Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2009 Domaine Comte Armand, Pommard 1er Cru Clos des Epeneaux, Bourgogne, Frankrig

2009 Domaine Comte Armand, Pommard 1er Cru Clos des Epeneaux, Bourgogne, FrankrigOnsdag aftens 6. vin … fra Comte Armand, igen en fabelagtig Bourgogne extraordinaire, og samtidig også en vin jeg tidligere har smagt og skrevet om på min blog. Jeg linker straks til blogindlægget.

Druerne til vinen kommer fra marken “Clos des Epeneaux”, en brun mark af pulveriseret kalksten, stenet på overfladen og med et lag af hårde sten nedenunder. Pommard er kendt for en mere ‘maskulin’ stil, som kan tilskrives tilstedeværelsen af jern i jordbunden og den mineralrige ler, der er særligt fremherskende her.

Clos des Epeneaux vinmarken ligger – omkranset af gamle mure – i den nordlige del af Pommard mellem Chateau de Pommard og kommunengrænsen mod Beaune, og er én ud af 3 Pommard 1er Cru Epenots vinmarker, der konsekvent har produceret nogle af de fineste røde vine i Côte de Beaune.

De ældste af vinstokkene er op til 70 år, og den gennemsnitlige alder på vinstokkene er ikke mindre end 55 år. Clos des Epeneaux er samtidig også én af de største Premier Cru vine i Côte de Beaune og Côte de Nuits, og giver vine der har både magt og finesse.

Duftmæssigt er der svovl, flæskesvær, frugt … måske mere mørke bær og en lidt indelukket, “mulle” duft.  Smagen meget intens med grønne noter, tannin, bær … og den hele meget intens. En virkelig nydevin … hmmmm, hvor er det godt,

Købt hos Randers Vinhus, pris hele 785 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2009 Robert Chevillon, Nuits-Saint-Georges 1er Cru Les Perrières, Bourgogne, Frankrig

2009 Robert Chevillon, Nuits-Saint-Georges 1er Cru Les Perrières, Bourgogne, FrankrigSå var  det tid til den 5. vin i den flotte line-up, og en vin, som jeg både har smagt før og også anmeldt her på bloggen.

Jeg vil derfor starte med at linke til det tidligere blogindlæg og så ellers blot komme med lidt supplerende info samt mine smagsnoter, som jeg  noterede ved smagning af vinen her anden gang.

Vinhuset er som skrevet i første bloginlæg startet tilbage i 1860 af Chevillon familien. Dengang var det den unge Symphorien Chevillon, der begyndte at arbejde ca 30 hektar vinstokke på Nuits-Saint-Georges i eget navn.

Omkring 1914 overtog sønnen Eugène-François Chevillon (efter 2 års militærtjeneste og 5 års krig) domænet og købte et par yderligere Premier Cru marker.

Derefter var det Maurice Chevillion der overtog og også udvidede domainet ved køb af yderligere Premier Cru marker. Næste Chevillion var Robert, og i dag er det Roberts sønner: Denis, født i 1963, og Bertrand, født i 1967, som driver Domainet efter faderens pensionering i 2003.

Nå, lad os komme til mine noter; duftmsæssigt rigtigt meget kolstald … hmmmmm, det kan vi rigtigt godt lide, der er sød lakrids, der er eg, vanilje, røg, røde bær og en lidt jordagtig mineralitet.

Smagen er fløjlsblød og forførende, men fortsat med syrebid. Der er vildt flot balance i vinen og blødheden fantastisk. Nejjjjjj, hvor er det altså bare godt. Som tidligere blev denne vin min klare favorit. Hvor var gensynet bare dejligt.

Købt i Randers Vinhus til en pris 525 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2007 Domaine Jean-Michel Guillon, Gevrey Chambertin 1er Cru Les Champonnets, Bourgone, Frankrig

2007 Domaine Jean-Michel Guillon, Gevrey Chambertin 1er Cru Les Champonnets, Bourgone, FrankrigUhmmmmm, endnu en Bourgogne, og denne gang ligeledes 1er Cru fra Domaine Jean-Michel Guillon.

