Tag-arkiv: cabernet sauvignon

Cabernet Sauvignon er en af ​​verdens mest anerkendte og udbredte røde druesorter, som dyrkes i næsten hvert større vinproducerende land. Den er kendt som druen i nogle af de dyreste, komplekse og majestætiske rødvine, der findes … nemlig rødvine fra Bordeaux.

Vine lavet på Cabernet Sauvignon er den kendt for at kunne gemmes længe og en god Cabernet Sauvignon kan uden problemer gemmes i 20 år – og oftest også længere.

Som helt ung er Cabernet Sauvignon oftest ret kantet og kraftig i smag og aroma med et højt indhold af garvesyre. Den har duftnoter af både solbær, cedertræ samt tobak og Cabernet Sauvignon kan ofte genkendes på disse dufte, uanset om den er dyrket i Frankrig eller i oversøiske lande.

Cabernet Sauvignon er opstået ved en krydsning mellem Cabernet Franc og Sauvignon Blanc. Hver af sorterne gav deres fornavn til den nye druesorts navn. Krydsningen blev skabt i løbet af 1600-tallet i og omkring Bordeaux i det sydvestlige Frankrig.

Det resulterede i en druesort, der var nem at dyrke, fordi den var mindre krævende med hensyn til jordbund og klima. Og Cabernet Sauvignon druerne er faktisk nemme at plukke og vinstokkene meget modstandsdygtige overfor mange af de problemer, som vinstokke oftest døjer med.

2020 Locatour, Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2020 Locatour, Cabernet Sauvignon, Californien, USAJeg ræsede videre med Locatour vinene fra DFV Wines og den næste var selvfølgelig på én af de druesorter, som man jo normalt har godt styr på i USA, nemlig Cabernet Sauvignon.

Selve produktionen skal du ikke bruge dine små hjerneceller på, for igen er der ikke oplysninger, så derfor springer vi igen til mine smagsnoter.

Duftmæssigt er der landlighed, men så ellers virker vinen røget med blæk, nelliker og en frugt, der er mørk og består af brombær, solbær, kirsebær … og så lidt fadpræg med kakao, vanilje og mørk, bitter chokolade.

I munden er det nok den bedste af rødvinene … fyldig, blød og cremet, men på den amerikanske måde også pænt sød. Det gør, at det bliver lidt solbærmarmelade tilsat kirsebærsauce. Det er comfy, rundt og så venligt, at det hele smiler til dig. Det er en danskerbasker og dermed en vin rigtigt mange vil elske. Det er let drikbart, rart og ukompliceret. 88 point.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 110 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Fattoria Carpineta Fontalpino, Do Ut Des IGT, Toscana, Italien

2017 Fattoria Carpineta Fontalpino, Do Ut Des IGT, Toscana, ItalienSidst jeg smagte en vin fra Fattoria Carpineta Fontalpino ved Monteaperti nær den historiske by Castelnuovo Berardenga, så var det en økologisk Fontalpino Chianti Classico Bio 2018. Nu smager jeg en 2017 Do Ut Des IGT og det er en vin, som jeg altid har været småpjattet med.

Det er en vin, som jeg har smagt masser af gange og endda også skrevet om her på vinbloggen i både årgang 2007 og 2012. Do Ut Des IGT er i denne årgang 2017 lavet på et blend af 33% Merlot, 34% Petit Verdot samt 33% Cabernet Sauvignon.

Familien Cresti håndhøster druerne fra den sydøstvendte Montaperti vinmark i 220 meters højde i det sydlige Chianti Classico. Marken har en undergrund med sand og sten.

Efter høst har druerne gennemgået spontangæring alene med de naturligt forekommende gærstammer, mens 25 dages udblødning af drueskallerne ved 28-30 grader har bidraget med yderligere farve, smag og tannin.

Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på franske 225 liters barriquefade fra Allier og Trochet og efterfølgende 6 måneder på flaske før frigivelse til salg.

