Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2020 La Cave des Vignerons de Pfaffenheim, Pfaff Riesling Tradition, Alsace, Frankrig

2020 La Cave des Vignerons de Pfaffenheim, Riesling Tradition, Alsace, FrankrigVi startede Best Alsace Riesling 2021 blindt med denne 2020’er Pfaff Riesling Tradition fra La Cave des Vignerons de Pfaffenheim, der er et større kooperativ midt i Pfaffenheim.

La Cave des Vignerons de Pfaffenheim er grundlagt i 1955 og allerede efter et par år havde kooperativet 50 medlemmer. I dag 180 medlemmer, der samlet har hele 313 hektar vinmarker omkring byerne Pfaffenheim, Gueberschwihr, Rouffach, Hattstatt, Herrlisheim, Obermorschwihr, Soultzmatt, Voegtlinshoffen, Westhalten og Riquewihr.

Den årlige produktion ligger på 2.250.000 liter AOC Alsace vin og siden etableringen har kooperativet fusioneret med kooperativet Cave de Guebershwihr og også opkøbt vinhuse, bl.a. Dopff & Irion samt Chateau de Riquewihr. Kooperativet ledes af Jean-Luc Hanauer.

Denne Riesling Tradition er lavet med druer fra forskellige marker og efter ankomst til vinhuset er de presset i pneumatisk presse med afløb af den bedste saft. Mosten er så gæret på ståltanke og efter fermenteringen er vinen lagret 4 måneder sur lie i tankene og så efterfølgende yderligere 5 måneder før aftapning.

Duftmæssigt er det bestemt en mineralsk vin … der er let terpentin, grønne æbler, let fersken og melon samt røg. I munden er der faktisk god fylde, men frugten meget ren og smagfuld. Syren er nærmest en slags blid citronsyre, men den bliver aldrig helt vild, men til gengæld er balancen ganske flot. Jeg endte på 88 point, så 4 tomler med pil op.

Forhandles i Coop supermarkeder og prisen er under 100 kr., men den nøjagtige pris har jeg ikke fundet.

Vinanmeldelse 4/7 

2018 Weingut Blankenhorn, Maison Rouge Cuvée Rot, Baden, Tyskland

2018 Weingut Blankenhorn, Maison Rouge Cuvée Rot, Baden, TysklandSå gik vi over til de røde fra Weingut Blankenhorn og den første blev denne lille Maison Rouge Cuvée Rot 2018.

Vinen er lavet på 60% Merlot, mens resten er Spätburgunder og Cabernet Sauvignon.

Vinen er lavet med gæring og maceration i egefade over 4 uger inden 50% af vinen bliver hældt på brugte barriques og lagrer 12 måneder, mens de øvrige 50% samtidig lagrer i ståltanke. Først derefter er vinen samlet, er tappet på flaske og lagrer 6 måneder på flaske.

I næsen har vinen en umiddelbar, dejlig, solrig, varm og rund frugt, masser af kirsebær og lidt mørkere frugt, grønne blade og grønne urter … ikke så kompliceret, men dyb og kraftig med nogen tørhed.

Smagsmæssigt er det også en ukompliceret, blød og frugtrig vin, godt med kirsebærsaft, meget saftig og glider lige gennem halsen med fylde, bløde tanniner og comfortness.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 119 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Casa Ermelinda Freitas, Quinta da Mimosa, Setúbal, Portugal

2018 Casa Ermelinda Freitas, Quinta da Mimosa, Península de Setúbal, PortugalIgen støder jeg på spændende vin fra Portugal, for fra vinhuset Casa Ermelinda Freitas smager jeg nu denne 2018 Quinta da Mimosa.

Vingården ligger tæt ved byen Fernando Pó i Setúbal regionen omkring 30 kilometer øst for Lissabon. Det er en vinregion, som vi nok sjældent støder på.

Casa Ermelinda Freitas er grundlagt i 1920 af Leonilde Freitas og drives i dag af hans oldebarn Ermelinda Freitas, som vingården også har sit navn efter. Hun driver den sammen med hendes eneste datter Leonor Freitas, efter hendes mand Manuel João de Freitas døde alt for tidligt.