Domaine Jean-Michel Guillon ligger i byen Gevrey Chambertin. Jean-Michel Guillon kom til byen i 1980. Jean-Michel Guillon havde ingen familiemæssige relationer til Gevrey-Chambertin, ej heller venner i byen. Men ved et besøg i Gevrey-Chambertin i begyndelsen af firserne blev han betaget af byen, og det at dyrke og fremstille vin. Han opgav sit virke og slog sig ned i Gevrey-Chambertin, fastbesluttet på at blive vinproducent. Han har siden stille og roligt skabt sit domæne helt fra bunden. Jean-Michel var tidligere pilot samt ingeniør med speciale i aeroteknik, og han dyrker fortsat flyvningen i fritiden.

Domainet er i dag på 12,5 ha, og ud over Gevrey-Chambertin har han også parceller i Chambolle-Musigny og Nuits-Saint- Georges og laver et utal af cuvéer. Hans søn, Alexis, har allerede været med i driften i mere end 5 år. Hans stil i vinfremstillingen er anderledes end den gængse i byen. Han bruger forholdsvis mange nye vinfade, og desuden anvender han koldmaceration i nogle dage, inden gæringen sættes i gang, hvilket resulterer i vine med en fin balance af træ og frugt.

Duften er flot og meget intens, der er kostald, der er kirsebær, våd og kold jord. Smagen er nuanceret og elegant med syre, lyserøde bær, svampe, rødt og blodig kød, Dandy tyggegummi samt grønne toner. Meget indbydende i munden, og bekræfter klart årsagen til at vi bare elsker Bourgogne.

Købt hos Jysk Vin til 394 kr. … og hos Theis Vine koster samme vin i øvrigt 540 kr. Thumbs Up for Jysk Vin.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2007 Domaine Jacqueson, Rully 1er Cru Les Cloux, Bourgogne, Frankrig

2007 Domaine Jacqueson, Rully 1er Cru Les Cloux, Bourgogne, FrankrigDen 3. vin fra Domaine Jacqueson var ikke en gammel kending, men en “ny” kending, da jeg for få dage siden skrev om netop denne vin på min blog, eller rettere sagt samme vin, blot i årgang 2009. Her det imidlertid 2007 udgaven, så I får lige mine smagsindtryk.

Du kan eventuelt starte med at læse om Domaine Jacqueson i det tidligere indlæg.

Duftmæssigt er der kostald … også mere end i 2009’eren. Der er lidt krydret duft, som jeg har noteret som lavendel og salvie, og derudover helt klart lidt grønne toner.

Smagsmæssigt meget nem og tilgængelig, meget frugtrig og ren, men fortsat med lidt stenet smag eller en form for mineralitet.  Det er altså et rigtigt fint glas vin, og en fornøjelse af drikke.

Købt hos Jysk Vin til 175 kr., men tror ikke 2007’eren fortsat kan fås.

Vinanmeldelse 5/7   

2004 Domaine Faiveley, Mercurey 1er Cru Clos du Myglands, Bourgogne, Frankrig

2004 Domaine Faiveley, Mercurey 1er Cru Clos du Myglands, Bourgogne, FrankrigVed næste vin gik vi et skridt op til 1er cru, og farven skiftede til rød. Vinhuset var dog fortsat det samme, nemlig Domaine Faiveley.

Vinen er også fortsat fra Mercurey, som jo er navnet på en af de små byer i Côte Challonaise.

Dette lidt upåagtede vinområde er leveringsdygtig i nogle af Bourgognes bedste vinkøb. De røde Mercurey vine kendetegnes ved den store fyldighed, og minder lidt om en “mini- Pommard”. Der ligger adskillige 1er Cru marker i Mercurey, og Faiveley laver vin fra en del af disse.

Marken her hedder “Clos du Myglands”, og man kunne fristes til at tro, at navnet kunne skyldes, at der er mange myg på denne mark om sommeren … meeeeen det tror jeg nu ikke, at det betyder. Det officielle bud lyder på, at navnet stammer fra det engelske “My Lands”, dvs. min mark.

Clos des Myglands-marken er blandt de bedste marker i Merucurey og vinene herfra er nok regionens bedste. Vinstokkene er plantet i 1963. Siden hen er marken dog forbedret ved enkelte nybeplantninger, således at den gennemsnitlige alder på vinstokkene i 2007 er 40 år.