WAUW for dæleme … mørk, dyb, intens og med et pænt og lækkert fadpræg, som sammenlagt giver en meget rund, kraftig vin med lidt bordeauxfile træk, men samtidig med en italiensk ansigt og en rigtig smørtenorstemme. Der er lakridskonfekt, finsk lakrids, toast, vanilje, chokolade, violer, cedertræ og en cafe latte, mens frugten er solbær, brombær og kirsebær .. og så lige et snert af lidt grønne urter.

Det smager faktisk lige sådan … rund, cremet, fyldig og monster meget intens i alle smagsnuancerne. Det er en velourhabit sammen med fløjlsbukser … måske ikke ultramoderne, men for pokker, hvor det smager godt. Selvom vinen er blød og fyldig, så sniger tørheden sig ind sammen med tætte og stramme tanniner, hvilket giver et ret italiensk og smukt balsamisk bid. Der er virkelig fin balance i vinen, krydderierne blander sig i smagsspektret og eftersmagen er fin og lang. Frugten er virkelig flot, og vinen efterlader sammenlagt et rigtigt fint visitkort. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens prisen er 229,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Tenuta Sette Ponti, Rosso di Orma, Toscana, Italien

2021 Tenuta Sette Ponti, Rosso di Orma, Toscana, ItalienNogle kan li’ moren, nogle datteren … og nogle bare dem alle. Men her har vi fast i den smukke lillesøster eller andenvin Rosso di Orma hos Tenuta Sette Ponti … lillesøster til topvinen Orma.

Som med Orma kommer vinen fra vingården med det samme navn beliggende syd for Livorno i Bolgheri. Denne her er lavet på et blend på 60% Merlot, 30% Cabernet Sauvignon og 10% Sangiovese, som Tenute Sette Ponti håndhøster fra den i Bolgheria berømte Orma vinmark beliggende midt imellem Sassicaia og Ornellaia.

Druerne er høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar så har vinen gæret med temperaturstyring på ståltanke med en 15 dages gæring og maceration. Efter endt fermentering er den så lagret11 måneder, heraf 4 måneder på franske Tonneaux, så 4 måneder på betontanke samt 3 måneder på flaske.

Hold da op … hvor er der masser af bær og frugt i duften … solbær, kirsebær og blommemarmelade, lidt tørrede figner, blommetomater, lidt tørre fade og cigarkasser, muldjord, mentol, mynte, friskgarvet læder, violer, roser, blomsterpollen, kaffe og søde krydderier.

Vinen er smagsmæssigt meget blød med samme friske, frugtrige bærfornemmelse, som man også finder i duften. Det er blommer, kirsebær, frisk og ren i frugten og det er en god frugtsmag, masser sort te agtig bitterhed, har bløde tanniner. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 259,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Les Petites Parcelles, Sagesse du Temps, Bordeaux, Frankrig

2021 Les Petites Parcelles, Sagesse du Temps, Bordeaux, FrankrigSagesse du Temps betyder tidens visdom og den kommer åbenbart i små doser, for der er kun lavet 88 flasker af denne vilde og uortodokse orangevin fra øko- og biofolket på Les Petites Parcelles.

Den skulle vist være lavet på et skønt mix af Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon og Sauvignon Blanc. Men med Les Petites Parcelles er intet sikkert, for de er virkelig en vild artisanproducent, der ikke oplyser ret meget om deres vine, men til gengæld laver vildt mange og i helt små partier … og de har selvfølgelig heller ingen hjemmeside, hvor man kan finde oplysninger om hverken producenten eller vinene.

Sagesse du Temps 2021 er lavet både uden svovl og med så lidt indgriben som muligt og heller ingen moderne hjælpemidler … kort pre-maceration, presning og spontangæring alene med de naturlige gærceller og vinen er også flasket uden brug af svovl.

I glasset er vinen ganske korrekt pænt orange … eller i hvert fald lys orange og endda lidt grumset. Den dufter bestemt langt bedre end foregående ? … der er lidt IPA øl, mjød, funky bio-bio kant, kornlager, oxiderede æbler samt saltkaramel.

