Inden en fabelagtig Claus Hempler koncert nød vi som sidste vin lige et glas af denne Stix Blaufränkisch fra Weingut Johannes Trapl, der ligger på hovedgaden i den lille by Stixneusiedl i Carnuntum i regionen Niederösterreich.
Vinhuset blev grundlagt i 2003 af den 24 år unge Johannes Trapl og startede næsten med det samme med at omlægge produktionen til fuldstændig økologisk drift, hvilket blev certificeret i 2010 … samtidig som sin nabo Dorli Muhr, som vi tidligere er stødt på her på vinbloggen.
Men begge er en del af den nye generation, som fra de kalkrige marker i Carnuntum appellationen, som har tiltrukket sig stigende international opmærksomhed for deres lette, lyse og nærmest burgundiske vine på Zweigelt og Blaufränkisch.
Weingut Johannes Trapl – som vi ser på billedet ovenover sammen med sin hustru Melanie – har samlet 15 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Kirchberg og Spitzerberg … på sidstnævnte er Blaufränkisch stokkene plantet fra 1951 til 1968.
Denne Stix Blaufränkisch er lavet på ren Blaufränkisch fra husets marker ved Stixneusiedl, Prellenkirchen, Böckeln, Panhölzer og Kobeln, hvor vinstokkene i gennemsnit er 35 år gamle.
Druerne er høstet med et udbytte på 24 hektoliter pr. hektar, plukket med håndkraft og vinificeret i store 500 liter brugte fade, hvor vinen også er lagret 14 måneder. Der er 1 gram restsukker pr. liter i vinen, som også er flasket ufiltreret.
Duftmæssigt er det en saftig vin med masser af kirsebær, brombær … egentlig let i aromaerne, som omfatter blæk, sødme, varme, salt, asfalt, grøn peber og i det hele taget sådan lidt grøntsager, svag lakrids samt et let fadpræg med et snert vanilje.
I munden er det sådan let, frisk og bitter frugt, nærmest rabarber, ribs og granatæbler, jod, grøn peber, salt, pæn tørhed og mærkebare tanniner. Det hele leveret på et let facon, dog med nogen dybde og bundtræk, som dermed adskiller vinen fra fx en Pinot Noir. Men absolut en lækker, frisk, småbitter, saltet, grøn, tør og syrlig lækkerbisken.
Kan ikke finde en dansk importør af Trapl vinene, men kan se, at Restaurant Karoline Amalie tidligere har forhandlet dem. Prisen på vinen kender jeg ikke.
Med næste vin er vi igen et smut hos Marchesi Antinori familien, som jeg tilbage i oktober måned sidste år smagte en hel røvfuld vine fra, herunder også en 2015 Cont’Ugo fra Antinori familiens Tenuta Guado al Tasso ejendom i Bolgheri. Denne gang er det imidlertid en 2015 Il Bruciato, som vinbloggeren har fået i glasset.
Denne La Parde de Haut-Bailly er andenvinen hos vinslottet Château Haut-Bailly, der ligger på den højeste grusbanke i Léognan.
Azienda Agricola Podere Monastero ligger på Località Monastero ved Castellina in Chianti i dejlige Toscana og derfra smager vi noget så usædvanligt som en Pinot Noir vin, nemlig denne 2013 La Pineta Pinot Nero.
Vi lukker nu øjnene og nyder sidste vin, som der kun er lavet 2 fade af. Faktisk laves vinen alene i de årgange, hvor den kan opnå en kvalitet, som er helt ekstraordinær. Det er nemlig vinen Mercurey Noblesse fra Maison Albert Sounit.
Den sidste hvidvin ved Knud Kjellerup smagningen blev naturligvis storesøsteren til foregående vin, nemlig Sounits 2017 Rully Blanc 1. Cru Les Raclots.
Efter de 2 hvidvine fra Domaine Bernollin, så smagte jeg 2 hvidvine fra Masion Albert Sounit, hvor denne første 2017 Rully Blanc Les Saint Jacques virkelig fik mit hjerte til at smelte.
Den tredie og sidste Crémant de Bourgogne fra Maison Albert Sounit blev en 2015 Crémant de Bourgogne Grande Cuvée Brut … en vin, som jeg faktisk ikke har smagt tidligere.
På Bistroteket – den bedste bistro i Randers – bestilte jeg sammen med en flok gamle klassekammerater lidt ældre vine, bl.a. denne 2005 Barolo Otin Fiorin Piè Rupestris fra vinhuset Cappellano.
Etiketten ligner klart noget klassisk Nordrhône, og vinen er da også på ren Syrah, men vinen er imidlertid fra Pax Mahle Wines, der ligger midt i byen Sebastopol omkring 8-10 kilometer vest for Santa Rosa i sunny Californien.