Tag-arkiv: Frankrig

2020 Domaine Michel Rebourgeon, Pommard Les Perrières, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Michel Rebourgeon, Pommard Les Perrières, Bourgogne, FrankrigDerefter kom de restende Domaine Michel Rebourgeon Pinot Noir vine fra Pommard … og altså typisk mere mørke og maskulin vine godt med garvesyre og den første var denne 2020 Pommard  Les Perrières.

Marken Les Perrières er ikke en 1er Cru mark, men den stenede vinmark har til gengæld over 95 år gamle vinstokke, der i 2020 har givet et ganske beskedent udbytte på kun 25 hektoliter pr. hektar.

Efter høsten er druerne sorteret og er afstilket fuldstændigt, men knuses ikke, men placeres blot i store termoregulerede rustfri stål- og betonkar med koldmaceration inden spontangæring alene med druernes egne gærceller over 3 uger med daglig remontage og pigage om dagen for at udvinde både tanniner og rød frugt.

Druerne presses derefter forsigtigt i en pneumatisk presse og efter malolaktisk gæring er vinen lagret 18 måneder på franske barriques, heraf 15% helt nye fade. Der er kun lavet sølle 620 flasker af vinen og denne er nummer 122.

Duftmæssigt er vi igen i superligaen … eller måske rettere ligue 1, som de siger i Frankrig, for vinen dufter drøngodt. Der er skovbund med skovsvampe og østershatte, denne dekadente aroma af gamle fade, linolie og teaktræsolie, kaffegrums og vinen virker klart mere mørk og maskulin end de to foregående. Frugten virker moden med syltede kirsebær, jordbærmarmelade samt hybenroser suppleret med kanel, allehånde og vanilje.

I munden smelter vinen med fløjlsblød velvære, virkelig smukt og næsten skræmmende godt. Det er kirsebær opløst i solbærlikør, lidt opløste jordbær og hindbær med et skvæt sød Campari tilsat, hvilket gør at vinen alligevel ikke mister friskheden, som i stedet blot bliver afdæmpet, kontrolleret og fin. Det er Pinot Noir på første klasse og jeg læner mig allerede frem på stolen. 97 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 899,95 kr., mens prisen er 549,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7

2020 Domaine Michel Rebourgeon, Volnay 1er Cru Carelle Sous La Chapelle, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Michel Rebourgeon, Volnay 1er Cru Carelle Sous La Chapelle, Bourgogne, FrankrigPropriétaire Récoltant à Pommard står der nederst på etiketten af vinene fra Domaine Michel Rebourgeon og næste var igen en 1er Cru Volnay … en 2020 Volnay 1er Cru Carelle Sous La Chapelle.

Carelle Sous La Chapelle betyder”den firkantede vinmark neden for kapellet og ligger selvfølgelig også i Volnay. En i forvejen ret sjælden 1er Cru  vinmark, hvor kun 11 producenter har parceller på og Domaine Michel Rebourgeon er blandt de absolut mindste.

Volnay 1er Cru Carelle Sous La Chapelle lavet med Pinot Noir druer fra op til 80 år gamle vinstokke på 1er Cru marken Carelle Sous La Chapelle og er sorteret  hele to gange …  først af plukkerne, siden på sorteringsbord og er afstilket fuldstændigt.

Druerne er ikke knust, men blot placeret i termoregulerede rustfri stål- og betonkar med koldmaceration inden spontangæring alene med druernes egne gærceller over 3 uger, hvor der udføres både en  remontage og pigage om dagen for at udvinde både tanniner og rød frugt.

Druerne presses derefter forsigtigt i en pneumatisk presse og efter malolaktisk gæring er vinen lagret 18 måneder på franske barriques, heraf 15% helt nye fade. Der er kun lavet sølle 620 flasker af vinen og denne er nummer 122 og samlet har Supervin kun fået deres fingre i beskedne 52 flasker.

Duftmæssigt er Carelle Sous La Chapelle klart anderledes end foregående Les Brouillards, for der er mere sødme, sådan nærmest lidt candyfloss og skumfiduser, men samtidig let, luftig, æterisk, lys og feminin letflyvende aroma med jordbær, hindbær, kirsebær samt nogle dekadente umamiagtige aromaer af noget hengemt, linolie og mahogni, skovbund og fadnoterne er også en spids tydeligere med vanilje, kanel, en cafe latte og en plade mælkechokolade.

Smagen er også lige en spids op … mums for pokker. Den har – som duften – lidt mere sødme, hvilket virkelig klæder vinen, som fremstår utrolig helstøbt, fløjlsblød, fuldkommen og endda næsten fejlfri. Det smelter i munden og en stor velvære samt mental helse breder sig i kroppen, for det smager sgu rasende godt. Det er silkeblødt med kirsebær og jordbær, en feminin og afdæmpet syre … og så er den endda fortsat ganske ung. 97 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 899,95 kr., mens prisen er 549,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7

2020 Domaine Michel Rebourgeon, Volnay 1er Cru Les Brouillards, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Michel Rebourgeon, Volnay 1er Cru Les Brouillards, Bourgogne, Frankrig1-2-3 start og den første Domaine Michel Rebourgeon i feltet blev så en 2020 Volnay 1er Cru Les Brouillards … og som de fleste bourgognefreak ved, så er Volnay vine normalt femine, elegante og lyse med miniralitet og kompleksitet.

