Tag-arkiv: Spanien

2014 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Las Tierras de Javier Rodríguez Original, Toro, Spanien

2014 Rodríguez Sanzo, Las Tierras de Javier Rodríguez Original, Toro, SpanienNår vi nu lige har smagt en Rioja Lacrimus Crianza fra Bodegas Rodríguez y Sanzo, hvorfor så ikke smage en vin mere fra den gode vinmager Javier Rodríguez og det blev denne Las Tierras de Javier Rodríguez Original i en årgang 2014.

Det er selvfølgelig ren Tempranillo … eller Tinta de Toro, som den kaldes lokalt i regionen. Druerne  kommer fra 3 forskellige vinmarker, som alle har forskellig undergrund.

En del kommer fra marken San Román de Hornija, hvor stokkene er plantet i 1945, mens en anden del fra marken Morales de Toro, hvor stokkene er fra 1962. Den sidste mark er den mest eksklusive og der er stokkene rigtig gamle og plantet helt tilbage i 1875.

Efter høsten er druerne først afkølet med tøris inden den overføres til store trækar, hvor den er gæret  med maceration i 25-30 dage og efter endt fermentering lagrer vinen 2 år i store egefade, her 60% franske fade og 40% amerikanske fade. Til sidst hviler den i 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Sikke lækker duft … nærmest helt Ribera del Duero med lidt hårdtbrændte fade, dejlig tør og stor frugt med solbær, brombær og svesker, kakaopulver, mørk chokolade, kaffe, flødekarameller samt sød, finsk lakrids, Faktisk er denne langt mere imødekommende og dybere end den foregående Rioja fra Rodríguez.

Vinen smager næsten også, som den dufter … stor, fyldig, dyb med en pæn tørhed og så ellers tyk frugt med solbær og brombær, er ganske fed og med en lækker marmeladesødme, lakrids, kaffe, tobak, kakao samt lidt vanilje. Klart 5 store houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Lacrimus Crianza, Rioja, Spanien

2018 Rodríguez Sanzo, Lacrimus Crianza, Rioja, SpanienBodegas Rodríguez y Sanzo drives af vinmageren Javier Rodríguez og jeg har tidligere smagt en række vine fra ham og denne gang er det en Rioja vin med navnet Lacrimus Crianza.

Bodegas Rodríguez y Sanzo ligger i udkanten af byen Valladolid 150 kilometer nordvest for Madrid i vinområdet Castilla y León.

Huset har selv lidt vinmarker, men laver primært vin fra andre vinområder i Spanien med opkøbte druer, bl.a. i nogle af de vigtigste spanske DO distrikter som Rueda, Rioja, Toro, Jumila, Rias Baixas, Navarra, Ribera del Duero, Priorat, Bierzo, Vinos de la Tierra de Castilla y León og faktisk også Douro i Portugal.

Det er et stort projekt, hvor Javier har indgået aftaler med en lang række  vinavlere i det meste af Spanien, hvor han køber druer til en masse forskellige vine. Jeg har bl.a. tidligere smagt 2016 La Senoba, en 2019 Orange Wine Albillo, en 2016 Vallsanzo Reserva og tidligere også en lang række vine.

Denne Lacrimus Crianza er lavet på opkøbte druer og består af 85% Tempranillo og 15% Graciano, der kommer fra 40 år gamle bushwine fra en stenet og kalkholdig mark i 600 meters højde.

Vinen er lavet med en kølig pre-maceration i 8-10 dage inden spontangæring og maceration i 3 uger og efter endt fermentering er den så lagret 23-24 måneder på nye franske og ungarske barriques efterfulgt af 6 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er vinen umiddelbart til at starte på noget grøn og urtet, mens frugten er solbær,, sorte kirsebær samt brombær, lidt mentol, læder … ganske grøn, men har også lidt diskrete fadnoter, hvorved der dukker lidt røg og brændte elementer frem tilsat kaffe, kakao, vanilje og sur tobak.