Smagen er lidt over det hele … har både noget frisk frugt, noget salt og det er nærmest bitre æbler, sur æblecider, lemonbitterhed og så en smule citroner. Det er bestemt interessant og en fremtrædende syre, bitterstoffer og en læskende fornemmelse gør, at man også får tåren slukket. 86 point.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor Martin sælger 6 forskellige Les Petites Parcelles vine til samlet 1.145 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2019 Viña Vik, Milla Cala, Colchagua, Chile

2019 Viña Vik, Milla Cala, Colchagua, ChileSelvom næste vin er fra Chile, så er den faktisk lavet med Bordeaux som reference. Jeg snakker om en 2019 Milla Cala fra vinhuset Viña Vik, der er beliggende på en bakketop i Millahue dalen med den mest fantastiske udsigt til Andesbjergene i baggrunden.

Det er en vin, som jeg har smagt før … tidligere i årgang 2016 og dengang skrev jeg også en masse om huset, historien og bagmanden den norske rigmand, vinelsker og kunstsamler Alexander Vik. Det gør jeg ikke nu, men kigger bare nærmere på 2019 Milla Cala.

I denne i årgang 2019 er vinen lavet på et blend af 61% Cabernet Sauvignon, 23% Carmenère, 8% Syrah, 7% Cabernet Franc og 1% Merlot, som Viña Vik selekterer fra egne topmarker i Milhaue. Men mere end halvdelen af druerne sælges fra, så kun den bedste frugt anvendes.

Vinen er gæret på ståltanke med temperaturstyring, mens 15 dages maceration trækker saft, kraft og elegante tanniner fra drueskindet. Efter endt gæring fuldendes verdensklassevinen Milla Cala med 20 måneder på 3 år gamle 225 liters franske barriques.

Duftmæssigt er der godt med fadpræg samt klare bordeauxfile referencer med solbær, brombær, kirsebær og jordbær. Men så får de følgeskab af dette fede, tykke, opulente og sødlige fadpræg med finsk og engelsk lakrids, mørk chokolade, vanilje, ristede noter, lidt kanelkaffe og ganske svagt lakridskonfekt. Duftmæssigt er vinen meget saftig og samtidig egentlig også kølig i stilen.

Hvor smager det godt … blødt, rundt, cremet og fortsat med en koncentreret og intens mørk frugt, hvor både lakrids, alkohol, peber, solbær, brombær og modne blommer spiller vildt godt sammen med en nærmest eksplosiv kraft. Det er voksenslik og en vin alle vil blive imponeret af … beregnet til et bredt publikum samt eksperter. Det er svært ikke at blive glad … så flot produceret. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 349,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 249,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2013 Château Treytins, Montagne Saint-Emilion, Bordeaux, Frankrig

2013 Château Treytins, Montagne Saint-Emilion, Bordeaux, FrankrigJeg smagte også Montagne Saint-Emilion fra vinslottet Château Treytins i årgang 2013. Den første havde prop, men det havde den anden heldigvis ikke.

Som 2014’eren er 2013 Château Treytins Montagne Saint-Emilion er lavet på 90% Merlot, 8% Cabernet Franc og 2% Cabernet Sauvignon, hvor alle druerne først er sorteret omhyggeligt for beskadigede druer og udblødt i rustfrit stål.

Vinificering er sket i temperaturkontrolleret i rustfri ståltanke og efterfølges af en lang maceration. Vinen er lagret 18 måneder på franske barriques.

Som med 2014’eren har vinen en moden duft og den er så her bestemt ikke mindre. Det er måske endda mere rundt og de små noter fra skov, røg og lejrbål mere afdæmpede. Man kan dog fortsat dufte en gammel og støvet kommode, mens frugten også stadigvæk er  solbær, jordbær, sorte kirsebær suppleret med fadnoter af kaffe, vanilje og mørk chokolade.