Det er efterhånden Leonor Freitas, der står for det mest af driften, som omfatter produktion af vine fra husets egne 550 hektar marker og yderligere 300 hektar genne købsaftaler med en række lokale vinavlere. På markerne udgør Castelão druen omkring 60%-

Dermed er Casa Ermelinda Freitas et ret stor vinhus. I øjeblikket producerer de 6 millioner flaske vin årligt, men har kapacitet til en produktion på 10 millioner flasker.

Her smager vi så vinen Quinta da Mimosa lavet i samarbejde med den ansatte ønolog Jaime Quendera. Det er 100% Castelão, som er fra 50 år gamle vinstokke ved Fernando Pó.

Druerne høstes sidst i september i hånden, hvorefter fermenteringen sker under temperatur kontrol i rustfri ståltanke. Herefter lagres vinen i 12 måneder på franske egetræsfade.

Det dufter af en stor vaniljeis på en varm sommerdag, skumgummifiduser, frisk brombær med fløde, måske endda lidt rødgrød med fløde, lidt portvin, letløbsmotorolie, lakridskonfekt, søde krydderier og samlet lidt af en stor, tyk og fed næse.

I munden er der lidt af de samme ting som i duften … sådan en mørksødlig vin, nærmest parfumeret i smagen. Der er vanilje og marengsbunde, en meget blå frugt, sådan kirsebærlikøragtig samt solbærsaft, tørrede tranebær, krydderier … vældig saftig, sær, sjov, spændende og charmerende på sin helt egen måde.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2020 Hervé Sabardeil, Cabalié Coup De Coeur, Roussillon, Frankrig

2020 Hervé Sabardeil, Cabalié Coup De Coeur, Roussillon, FrankrigHervé Sabardeil er en fransk vinmager, som driver sit eget negociantfirma Vindivin og det er derfra, at vi nu smager denne 2020 Cabalié Coup De Coeur.

Der findes ikke vildt megen information om vinmageren Hervé Sabardeil, men hans lille negociantfirma Vindivin ligger i Saint-Jean-d’Ardières, hvilket er i Beaujolais området.

Men Hervé har primært  – så vidt jeg kan se – været involveret i produktion i Roussillon området, hvor han tidligere har været involveret i Domaine de l’Agly, som han grundlagde sammen med vinhandleren Jean-Patrick Moaté.

I dag laver han fra Vindivin en række vine under Cabalié navnet fra Roussillon, herunder altså denne Cabalié Coup De Coeur, som er en særlig super cuvée lavet på Grenache og Carignan fra nogle af de ældste vinstokke og fra de fineste skiferjord i Maury i Roussillon.

Druerne er høstet med små udbytte og vinificeret på rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering har Hervé lagret den i 6 måneder med halvdelen på egetræsfade.

Godt sort i glasset … næsen tørkrydret, nærmest parfumeret med nogle blækagtige noter, blyanter, tørt træ samt en frugt af blommer, brombær, tranebær, lidt tung fad … men ellers meget afdæmpet og tilbageholdende.

Smagen er klart til den sødere side og måske også lige hoppet over hegnet til candyland. Det betyder, at vinen har fyldig, rund, bamset, blød og søde, selvom de mørke frugter giver en lille tør bitterhed og rund marmeladefyldighed. Det er en vinøs chokoladebar og smelter næsten også tilsvarende i munden med en cafe latte og kaffelikør midt i en veloursofa.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2015 Franchini, Amarone della Valpolicella Forlago Passione, Veneto, Italien

2015 Franchini, Amarone della Valpolicella Forlago Passione, Veneto, ItalienVi fortsatte i det højoktanske område lige over 16%, for den næste Franchini vin var nemlig en Amarone della Valpolicella Forlago Passione 2015.

Vinen er lavet på 50% Corvina, 15% Corvinone, 25% Rondinella og 10% øvrige druer … her både Spigamonte, Oseleta, Croatina, Negrara og Tuchetta.