Smagsmæssigt er vinen saftig … powerfuld med blåbær, brombær, godt med krydderier og en lidt stærk undertone. Der er peber med en alkoholvarme, tydelige og tørre tanniner, som dog har en smule krop, tør engelsk lakrids, tørt træ, balsamico og en god frugtsyre, som holder dig i hånden hele vejen.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Vinos Valtuille, Pago de Valdoneje El Valao, Bierzo, Spanien

2019 Vinos Valtuille, Pago de Valdoneje El Valao, Bierzo, SpanienNøj hvor smager denne Pago de Valdoneje El Valao fra vinhuset Vinos Valtuille, der netop ligger i den lille by Valtuille de Abajo i Bierzo området, godt!

Vinos Valtuille er grundlagt i 1999 af Dimas García, men det drives i dag af to af Dimas’ og Isabels fire børn … nemlig Elena og Marcos García. Men familien har lavet vin siden 1910, hvor bl.a. Marcos bedstefar Antonio købte en gård og var allerede dengang dedikeret til at lave vine på Mencía druen, hvilket også betyder, at familien i dag kan prale af vinmarker med tussegamle vinstokke på druen.

Vinos Valtuille har samlet omkring 15 hektar gamle vinmarker, der alle sammen ligger ved Valtuille de Abajo. Det er som nævnt i Bierzo området i vinregionen Castilla y León … ja faktisk ligger Valtuille de Abajo i den nordvestligste del af regionen på grænsen til Galicien.

Markerne ligger i 500-700 meters højde og jordbunden består hovedsageligt af ler, der giver optimale forhold for modningen af druerne. Filosofien hos Vinos Valtuille er klart at lave vine via godt arbejde … både ved pleje af jorden og i deres vineri, som ligger i helt nybyggede lokaler med en underjordisk kælder til lagring af alle vinene.

Denne Pago de Valdoneje El Valao er lavet på ren Mencia, som kommer fra marken Finca el Valao, hvor vinstokkene er omkring 90 år gamle og giver et begrænset udbytte på 25 hektoliter pr, hektar.

Vinen er gæret i rustfriestålkar med en kapacitet på 1.000 liter og ved omkring 28 grader, hvorefter har fået malolaktisk gæring og er lagret 6-8 måneder på brugte, franske egefade.

Duftmæssigt er den en bondsk, rund og omgængelig vin, hvor der både er røg, lakrids, kaktuspiller, grøn peber sammen med en frugt af brombær, vilde skovbær, saftige kirsebær, blæk, sødme, balsamiske noter  og samlet har vinen bare en rigtig dejlige balance med en krydret note.

I munden er vinen saftig og læskende, mens syren måske er lidt afdæmpet eller flad. Men til gengæld er drikkevenligheden utrolig stor, bondsk og langt fremme. Frugten er kirsebær, blåbær, hindbær og tanninerne er ganske tydelige og tørre, hvorved mund efterlades ganske tør. I eftersmagen kommer lidt peber, mynte og en mørk, rustik og lidt sød frugt. Lige mellem 4,5 og 5 tomler.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 120 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Bodegas Bhilar, Berria, Rioja, Spanien

2020 Bodegas Bhilar, Berria, Rioja, SpanienLys rød Rioja på et skønt mix af 80% Tempranillo og 20% Viura, maceration-carbonique i 4.000 liter store egefade og lagret på barriques. Det var Steffen, der havde denne spændende Berria med fra det spanske vinhus Bodegas Bhilar.

Bodegas Bhilar er et lille vinhus beliggende lige øst for Bilar by i Rioja Alavesa og huset drives af  ægteparret Melanie Hickman og David Sampedro.

David er seneste generation på vingården og har taget sin uddannelse som ønolog og arbejdet på nogle af de større vingårde i Rioja, inden han i 1999 vendte hjem og startede sit projekt med at lave vine efter biodynamiske principper.

