Tag-arkiv: riesling

Riesling er en tysk, hvid og lys druesort, der – i mine øjne – er druernes dronning. Det er én af verdens fineste druesorter, som står bag nogle af de bedste hvidvine, som nogensinde er produceret.

Riesling findes i dag over hele verdenen, men har sin højborg omkring de to tyske floder Mosel og Rhinen … og specielt i Mosel og Rheingau på de stejle skiferskråninger laves nogle af de allerbedste vine på Riesling … sprøde, forfriskende vine med udtalt syre.

Derudover er Riesling også hoveddruen i Alsace og spiller i det hele taget hovedrollen mange steder. Det er en alsidig druesort og én af de få, der giver fremragende resultater både som tør og sød vin.

Riesling er og den hvidvinsdrue, der bedst egner sig til lagring. Der er eksempler på over 100 år gamle vine på Riesling, som stadig kunne drikkes og tilmed var en nydelse. Riesling får ofte – specielt med lidt alder – den herligste duft af petroleum, hvilket nogle vinhuse foragter og andre forsøger at forstærke.

2020 Ravines Wine Cellars, White Springs Vineyard Dry Riesling, New York State, USA

2020 Ravines Wine Cellars, White Springs Vineyard Dry Riesling, New York State, USASå smagte vi – selvfølgelig – Riesling fra Finger Lakes i form af denne 2020 White Springs Vineyard Dry Riesling fra danske Morten Hallgren på Ravines Wine Cellars.

Det er et vinhus, som jeg har smagt mange vine fra og skrevet om tidligere, så det gør vi ikke igen.

I stedet kigger vi bare nærmere på denne vin, der er lavet med druer fra den unikke og kalkholdige enkeltmark White Springs Vineyard, der ligger ved søen Seneca Lake.

Druerne er høstet både med maskine og håndkraft … og i vineriet presses de håndplukkede drueklaser hele, så kun den mest friske og delikate druemost finder vej til den færdige vin. Den maskinhøstede del af druerne udblødes med skindkontakt inden presningen, for at opnå en færdig vin med ekstra aromatisk intensitet og kompleksitet.

Vinen gærer køligt på ståltanke og efter gæringen. så omstikkes vinen, inden den overvintrer i kontakt med de fine gærrester frem til aftapningen i april.

Meget klassisk … men ingen petroleum, så i stedet har vinen en meget klar og slank duft med gule æbler og fersken samt lidt moden og varm blomsterpollen, lidt ristede noter, nødder og virker alligevel meget frisk, klar og rigtig elegant.

I munden er det en virkelig blød og moden Riesling … ikke tør, men virkelig elegant med en fyldigere og sødbitter frisk smag, nogle lidt tropiske frugter som fersken, mango og lime samt en behersket mineralitet. Den er fyldigere end forventet, men sidder sgu lige i skabet … 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen er 269,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Little Beauty Wines, Dry Riesling Limited Edition, Marlborough, New Zealand

2022 Little Beauty Wines, Dry Riesling Limited Edition, Marlborough, New ZealandHvorfor så ikke lige smage endnu en vin fra Little Beauty Wines? Her i det houlbergske palæ er der ikke langt fra tanke til handling, så jeg smagte husets 2022 Dry Riesling Limited Edition.

Det er altid lidt underligt at se årstallet for indeværende år på en vin, men da man på New Zealand jo typisk høster i april måned, så er det faktisk helt naturligt, at vi her sidst på året smager en vin fra årgang 2022. I øvrigt høster Little Beauty Wines faktisk alle deres druer med maskine.

For denne Dry Riesling Limited Edition høsten sket fra en enkelt mark på sølle 1,89 hektar i Waihopai Valley og fra Riesling klonerne 198-19 og 110. Der er også kun lavet 3.000-4.000 flasker af vinen.

Druerne er efter høsten presset langsomt i hele klaser og der anvendes kun den fritløbende sagt. Fermentering er sket i store rustfrie ståltanke ved forholdsvis kølige temperaturer ved hjælp af 3 udvalgte gærceller, men gæringen er blev stoppet inden vinen blev alt for tør.

Den har derefter lagret sur lie – med bærmen – på ståltankene en kort periode inden let filtrering og aftapning på flaske. Der er også 7,3 gram restsukker pr. liter.