Indtrykkene fra denne vin er, at duften ikke er så markant, måske en anelse flad. Der er lidt blæk, lidt røget kostald, men igen meget lidt. Smagen er blød og fin, og der er godt med grønt samt lidt sten og mineralitet. 2004 var et svært år i Bourgogne, og måske er denne vin heller ikke så typisk … i hvert fald ikke i duften, men til mad vil den være god … og vi fik da heldigvis også lidt ost og pølse til. God og forsigtig start …

Fås hos Sigurd Müller, og her kan du få årgang 2010 for 175 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2009 Domaine Jacqueson, Rully 1er Cru Les Cloux, Bourgogne, Frankrig

2009 Domaine Jacqueson, Rully 1er Cru Les Cloux, Bourgogne, FrankrigOm Bourgogne er der sagt mange ting, fx at “Bourgogne er til stor velsignelse for kvinderne, især når det er manden, som drikker den”, eller “Bourgogne er den korteste afstand mellem to mennesker”.

Andre har igen sagt, at “Man må ikke drikke på tom hjerne”, men det har nu vist ikke noget med Bourgogne at gøre! Nå, men tirsdagssmagningen på jobbet bød lige præcis på en vin fra dette herlige område i Frankrig, eller nærmere bestemt en 1. cru fra Rully.

Rully er det mest kølige område i Côte Chalonnais, hvilket gør det svært at lave god rødvin, hvorfor det i dag er de hvide som dominerer – og som også er de bedste. De stille hvide er mineralske, friske og sprøde, grundet den livlige syre.

De røde bærer præg af samme friskhed, hvilket ofte bliver lige lovlig friskt. Vinene er lyse, lette og syrerige. For alle vintyperne gælder det, at de skal drikkes unge, gerne 2-3 år efter høsten og skal ikke gemmes mere end 5 år.

Vinen her er fra Domaine Jacqueson, et domaine som blev grundlagt i 1946 af Henri Jacqueson på forskellige jordlodder, der havde tilhørt familien i Rully, der dengang var meget lidt kendt vinmæssigt.

Fra 1960’erne begynder Henry at sælge vinen til private og udvidder sit domaine ved at købe jordlodder godt placeret i Rully og Mercurey. Sønnen Paul kom med i driften i 1972, efter at have studeret  landbrug, vinavl og ønologi og efter i flere år at have stået for driften af Station Viticole de Beaune.

Udover Paul deltager hans hans kone Pierrette og deres datter Marie også i driften, og siden 2007 har Marie faktisk styret domainet, som i dag omfatter 12 hektar vinmarker, godt splittet i små parceller på mellem 0,80 og 1,30 hektar.

Denne vin kommer fra marken “Les Cloux”, som er en mark med gamle vinstokke tilbage fra 1967. Marken er på 1,25 hektar og der høstes manuelt med lavt udbytte.

Druerne sorteres og afstilkes. Den alkoholiske gæring sker i store gærkar med ”pigeage” to gange om dagen, og den varer 15-18 dage. Mosten fyldes derefter på egefade, hvoraf 25 % er nye. Vinen lagres i 12 måneder før flaskningen. Forinden presses den let og klares med æggehvider.

I glasset fin rubinrød. I næsen noterede jeg kirsebær, jordbær, grønne noter, blomster og en smule stald … omend i en udluftet udgave, og ikke samme sødme i duften som fx de tyske spätburgundere.

Smagen er frugtrig, der er en dejlig renhed over vinen. Der er elegante tanniner og vinen har også en fin og lidt overraskende fylde, og er egentlig ganske forførrende. Lidt mineralitet i smagen også, og … det smager altså godt.

Købt hos Jysk Vin til 175 kr.  – et godt køb for denne Bourgogne 1. cru.

Vinanmeldelse 5/7    

2010 Staete Landt, Map Maker Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

2010 Staete Landt, Map Maker Pinot Noir, Marlborough, New ZealandGæster onsdag … lidt vin skal der da på bordet, og så blev det bl.a. denne nyindkøbte Pinot Noir fra vinhuset Staete Landt i New Zealand.

Lidt sjovt at støde på dette vinhus, netop som jeg havde skrevet et indlæg om deres 2007 Sauvignon Blanc, og endda i indlægget havde skrevet, at importøren i Danmark var lukket. Imidlertid har den lokale vinforretning Jysk Vin netop overtaget forhandlingen, så det var da oplagt at få hentet et par eksemplarer.

Vinhuset skrev jeg om i det nævnte indlæg, så det vil jeg ikke trætte jer med igen … og så alligevel, for vinen her kommer fra Staete Landts nye “søsterselskab” Map Maker, som jeg ikke er stødt på før. Navnet “Map Maker” hentyder – ligesom Staete Landt – til den hollandske opdagelsesrejsende Abel Tasman, som i 1642 opdagede og kortlagde New Zealand og landets kyster.