Han var nået til en erkendelse af, at han ville lave vine, der afspejlede hans personlige vinfremstillingsfilosofi, altså unikke vine, som skulle give en følelse af sted, et bæredygtigt landbrug og minimal indgriben i produktionen af vinen.

Han startede med at lære om den biodynamiske filosofi og ændrede, hvordan han passede sine vinmarker … først med konvertering til et almindeligt økologisk landbrug og begyndte derefter biodynamiske principper med harmoni mellem mennesket, jorden, vinstokkene og kosmos. I 2014 blev traktorer elimineret, hvorfor han derefter alene anvendte heste for at dyrke vinmarkerne.

I 2012 gik han all-in på sine egne vine og omdøbte vinhuset til Bodegas Bhilar. Bhilar er det baskiske navn for Elvillar aka Bilar … byen hvor han selv er opvokset i Rioja Alavesa.

Sammen med sin hustru  – amerikanske  Melanie Hickman – har han bygget et nyt vineri, som stod færdigt i 2016. Det er lavet, således at alle vinene gennemgår minimal intervention under både gæring og lagring. Det er bygget off-the-grid med anvendelse af solceller og er også delvist placeret under jorden med store cementtanke for at holde på den naturlige kølighed i vinifikationsprocessen.

Denne Berria er – som skrevet indledningsvis – et blend af 80% Tempranillo og 20% Viura, hvor de hele druer ikke presses, men blot placeres med hele klaser i en 4.000 liter stor trætank, hvor gæringen starter naturligt efter maceration-carbonique metoden … helt som man gør i Beaujolais.

For at sikre at druerne gærer som hele druer, så er der tilføjet kuldioxid under gæringen og samtidig roteres mosten i gæringen. Efter en måned er vinen så presset og hældt på brugte barriques for en malolaktisk. Så lagrer vinen og kommer derefter på ståltanke før en flaskning uden svovl.

I næsen er vinen rank og grøn, klart til den lettere side og den har nogle lidt Franken karaktertræk med grannåle, røg og blæk, men er også lidt mælket med tørre papkasser, godt med kirsebær, hindbær og virker let og saftig i udtrykket.

Smagen er også let læskende med lette og blomsterige toner suppleret med lidt lakrids, blomster og saftig kirsebærsaft, men samtidig ganske rund og blød. Det er en vild sjov charmetrold, der byder på tonsvis drikkeglæde … og sådan kan Rioja også være.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Bernabeleva, Garnache de Viña Bonita, Madrid, Spanien

2019 Bernabeleva, Garnache de Viña Bonita, Madrid, SpanienSidste tirsdag på jobbet proppede vi som vanligt en udvalgt vin op og det var denne dag en lækker topvin Garnache de Viña Bonita fra vinhuset Bernabeleva.

Bodegas Bernabeleva er grundlagt i 1923 af Vicente Álvarez-Villamil, men det var først med børnebørnenes overtagelse i 2006, at vinhuset for alvor fik sit navn på det vinøse verdenskort. Fætrene Juan og Santiago Bulnes har overtaget driften og fører nu huset med de gamle marker med op mod 80 år gamle vinstokke ind i en ny og mere kvalitativ æra.

Efter deres overtagelse købte de også flere af naboens bedste  parceller med gamle Garnacha stokke og så ansatte de den helt unge catalanske vinmager Marc Isart til at hjælpe med produktionen af vinene og hans stil er totalt oldschool i traditionell, klassisk stil.

I dag regnes Bernabeleva blandt Spaniens ypperste vinhuse og i særklasse det bedste vinhus i Madrid regionen. Vinene tilvirkes alle efter økologiske og biodynamiske principper, men de sigter ikke efter at pryde etiketterne med økologiske eller biodynamiske anprisninger.

Bernabeleva har samlet 35 hektar vinmarker med primært Garnacha og Albilllo. Markerne ligger i omkring 500 meters højde, hvilket sikrer kølige nætter og lang modningsæson. Læg dertil en sandet og mineralsk jordbund, der tilfører friskhed til vinene – så frembringes der vine, med en langt større elegance, end man kunne forvente fra disse kanter.