Det er klart Riesling med en snert petroleum, men samtidig fornemmer man også klart en vist restsødme, hvilket kombineres med en lidt tropisk frugt af ananas, mango, abrikos, fersken, grillet citron og så lidt sød vingummi og lakridskonfekt.

I munden er det en saftig vin … har god blanding af sødme, bitterhed, en frisk og spændstig frugt og en lidt jernet mineralitet. Der er frugt af citroner, lemon og grønne æbler, masser af syre, ingefær … ung, frisk, grøn, krisp og smagsmæssigt mærker man ikke sødmen ret meget. 91 point.

Forhandles af Den Sidste Flaske, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 185 kr. ved køb af mindst 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Weingut Grans-Fassian, Dhroner Hofberg Riesling GG, Mosel, Tyskland

På Bistroteket smagte vi skam også den samme vin – Dhroner Hofberg Riesling Grosses Gewächs fra Weingut Grans-Fassian – i årgang 2018 og den var mere rund og komplet.

Den er selvfølgelig lavet på præcis samme måde … alt med manuel høst på den stejle mark og så presset og gæret i rustfrie ståltanke, hvor vinen da også bagefter er lagret sur lie en periode.

Den minder i næsen selvfølgelig om 2019’eren, men virker bare rundere og og blødere. Der er fortsat godt med petroleum, grønne æbler, citroner, abrikos, blomster og har da også denne mineralske og rene aroma, som virkelig giver en krisp fornemmelse.

I munden er forskellen endda større, for smagen er også både mere rund og mere blød, men også i starten let perlende. Der er fortsat en syre med citroner, men her virker citroner mere tørrede i det og får følgeskab af lemon og salte mineraler. 2018’eren virker en tak mere søde og dybere i smagen. Det smager herregodt. 95 point.

Forhandles af Terroir Vin, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Weingut Grans-Fassian, Dhroner Hofberg Riesling GG, Mosel, Tyskland

Igen et besøg på Bistroteket i Randers og med lækker vin fra Peters kælderkort … bl.a. 2 vine fra Weingut Grans-Fassian og det var et par Dhroner Hofberg Riesling Grosses Gewächs i årgang 2019 og 2018.

Weingut Grans-Fassian er bosiddende ved Mosel flodens bred mellem Trittenheim samt Leiwen … en strækning der nok hører til blandt Tysklands smukkeste.

Vinhuset er grundlagt i 1624, men drives i dag af Gerhard Grans, som overtog driften efter sin far Matthias Grans i 1982. Dengang var ejendommen på små 4 hektar, men er løbende blevet udvidet og er i dag på knap 12 hektar.

På de stejle bakker dyrkes der Riesling, Pinot Blanc og Pinot Gris. De bedste marker er klassificeret i den højeste kategori GG … Grosses Gewächs, nemlig de 3 marker Leiwener Laurentiuslay, Trittenheimer Apotheke og Dhroner Hofberg. Herudover har de også den fremragende mark Piesporter Goldtröpfchen.

Marken Dhroner Hofberg er ganske stejl med 60-65% hældning og jordbund af rød skifer, hvor druerne efter høst er presset skånsomt og så gæret i rustfrie ståltanke, hvor vinen også bagefter er lagret en periode sur lie.

I næsen er 2019’eren meget ren, mineralsk og urtet. Der er først petroleum og den fremstår meget skarp, præcis og klar med grønne æbler, citroner samt en smule tropisk frugt ala abrikos, blomster, men virker så rank og mineralsk.

I munden er det lidt samme billede … syrlige citroner, umodne æbler og et sprødt mineralsk bid. Den virker endnu meget ung, lidt tæt, let saltet og med en styrende og ren syre, der giver vinen masser af bid, så dermed 93 point.

Forhandles af Terroir Vin, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Rock Ferry Wines, Trig Hill Vineyards Riesling, Central Otago, New Zealand

2018 Rock Ferry Wines, Trig Hill Vineyards Riesling, Central Otago, New ZealandNår vi nu er ved Rock Ferry Wines, så napper vi da bare en vin mere og det blev denne Trig Hill Vineyards Riesling i en årgang 2018.

Druerne til vinen kommer fra marken Trig Hill Vineyard, der ligger i Bendigo i Central Otago regionen syd for Marlborough. Trig Hill vinmarken ligger på en af de højeste skråninger i hele Central Otago med fantastisk soleksponering og en kompleks jordbund dannet af gletchere, der har bragt ler, grus, skiffer og silt med sig.

