelagtigt. Smagen er godt fyldt med frugt, renhed, tørhed, tanniner er tydelige og syre blander sig med frugten i fint samspil. Kølig og let … lidt jernsmag sidder på tungen. Tit kan disse Langhe Nebbiolo’er blive en tand for stramme, men denne er sgu ganske fornem.

Forhandles af Italux i Skanderborg, pris 72 kr.

Rating 4,5/7 

Skriv et svar