Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2023 Château Tanunda, Grand Barossa Dry Riesling, Barossa Valley, Australien

2023 Château Tanunda, Grand Barossa Dry Riesling, Barossa Valley, AustralienDen næste vin fra Château Tanunda er lavet af vinmageren Jeremy Ottawa og det er deres 2023 Grand Barossa Dry Riesling.

Denne gang er druesorten mere klar … ren Riesling og den er egentlig lavet på samme måde alene med vinificering i rustfrie ståltanke … kølig gæring og efter endt fermentering blot lagring i tankene en periode inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt er du heller ikke det mindste i tvivl om, at der nu er Riesling i glasset, for du mødes omgående af lidt petroleum, citrus og godt med grønne æbler. Derudover har vinen en lidt blomstret note, noget tør leret jord samt en lille smule fylde.

I munden er vinen imidlertid lidt anderledes end forventet … ikke helt så syrlig eller præcis som ventet, selvom det bestemt fortsat er indenfor skiven med æbler, citroner og frisk bid … men der kommer også lidt melon og bløde ferskner. Igen kommer der lidt blomstrede elementer og syren bliver også en kende uskarp med lidt krydret muskat … 87 point.

Forhandles i Bilka eller Føtex, hvor en kasse med 6 flasker kan fås til 474-597 kr. eller omkring 79-99,50 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 4/7 

2022 Château Tanunda, Dry Rosé, Barossa Valley, Australien

2022 Château Tanunda, Dry Rosé, Barossa Valley, AustralienVi skifter lige scene, for nu smager Houlberg lige 3 i streg fra det australske vinhus Château Tanunda, der ligger på Basedow Road i byenTanunda i Barossa Valley … og jeg starter med at smage deres 2022 Dry Rosé.

Château Tanunda er faktisk et gammelt slot, der stammer tilbage fra 1890 og var et af de første vinhuse i Barossa Valley og var i årevis ét af områdets pejlemærker og mange af Australiens kendte vinmagere havde arbejdet eller studeret der.

Det stod også for flere præmierede vine gennem tiden, bl.a. vandt en af husets vine i 1970’erne den ret prestigefulde pris Jimmy Watson Memorial Trophy, som fortsat uddeles den dag i dag.

Men efter ejerskab af den australske vingigant Southcorp, så stod det stolte gamle slot imidlertid mere eller mindre øde hen … i hvert fald indtil 1998, hvor det blev overtaget af John Geber, som sammen med sin familie har pustet liv i det gamle slot og genoplivet Château Tanunda brandet

John Geber havde selv tidligere arbejdet hos New South Wales Wine siden 1991, men da han tilfældigt kom forbi Château Tanunda i 1998, så greb han udfordringen med at få slottet på fode igen og så genoprette dets ikoniske status.

I dag … efter to årtier og over millioner af dollars i investeringer, så kan Château Tanunda igen prale af en moderne vinproduktion fra de i alt 350 hektar vinstokke og en stor professionel kroketplæne, stor cricket-oval samt og spektakulære turistboliger samt besøgstal på langt over 100.000 vinglade turister hvert år.

I dag er det datteren Michelle Geber, der leder foretagendet, men produktionen er langt i hænderne på chef vinmageren Neville Rowe og hans assistent vinmageren Jeremy Ottawa.

Her starter jeg med at smage deres 2022 Dry Rosé … og sjovt nok, står der hverken på flaske eller på husets hjemmeside, hvilke druer vinen er lavet på. Den skulle dog – så vidt jeg kan se – være lavet på et sjovt blend af Grenache og Tempranillo. Hmmm slet ingen Shiraz?

Druerne er efter høst afstilket, presset og har ligget i blød med skindet i 1 times maceration, hvorefter gæring er sket køligt i store rustfrie ståltanke, hvor vinen også er lagret en kort periode.