Druerne er alle høstet ved håndkraft omkring slutningen af september, hvorefter de er lagt til tørre frem til slutningen af januar, hvorefter de har mistet omkring 40% af deres oprindelige vægt.

Så knuses druerne uden afstilkning, hvorefter gæring og maceration sker over 35-40 dage ved kontrolleret temperatur. Så presses saften ud og vinen lagt til lagring i 36 måneder på franske fade … både 2,25 og 5 hektoliter inden aftapning på flaske og yderligere lagring 6 måneder på flaske.

Allerede i næsen afsløres det prompte, at der er tale om en kraftig bandit … og den nærmest brænder i næsen med norske brystdråber, tør eg, lakridsrod, brændte kirsebær i cognac, amarenakirsebær og kogte blommer.

Smagsmæssigt ligger vinen i samme boldgade … for det er en bane, hvor bolden er stærk, powersyrligbitter og marmeladeagtig. Der er selvfølgelig godt med mørk frugt og kraft i vinen, men der er på en lidt stærk og kantet måde, så jeg står af … slet ikke mig. Ligger vel sådan mellem 3,5 og 4 Thumps.

Forhandles af Italienske Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 275 kr., mens prisen er 240 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2016 Franchini, Azzardo, Veneto, Italien

2016 Franchini, Azzardo, Veneto, ItalienMed næste Franchini vin øger vi både power, styrke, the force og volumen endnu engang. Vi er nu på eller over 16% højoktan på speedometeret med vinen Azzardo.

Vinen er et totalt forvirrende mix af druer som Merlot, Cabernet Sauvignon, Corvina, Corvinone, Rondinella, Spigamonte, Oseleta, Croatina, Teroldego, Rebo, Rossignola, Negrara, Sangiovese, Perlara, Tuchetta, Marzemino, Ancelotta samt Syrah … og de kan næsten ikke være i flasken.

Druerne er høstet i slutningen af september … selvfølgelig manuel høst, hvorefter druer tørres og dehydrerer i 1 måned inden gæring over 35-40 dage med hyppig remontage. Derefter er vinen så lagret 12 måneder på franske barriques og så 6 måneder på flaske.

Næsen er mørk og svulstig med masser af blæk, tør eg, tobak, engelsk lakrids og virker nærmest likøragtig. Der er røg, godt med egetræ, men virker dog heldigvis slet ikke så sød som de foregående Franchini vine.

I munden er smagen dog fed, marmeladeagtig … det er som et glas syltetøj med solbær, sorte kirsebær og saftige blommer, men har dog også en lidt mere rå side med knuste sten. Alkoholen er igen stærk, selvom den måske er lidt mere integreret i vinen.

Forhandles af Italienske Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 220 kr., mens prisen er 190 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2017 Franchini, Valpolicella Classico Superiore Sedèse, Veneto, Italien

2017 Franchini, Valpolicella Classico Superiore Sedèse, Veneto, ItalienVi hamrer videre i samme stil, for den næste vin fra Agricola Franchini blev en Valpolicella Classico Superiore Sedèse i årgang 2017.

Igen er det er skønt mix af Veneto druer … både Corvina, Rondinella, Corvinone, Molinara som de primære, men så også 10% andre druer som Oseleta, Spigamonte, Negrara, Tuchetta, Rossignola og Sangiovese.

Vinen er – efter let pres og knusning – lavet alene på rustfrie ståltanke med gæring over 12 dage med en temperatur, som aldrig overstiger 22 grader. Derefter er vinen blot lagret i ståltankene i 12 måneder inden aftapning på flaske.

Vinificeringen alene på ståltank gør også, at duften er knap så opulent som Ripasso’en … fortsat godt med kirsebær, blommer og generelt en frugt, der er ved at briste af solvarme og samtidig godt med sødme og så en lille grøn note.

Men sjovt nok er vinen faktisk sødere end Ripasso’en, men er mere rank, hvilket måske gør den en snas bedre, men den er desværre alt for sød med vildt sød kirsebærmarmelade. Der kommer lidt bitre kirsebærsten, men eftersmagen er meget kort.