Der dyrkes også en smule Moscatel, der både laves i en tør og sød version, samt små parceller med de lokale sorter Grano Menudo og rød Morenillo.

Vinhuset har et logo med en kvinde siddende ovenpå en bjørn, men navnet Bernabeleva betyder også direkte oversat noget i retning af bjørnens sti eller der, hvor bjørnen lever. Kvinden siddende ovenpå bjørnen symboliserer jagtens gudinde.

Denne Viña Bonita er husets topvin, hvor Grenache druerne kommer fra en 2,6 hektar vinmark med 90 år gamle vinstokke og en jord af ren granit. Druerne får en 36 timers kold udblødning inden man fodtræder druerne i åbne træfade hvor vinen også gærer. Så er der sket en malolaktisk gæring og så lagring i 14 måneder på 500 liter franske egefade. Inden flaskning stabiliseres vinen omkring 6 måneder på ståltanke.

I glasset bestemt ikke en mørk og fyldig Grenache vin … tværtimod, men duften også er lys og næsten to die for. Det dufter jættegodt med lidt øko-bio-landlige noter, en skøn blanding af mødding, fond og syrlige bolsjer, meget luftig med hindbær, lyse og umodne kirsebær, moreller, fennikel, lakrids og grøntsagsfond. Det er sindssygt elegant med denne lyse, påholdende og styrede facon, så legende, dansende og eventyragtig, at man bare undres og bliver monsterglad.

Fuck, det smager også godt … har denne lette, luftige og totalt intense frugtsmag, hvor der kommer både en smule bitterhed og sødme … de danser vitterlig tæt sammen i den mest erotiske kinddans, virkelig saftet med jordbær og hindbær, mirabeller, Kongen af Danmark, polerede og modne tanniner, lakridsale elementer og klart nogle burgundiske elementer. Mums for satan.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 325 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7   

2017 Familia Comenge, Don Miguel Comenge, Ribera del Duero, Spanien

2017 Familia Comenge, Don Miguel Comenge, Ribera del Duero, SpanienDet sidste heat i Ribera del Duero smagningen sluttede med denne 2017 Don Miguel Comenge fra vinhuset Familia Comenge, der ligger i udkanten af Curiel de Duero i Valladolid området af Ribera del Duero.

Vinhuset er grundlagt i 1999 af Jaime Comenge, som ønskede at lave vin og havde klare idéer til, hvordan vinene skulle laves.

De seneste 10 år har det dog været sønnen Alvaro Comenge, som har drevet vinhuset og han har samlet 32 hektar, der ligger i 780-880 meters højde.

Familien producerer afsindigt lagringsdygtige vine, som nemt kan tilgås i en ung alder. Det skyldes vingårdens perfekt lokation, stejle bakker og kalkede jord, som giver optimale forhold til at opnå perfekt modning af druerne hvert år.

Denne Don Miguel Comenge er en af husets topvine og er lavet på 90% Tempranillo og 10% Cabernet Sauvignon. Tempranillo druerne kommer fra en 2,7 hektar lille mark i 870 meters højde kalder Pago de las Hontanillas, mens Cabernet Sauvignon druerne er fra marker lige ved siden af Duero floden.

Druerne håndhøstes nænsomt og skal igennem en yderst nøjsom udvælgelse af hver drueklase som plukkes. Efter høsten fragtes klaserne til vineriet hvor hver eneste drue plukkes fra stilken ved håndkraft. Gæring foregår i frugtbevarende betonkar, hvor kun naturlige og lokale gærstammer bruges i processen. Efter endt gæring er vinen lagret 22 måneder på små, nye og franske egetræsfade.

I næsen er det en ret tung fadpræget Ribera del Duero, godt med fad, mens frugten virker moden. Der er således både modne solbær, blommer og brombær, kakaopulver, kaffe, lakrids, karamel samt lidt mintchokolade.