Druerne er høstet med håndkraft og herefter presset uden afstilkning af klaserne. Mosten har derefter hvilet koldt i 48 timer inden gæringen er sket … 80% i rustfrie ståltanke i 32 dage med udvalgte gærstammer og de sidste 20% blev gæret på franske egefade med efterfølgende malolaktisk gæring og så lagret 6 måneder sur lie inden samling og aftapning på flaske.

Der er ved første snus masser af tertiære TDN-agtige noter af petroleum, terpentin og spildolie, som er kraftige og skygger en anelse for frugten af æbler samt lidt fersken, og melon, men som foregående vin, er denne også klar klar og ren, knap så tropisk og venlig, men langt mere ren, stram og syrligbitter.

I munden er det også en stram og syrlig bandit … virkelig en syrebasse, der får dine læber til at spidse til. Der er citronsyre, men igen er det en lidt rustik syre, som får følgeskab af lemon og grape bitterhed. Som sidst er de intet pjank her … alvorlig, syrlig og skarp Riesling. Det er frisk, sprælsk, sprødt, rustikt, stramt og rammer med syrlighed lige i ansigtet. 88 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Dominikaner Weingut C. von Nell-Breuning, Monopol Dominikanerberg Riesling Kabinett Trocken, Mosel, Tyskland

2020 Dominikaner Weingut C. von Nell-Breuning, Monopol Dominikanerberg Riesling Kabinett Trocken, Mosel, TysklandDen anden vin fra Dominikaner Weingut C. von Nell-Breuning var også lavet med Riesling druer fra Dominikanerberg marken, for det var nemlig en Monopol Dominikanerberg Riesling Kabinett Trocken i årgang 2020.

Vinen er jo egentlig lavet på samme måde som foregående vin, altså med en let presning af druerne, hvor vinen så gærer helt spontant i ståltanke med druernes og kælderen naturlige gærceller. Efter endt gæringen er vinen lagret sur lie – alt på bærmen – omkring 8 måneder, hvorefter der sker aftapning på flaske.

Duftmæssigt minder vinen vildt meget om søstervinen fra før … nervøse antræk til en smule petroleum og så har den også samme lidt stenede, rene og mineralske note … og ellers godt med en syrlig frugt med et bundt citroner, lemon med let bitterhed og dugfriske grønne æbler. Igen har vinen også denne imponerende luftige og nærmest lette side med sarte hvide blomster, en snas nødder, så samlet en rigtig flot næse.

Smagsmæssigt er ligheden også stor, men der er bare lige skruet op for syrligheden, så man laver lidt kyssemund. Nu er der ikke ananas, men i stedet umodne grønne æbler, lemon og citroner, der virkelig giver en frisk syre, masser af bid og endda med meget, meget begrænset sødme. Det bider de rigtige steder … 92 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koster 180 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Dominikaner Weingut C. von Nell-Breuning, Kaseler Dominikanerberg Riesling Kabinett Feinherb, Mosel, Tyskland

2020 Dominikaner Weingut C. von Nell-Breuning, Kaseler Dominikanerberg Riesling Kabinett Feinherb, Mosel, TysklandDominikaner Weingut C. von Nell-Breuning er en gammel vingård beliggende i Ruwer og har været ejet af samme familie i over 350 år. Derfra smager jeg to vine og starter med denne 2020 Kaseler Dominikanerberg Riesling Kabinett Feinherb.

Det var Peter Christian Nell, der i 1670 grundlagde vingården. Han var blevet adlet for hans tjenester af den romerske kejser Joseph I af Ungarn og Böhmen. Han havde med succes drevet tømmerhandel og skibsfart på Rhinen, hvilket førte til velstand … og pengene blev brugt på ejendom og vinmarker, bl.a, i Kasel im Ruwertal

Lige siden har vingården beliggende på Bahnhofstraße i Kasel tæt på på Ruwer floden været i von Nell-Breuning-familiens ejerskab.  I dag er det 10. og 11. generation, som driver gården, nemlig Ingeborg og Christoph von Nell-Breuning samt deres yngste datter Carmen von Nell-Breuning,

Familien har sammenlagt 7 hektar vinmarker på de stejle og skiferholdige skråninger ned mod Ruwer og de bedste marker er Kaseler Kehrnagel, Kaseler Nies’chen og deres egen monopolmark Kaseler Dominikanerberg. Alle drives økologisk og siden 2019 også biodynamisk med et flok Shropshire får rendende rundt i markerne.