Smagsmæssigt låner 2013’eren sig også op af 2014’eren … eller rettere beset er det vel omvendt, da 2013’eren blev lavet først, men det er en lettere og meget klassisk Bordeaux med tørhed, masser af træ, moden frugt af kirsebær, lys solbær, tranebær, en smule bitter Campari, godt med kantet syre, spinkle og klare tanniner og frisk bid. 90 point.

Forhandles af Bichel Vine, men prisen kendes ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2014 Château Treytins, Montagne Saint-Emilion, Bordeaux, Frankrig

2014 Château Treytins, Montagne Saint-Emilion, Bordeaux, FrankrigFik lidt flasker af denne vin fra min arbejdsgiver til jul … Montagne Saint-Emilion i to årgange fra vinslottet Château Treytins, der er ejet eller blot er en del af Château Garraud, og hvor begge slotte egentlig mest er kendt for deres Lalande de Pomerol vine.

Château Garraud ligger i Néac ved siden af landbrugsskolen General Education School Agricultural Technology de Libourne Montagne i Lalande de Pomerol og er grundlagt i midten af det ­19. århundrede af Grev af Kermartin, men i slutningen af 1930’erne købte Leon Nony slottet.

Han både renoverede og udvidede Château Garraud … og skabte også Château Treytins i 1950’erne som et sekundært brand … og ændrede da også navnet til Château Garraud-Treytins.

Efter hans død i ­1959 fortsatte hans søn Michel Nony og hans barnebarn Jean-Marc Nony med at udvikle og forfine vinmarkerne og i ­1990 blev vineriet ­100% renoveret og alle nye teknikker integreret med respekt for ældgamle traditioner omkring vinificering og lagring.

I ­1997 tilkøbte familien en vinmark i Montagne Saint Emilion, og mere til i 2007 De drev vingården indtil 2019, hvor hele Château Garraud-Treytins blev solgt til Marie Laure og Pierre Esnee, som havde tjent deres formue indenfor hotelbranchen, men nu altså udvidede med et vinslot.

I dag ledes slottet af Marie Laure og Pierre Esnee med støtte af to ønologer Stéphane Beuret og Stéphane Derenoncourt. De har samlet 45 hektar med 29 år gamle vinstokke på Merlot, Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon.

Til selve Château Treytins er der dog kun 6 hektar vinmarker, der hovedsageligt bestående af kalksten og grus. Markerne er tilplantet med 5.500 vinstokke pr. hektar og de er bundet op i Guyot double og giver et udbytte på 42 hektoliter pr. hektar.

Denne 2014 Château Treytins Montagne Saint-Emilion er lavet på 90% Merlot, 8% Cabernet Franc og 2% Cabernet Sauvignon, hvor alle druerne er sorteret omhyggeligt for beskadigede eller støvede druer og udblødt i rustfrit stål.

Vinificering er sket i temperaturkontrolleret i rustfri ståltanke og efterfølges af en lang maceration. Vinen er lagret 18 måneder på franske barriques.

Dejlig og moden duft … masser af skov, underskov, skovbund og fugtig jord, lejrbål og røg, teaktræ, en gammel og støvet kommode, solbær, en lille snas jordbær, sorte kirsebær og kirsebærsten, lidt bagepulver, kanel og endda en smule mørk chokolade.

I munden er det ikke en tung vin, men heller ikke ultra let … lidt tør med masser af træ og en frugt, der er moden og mest er kirsebær, lys solbær, tranebær … en anelse Campari og sort te bitterhed, en ren og stringent syre, som sammen med pebrede tanniner giver en stramt bid, hvorved vinen lidt skriget på mad samtidig. 90 point.

Forhandles af Bichel Vine, men prisen kendes ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Château Vangelys, Lalande de Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2018 Chateau Vangelys, Lalande de Pomerol, Bordeaux, FrankrigVi fortsætter med atter en Bordeaux vin og det er denne 2018 Lalande de Pomerol fra Château Vangelys.

Det er et lille familiedrevet vinslot beliggende i kommunen Néac mellem kommunerne Montagne Saint Emilion og Lalande de Pomerol.

