2023 Weingut Schmitges, Riesling vom Haus, Mosel, Tyskland

2023 Weingut Schmitges, Riesling vom Haus, Mosel, TysklandWeingut Schmitges er også et vinhus, som er velkendt her på Houlbergs Vinblog og denne Riesling vom Haus har jeg da også smagt før, men nu smager jeg 2023’eren.

Det er en vin, som Andreas Schmitges har lavet specielt for importøren Propperiet til det danske marked. Og druerne til Riesling vom Haus kommer ikke fra Schmitges’ egne marker, men er opkøbt hos andre vinavlere i området og kommer fra  det flade stykke i Erden.

Men ellers er vinen lavet præcis som de øvrige vine hos Schmitges, altså i rustfrie ståltanke med lang og kølig gæring for at give den færdige vin blomst, lethed og mineralitet.

Riesling vom Haus er en tør aka trocken vin, men der er alligevel uændret 8,8 gram restsukker pr. liter og i vinen og dermed ikke så langt fra halbtrocken, der normalt starter ved 9 gram restsukker.

Hvor dufter det godt … klare med både moselsødme, en blød frugt med melon, fersken, mandariner, grønne æbler, blomster, nødder og alt virker let, luftigt og fint balanceret. Der kommer også – som sidst en smule astronaut-is og lidt søde krydderurter.

Smagen er ren, let, sød, saftig læskende og har pænt med pæn mosesødme suppleret med lemon og grape, grønne æbler samt en fin citron- og æblesyre. Vinen har denne flotte balance mellem lidt sødme, bitterhed, frisk og let frugt. Det er vildt flot niveau for en Gutsriesling. 91 point.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen er 89,25 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Giannicola di Carlo, Apoteo Rosso, Abruzzo, Italien

2020 Giannicola di Carlo, Apoteo Rosso, Abruzzo, ItalienApoteo er Giannicola di Carlos topserie … hans signaturvine og jeg sluttede smagningen af hans vine med netop den røde af disse vine og i en årgang 2020.

Vinen har sit navn efter Apotheosis, som i den klassiske græske kultur indikerede en proces med at transformere helten til guddommelighed.

Ligeledes repræsenterer Apoteo den maksimale manifestation af sanserne og transformationen af druer ikoniske vine og Giannicola di Carlo har valgt, at vinen laves på de 3 mest repræsentative røde druer fra Abruzzo. Det er Montepulciano d’Abruzzo med sin kraft og struktur, Sangiovese med sin elegance og lang levetid samt Primitivo med sin blødhed og dybde.

Vinen er nemlig lavet på 40% Montepulciano d’Abruzzo, 40% Primitivo og 20% Sangiovese, der kommer fra nogle af husets egne marker i 280 meters højde. De er høstet i oktober måned.

Her er der ikke brugt ler-amforaer, for vinen er lavet med spontangæring på barriques alene med druernes egne gærceller og efter endt fermentering er vinen så lagret sur lie … først 12 måneder på ståltanke, så 12 måneder på franske barriques og endelig efter aftapning også 6 måneder på flaske.

I glasset er der en fed og mørk bandit … duften også kraftig, intens med jernbanesveller, lakrids, kaffebønner, læder og ellers bidrager fadlagring med en smule vanilje, kanel og kakao oveni en mørk, tyk frugt med blommer, sorte og kandiserede kirsebær, svesker og en tussegammel, fed balsamisk eddike.

Hvor er der cremet og fløjlsblødt … breder sig mægtig, fed og lækkert i munden, hvor alkoholen på de 14,5% også viser sig, men egentlig blot giver noget struktur og dybde til vinen. Der er atter en mørk frugt med sorte kirsebær, solbær, blåbær, svesker, blommer og næsten tørret i stilen, hvilket giver en koncentreret smag. Der er lidt tørre tanniner, men de bliver aldrig voldsomme, for vinen har en lille frugtsødme, som giver den et vindende væsen og lækker indpakning. Det er lækkert og kraftigt på den fede måde, så 94 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 319,95 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Giannicola di Carlo, Nobu 1830 Montepulciano d’Abruzzo Riserva, Abruzzo, Italien

2018 Giannicola di Carlo, Nobu 1830 Montepulciano d'Abruzzo Riserva, Abruzzo, ItalienDen røde Nobu 1830 vin fra Giannicola di Carlo var så denne 2018 Nobu 1830 Montepulciano d’Abruzzo Riserva, der som sine lidt blege søstre også delvis er lavet på amfora lerkrukker.