Udover vinproduktionen, så driver familien også Pauliner Hof, der er et lille hotel, vinothek og Event Location i et gammelt kloster fra det 18. århundrede … og der kan man helt sikkert smage husets vine, der helt fra gammel tid har været eftertragtede.

Således bestilte Zarens russiske hof i 1912 ikke mindre end 1.100 flasker af 1911 årgangen af husets Dominikanerberg Riesling og vor egen Dronning Margrethe fik også i 1974 serveret Dominikanerberg Riesling på Petersberg i Bonn ved at besøg hos Bundeskanzler Helmut Schmidt.

Her smager vi så husets 2020 Kaseler Dominikanerberg Riesling Kabinett Feinherb, hvor druerne først er presset, hvorefter vinen så gærer spontant i rustfrie ståltanke med druernes og kælderen helt naturlige gærceller. Efter endt gæring er vinen lagret sur lie – alt på bærmen – omkring 8 måneder, hvorefter der sker aftapning på flaske.

Der er duftmæssigt arketypiske Riesling antræk til lidt petroleum, meget ren, stenet og mineralsk nerve, en ren, syrlig og frisk frugt af citroner, grønne æbler og lidt lemon. Der fornemmes også lidt røg, nødder samt hvide blomster. Man fornemmer denne luftige, lette samt meget fine side af Mosel.

Sådan smager vinen også og man mærker ikke, at der er tale om en Feinherb vin, idet der er godt med frisk frugt, lidt ananas, æbler, lidt lemon og citroner … har godt med syrlig saftighed, selvom den også typisk for Mosel har lidt sødme. Det smager bare superfint, så dermed 91 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koste 170 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Weingut Malat, Furth Riesling, Kremstal, Østrig

 2021 Weingut Malat, Furth Riesling, Kremstal, ØstrigWeingut Malat driver både vinhus og 4-stjernet hotel på Hafnerstraße i byen Palt lige ved et af Donau flodens mange sving, men det er derfra, at jeg nu smager en 2021 Furth Riesling.

Vinhuset drives af  Michael Malat, der 10. generation af et over 300 år gammelt vinhus og nu fører familiens stolte traditioner videre med ønsket om at lave naturlige, terroirtro vine med elegance og finesse. Det er med andre ord et gammelt vinhus og de gamle vinkældre og den ældste fløj på vingården går da også helt tilbage til 1700-tallet, men både vingård og hotellet er løbende renoveret og bl.a. byder hotellet på 9 værelser og en lejlighed med udsigt udover alle vinmarkerne.

 Weingut Malat har samlet 45 hektar vinmarker, der dyrkes efter økologiske principper. Jordbunden varierer mellem ler og kalksten i selve dalen, mens den ved bjergene består af det nærringsfattige Lösss, som tvinger vinstokkene til at grave dybt efter nærring.

Malats markbesiddelser tæller fornemme af slagsen på Steinbühel, Silberbichel og Pfaffenberg, som alle er klassificeret som Erste Lage. Derudover parceller på Höhlgraben, Leukuschberg, Am Zaum, Hochrain, Satzen og Zistel.

Selvom den økologiske tilgang har eksisteret i mange år, har man dog først for nylig valgt at blive økologisk certificeret, hvilket snart også vil fremgå af etiketterne.

Den naturlige tilgang præger i det hele taget alt arbejdet, både med fokus på manuel høst med lave høstudbytter i marken samt i kælder med spontangæring og næsten udelukkende lagring på neutrale fade.

Denne Furth Riesling, hvor druerne kommer fra marker ved  Furth i Göttweig.  Al høst er foretaget ved håndkraft, hvorefter vinen gærer på naturlig vis på stål for slutteligt at lagre på store, gamle, neutrale træfade. Vinen har 3,5 gram restsukker pr. liter.

Dejlig luftig aroma … skarp, præcis og alligevel med et let touch, en snert petroleum, et snert nødder, mens eller er det æbler, lemon og noget sandeltræ … eller i hvert fald i den retning. Er tosset med den lethed, som hænger i luften som skøn parfume suppleret af våde sten samt en smule skolekridt.

