Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2017 Weingut Max Schell, Grand Max Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Max Schell, Grand Max Spätburgunder, Ahr, TysklandDet sidste vinhus, som Peter Kriechel synes, at vi skulle smage et par vine fra, var Weingut Max Schell, som ligger på Rotweinstraße i Rech. Vi startede flot med denne 2017 Grand Max Spätburgunder, hvor druerne faktisk kommer fra topmarken Ahrweiler Rosenthal.

Vingården er grundlagt af Max Schell for tre generationer siden … dengang som en almindelig gård med vinavl. Den drift forsatte datteren Beate sammen med hendes mand Bernhard Schulze-Ickingh, som egentlig kom fra et arbejde i mejeribranchen. Men det var Bernhard, som startede vinproduktionen op på vingården og løbende udvidede driften.

I dag drives Weingut Max Schell af Bernhard og Beates to børn Wolfgang og Annika Schulze-Icking. Wolfgangs hustru Katarina, som har erfaring fra sit job som hoteldirektør på det store Hotel Hohenzollern og er certificeret vinkonsulent, hjælper også til.

Det er måske også meget godt, for udover vinproduktionen, så udlejer familien også et par ferielejligheder.

Det er et lille familieforetagende … og de har alene 2 hektar vinmarker, men fordelt på en lang række parceller på spændende marker som Mayschoßer Mönchberg, Recher Blume, Hardtberg og Herrenberg, Dernauer Goldkaul, Walporzheimer Pfaffenberg samt Ahrweiler Silberberg og Rosenthal.

Og det er netop fra Ahrweiler Rosenthal, at druerne til denne vin Grand Max Spätburgunder kommer fra. Faktisk kommer druerne fra den øverste del af marken. Vinen er lavet med gæring og maceration i egefade og er efter endt fermentering lagret 16 måneder på nye 300 liter egetræsfade.

Næsen er sådan ganske lys og moden frugt, tør og støvet med blæk, jordbær, hindbær samt en mørk syrlighed. Der er en smule tobak, røg og mælkechokolade.

Smagsmæssigt er vinen tæt med masser af power, kraft og virkelig meget smag. Det er en intens vin, klart Ahr stil med syrlig nerve, røg, en lille sødme og nogle ristede elementer. Der er blide tanniner med voldsom lang eftersmag.

På vingården koster en flaske 16,80 … svarende til 125 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 WG Mayschoß-Altenahr, Pinot Noir R, Ahr, Tyskland

2017 Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr, Pinot Noir R, Ahr, TysklandHar man sagt A må man også sige B. Så derfor skulle vi også smage en Spätburgunder fra det andet helt store kooperativ i Ahr … Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr. Det blev med deres 2017 Pinot Noir R.

Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr ligger i byen Mayschoß i Ahr og skulle være det ældste kooperativ i Tyskland. Det er grundlagt den 20. december 1868 af 18 fremsynede tyske vinbønder og etableret af nød. Vinproduktionen i Ahr-dalen var dengang i dyb krise gennem næsten 10 år på grund af dårlig høst, angreb af vinlusen Phylloxera samt et sammenbrud i vinhandlen mellem de preussiske områder og de øvrige lande i Europa.

Ved at forene kræfterne, så håbede vinproducenter at finde en vej ud af denne situation. Det betød også, at der i slutningen af 1800-tallet blev grundlagt næsten 20 kooperativer i Ahr-dalen. Og i dag er omkring 90 procent af alle vinbønder i Ahr fortsat medlem af nogle af disse kooperativer.

Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahrs første formand var Nikolaus Näkel, og han fik hurtigt kooperativet op at køre. Allerede i 1881 var tilknyttede vinbønder steget fra de oprindelig 18 til 141 medlemmer, så kooperativets produktionslokaler måtte løbende udvides, bl.a. med udgravning af store, hvælvede vinkældre … som fortsat den dag i dag anvendes til lagring af vinene.

I 1982 blev kooperativet fusioneret med et par øvrige kooperativer i Mayschoss og Altenahr, og det var reelt først dér, at kooperativet fik dets nuværende navn Winzergenossenschaft Mayschoss-Altenahr. Seneste sammenlægning er sket i 2009, hvor det næstældste kooperativ Winzergenossenschaft Walporzheim også kom ind under Mayschoß-Altenahr.

Hele historien genfortælles i øvrigt også i kooperativets museum, som man kan finde i kældrene hos WG Mayschoß-Altenahr. Her er der også udstillet alt fra gamle redskaber, cykeltasker og vogne til transport af druer, sakse, en druemølle fra år 1900 og en gammel maskine til at sætte korkpropperne i flaskerne.