Det er en vin, der – som navnet også fortæller – er lavet på 100% Montepulciano d’Abruzzo fra nogle af husets marker i Chieti provinsen i 380 meters højde og høstet i oktober måned.

Den er næsten lavet som de foregående … igen med spontangæring, men her blot på en kombination af betontanke, amforaer og egefade, mens lagringen er sket med 6 måneder på amfora, 12 måneder på egetræsfade efterfulgt af yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er der en dejlig aroma … en blanding af mørke bør samt masser af fadnoter. Der er således en tyk frugt af blåbær, blommer, blommekompot, fed lakrids samt noget vanilje, toast, kokos, våde fade og halvsøde krydderurter.

Smagen er lidt lige sådan … en mørk, voluminøs frugt med solbær, blåbærtærte og blommekompot, men syren også er mørk samt lidt fed balsamisk. Der kommer også en lidt mørk tørhed sammen med små bitre lemonagtige noter, men samlet er det en samlende, kraftig og fyldig vin med masser af umf … 92 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2023 Giannicola di Carlo, Nobu 1830 Merlot Rosato, Abruzzo, Italien

2023 Giannicola di Carlo, Nobu 1830 Merlot Rosato, Abruzzo, ItalienGiannicola di Carlo laver 3 vine i Nobu 1830 serien; den hvide på Pecorino – som vi smagte lige før – en rosévin og en rød. Deres rosévin er denne Nobu 1830 Merlot Rosato, som jeg nu smager i årgang 2023.

Som der står på etiketten på alle Nobu 1830 vinene; Passaggio in Anfora, så er vinene lavet med brug af amfora lerkrukker, så det gælder selvfølgelig også Nobu 1830 Merlot Rosato.

Det er 100% Merlot, som kommer fra nogle af husets marker i Chieti provinsen i 350 meters højde. Den er egentlig lavet som foregående, men her blot med lidt mere mere skindkontakt inden presningen, så vinen får lidt farve. Ellers er gæringen sket spontant med druernes egne gærceller i både amforaer af ler samt cementtanke. Der har vinen også lagret en periode.

Duftmæssigt er vi i en blomsterbutik med masser af røde roser, violer og røde bær som jordbær, hindbær, lyse kirsebær, moreller, lemon og derudover lidt tørre og grønne urter.

I munden er det en lys og frisk vin … masser af moreller, ribs, rabarber, ribs, godt med lemon samt lidt grape. Det er forfriskende, livligt, let syrligt og bittert, men underneden fornemmes en let, frisk frugtsødme samt lidt kolde mineraler. Jeg er normalt ikke så meget til rosévine, men denne har sgu en dejlig frisk syre, som bare er vildt dejlig og pågående. 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2023 Giannicola di Carlo, Nobu 1830 Pecorino, Abruzzo, Italien

2023 Giannicola di Carlo, Nobu 1830 Pecorino, Abruzzo, ItalienVignamadre-Famiglia di Carlo aka Giannicola di Carlo ligger let sydvest for byen Villa Caldari i Chieti provinsen i Abruzzo ikke så langt fra Adriaterhavet mod øst. Derfra smager jeg nu 4 forskellige vine og starter med denne 2023 Nobu 1830 Pecorino.

Familien di Carlo har lavet vin siden 1830 og ved etableringen startede man med at lave vine, som blev solgt til både Savoia region i ved Alperne og Toscana. I dag drives vingården af Giannicola di Carlo sammen med sine to sønner Federico og Daniele.

Giannicola di Carlo har 65 hektar vinmarker, som han allerede tilbage i 1991 omlagde til økologisk landbrug. Det var flere år inden de første europæiske forordninger om økologisk drift, hvorfor det også tiltrak sig opmærksomhed fra førende eksperter indenfor området.

Siden da er Giannicola di Carlo fortsat sin innovative tilgang og arbejder bl.a. i dag med både vegansk certificering, vine uden tilsat svovl, gæring i amfora lerkrukker og forsøget i det hele taget, at lave sine vine efter oldgamle traditioner.

Der laves en lang række vine startede med serien Kriya og den efterfølges af serierne Iava, Terreum 91, Nobu 1830, Capo le Vigne, signaturvinene Apoteo og en Primitivo vin kaldet Recastro.

Giannicola Di Carlo siger selv, at hans signaturvine repræsenterer en hyldest til fortidens visdom, hvis fordele stadig er en uvurderlig skat for fremtidige generationer.

Samlet smager jeg alle 3 vine fra Nobu 1830 serien samt hans røde Apoteo signaturvin, der er lavet på 40% Montepulciano d’Abruzzo, 40% Primitivo samt 20% Sangiovese.