Duftmæssigt er det en lidt karrig vin … ikke megen duft stiger op af glasset, men der er lidt tranebær og kirsebær, men frugten er meget tilbagetrukket … der er måske lidt melon.

I munden kommer der mere frem, for der smager man  hindbær, kirsebær, grape og lemon … har ganske fin syre uden at blive hverken dyb eller kompleks. Har ingen lang smag, der hurtigt forsvinder, hvor der dog kommer lemonagtige elementer i eftersmagen. 86 point.

Forhandles i Bilka eller Føtex, hvor en kasse med 6 flasker kan fås til 354-387 kr. eller omkring 59-64,50 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 4/7 

2022 Croce di Febo, Somaio Bianco di Toscana, Toscana, Italien

2022 Croce di Febo, Somaio Bianco di Toscana, Toscana, ItalienVi skal ha’ mere hvidvin, men rykker til Toscana i Italien, da vi nu smager en vin fra vinhuset Croce di Febo og det er en 2022 Somaio Bianco di Toscana IGT.

Croce di Febo ligger på adressen Via di Voltaia Nel Corso omkring 3 kilometer fra centrum af Montepulciano og er  grundlagt i 1995 af Vincenti-Comitini familien med  Silvia Vincenti som ejer og den drivende kraft i fællesskab med hendes mand Maurizio Comitini. De har lige siden etableringen fået skabt et smukt agriturismo med plads til plads til 14 gæster, men laver også lidt vin fra deres knap 4 hektar vinmarker,

De 4 hektar er fordelt på kun 2 marker, nemlig Vigna la Pietra ved Pieve di Valardegna i 470 meters højde samt Vigna Cappuccini ved Pieve di Saint Albino i 520 meters højde. De to vinmarker har sammenlagt 9 forskellige terriors.

Markerne er dog primært præget af ler og kalksten … og netop ler er  i stand til at holde på fugt og næringsstoffer i tørre perioder, mens kalksten indeholder sedimenter, der gør planterne i stand til at udvikle duftende druer med en god struktur.

Markerne dyrkes biodynamisk, og der forfølges et princip om bæredygtig produktion, så det klassiske toscanske landskab kan bevares. Der er aldrig tilført kunstig gødning på disse marker, men i stedet anvendes princippet om grøngødning, hvor der sås grønne planter mellem vinstokkene, der så tilfører jorden organiske næringsstoffer.

I kælderen gærer alle vinene spontant med vildgær, så der er et element af naturlig tilfældighed i vinenes udvikling. Der laves 8 forskellige vine på Croce di Febo, herunder altså denne Somaio Bianco di Toscana.

Den er lavet på et skøn blanding af sorterne Malvasia, Canaiolo Bianco, Trebbiano samt Grechetto, der alle er dyrker økologisk og biodynamisk på marker i Cappuccini og høstet med håndkraft.

Vinen er lavet ret spændende … med spontangæring i betonæg og efter endt fermentering er vinen lagret i amforaer af terrakotta og endelig aftappet på flaske uden klaring eller filtrering … og så er der kun lavet et sted mellem 500 og 1.000 flasker af vinen.

I glasset overraskes du først af farven … er vel noget i retning af gulorange og endda noget grumset, mens duften er ganske saltet med en duft, der virker en kende gammel og let oxyderet. Der er både nedfaldsæbler, pigeonæbler, cideræbler, hyben, abrikos og virker faktisk lidt lukket i aromaerne.

Smagen er også sådan lidt varm og saltet … har tørret abrikos, overmodne æbler og igen denne lidt småoxideret smag. Syren er noget flad eller afdæmpet, men der kommer nogle ret bitre, sjove og mærkelige lerede elementer frem, hvorved vinen sgu ikke virker helt på toppen … 87 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 175 kr., men i øjeblikket kan fås på tilbud til 149 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2022 Winzerhof Ebringen, Spätburgunder Rotwein Trocken, Baden, Tyskland

2022 Winzerhof Ebringen, Spätburgunder Rotwein Trocken, Baden, TysklandJeg smagte endnu en burgunder vin fra Winzerhof Ebringen kooperativet i det nordlige Markgräflerland i Baden  og det var deres 2022 Spätburgunder Rotwein Trocken.

Det er en vin, som Winzerhof Ebringen laver i både 0,75 og 1,0 liter flasker, men her er det altså en helt almindelig flaske, men  som med den forrige er der ingen oplysninger om produktionen, så formentlig er den både gæret og lagret på ståltanke … i hvert er der heller ingen duft fra egefade.

Duftmæssig er det en lidt vrissen dame … der er grønne elementer, masser af røg, lidt nødder og Nutella samt en kølig frugt af tranebær, sure kirsebær, jordbær, blæk, tørv, kul og nelliker.

I munden er madammen også småsur, men den har egentlig en god frugt med jordbær, tranebær og hindbær, en lidt rustik syre med en del citroner … det giver en frisk vin … 87 point.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel,  hvor en flaske koste 100 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2023 Weingut Kaufmann, Rheingau Pinot Noir +, Rheingau, Tyskland

2023 Weingut Kaufmann, Rheingau Pinot Noir +, Rheingau, TysklandHos Weingut Kaufmann gik vi derefter over til at smage deres rødvine på Pinot Noir aka Spätburgunder og den første var deres røde Gutswein i form af 2023 Rheingau Pinot Noir +

Vinen er lavet med druer fra forskellige marker, men der er ikke mange oplysninger om produktionen, men efter endt fermentering er vinen lagret i store 2.400 liter egefade.

Det er en lidt rustik Pinot Noir, der i næsen egentlig er blød og har tranebær, kirsebær, jordbær og ribssaft … virker umiddelbart let og saftig med tørrede krydderier, nelliker og tørrede blomster.

I munden er vinen egentlig også ren, let og saftig … ikke kompleks, men heller ingen elegantier. Det er nem, rustik og fin Spätburgunder med god frugt … kirsebær, blommer, ribs … tydelige tanniner, peber og bondsk bid. 87 point.

På vingården koster en flaske 12€ … svarende til 89 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2023 Weingut Egert, Rheingau Spätburgunder Rosé Trocken, Rheingau, Tyskland

2023 Weingut Egert, Rheingau Spätburgunder Rosé Trocken, Rheingau, TysklandFra de præmierede rosévine smagte vi til sidst Weingut Egerts 2023 Rheingau Spätburgunder Rosé Trocken.

Som de øvrige er den formentlig alene lavet med kort udblødning af Spätburgunder druerne efterfulgt af en spontangæring på ståltanke, hvor de også er lagret en periode inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt har jeg ikke så mange noter … minder lidt om de foregående med en landlig, frisk og lyserød frugt af søde kirsebær, godt med jordbær og hindbær og ellers god tørhed med nogle lidt papkasseagtige elementer.

Også i smagen virker vinen sød … søde jordbær, søde kirsebær … og måske en kende neutral, selvom jeg også spotter lidt friskhed. Syren er dog afmålt. 86 point

På vingården koster en flaske 10,80€ … svarende til 80 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2023 Weingut Egert, Hattenheimer Spätburgunder Rosé Trocken, Rheingau, Tyskland

2023 Weingut Egert, Hattenheimer Spätburgunder Rosé Trocken, Rheingau, TysklandI det lille lyserød roséraid hos Weingut Egert svævede vi videre på en lyserød sky med deres 2023, Hattenheimer Spätburgunder Rosé Trocken,

Her kommer Spätburgunder druerne alene fra husets marker ved Hattenheim, men er ellers lavet over samme læst.

Det betyder, at vinen er lavet med ganske kort udblødning af alle Spätburgunder druerne før en spontangæring på ståltanke, hvor vinen også er lagret en periode inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt er det igen lys, let og lyserød frugt af søde kirsebær, jordbær og hindbær, men her virker sødmen klart længere fremme med lidt lollypop, candyfloss og andet sød slik, hvilket jeg så ikke er den store tilhænger af.

Smagen er også langt sødere … der er lidt vingummibamse-rosé fornemmelse over vinen, men bestemt på en mere let og luftig måde, Der er godt med jordbær og søde kirsebær … 87 point.

På vingården koster en flaske 10,80€ … svarende til 80 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2020 Château Palvié, Palvié Rouge, Sud-Ouest, Frankrig

2020 Château Palvié, Palvié Rouge, Sud-Ouest, FrankrigJeg smagte derefter også 2 rødvine fra Jérôme Bézios fra Château Palvié under Vignobles Jérôme Bézios og den første blev denne 2020 Palvié Rouge.

Det er en vin, der er lavet på Syrah og de lokale druer Braucol og Prunelart, der alle kommer fra 30 år gamle vinstokke på Cordais-plateauet og høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med lang gæring og maceration, men efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på en kombination af både egefade og ståltanke.

Druerne Braucol og Prunelart er jeg ikke stødt på før, så lad os lige dvæle ved dem. Den røde drue Braucol kendes også under navnet Fer aka Fer Servadou, Pinenc eller Mansois, men har egentlig mange navne og synonymer.

Det er en rød fransk vindruesort, der primært dyrkes i det sydvestlige Frankrig og er mest kendt for sin rolle i AOC vinene fra Gaillac, Marcillac og Béarn, men kan også findes i vinene fra Madiran, Cabardès og Bergerac.

Braucol  aka Fer karakteriseres ofte på dens parfumerede aromaer af ribs og rød frugt, bløde tanniner og koncentration i frugt. Druen er ikke relateret til klonen af ​​Malbec kendt som Fer, der er udbredt plantet i hele Argentina.

Druen har sit navn Fer, som på fransk betyder jern efter det latinske ord Ferrum. Det henviser til den  hårde og jernlignende stamme på vinstokken, som yderligere kan være svær af beskære.

Prunelart eller mere korrekt Prunelard Noir er en gammel og sjælden rød druesort, der menes at have sin oprindelse i Gaillac i det sydvestlige Frankrig.

Prunelart var egentlig formodet udslettet efter ankomsten af ​​phylloxera i slutningen af ​​det 19. århundrede, selvom den forinden faktisk dækkede store dele af  vinmarkerne i Tarn området.

I slutningen af ​​det 20. århundrede fandt man dog nogle meget gamle vinstokke med Prunelart  og siden da har der været en genopblussen af ​​beplantninger med druen i Gaillac på grund af druens traditionelle ry for at producere vine af høj kvalitet.

Sorten kan let forveksles med Malbec, da der er meget få botaniske forskelle mellem de to. Forvirringen afspejles i det, de lokale kalder Prunelart for Côt, som jo også er den lokale betegnelse for Malbec.

I 2009 har man lavet DNA sammenligninger af de to sorter og disse undersøgelselser fastslog, at Prunelart i virkeligheden er en forælder til Malbec.

Dermed er Prunelart i familie med ​​druesorter som Manseng Noir, Négrette og Tannat. Sjovt nok har Prunelart en anden forælder, som erMagdeleine Noire des Charentes, som også Merlot også har som forælder.

Prunelart giver et lavt udbytte og vokser mellemstore klaser af små, intenst farvede bær. Derfor har dens brombærduftende vine en tendens til at have god struktur og farve og markant smagsdybde. De har også en karakteristisk aroma af frisk blomme, hvilket kan forklare sortens navn – prune betyder jo sveske eller blomme.

Nå, men lad os smage vinen, hvor Syrah druen bestemt kan duftes … der er lidt rhônekarakter med brombær, solbær, engelsk lakrids, fennikel, tobak, godt med grønne krydderurter samt nogle lysere balsamiske noter.

I munden er vinen renere, frugten mere skarp og præcis med en rustik utøjlet syre. Det smager godt, men kanterne er småskarpe, strenge, aggressive og småbeske. Det er er vin, der kalder på noget mad … har både syre, peber og hårde tanniner … 87 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2023 Weingut Villa Gutenberg, Winkeler Jesuitengarten Riesling Kabinett Trocken, Rheingau, Tyskland

2023 Weingut Villa Gutenberg, Winkeler Jesuitengarten Riesling Kabinett Trocken, Rheingau, TysklandWeingut Villa Gutenberg ligger på Hauptstraße i Oestrich-Winkel i Rheingau og ejes af familien Nägler. Det er derfra, at jeg på vort hotel i Rüdesheim  smagte denne 2023 Winkeler Jesuitengarten Riesling Kabinett Trocken.

Vingården drives i dag af Richard og Andrea Nägler samt deres søn Volker. De holder til i en over 100 år gammel og smuk villa i jugendstil, men villaen blev først købt af Nägler familien i slutningen af 1970’erne.

Villaen, der i dag også rummer et hotel, er interessant og oprindelig blev byggeplanerne for villaen præmieret på verdensudstillingen i Paris i 1900. Men i 1904 stod villaen færdig med dens særegne mure lavet af sandsten og sten fra lokale stenbrud og sine karakteristiske rundbuer og karnapper.

Familien har sammenlagt 24 hektar vinmarker og en af markerne er bl.a. Winkeler Jesuitengarten, hvor druerne til denne 2023 Riesling Kabinett Trocken kommer fra.

Marken regnes som værende en af ​​de varmeste i Rheingau, da marken ligger beskyttet af nærheden til Winkel og en stor mur og det betyder, at  vinstokkene spirer tidligt og har en lang vækstsæson. Der er ikke mange oplysninger om produktionen udover, at vinen er gæret og lagret i ståltanke.

Duftmæssigt ganske okay Riesling … der er grønne æbler, lemon og nogle grønne urter suppleret med noget bivoks. Man fornemmer en lille stenet mineralitet.

Smagen har noget bitter Faxe Kondi og ellers godt med sure æbler, lemon og citroner, men fremstår samlet lidt rustik, hvor der ikke er så megen finesse … men okay hverdagsriesling. 87 point.

På vingården koster en flaske 8,80€, hvilket svarer til 66 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2023 Bodegas Torre Oria, Mare Meua Sauvignon Blanc, Valencia, Spanien

2023 Bodegas Torre Oria, Mare Meua Sauvignon Blanc, Valencia, SpanienJeg har tidligere smagt de 2 sommervine 2023 Mare Meua Pinot Noir Rosé og rødvinen 2023 Mare Meua Garnacha fra Bodegas Torre Oria og nu smager jeg den blege søster Mare Meua Sauvignon Blanc og ligeledes i samme årgang,

Vinen er faktisk lavet helt på samme som de to andre Mare Meua  vine, nemlig med vinificering og lagring udelukkende i ståltanke og det er for at bevare friskhed og selvfølgelig holde prisen nede.

Det er ikke en hardnitter Sauvignon Blanc, men er klart lavet for appeal til det bredere publikum. Dermed er der nærmest ingen af druens ret karakteristiske træk med duft af grøn peber, græs samt solbærblade, men der kommer dog en smule hyldeblomst sammen med lidt melon, honningmelon, kantalupmelon, bløde pærer, papaya, honning og sandeltræ. Dermed bliver duften blød, vag og meget omgængelig … her kan alle være med.

Smagen er sødkrydret … lidt urteagtig med et lidt eksotisk frugt af papaya, vandmelon, mango samt kandiseret grape og lemon, hvilket giver et meget blødt bid … stille, rolig og måske lidt flade i syren, men til gengæld med et bredt appeal og samtidig en meget tiltrækkende pris, så den skal forståeligt nok blive ret populær. 87 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster79,95 kr., mens prisen er 49,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7