Smagsmæssigt er det også en kraftig sag, men de 15% alkohol kan faktisk ikke mærkes, men i stedet er der en kraftig, mørk og moden frugt med solbær, blåbær … måske lidt mushy mushy, men bestemt med stor frugtintensitet, tydelige tanniner og rigtig Ribera del Duero power.

Forhandles af Nemlig.com, hvor en flaske koster 375 kr., mens prisen er 239,95 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Bodegas Izquierdo, Antonino Izquierdo Vendimia Seleccionada, Ribera del Duero, Spanien

2019 Bodegas Izquierdo, Antonino Izquierdo Vendimia Seleccionada, Ribera del Duero, SpanienUdover vinen Ninín fra Bodegas Izquierdo, så smagte vi da også husets 2019 Antonino Izquierdo Vendimia Seleccionada, som er topvinen af husets 2 vine.

Vinen er som Ninín lavet på Tempranillo fra 40 år gamle vinstokke og vinificeret i rustfri ståltanke med en kapacitet til 15.000 kilo og kun på druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 16 måneder på franske egefade.

I modsætning til Ninín er udtrykket ikke så let, men vinen har dog i næsen fortsat godt med frisk frugt … faktisk masser af frisk frugt og det er mørk frugt med sorte kirsebær, blommer og næsten en smule kandiserede, men derudover svømmer der nogle fede fadnoter forbi med mørk chokolade, kakao, vanilje, kanel og karamel.

I munden er vinen også klart til den sødere og mere ristede side, masser af overmoden, mørk frugt, brombær, blommer, kirsebær og jordbær, godt med fad … chokolade, mokka, kakao samt vanilje, men alt er blødt, cremet og meget behagelig. Sjovt nok synes jeg faktisk bedst om Ninín.

Ikke fundet herhjemme, men i hjemlandet koster vinen 24,10€ … svarende til 180 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Dominio de Atauta, Parada de Atauta, Ribera del Duero, Spanien

2017 Dominio de Atauta, Parada de Atauta, Ribera del Duero, SpanienEfter René Langdahl foredrag om de 10 Ribera del Duero vine kunne vi smage 3 vine mere og den første blev denne Parada de Atauta fra Dominio de Atauta.

Dominio de Atauta ligger byen Atauta ligger i Soria regionen i den østligste del af Ribera del Duero.

Byen har kun små 1.000 indbyggere, men en ret lang historie indenfor produktion af vine. Det siges, at vingården, der nærmest er bygget ind i klipperne har lavet vin i over 600 år, men den nyere historie startede dog i 1999, hvor Michael Sanchez købte gården og nogle vinmarker.

Atauta dalen er unik, idet den undgik vinlusen Phylloxera, som fra 1860 til ind i 1900-tallet hærgede Europa. Derfor findes der i Atauta vinstokke, som er  ældre end 150 år. Den isolerede beliggenhed og et lag af sand øverst i jordbunden er nok de vigtigste årsager til området unikke position.

I dag er vingården ejet af Avante Selecta Group, der i forvejen ejer vinhuse som Bodegas Óbalo i Rioja, Viña Nora i Rías Baixas, Viñas del Cénit i Tierra de Zamora og flere i Monterrei, Castilla La Mancha og Jerez. Da Avante Selecta Group er en del af Inveravante, så ejer de også en række fødevarerfabrikker.

Dominio de Atauta har selv 15 hektar vinmarker, men styrer også dyrkningen fra 30 hektar lejede marker. De 45 hektar vinmarker er inddelt i ikke mindre end 500 små markstykker, der alle ligger mellem 980 og 1.050 meters højde. Dyrkningsmetoderne er biodynamiske og økologiske … men ikke certificerede.