Nå, men denne Nobu 1830 Pecorino er dog lavet på Pecorino druer fra husets kalk- og småstensholdige vinmarker i 380 meters højde i Chieti-provinsen og høstet slut august og start september.

I vinifikationen har Giannicola blandet fortidens teknikker med en moderne og nutid smag. Efter høsten er druerne nedkølet, presset og så er gæringen sket med druernes egne gærceller i både amforaer af ler samt cementtanke. Der har vinen også lagret en periode og den har 4,5 gram restsukker pr. liter.

Hvor er det egentlig en dejlig hvidvin, som har lidt af det hele. I næsen er der æble, pærevælling, mango, ananas, papaya samt lidt sandeltræ, nødder, wienerbrød og hvide blomster. Der sniger sig så også lidt syltet citron med og den varsler også, at der bestemt også er noget syre i vinen.

I munden er der god balance mellem sødme, bitterhed og syre … bitterheden har en sødlig slagside med sød grape, lemon, grønne pærer, syltede citroner, salte mandler, kalkede mineraler og sådan set en frisk syre og dermed et frisk bid. Den har god cremet og blød struktur, fin balance, kontrolleret syre og en vis friskhed, så jeg er sgu tosset med vinen og giver 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Domaine Daniel Chotard, Sancerre Organic Blanc, Loire, Frankrig

2022 Domaine Daniel Chotard, Sancerre Organic Blanc, Loire, FrankrigDomaine Daniel Chotard er beliggende i bunden af ​​den lille landsby Reigny i Crézancy-en-Sancerre. Derfra smager jeg nu denne 2022 Sancerre Organic Blanc.

Domaine Daniel Chotard har en historie, der strækker sig over 200 år i Sancerre-regionen. Det ejes og drives af Daniel Chotard, men hans søn Simon har dog i dag overtaget meget af driften.

Daniel var oprindeligt skolelærer, men familieforetagendet trak ham tilbage til vinmarkerne. Domainet dækker i dag 10,51 hektar og det er hovedsageligt med Sauvignon Blanc samt en smule Pinot Noir.

Daniel og Simon praktiserer bæredygtigt landbrug og blev i 2022 også certificeret økologisk. Simon eksperimenterer med forskellige måder at lagre vinene på for at finde den bedste udtryk for det lokale Sancerre terroir.​

Høsten udføres manuelt, og druerne gennemgår straks afstilkning og presning for at bevare deres friskhed og naturlige smagsnuancer. Vinen lagres i 7-15 måneder inden den flaskes uden filtering.

Det dufter fremragende … formentlig er den lagret sur lie, for i næsen er der godt med kraft og virker faktisk helt olieret fed som burgundisk Chardonnay, men ingen klager herfra. Der er kandiseret lemon og grape, melon, let hyld, fersken og bløde pærer. Derudover har vinen en rank og frisk syre, lidt grøn og urtet med sødme og fennikel.

Det er heller ikke en sylespids Sauvignon Blanc i munden, for også i smagen kommer der denne lidt olierede fedme frem, sødbitter frugt med syltet lemon og kandiseret grape, virkelig god frugtighed og så har vinen altså også denne friske og ranke syre, som skaber struktur, bid og gør vinen levende på tungen. Det er sgu da godt, så dermed absolut 93 velfortjente point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Weingut Seeger, Herrenberg Oberklamm Grauburgunder GG, Baden, Tyskland

2020 Weingut Seeger, Herrenberg Oberklamm Grauburgunder GG, Baden, TysklandSidst jeg drak vin fra Weingut Seeger, var det den flotte Leimener Herrenberg Lange Wingert Chardonnay S Großes Gewächs, men nu smager jeg Seegers 2020 Herrenberg Oberklamm Grauburgunder Großes Gewächs og den er endda nærmest bedre.

Grauburgunder druerne kommer også her fra en lille  enkeltmark, nemlig Leimener Herrenberg Oberklamm, hvor vinstokkene blev plantet i perioden 1990 til 1995 og står i en jord præget af Mushelkalk og Löss … passet med omsorg, herunder via udført grøn høst med halvering af udbyttet.

Derefter de høstet manuelt inden forsigtig presning og så har Thomas Seeger ladet vinen spontangære alene med druernes egne gærceller efterfulgt af en malolaktisk gæring. Efter fermenteringen er vinen så lagret på franske egefade i 10-11 måneder.