I dag er der tilknyttet 452 vinbønder til kooperativet, og der produceres fra omkring 150 hektar vinmarker. Det betyder dermed, at hver vinavler gennemsnitlig har 0,33 hektar vinmarker. Den årlige produktion på kooperativet er 1.200.000 flasker vin. De har en lagerkapacitet i tanke på 1,8 mio. liter og 250.000 liter i fade.

Her smager vi deres 2017 Pinot Noir R, som er lavet med gæring samt maceration i egefade. Efter endt fermentering er vinen lagret på nye barriques. Vinen er 2,6 gram restsukker pr. liter.

Næsen er ikke sådan voldsom eksplosiv, men meget blid, let næse med kirsebær, hindbær, måske endda lidt tørret frugt, blomster, mentol samt et klar præg fra fadene med eg, kanel og vanilje.

I munden har vinen en god syre, egentlig en frisk, lidt mørk Spätburgunder med en tak for megen peber, hvilket gør den en smule stram og stærk. Syren er dog meget herlig og løfter vinen med en syrlig, fin og stringent nerve.

På kooperativet koster en flaske 20,90€ … svarende til 156 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Dagernova Weinmanufaktur, Dernauer Schieferlay Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2015 Dagernova Weinmanufaktur, Dernauer Schieferlay Spätburgunder, Ahr, TysklandPeter Kriechel synes også, at vi – for diversitetens skyld – skulle smage vin fra de to store kooperativer. Vi startede hos Dagernova Weinmanufaktur aka Die Winzergenossenschaft Dagernova aus Dernau og med deres fine 2015 Dernauer Schieferlay Spätburgunder.

Dagernova Weinmanufaktur er i dag et af de 3 kooperativer, som findes i Ahr dalen. Faktisk så kommer halvdelen af produktionen i Ahr fra de tre store kooperativer, nemlig Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr, Dagernova Weinmanufaktur og Ahrweiler Winzer-Verein.

Kooperativers store omfang er historisk betinget, for allerede tilbage i 1868 blev det første kooperativ i Mayschoß dannet, da en lang række vinavlere var i nød og gik sammen for at stå stærkere og i en periode frem til 1898 blev der i alt dannet 20 kooperativer i Ahr dalen … et usædvanligt højt antal for et sådant lille område.

I dag er mange dog fusioneret eller nedlagt, så der alene er de nævnte 3 kooperativer tilbage og omkring 80% af alle vinavlere I Ahr har helt små marker og leverer deres druer til disse kooperativer.

Dagernova er selv en fusion af mange mindre kooperativer, men grundstenen har været Winzerverein Dernau grundlagt i 1873 og Dernauer Winzer fra 1881. De blev fusioneret i 1970 og er siden blev større ved fusion med de mindre kooperativer i  Bachem, Heimersheim, Bad Neuenahr og Rech.

Det blev til Vereinigte Ahrwinzergenossenschaft Bad Neuenahr, men siden 2004 har kooperativet fået det mere velklingende navn Dagernova Weinmanufaktur efter en frankisk bosættelse i Ahr fra det 8. århundrede kaldet degerana vale.

I dag har Dagernova 600 vinavlere som medlemmer og de leverer druer til kooperativet far i alt 156 hektar vinmarker. Det er dermed ret små vinavlere med gennemsnitlig 0,26 hektar vinmarker, som er tilknyttet Dagernova.

Udover et moderne vineri fra 1981, så har kooperativet investeret massivt i forbedring af deres produktion og derudover driver kooperativet også et par butikker i Ahr samt restauranten Culinarium und Weinstube i Dernauer Ahrweg.

Vinen fra kooperativet er opdelt i serierne Basis, Handschrift, Kult og Einzellagen. Her smager vi deres 2015 Dernauer Schieferlay Spätburgunder, som selvfølgelig er en Einzellage vin.

Dagernovas Dernauer Schieferlay Spätburgunder er vinificeret på egefade og har også lagret omkring 12 måneder på barriques. Den er gæret helt ud og har – i hvert fald oplyst – 0 gram restsukker.

I næsen er det en lidt federe Spätburgunder, opulent med masser af krop og fylde, masser af fad, vanilje, eg, røg, kirsebær samt nogle grønne elementer.

Smagen har også både varme og fylde, virkelig fin smag, masser af moden frugt, kirsebær, blommer, sødme og lidt jammy i udtrykket, men en okay syre, som dog ikke er så markant, hvilket kan gøre smagsindtrykket lidt flad … men velsmag er der masser af.

På kooperativet var prisen oprindelig 24,90€ … svarende til 185 kr., men vinen forhandles ikke længere.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Weingut Peter Lingen, Spätburgunder J*A*C+N, Ahr, Tyskland

2015 Weingut Peter Lingen, Spätburgunder J*A*C+N, Ahr, TysklandDen næste vin i glasset blev Spätburgunder … en 2015 Spätburgunder J*A*C+N, som Hans Peter Lingen har opkaldt efter første bogstav i navnene på sine 4 børn Christina, Anna, Jan Peter og Niklas.