Denne Parada de Atauta er lavet på Tempranillo druer fra 80-100 årige vinstokke  og de høstes ret tidligt for at bevare friskheden og gæres i ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret hele 12 måneder på små barriques af fransk eg, hvoraf 50% er nye fade.

I næsen virker vinen mere rustik end de foregående vine, men der er bestemt et pænt fadpræg, som giver lidt mokka, chokolade, kakao og vanilje sammen med frugten af mørke bær, solbær, brombær, blåbær og lidt violer samt peber.

Smagsmæssigt bestemt en kraftig vin med en tung frugt, en vis friskhed, meget blød med de kraftige fadnoter med chokolade, sød lakrids, vanilje og solbær. Smager ret godt.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, hvor en flaske koster 250 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Bodega Sei Solo, Sei Solo, Ribera del Duero, Spanien

2018 Bodega Sei Solo, Sei Solo, Ribera del Duero, SpanienDenne eftermiddag blev Aalto slået af topvinen Sei Solo fra Bodega Sei Solo … men de to vinhuse har jo egentlig også et slægtskab via vinmager Javier Zaccagnini,

Bodega Sei Solo er et lille sideprojekt for vinmageren Javier Zaccagnini, når han ikke laver de ikoniske, spanske supervine Aalto og PS på Bodegas Aalto.

Javier Zaccagini er tidligere præsident for Consejo Regulador Ribera del Duero … som er et slags eksportråd for området. Han var også sammen med Mariano Garcia med til at grundlægge Bodegas Aalto i 1998, og nu har han grundlagt Bodega Sei Solo, hvor han laver to supervine … Preludio og Sei Solo.

Preludio har jeg smagt før … både i årgang 2015 og 2017.

Projektet har han opkaldt efter sit favorit klassiske musikstykke Sei Solo … en violin sonate fra Johann Sebastian Bach. Og topvinen – der blot hedder Sei Solo – har en kopi af den afdøde komponists håndskrift på etiketten.

Samlet har Javier Zaccagnin 5,8 hektar, hvoraf 2,7 hektar er egne marker fordelt på 4 marker, men han har lejet andre 5 marker, men alle med gamle vinstokke. De ligger primært i La Hora, men også i Pago de Santa Cruz, hvor stokkene er over 90 år.

Denne topvin Sei Solo er med udvalgte druer fra de to parceller Barroso og Acos i La Horra og fra stokke, der er mellem 60 og 90 år gamle. Druerne høstes med et meget lavt udbytte og med den største respekt for naturens cyklus.

Vinen er lavet med druernes naturlige gærceller i store 2.500 liter åbne egekar og efter endt fermentering er vinen lagret 2 år på store 600 liters brugte, franske egefade.

WTF? Sikke en duft, medicinagtig, tyk og tæt med en totalt vild aroma og intensitet. Der er masser af mørke og friske bær, næsten gærede bær, brombær, blåbær og jordbær, ædelhed, mahogni samt tobaksblade, bark … utrolig rig med kakaopulver, lakrids, en smule chokolade og så øverst godt med blomster.

Nøj hvor det smager godt og det er vildt, at man masser af det hele, både en stor friskhed og balance, som bare lige griber fat i munden og løfter smagen op til ædel, elegant niveau og fortsat med fad samt et bid af tørre og markant tanniner. Det bliver slet ikke overmodent Ribera, men har både en kæmpe friskhed og flot balance, en fin, fin syre, lidt salte noter og den mørke frugt med lidt uter og svagt små egeagtige trænoter. Mums.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 549,95 kr., mens prisen er 399,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7

2019 Bodegas Aalto, Aalto, Ribera del Duero, Spanien

2019 Bodegas Aalto, Aalto, Ribera del Duero, SpanienVi skulle skam også smage gode, gamle Aalto i årgang 2019 … den legendariske Ribera del Duero kending. Vi er selvfølgelig hos Bodegas Aalto, der ligger vest for Quintanilla de Arriba tæt på legendariske Bodgas Vega Sicilia.