Vinen produceres – mig bekendt – fortsat af ejeren Ruud Maasdam med hjælp fra vinmager Charles Halliday og assistenten Scott Hannan, men jeg har en formodning om, at druerne til Map Maker serien ikke kommer fra Staete Landts egne vinmarker, men derimod er opkøbt fra vinbønder i Rapaura området.

Druerne til denne vin, Map Maker Pinot Noir, er håndhøstet og druerne har ligget på temperaturkontrollerede tanke med jævnlig omrøring af drueskallerne i de første 6-10 dage før den endelige alkoholiske gæring.

Efter endt gæring, blev vinen presset ud, og overført direkte til tønder, for her at gennemgå den malolaktiske gæring. I alt tilbringer vinen 18 måneder i tønder for at tilføre struktur og kompleksitet.

Duften er kaktus, sød kostald, kirsebær og violer. I munden en let bitterhed i syren, lyserøde bær, frugtrig, læskende, ikke lang eftersmag, men vinen “tør lidt op”, når den får luft glasset. Dejlig easygoing Pinot Noir.

Købt hos Jysk Vin, prisen er 129 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2010 Weingut Friedrich Becker, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2010 Weingut Friedrich Becker, Spätburgunder, Pfalz, TysklandWeingut Friedrich Becker … står for aftenens første rødvin. Inden bulderbasserne starter vi i den lette afdeling med denne spätburgunder, som jeg havde taget med, og den er samtidig én af de flasker, som jeg havde med hjem fra årets sommerferie.

Vi er i den allersydligste del af Pfalz, hvor vi finder Weingut Friedrich Becker, der i de seneste år har opnået en position som Tysklands førende producent af store røde vine på Spätburgunder.

Manden bag denne succeshistorie er den stædige, visionære, kantede, men samtidig charmerende og varme Fritz Becker. Igennem mere end 4 dekader har hans vedholdenhed og stædige tro på egne ideer båret vingården frem til den nuværende position.

Pfalz var tidligere kendt for sine frugtige og søde vine. Folk rynkede på næsen, da Fritz Becker begyndte at lave tørre vine, men stædig i sin tro blev han ved. For mere end 40 år siden plantede han Pinot Noir-stokke på den franske side af grænsen, som løber gennem “Kammerberg” vinmarken, der dog vinmæssigt tilordnes den tyske by Schweigen.

Derfor har man den parodoksale situation, at nogle af Becker’s bedste marker ligger i Frankrig, men dog giver nogle af Tyskland bedste Spätburgundere – deriblandt de efterspurgte Grosses Gewächs-vine og “Pinot Noir” Tafelwein.

Sidstnævnte er kun klassificeret som en bordvin på grund af de stive tyske regler, som ikke tillod brugen af barriques, da man begyndte at arbejde med disse for knap 20 år siden. I mellemtiden er reglerne på dette punkt ændret, men vinens navn minder stadig om en af de forhindringer, der blev sat for Becker, og som har stået på vejen til vingårdens nuværende status. Beckers Tafelwein er da også 7 år i træk kåret som årets bedste tyske rødvin i Gault Millau.

Siden 2004 har vingården gennemgået et generationsskifte. Den “gamle” Fritz og kældermesteren Stefan Dorst støtter i dag sønnen “unge” Fritz, som har overtaget styringen af arbejdet i vinmark og kælder. Fritz junior er selvlært og en af de mest lysende talenter på den internationale vinscene. Hans resultater er imponerende og hans Pinot Noirs fremstår nu som Tysklands uomtvisteligt største.

Jeg har tidligere drukket Beckers Spätburgunder B, Spätburgunder „Sankt Paul“ og den legendariske Pinot Noir Tafelwein, så jeg har store forventninger til denne almindelig Spätburgunder fra dette dejlige vinhus.

Denne spätburgunder er den billigste af Beckers spätburgundere, men duftmæssigt er der sten, mineralitet, der er kostald … ikke så meget eller så sødt, som mange tyske spätburgundere ellers viser, der er lidt krydderier.

I smagen er der dog en sødme til stede, den er strengent, søde bær, jordbær, solbær … mangler måske lidt mere barriques for at tilføre mere krop, men der er fin syre og skarphed, og vinen vokser også yderligere, når den tilføres godt med luft.