Vinhuset er grundlagt i 1804 og er gået i arv fra mor til datter i 5 generationer og drives i dag af Céline Landreau, der sammenlagt har 8,5 hektar vinmarker, der selvfølgelig mest er tilplantet med Merlot.

Der laves sammenlagt 3 forskellige vine på Château Vangelys og det er en basis Bordeaux, en Montagne Saint Emilion og denne Lalande de Pomerol, der er lavet på 70% Merlot, 20% Cabernet Franc og 10% Cabernet Sauvignon.

Druerne er høstet med maskiner, hvorefter der er sket traditionel vinificering i rustfri stålkar med 3 ugers gæring og maceration. Så er vinen derefter blot lagret 12 måneder i ståltanke inden aftapning på flaske. Der laves årligt 17.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt er det en lidt lysere Bordeaux, men med masser af de klassiske dyder med cigarkasser, cedertræ, blæk, læder og en frugt af brombær, hindbær og en anelse ribs … meget rank, stringent og frisk i udtrykket.

Smagen er lidt i samme boldgade … rank, stringent og frisk med en syrligbitter frugt af tranebær, hindbær og ribs, grape endda også og så noget røg, sort te, stramme tanniner og stram syre. Det er en vin, der kalder på mad … 89 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Château Cantemerle, Les Allées de Cantemerle, Bordeaux, Frankrig

2016 Château Cantemerle, Les Allées de Cantemerle, Bordeaux, FrankrigLes Allées de Cantemerle er 2. vinen fra det fine 5. Cru Classé klassificeret Château Cantemerle i Bordeaux og her smager jeg vinen i en årgang 2016.

Château Cantemerle, som ligger ved byen Macau i den sydlige del af Haut-Médoc på grænsen til kommunen Margaux.

Vinslottets historie kan dateres helt tilbage til 1147, hvor det første gang blev omtalt som Pons de Cantemerle, og var i middelalderen ejet af familien Cantemerle, som bl.a. omfattende lord Cantemerle, som i 1241 kæmpede sammen med den engelske konge mod kongen af Frankrig og tabte slaget i Taillebourg. Slottet forblev dog i familiens eje gennem flere hundrede år.

I det 15. århundrede blev slottet overtaget af Caupène familien, som kom fra området ved Landes. Jean de Caupène var oprindelig væbner, men sønnen Médard de Caupène blev lord og ejede slottet frem til 1579. Der blev slottet overtaget af Jean de Villeneuve, som sad i parlamentet i Bordeaux.

Han blev gift ind i Durfort familien, som i forvejen ejede en del vinslotte i Bordeaux. De overtog kontrollen med slottet og koncentrerede sig mere og mere om vinproduktionen frem for det almindelige landbrug.

Det var også under Villeneuve-Durfort familiens ejerskab, at slottet den 19. september 1855 blev klassificeret som et 5. Cru slot, men i 1892 skiftede slottet igen ejer, da den sidste efterkommer i familien baronessen Jeanne Armande d’Abbadie solgte slottet til Théophile-Jean Dubos.

Han drev slottet sammen med hustruen Charlotte Delbos samt sine to sønner Pierre og Bernard Dubos. Da Théophile døde i 1905 fortsatte sønnerne driften indtil 1923, hvor Pierre blev eneejer. Men mangel på midler efterfulgt af anden verdenskrig medførte, at slottet i årene fra 1930 og frem klarede sig rigtigt skidt. Mange af vinstokkene blev rykket op og vinproduktionen reduceret til 25 hektar.

Pierre døde i 1967, hvorefter slottet i en periode blev passet af nevøen Bertrand Clauzel og svigersønnen Henri Binaud. I 1981 – hvor slottet var tæt på at blive en ruin og vinmarkerne kun dækkede 20 hektar af dets i alt 70 hektar jord – blev slottet imidlertid solgt til forsikringskoncernen Groupe SMABTP, som de efterfølgende år foretog omfattende investeringer i slottet, startede en stor renovering, genplantede slottets marker og investerede i moderne udstyr til vinfremstilling samt masser af nye egetræsfade.