I munden er det mere stringent, klart og syrligt … virkelig ren Riesling med mineralsk stensaft. Der er umodne æbler samt et tons citroner, så du automatisk laver kyssemund. Det kan du også roligt gøre, for det er en skarp Riesling, der bare hænger i munden i lang, lang tid som en beatnik syrehoved, 92 point og vildt niveau.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 143 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Cave Historique des Hospices de Strasbourg, Riesling Cave de Beblenheim, Alsace, Frankrig

2020 Cave Historique des Hospices de Strasbourg, Riesling Cave de Beblenheim, Alsace, FrankrigOmkring 10 minutters gang fra Cathédrale Notre Dame midt i Strasbourg og tæt på Place de l’Hôpital finder vi den gamle historiske vinkælder Cave Historique des Hospices de Strasbourg og derfra smager vi nu denne 2020 Riesling Cave de Beblenheim … Elevé en Fûts de Chêne.

Vinkælderen lå oprindelig sammen med det civile hospital og blev bygget mellem 1393 og 1395. Cave Historique des Hospices de Strasbourg blev løbende til en af de store besiddere af gode vinmarker, da mange af patienterne på hospitalet løbende testamentere jordlodder, hvorved produktion og salg af vinene kunne medvirke til at finansiere hospitalets drift.

I 1716 hærgede en brand hospitalet, men skånede vinkælderen, den tilhørende lille bager og kapellet. Men i løbet af det 20. århundrede  forsvandt vinproduktionen dog gradvist og døde helt hen i 1999.

Imidlertid gik 30 større domæner sammen i 1999 og skabte et slags kooperativ. De har således renoveret den gamle kælder, som fortsat kan besøges af vinglade turister og så laver de så alle nogle vine, som de markedsfører med tilnavnet Cave Historique des Hospices de Strasbourg, som nu fx denne Riesling Elevé en Fûts de Chêne, der laves af Cave de Beblenheim.

Fælles for alle vinene under Cave Historique des Hospices de Strasbourg, så lagres de alle på store, gamle egefade … og hvert vinhus tapper selv deres egne vine, men en lille procentdel afregnes som betaling til Cave Historique des Hospices de Strasbourg.

Denne Riesling Cave de Beblenheim Elevé en Fûts de Chêne har jeg ikke så mange oplysninger om … udover, at den er lavet på Cave de Beblenheim og formentlig med gæring i ståltanke, mens den efter endt fermentering er lagret på store egefade.

Duftmæssig en ren og mineralsk Riesling … har allerede lidt petroleum, der suppleres af æbler, fersken, lemon, hvide blomster samt et strejf af honning.

I munden har den lidt en olieret følelse, men frugten næsten er eksotisk med blød og cremet ananas, fersken og pærer, hvilket gør det til en meget imødekommende Riesling, hvor syren ikke er så vild, men dog har en mineralsk og let saltet eftersmag. 89 point.

Købt i Alsace, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7

2021 Weingut Huber, Riesling Terrassen, Niederösterreich, Østrig

2021 Weingut Huber, Riesling Terrassen, Niederösterreich, ØstrigVi ræser videre med mer’ hvidvin og næste var østrigsk i form af en Riesling Terrassen 2021 fra Weingut Huber, der ligger i den lille by Reichersdorf i Traisental … en dal med kalkrig terroir i Niederösterreich.

Vinen har jeg smagt tidligere, men sidste gang var vist årgang 2017. Jeg har vist også skrevet om den østrigske vingut et par gange før, så nu kigger vi bare nærmere på denne vin.

Riesling Terrassen er lavet på druer fra forskellige marker med forskellig jordbund i Traisental regionen. Vinen er lavet med 4 timers kold udblødning efterfulgt af presning og gæring i ståltanke ved 19 grader, hvorefter vinen modner yderligere i de rustfrie ståltanke i 3 måneder sur lie inden vinen flaskes.

Rigtig dejlig duft med lidt nødder, papkasser samt en frugt af både fersken, æbler, grape, citroner og et fint touch af eksotisk frugt med ananas og lidt abrikos. Derudover er der også både lidt parfumerede blomster samt lidt salte mineraler … i det hele taget byder vinen på rigtig meget i duften.

I munden har vinen er rigtig frisk syre, men det leveres en anelse olieret og fyldigt. Den let fyldig krop kombineret med citroner, lidt lemon og grape, den friske og mineralske syre binder tingene rigtigt godt sammen og giver vinen en frisk og tæt struktur med en virkelig pæn dybde med kæk friskhed. Rigtig god Riesling, så dermed 91 og således lige oppe på 5 tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7