Forhandles af Italienske Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 165 kr., mens prisen er 145 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2016 Franchini, Valpolicella Ripasso Classico Superiore Mirabelle, Veneto, Italien

2016 Franchini, Valpolicella Ripasso Classico Superiore Mirabelle, Veneto, ItalienNå, men tilbage til Agricola Franchini, hvor den første af 6 rødvine var denne Valpolicella Ripasso Classico Superiore Mirabelle 2016.

Det er en vin lavet på 50% Corvina, 15% Corvinone, 25%, Rondinella og 10% andre sorter, som formentlig er Spigamonte, Croatina, Oseleta, Rossignola, Negrara og Tuchetta.

Druerne er høstet med håndkraft i slutningen af september og med gæring samt maceration i rustfri ståltanke i cirka 9 dage. Efter et par måneder, så sker der en ny gæring med kvaset fra Amarone produktionen over 8 dage med løbende remontage.

Derefter er vinen lagret 12 måneder på fransk barriques og 10-12 måneder på flaske inden frigivelse. Der er lavet 6.900 flasker, hvoraf denne har nummer 4.254.

Hold nu kæft … der er skrald på duften, vild og voldsom, masser af kirsebær, mer’ kirsebær, sorte kirsebær og kirsebærlikør, blommer, kaktus, stærk på alkohol, tonsvis af fad, meget koncentreret, stærk kaffe, lakrids og lidt kanel. Bom.

Smagen er lidt i samme boldgade, pænt stærk med sort, mørk frugt, blommer og kirsebær, mangler klart lidt struktur og syre, men har så meget sødme, at den næsten kan minde om dessertvin. Alkoholen er pænt mærkbar og giver varme.

Forhandles af Italienske Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 175 kr., mens prisen er 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2017 Wein- & Sektgut Ernst Weisbrodt, Riesling Sekt Brut, Pfalz, Tyskland

2017 Wein- & Sektgut Ernst Weisbrodt, Riesling Sekt Brut, Pfalz, TysklandWein- & Sektgut Ernst Weisbrodt ligger på Saarstraße i Niederkirchen ved Deidesheim og det er derfra, at Houlberg nu smager en 2017 Riesling Sekt Brut … lavet med Traditionelle Flaschengärung.

Vingården er grundlagt tilbage i 1911 af Wilhelm Weisbrodt og drives i dag af Ernst Wilhelm og Regina Weisbrod i 4. generation sammen med deres søn Philipp.

Sønnike kom med i driften i 2009 efter uddannelse til vinmager og erfaringer fra vingårde i Pfalz, Toscana og det sydlige Australien. Nu er han ansvarlig for både marker og produktionen … dog fortsat med hjælp fra forældrene samt søsteren Eva-Maria.

Det er også nødvendigt, for udover produktion og både almindelige og mousserende vine, så omfatter driften også udlejning af en række Ferienwohnung på vingården, driften af Weinbar 1911 i centrum af Deidesheim samt den italienske restaurant Trattoria Cardinale på vingården i Niederkirchen.

Familien har samlet 11 hektar vinmarker, bl.a. marker som Ruppertsberger Nußbien og Reiterpfad, Deidesheimer Mäushöhle, Leinhöhle, Herrgottsacker og Petershöhle samt en række marker ved Niederkirchen. Alle marker drives i dag økologisk.

Her smager jeg husets 2017 Riesling Sekt Brut, som er laves med Riesling druer fra en række af husets forskellige marker. Efter den manuelle høst er druerne presset og så er gæringen sker i rustfrie ståltanke med efterfølgende lagring sur lie. Så er vinen tappet med efterfølgende andengæring over 18 måneder efter den traditionelle champagnemetode. Vinen har 8,7 gram restsukker.

Fin gæret duft, både toast, lidt hævet dej og så ellers masser af citroner og knuste sten, Der dukker også modne nedfaldsæbler og fersken op, som giver lidt dybde og gør, at det bliver balanceret samt meget indbydende.