Hold nu kæft for en fed Obelix næse … masser af fadpræg med både lakridskonfekt – Bassetts vil jeg mene – høje vaniljesnegle, karamel samt hasselnødder. Der er brunet smør, moden og næsten oxideret frugt, honningmeloner, fersken, ananas, dåsepærer med smågærede noter, hvid nougat, skocreme og nærmest eksplosivt og opulent. Man fristes til at sige overdådigt.

Hvor er det blødt, fyldigt og cremet … og igen vild, blodig, fyldig og ganske eksplosiv, hvor fadene også giver vinen opulent tyngde, stor fedme og rund krop. Den fede dame er svulstig og lækker, men men skal ikke være fadforskrækket. Det er jeg ingenlunde, så derfor får man sindssyg lækker smag, der fylder munden godt. Der er modne pærer, lemon, citroner, appelsinskal samt godt med vanilje og noget muskatnød, lidt røgede noter … WAUW og tossegodt, så 96 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 312 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2021 Ampelidae, Marigny-Neuf Pinot Noir, Loire, Frankrig

2021 Ampelidae, Marigny-Neuf Pinot Noir, Loire, FrankrigDenne Marigny-Neuf Pinot Noir fra vinhuset Ampelidae er en herlig lille Pinot Noir vin, som jeg da også har smagt før i både årgang 2018, 2019 og 2020 … og nu smager jeg så 2021’eren.

Boutique Domaine Ampelidae holder til i den lille by Marigny-Brizay få kilometer nord for den store by Poitiers … et lille vinøs smørhul i Loire, hvor det jo ellers vrimler med gamle vinslotte.

Ampelidae er grundlagt i 1995 af Frédéric Brochet. Han er interessant, uddannet ph.d. i psykolog og vinmager. Han tog sin ph.d. ved Bordeaux University, mens han på det vinmæssige område allerede i 1990 startede med at lave lidt vin til eget forbrug – alene 2 tønder – fra nogle marker ejet af familien, 0,5 hektar tilhørende hans far og 4 hektar tæt ved Poitiers ejet af Frédérics bedsteforældre.

Efter sin ph.d. uddannelsen rejste Frédérics til Wagga Wagga området i  Australien og var involveret i et projekt om måling af methoxypyrazinniveauer i vine. Han blev der ret fascineret af den australske vinindustri og besluttede, at han i Frankrig ville lave det franske modstykke til Penfolds og det blev så til etableringen af projektet Ampelidae.

For at supplerende indtjeningen, så arbejdede Frédéric samtidig nogle måneder om året som underviser på Slow Food universitet i Pollenza i Italien, men i 2004 kom Kate og Benjamin Meuli med i det lille projekt.

Kate og Benjamin var i forvejen ejere af Château des Roches … et af den lille bys 9 store og gamle vinslotte … bygget i 1895 på resterne fra et slot fra det 11. århundrede. Slottet havde tidligere været feriebolig for den berømte forfatter Gilbert Cesbron.

Men derudover havde det senere også været bolig for Monsieur Marot, formanden for Société Française des Hybrideurs og havde under hans vejledning blevet producent af hybride vinstokke, der kunne klare sig i et land hærget af phylloxera.

Derfor blev Château des Roches både en vigtig vinavler af nye vinstokke, men også vinproducent. Og efter Kate og Benjamin Meuli overtagelse af slottet i 1989. så havde de restaureret det totalt.

Da de i 2004 indgik i et samarbejde med Frédéric Brochet, så blev slottet også samtidig vineri for Ampelidae, som dermed også fik en adgang til Château des Roches’ vinmarker, mens Frédéric gik i gang med indretning af vineriet på slottet, bl.a. med brug af ​​chai og huler som man havde gjort tilbage i 1893.

Samlet har vinhuset selv 75 hektar vinmarker, der ligger i 2 områder, hvor det ene er omkring slottet Manoir of Lavauguyot og det andet omkring Château des Roches samt det tussegamle slot La Mailleterie i Marigny-Brizay.

La Mailleterie havde været i Brochet familiens eje fra 1809 og frem til 1960, så det har altid haft speciel betydning for Frédéric Brochet. Familien havde beholdt lidt marker fra slottet og det var netop derfra, at Frédéric lavede sine første vine.

Derudover opkøber Ampelidae i dag også druer fra 40 hektar marker tilhørende nogle af de andre gamle vinslotte i Marigny-Brizay. Vinmarkerne drives fuldstændig økologisk og der dyrkes primært Sauvignon Blanc, Sauvignon Gris, Pinot Noir samt lidt Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon.

Siden 2020 har Kate Meuli været leder af Ampelidae og har nu et hold af vinmagere til lave vinene. Jeg kan ikke se, om Frédéric fortsat deltager i driften, men Kate forsøger nu at gøre vinhuset kendt i det meste af verdenen som et vigtigt økologisk vinhus.