Vinen er lavet på egefade og har efterfølgende lagret på 225 liter barriques i en periode. Vinen har 2,4 gram restsukker pr. liter og har som foregående vin fået en Goldene Kammerpreismünze pris. Det er husets topvin.

Igen en meget blomsterrig næse, også næsten biodynamisk i aromaerne med lidt krudt, grønne blade og syrlige drops, men nok ikke helt så vild som forrige. Næsen er imidlertid meget grøn, meget frisk og frugten ribs, hindbær og granatæbler.

Smagen er meget frisk og følger lidt sporet fra duften. Der er lys, syrlig frugt, ribs, hindbær, grønne elementer, røg, peber og lidt lette krydderier.

På vingården koster en flaske 18€ … svarende til 134 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Weingut Kurth, Kathinka SJ Walporzheimer Alte Lay Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Kurth, Kathinka SJ Walporzheimer Alte Lay Spätburgunder, Ahr, TysklandVi sluttede den lille trio fra Weingut Kurth med deres topvin, enkeltmarksvin 2016 Kathinka SJ Walporzheimer Alte Lay Spätburgunder.

Walporzheimer Alte Lay ligger lige nedenunder Walporzheimer Domlay, men er ikke en Erste Lage mark … men markerne i Walporzheimer leverer – efter min mening – ofte nogle af de allerbedste Ahr vine.

Denne Kathinka SJ Walporzheimer Alte Lay Spätburgunder er lavet som de to forrige … altså vinificeret på egefade og lagret 18 måneder på barriques.

Man fornemmer allerede i næsen, at vi er et niveau over de to foregående vine, masser af klassisk Ahr røg, en herlig let, luftig og frisk frugt, hindbær, ribs og samtidig klart en mere kølig stil, mere stringent og mineralsk. Det dufter herregodt.

I munden er vinen blød og … præcis. Det er en frisk, let og lys vin med en pågående syre, men på en meget fin facon. Der er ribs, tranebær og det er voldsomt elegant. Tanninerne er friske, men aldrig påtrængende. Vild god vin.

På vingården koster vinen 28€ … svarende til 209 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Weingut Kurth, Kathinka 2511 Ahrweiler Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Kurth, Kathinka 2511 Ahrweiler Spätburgunder, Ahr, TysklandNæste vin fra Stefan Kurth fra Weingut Kurth var en 2016 Kathinka 2511 Ahrweiler Spätburgunder.

Vinen er underligt nok kaldt Kathinka 2511 efter datoen 25. november, som er Katherine von Alexandrias dag … og hun var ifølge legenden en ung, smuk kvinde, der kom fra en rig og ædel familie, boede i Egypten i begyndelsen af det 4 århundrede og endte med at blive martyr … og skytsengel for mange landmænd. Men derudover, så hed brødrene Kurths tante også Kathinka, så derfor fik vinen dette navn.

Nå, men vinen er lavet nogenlunde som forrige, dvs, vinifikation i egefade, malolaktisk gæring og lagring i 18 måneder på 225 liter barriques.

Næsen er – efter min vurdering – langt mere interessant end foregående, meget mere lys med blomster, jordbær, ribs, fennikel, masser af røg, lidt brændte elementer, fin stringent syrlighed og godt med krydderier. Det dufter sgu godt.

Smagen er også lettere, lyse, fine og sarte bær, jordbær, ribs, en ganske rustik syre, lidt kantet, men jeg elsker den syrlighed, som frugten har i denne vin. Det bliver også samtidig mere feminint … og det er jeg stor tilhænger af.

På vingården koster vinen 21€ … svarende til 156 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2013 Weingut Franz Coels, Primus A Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2013 Weingut Franz Coels, Primus A Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder, Ahr, TysklandDen sidste vin fra Weingut Franz Coels var en af deres allerbedste … 2013 Primus A Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder … søstervin til den vin, som i 2016 vandt førstepladsen i kåringen af bedste Ahr Premiumvin, deres 2013 Primus F Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder. Den kom i faktisk foran en 2013 Neuenahrer Sonnenberg Spätburgunder R fra Kriechel på andenpladsen.

Primus A Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder er lavet på egefade med gæring og maceration i 3 uger efterfulgt af malolaktisk gæring og så lagring i nye franske og amerikanske 225 liters barriques.

Næsen er meget mere typisk Ahr … lys, syrlig og moden frugt, godt med røg, smuk syrlighed og sagte balance samt masser af fagpræg med både lidt kostald, vanilje og kanel.

I munden er vinen blød, rund og sød, men har klart mere fylde, flomme og fedme end lige forventet. Frugten virker også en kende mere mørk, sådan lidt kirsebær, ribs og tranebær, bløde tanniner og samlet set en fin Spätburgunder, men smagsmæssigt lidt maskulin. Det bliver 5 fede fingre med stor pil op.

På vingården koster en flaske 23,50€ … svarende til 175 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Weingut Franz Coels, Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Franz Coels, Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder, Ahr, TysklandDer holdt mer’ Spätburgunder i kø ved vort bord, så den næste vin fra Markus Coels blev hans 2017 Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder.

Druerne kommer fra Ahrweiler Rosenthal marken… altså samme mark, som netop den 2009’er Kriechel Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder, som jeg var ved at falde i svime over i vinkælderen hos Kriechel en time tidligere. Ahrweiler Rosenthal er den Erste Lage mark, som ligger lige imellem markerne Silberberg og Forstberg lidt vest for Ahrweiler by.

Vinen er vinificeret på egefade i 3 uger og er efterfølgende lagret på 225 liters barriques, men hvor lang tid fremgår dog ikke.

Næsen er mere vild end foregående vin … mere tør og med et kraftigere aftryk af egefadene, lidt granit, mere intens og samtidig også mere kantet efter min mening. Til gengæld synes jeg, at den er lidt mere flad i smagen, men frugten er tør, syrlig, ribs, tranebær og fader hurtigt ud.

På vingården koster en flaske 14,50€ … svarende til 108 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Weingut Franz Coels, Ahr Coels’sche Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Franz Coels, Ahr Coels’sche Spätburgunder, Ahr, TysklandVi skulle også smage lidt rødvin fra Weingut Franz Coels og Markus Coels startede med at skænke os et glas af sin basisvin, nemlig et glas 2017 Ahr Coels’sche Spätburgunder.

Ahr Coels’sche Spätburgunder er en vin, som vistnok skulle være vinificeret og lagret på gamle, brugte egefade … men altså en Gutswein og så til en meget fornuftig pris. Efter sigende skulle druerne til vinen bl.a. komme fra marken Walporzheimer Himmelchen, som ligger på den sydlige side af Ahr floden og dermed ikke en af topmarkerne.

Næsen afslører en meget tør vin, ikke sådan ultralet selvom frugten er ribs, tranebær og hindbær. Der er lidt af den karakteristiske røg i næsen, en syrlig nerve og måske meget svagt et lille fadpræg.

I munden er vinen overraskende god, blid, blød, let med en lille sødme og samlet meget lettilgængelig. Det er faktisk en rigtig god Spätburgunder til fornuftige penge.

På vingården koster en flaske 7,80€ … svarende til 58 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Weingut Franz Coels, Ahrweiler Roesenthal Spätburgunder Blanc de Noir, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Franz Coels, Ahrweiler Roesenthal Spätburgunder Blanc de Noir, Ahr, TysklandDen anden akt af smagningen med Peter Kriechel – der kleine Vesper – fandt sted inde midt i den gamle del af Ahrweiler by, nemlig hos Weingut Franz Coels på Ahrhutstraße 13 … eller rettere i gårdhaven, hvor Markus Coels startede med at servere os et glas af denne 2018 Ahrweiler Roesenthal Spätburgunder Blanc de Noir.

Weingut Franz Coels ligger i et af de ældste bindingsværkshuse i den gamle bydel i Ahrweiler. Der har der været weinstube igennem mange generationer og selvfølgelig laver Coels familien også lidt vin udover driften af de gamle vinstue.

Det er i dag Franz Coels to sønner Sven og Markus, som driver stedet, hvor Sven er kok og sommelier, mens broder Markus står for at lave vinene, men også hjælper til i restauranten.

Familien har samlet beskedne 3,5 hektar vinmarker, hvor de 1,5 hektar ikke ligger i Ahr, mens i naboregionen Mittelrhein. På deres marker dyrker familien Spätburgunder, Frühburgunder og samt lidt  Portugieser. I Mittelrhein dyrker de primært hvide sorter.

Vi startede med at smage en Blanc de Noir, men en enkeltmarks en af slagsen, nemlig Coels’ Ahrweiler Roesenthal Spätburgunder Blanc de Noir … en vin lavet udelukkende på rustfrie ståltanke og uden den store information i øvrigt.

Næsen er meget luftig og måske samtidig lidt forsigtig af sig på grænsen til at blive lidt flad. Der er dog hindbær, fersken,  papkasser og den er samtidig meget let. Smagen har masser af lyserøde bær, jordbær og pænt med sødme, men holdes oppe af en frisk lille syre.

På vingården koster en flaske 11,50€ … svarende til 86 kr.

Vinanmeldelse 4/7