Købt i Tyskland – prisen var 12,90€

Vinanmeldelse 4,5/7  

2009 Babich Wines, Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

2009 Babich Wines, Pinot Noir, Marlborough, New ZealandSidste vin fredag … der gik vi da lige oversøisk til New Zealand med en fin Pinot Noir. Vinhuset hedder Babich, og blev startet af den kroatiske immigrant Josip Babich, som helt tilbage i 1916 købte sin første vinmark i Henderson Valley i Auckland, i den nordlige del af New Zealand. Babich Wines er dermed et af de ældste vinhuse i New Zealand.

I dag er det fortsat Babich familien – i form af Josips børn; Peter og Joe Babich – som driver foretagenet. I 2001 kom næste generation er også med, idet Peters søn David Babich efter endt uddannelse nu er blevet “general manager” af vinhuset. Og det er et vinhus, som bestemt ikke har stået stille. Man har løbende udvidet og købt nye marker og andre vingårde, således der i dag produceres vin i både Auckland, Hawke’s Bay og Marlborough.

Marlborough er jo det største af New Zealands vindistrikter. Marlborough ligger omkring byen Blenheim på Syd Øen’s nordøstlige spids i den brede, flade dal, der gennemstrømmes af floderne Wairau og Awatere på deres vej mod Stillehavet. Dalen er beskyttet mod den dominerende, våde vestenvind af bjergkæden Southern Alps. Nord Øen ligger som et værn mod de kraftige efterårsstorme fra Stillehavet. Bare i Marlborough har Babich Wines har i dag 166 hektar vinmarker, fordelt på Wakefield Down Vineyard i Awatere Valley, Cowslip Valley Vineyard i Waihopai Valley, Headwaters Vineyard og Selmes Road Vineyard i Wairau Valley samt en aktiepost på 25% i det top moderne joint venture vineri, Rapaura Vintners. Derudover opkøber Babich druer fra udvalgte vinbønder i Marlborough.

Druerne til netop denne Pinot Noir vin kommer både fra forskellige områder i Marlborough (primært Rapaura) og fra Babich Henderson Valley Vineyard i Auckland. Druerne fra hver mark gærer separat i åbne kar med hyppig omrøring for at give en skånsom udvinding af farve og tannin. Vinen blandes efter presning og lagres derefter i flere måneder på fransk eg før aftapningen.

I glasset en dejlig lys teglfarvet vin, som med det samme afslører, at der er tale om Pinot Noir. Duften er søde bær, sød kostald, og helt sikkert Pinot Noir. Der er også lidt jordbær, lidt krydderi og dufter bare dejlig. Smagen er også sød frugt, meget letdrikkelig. Der er også lidt varme, egetoner og krydderier i smagen. Fin Pinot Noir.

Købt hos Skjold Burne på tilbud til 99,75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2009 Weingut Friedrich Kiefer, Spätburgunder Halbtrocken, Baden, Tyskland

2009 Weingut Friedrich Kiefer, Spätburgunder Halbtrocken, Baden, TysklandNy dag, ny spätburgunder … denne dog med en vist skepsis, da jeg ikke i første omgang havde set, at denne vin fra Weingut Friedrich Kiefer var en halbtrocken, altså halvsød vin.

Arhhhh, det er nok ikke lige til mine smagsløg, men prøves skal den nu alligevel. Vi er i Baden, eller mere præcis i byen Eichstetten i Kaiserstuhl tæt på den franske grænsen og ca. 30 km syd for Strasbourg hos Weingut Friedrich Kiefer. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1851 af Friedrich Kiefer, men ejes og drives i dag af ægteparret Martin og Helen Schmidt … deraf underteksten på etiketten; “by m & h schmidt”.

Vingården er på 14 hektar og jorden i Kaiserstuhl består af vulkansk jordbund, og meget ler – nogle gange i en tykkelse på 30 cm til 30 meter! Så er den del ligesom sat på plads.

I glasset fin rubinrød. Duften … lover faktisk godt. Der er den klassiske søde, tyske kostald, der er lidt jord/ler-agtige toner, der er en anelse peber og vilde bær.

Smagen er rund, og selvfølgelig ikke overraskende ganske sød. Der er en smule tanniner, men den savner mer. Ja, det gør den selvfølgelig ikke, når den nu er halvsød, men jeg savner flere tanniner og syre.

Imidlertid smager den bestemt meget bedre end jeg havde frygtet, og sammen med en gang ost er vinen måske slet ikke så ringe. Det er heller ikke helt så sød, som jeg havde frygtet.

Købt i Tyskland til 7,99€

Vinanmeldelse 4/7