Og Bodegas Aalto er netop grundlagt af Mariano Garcias, der tidligere var vinmager på Vega Sicilia igennem mange år. Han grundlagde i 1998 nemlig Bodegas Aalto sammen med Javier Zaccagnini, der selv tidligere var direktør for Ribera del Dueros eksportråd og havde fået idéen om at skabe en af verdens største vine baseret på et unikke mikroklima i Ribera del Dueros.

Navnet Aalto udtrykker ganske enkelt essensen af de to grundlæggeres ønske om at skabe en af verdens største vine. Alto betyder høj på spansk. Aalto skal udtrykke noget endnu højere.

I dag har Bodegas Aalto opnået kultstatus blandt vininteresserede, hvilket skyldes Aaltos kvalitet, understøttet af pæne internationale anmeldelser og udmærkelser.

We wanted to unleash the full potential of Ribera del Duero, som Javier sagde. Resultatet kunne man smage allerede i Bodegas Aaltos anden årgang, hvor de lavede Spaniens højst ratede vin nogensinde på daværende tidspunkt.

Nogle år senere – i 2006 – blev ejerkredsen af Bodegas Alta udvidet med Masaveu og Nozaleda familierne, som begge også ejer vinerier i andre områder i Spanien og det betød en større stabilitet i hele projektet og investering i et moderne state of the art vineri.

Det er bygget efter Mariano Garcias nøje specifikation og er tegnet af samme arkitekt, som lavede Alvaro Palacios vineri i Priorat, så det er et af verdens mest avancerede byggerier af sin slags og er primært bygget under jorden efter gravity fed princippet.

Det vil sige, at vinen udelukkende flyttes rundt ved hjælp af tyngdekraften. I vineriet, som rækker fem etager ned, er der året rundt en konstant kølig temperatur.

I dag ejer bodegaen selv 32 hektar marker ud af de 130 hektar, som de har adgang til … og spredt på ikke mindre end 200 forskellige parceller omkring 9 byer. Nogle af markerne har gamle vinstokke, mens andre er fortsat har unge stokke, som med tiden vil kunne levere frugt til produktionen.

På Bodegas Aalto laves der to vine, som fremstilles på Tempranillo-druen. Den ene er denne Aalto og den anden PS – forkortelse for Pagos Seleccionados – som betyder udvalgte marker. Men senest har de faktisk også lavet en hvidvin … Blanco de Parcela, men mærkelig nok ikke på Albillo, men på Verdejo druen.

Samtlige vine fra Bodegas Aalto er siden vingårdens fødsel i 1999 blevet belønnet med 91 point eller derover af Robert Parker. Denne enestående rekord kan end ikke Vega Sicilia tangere.

Aalto er lavet på 100% Tinto Fino aka Tempranillo fra 40-80 år gamle vinstokke fra marker ved alle de 9 forskellige byer i området. Efter endt vinificering er vinen lagret 18 måneder … og på husets hjemmeside står der en blanding af nye og brugte egefade fra både Frankrig og USA, men det forlyder, at Mariano Garcias nu slet ikke anvender amerikanske fade og kun brugte fade for at mindske fadpræget.

Det kan bestemt duftes, at fadpræget med bl.a. nye og amerikanske fade er reduceret, for vinen har først i grønne noter, men for pokker en god balance af tyk, mørk frugt og dyb intensitet. Der er en lækker frugt med brombær, blåbær og sorte kirsebær suppleret med en tør engelsk lakrids, våd, flæsket aroma med mejeri, røget bacon, sødme, lette blomster og flot luftighed.

Som sidst har vinen et ekstra gear i automatgearkassen, for vinen nærmest smelter i munden, så smooth og fin med en sand urkraft og en frugt med andefond, engelsk lakrids, solbær, blåbær … virkelig tør og smager monstergodt. Igen er der tanniner, som umærkeligt sniger sig ind i din mund og sætter sig, ryster dine kindben, så du bliver glad.

Forhandles bl.a. af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7