SMABTP tilkøbte også i 1999 yderligere 20 hektar vinmarker i kommunen Ludon, og disse marker ligger lige mellem de primære marker tilhørende Château Cantemerle og Château La Lagune. Dermed kom Cantemerle op på samlet 90 hektar, netop som det havde været tilfældet for 144 år siden.

I dag er slottet fortsat ejet af det store forsikringsselskab og er blevet et af de højt respekterede vinslotte. Slottet er igen kendt for sin høje kvalitet opnået gennem et nådesløst arbejde i såvel kælderen som i marken og burde ifølge internationale vinskribenter høre hjemme i 3. Cru.

I dag har slottet samlet 190 hektar jord, hvoraf dog alene 94,9 hektar er vinmarker, hvor der dyrkes druesorterne 60% Cabernet Sauvignon, 30% Merlot, 6% Cabernet Franc og 4 % Petit Verdot. Der laves selvfølgelig den dyrere hovedvin og siden 1995 også denne 2. vin Les Allées de Cantemerle.

I denne årgang 2016 er vinen lavet på 78% Cabernet Sauvignon, 14% Merlot og 8% Cabernet Franc. Druerne kommer primært fra slottets yngste vinstokke og de er efter høst afstilket og sorteret inden knusning, gæring ved 26-18 grader over 6-8 dage, en samlet maceration over 28-30 dage og så efterfølgende lagret 12 måneder på franske egefade. Der er lavet 160.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt er det klassisk Bordeaux, men med en blød og venlig aroma med en moden, dyb aroma med lakrids og en vis elegance og dekadence. Der er blæk, læder, mørk og saftig frugt af både solbær, brombær og sorte kirsebær, svagt lidt cigarkasser, røg og vanilje. Duften sidder lige i skabet.

I munden er vinen knap så rund, men mere tør, rank, stringent, syrlig og med lysere bær. Der er brombær, hindbær, ribs, tranebær, sort te bitterhed og selvom tanninerne ikke er helt så tørre, så niver de dig lidt i kinderne sammen med den syrlige bitterhed. Det er modent, lidt parfumeret og så rent … 92 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen er 229,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Viña Vik, Cabernet Sauvignon A, Cachapoal, Chile

2020 Viña Vik, Cabernet Sauvignon A, Cachapoal, ChileVi skal lige et smut tilbage til vinhuset Viña Vik grundlagt af den norske rigmand, vinelsker og kunstsamler Alexander Vik og beliggende på en chilensk bakketop i Millahue dalen med den mest fantastiske udsigt til Andesbjergene. Vi skal nemlig igen smage hans fine Cabernet Sauvignon A i en årgang 2020.

Sidst jeg smagte vinen var i årgang 2018 og dengang skrev jeg også hele den spændende historie om vinhuset med de norske aner, men det vil jeg her springe over og blot smage denne Cabernet Sauvignon A.

Vinen er i denne årgang 2020 lavet på 85% Cabernet Sauvignon og 15% Carménère, som Viña Vik selekterer fra sine egne topmarker i Millahue i Cachapoal Valley. Der er ikke så mange oplysninger om selve produktionen, men den er lagret 18 måneder på franske barriques.

Der er fra første fløjt nogle klare bordeauxfile noter, cedertræ, godt med ny træ i det hele taget, solbær, hindbær, violer, mentol, urter og jeg kan simpelthen ikke forstå, at den er oversøisk, for den har rank krop, europæisk syre, mynte, mørk chokolade og nogle jernagtige eller mineralske elementer.

I munden er det dog klart mere oversøisk … og gud, hvor er det fyldigt, blødt, comfortvarmt og smager godt. Frugten er her bare så rund, imødekommende og saftig på en ren måde. Glat, tæt og rundt. Det er solbær, blommer og fadfedme med vanilje, sød finsk lakrids, jod, blæk, jern, kakao samt runde og alligevel flotte tanniner … og igen smager det rasende godt. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 239,95 kr., men kan fås til 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7