Marigny-Neuf er en serie af vine fra Ampelidae, hvor man forsøger at bevare det autentiske udtryk for de store Loire druesorter, så det er en vin, som både laves på Sauvignon Blanc, Pinot Noir og Cabernet Franc … her har vi så fat i Pinot Noir udgaven.

Marigny-Neuf Pinot Noir er lavet med druer af klonen PN1328 fra marker ved slottet Manoir of Lavauguyot … altså nogle af vinhusets egne marker. Vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke, men ellers har jeg ikke mange oplysninger om produktionen.

I næsen er der en sjov leret og landlig aroma … der er vanilje, en  candyflossagtig frugtsødme, cedertræ, appelsin, ribs, jordbær og kirsebær, umodne grønne nødder, violer, peber, allehånde samt lidt andre søde krydderier. Derudover har den en meget autentisk duft af våd vinkælder.

I munden er det også en rustik, bondsk, ren og frisk vin med en ganske syrlig frugt af ribs, hindbær, lyse kirsebær, lemon og citron, masser af juraagtig syre, noget grape bitterhed … har en tør, syrlig og frisk kant, masser af charme og en vis lethed. Det er rustikt, kantet, syrligbittert og levende, så 90 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 100 kr.  ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Weingut Burggarten, Spätburgunder Classic, Ahr, Tyskland

2021 Weingut Burggarten, Spätburgunder Classic, Ahr, TysklandNår vi nu er i gang med at smage vin fra Paul Schäfer på Weingut Burggarten. så lad os da endelig også smage en gammel kending og klassiker … det er Schäfers Spätburgunder Classic, som jeg smager i nyeste årgang 2021.

Det er en gammel kending, for jeg har før smagt vinen både i årgang 2016, 2017, 2018 og 2019.

Druerne til Spätburgunder Classic kommer fra flere forskellige marker, men er – som alle husets Spätburgunder vine – modnet på træfade, men hvor lang tid fremgår dog ikke, så derfor smager jeg blot på vinen.

Duften er umiskendelig Ahr … har denne lyse, lette side sammen med røgede noter samt grangrene suppleret med sødlig animalsk landlighed, lys frugt af  jordbær, kirsebær og ribs, nelliker samt lidt finkornede fadnoter af vanilje, kanel, mælkechokolade, letbrændte noter og samlet god rundhed.

I munden er der der en lemon- og citronagtig bitterhed kombineret med en lys frugt af tranebær, jordbær og saftige kirsebær, en lækker lille frugtsødme, som går fint i hånd med bitterheden, de lyse bær og en frisk, levende og mineralsk syre. Det giver vinen både en kølig stil samt en sød venlighed, så dermed holder denne Gutswein et ganske højt og imponerende niveau uden så mange dikkedarer. 91 point.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 189 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Weingut Burggarten, Blanc de Noir Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2022 Weingut Burggarten, Blanc de Noir Spätburgunder, Ahr, TysklandPåskevejret 2024 var ikke noget at skrive hjem om … ret regnfuld, som man også kan se af billedet. Nu regner det igen, men vinen fejler sgu ikke noget.

Det er en 2022 Blanc de Noir Spätburgunder fra den rare og dygtige Paul Schäfer junior hos Weingut Burggarten.

Vi besøgte Paul på vingården i Ahr i efteråret 2019 og det kan du læse om i indlægget Besøg hos Weingut Burggarten … og den rare vinmager Paul Schäfer.

Denne 2022 Blanc de Noir Spätburgunder er en af husets Gutsweine aka basisvine og er lavet med Spätbrgunder fra flere af husets marker og efter høst blot presset, så vinen næsten ikke tager farve fra drueskindet. Vinen er lavet udelukkende på Edelstahltanks og det gælder både den temperaturstyrede gæring og efterfølgende lagring med bærmen.

Hvor dufter det dog bare fremragende og min første tanke er, sikke da en fin og lækker balance, hvor du både får læskende drikkeglæde samt en frisk frugt. Der er jordbær og fersken, frugtsødme, meget blød og sodavandsis-læskende saftig og betagende.

Sådan smager vinen faktisk også … lidt en saftig og læskende bandit med en alvorlig fuge i panden, for den har også en seriøs smag af lidt grape, lemon og kandiseret citron … rund og venlig syre, men det er bare så rent, fint, saftigt og smagfuld på en festagtig måde. 91 point.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 199 kr., men i øjeblikket kan fås på tilbud til 159 kr.

Vinanmeldelse 5/7

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger