2023 Weingut Villa Gutenberg, Winkeler Jesuitengarten Riesling Kabinett Trocken, Rheingau, Tyskland

2023 Weingut Villa Gutenberg, Winkeler Jesuitengarten Riesling Kabinett Trocken, Rheingau, TysklandWeingut Villa Gutenberg ligger på Hauptstraße i Oestrich-Winkel i Rheingau og ejes af familien Nägler. Det er derfra, at jeg på vort hotel i Rüdesheim  smagte denne 2023 Winkeler Jesuitengarten Riesling Kabinett Trocken.

Vingården drives i dag af Richard og Andrea Nägler samt deres søn Volker. De holder til i en over 100 år gammel og smuk villa i jugendstil, men villaen blev først købt af Nägler familien i slutningen af 1970’erne.

Villaen, der i dag også rummer et hotel, er interessant og oprindelig blev byggeplanerne for villaen præmieret på verdensudstillingen i Paris i 1900. Men i 1904 stod villaen færdig med dens særegne mure lavet af sandsten og sten fra lokale stenbrud og sine karakteristiske rundbuer og karnapper.

Familien har sammenlagt 24 hektar vinmarker og en af markerne er bl.a. Winkeler Jesuitengarten, hvor druerne til denne 2023 Riesling Kabinett Trocken kommer fra.

Marken regnes som værende en af ​​de varmeste i Rheingau, da marken ligger beskyttet af nærheden til Winkel og en stor mur og det betyder, at  vinstokkene spirer tidligt og har en lang vækstsæson. Der er ikke mange oplysninger om produktionen udover, at vinen er gæret og lagret i ståltanke.

Duftmæssigt ganske okay Riesling … der er grønne æbler, lemon og nogle grønne urter suppleret med noget bivoks. Man fornemmer en lille stenet mineralitet.

Smagen har noget bitter Faxe Kondi og ellers godt med sure æbler, lemon og citroner, men fremstår samlet lidt rustik, hvor der ikke er så megen finesse … men okay hverdagsriesling. 87 point.

På vingården koster en flaske 8,80€, hvilket svarer til 66 kr.

Vinanmeldelse 4/7