I munden er der gas på … næsten bogstaveligt, for der er masser af aggressive bobler, masser af meget bitre limefrugter, sure citroner, knust glas, knust sten og mineraler. Der er sgu syre nok til selv det største syrehoved, men det er også vinen store akilleshæl, for det bliver simpelthen for syrligt, kantet og skarpt. Det er slet intet til at formilde og trække den anden retning, hvilket er lidt underligt med det pæne sukkerniveau med 8.7 gram restsukker pr. liter. Men det smager frisk og stramt .. men dufter sgu fabelagtigt.

Jeg aner faktisk ikke, hvor jeg har fået flasken fra og kan ikke umiddelbart finde en forhandler herhjemme. På vingården koster en flaske 11,50€ … svarende til 86 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2020 Cantine Lenotti, Decus Collezione Bardolino Classico Chiaretto, Veneto, Italien

2020 Cantine Lenotti, Decus Collezione Bardolino Classico Chiaretto, Veneto, ItalienDe fleste turister ved Lago di Garda har formentlig nydt et koldt glas Bardolino Chiaretto i varmen. Nu er det efterhånden småt med varme herhjemme, men konen har alligevel just lige åbnet denne Decus Collezione Bardolino Classico Chiaretto fra det store vinhus Cantine Lenotti.

Det er vi jo stødt på tidligere her på Houlbergs Vinblog. Cantine Lenottis vingård lige i udkanten af Bardolino ved Gardasøens bred i umiddelbar nærhed af smukke bakker og omringet af vinmarker samt oliventræer. Det er netop søen, som giver området sit ganske særprægede mikroklima, som nærmest er perfekt til vindyrkning.

Vingården har siden 1906 været drevet af Lenotti familien. Det er i dag fortsat et rigtigt familieforetagende, hvor faderen Giancarlo Lenotti er ønologen med ansvar for produktionen og for markerne, mens hustruen Marina tager sig af salget i Italien, mens sønnen Claudio er ansvarlig for det internationale salg.

Oprindeligt solgte man blot vinen i tønder og demijohns, men først i 1968 begyndte familien at producere og tappe vine på flaske med et efterfølgende direkte salg. I dag eksporterer vingården til det meste af verden, herunder hele Europa, USA, Kina, Rusland, Thailand, Brasilien m.v.

Kældrene er bygget i fuld harmoni med det smukke landskab, og er udstyrede med meget moderne vinificerings- og aftapningsfaciliteter.

Men skabelsen af gode vine starter allerede på vinmarkerne, og derfor bruger Lenotti meget tid på dyrkningen og udvælgelsen af vinstokkene.

Druerne høstes separat i de forskellige produktionsområder, og hver parcel bliver vinificeret for sig. Det sidste er ikke bare et tilfældigt markedsføringsnummer, men et helt klart valg for om udvikle hvert område, hver parcel eller druekarakter så meget som muligt.

Her har vi fat en en Chiaretto, som jo egentligt laves på helt samme måde som hvidvin, dog med lidt skindkontakt, således vinen får den lidt blege røde farve. Chiaro er det italienske ord for let eller bleg, og derfra har vinen da også sit navn. Det er en lidt billigere type vin, som er voldsom populær omkring Gardasøen.

Denne Decus Collezione Bardolino Classico Chiaretto er lavet på 40% Corvina, 40% Rondinella og 20% Molinara. Efter høst presses druerne blidt, hvorefter der sker en kort 15-20 timers maceration med skindet inden gæring i rustfrie ståltanke ved 15-16 grader efterfulgt af lagring vinteren over på de samme tanke inden aftapningen på flaske.

Duftmæssigt en dejlig rød aroma … lidt hybenroser, jordbær samt fersken, lidt blomstrede noter som kirsebærblomster, parfumeret og med en lidt kanelagtig sødme.

I munden der er sure jordbær, lidt bitter lemon, citroner … egentlig ganske frisk og let i smagen suppleret med tørhed, en jernagtig note, mens en lille sødme giver en smule tyngde. Det er ikke kompliceret eller dybt, men ganske okay på en solrig dag på terrassen.

Forhandles af Vildmedvin, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 4/7