Volnay har ingen Grand Cru-marker, men til gengæld finder man flere 1er Cru marker, der leverer vine på et virkelig højt niveau og én af de absolut bedste af disse marker er Les Brouillards, der ligger i Volnays nordøstlige hjørne.

Denne Volnay 1er Cru Les Brouillards lavet med Pinot Noir druer fra 38 år gamle vinstokke på netop 1er Cru marken Les Brouillards og er sorteret  hele to gange …  først af plukkerne, siden på sorteringsbord og er afstilket fuldstændigt.

Druerne er derefter placeret i termoregulerede rustfri stål- og betonkar, hvor de gærer og macererer med druernes egne gærceller over 3 uger, hvor der udføres to pumpeovers samt to udstansninger om dagen for at udvinde både tanniner og rød frugt.

Druerne presses derefter forsigtigt i en pneumatisk presse og efter malolaktisk gæring er vinen lagret 18 måneder på franske barriques, heraf 15% helt nye fade. Der er kun lavet 1.100 flasker af vinen og denne er nummer 219 og samlet har Supervin kun fået fingrene i beskedne 90 flasker.

Overlegen og dekadent duft … sådan lidt umami med kastanjer, nødder, linolie og teaktræ, våde blade i skovbunden samt små tætte kirsebær, hindbær og rabarber, en vis frugtsyre fornemmes også ret klart sammen med et let touch fra fadene med vanilje, chokolade, lakrids, blomsterpollen og trøfler … meget dragende.

I munden er det virkelig Pinot Noir med let, fløjlsblødt og cremet smag, masser igen masser af tætte kirsebær noter, kirsebærsauce samt noget jordbær, rabarber, ribs og lemon, røgede elementer … virker omfavnende, glat, intens og en anelse saftig. Den indeholder meget saft og hænger lang tid i munden … og med mere og luft i glasset, så smelter vinen nærmest vægtløst i munden. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 899,95 kr., mens prisen er 549,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

Houlberg smager … en håndfuld burgundiske vine fra Domaine Michel Rebourgeon

Vi fortsætter lidt på samme måde … smager en stor håndfuld af 6 vine fra et vinhus, som jeg tidligere i år allerede har smagt et par vine fra. Det er nemlig fra det burgundiske vinhus Domaine Michel Rebourgeon, der ligger i Pommard.

Men inden vi lige kigger lidt nærmere på de 6 vine, som jeg nu smager fra Domaine Michel Rebourgeon, så lad os da igen kigge en smule nærmere på vinhuset.

Domaine Michel Rebourgeon

Der er tale om et familiedrevet  vinhus, der – som også skrevet indledningsvis – ligger i Pommard … ja faktisk midt i byen på Place de l’Europe og har dets rødder helt tilbage til 1540.

Oprindelig hed familien faktisk Bourgogne til efternavn, men da Palmyre Bourgogne – Michels mor –  i 1920 efter den 1. verdenskrig giftede sig med Claude Emile Rebourgeon fra Montagny-lès-Buxy i Côte Chalonnaise, så fik familien navnet Rebourgeon og vinhuset kom til at hedde Domaine Rebourgeon-Bourgogne.

Da næste generation skulle overtage, så blev ejendommen delt i to, hvor den ene søn Michel Rebourgeon i 1964 startede med at sælge vinene i eget navn, mens hans lillebror Henry Rebourgeon overtog den anden del … og del del eksisterer fortsat som Domaine Rebourgeon-Mure.

Men i midten af 1990’erne efter Michel Rebourgeons pension overtog datteren Delphine sammen med sin engelske mand Stephen Whitehead driften af Domaine Michel Rebourgeon.

Stephen aka Steve havde havde i 1980’erne en lille forretning i Storbritannien med handel med vin og det var faktisk via sin lille forretning, at han havde mødt sin kommende kone Delphine.

Da Delphines far Michel i 1990’erne nærmede sig pensionsalderen, så forlod Steve sin britiske virksomhed og sluttede sig til fruen på Rebourgeon vinhuset i Pommard og sammen har de siden lavet deres vine der.

Stephen og Delphine har siden deres overtagelse i midten af 1990’erne bragt vinene op på et ekstremt højt niveau. De er dog i dag også kommet op i årene og er så småt på vej på pension. Derfor er de ved at overdrage tøjlerne til deres søn William Whitehead, der har været med til at lave vine siden han var 18 år og af flere bliver betegnet som et vin-geni.

Indtil for ganske nyligt blev hele produktionen solgt gennem husets vinkælder eller på torvet i Pommard, men i dag er huset også startet med at sælge deres vine til udlandet.

Samlet har Domaine Michel Rebourgeon 4,25 hektar vinmarker fordelt på nogle af de bedste marker i Pommard, Volnay og Côte de Beaune, herunder Les Rugiens, der af mange nævnes som en mark på Grand Cru-niveau.

Den samlede produktion er beskedne 20.000 flasker om året, så samlet er der tale om små kultproduktioner med ganske få fade pr. mark … og alt laves med gammelt klassisk manuelt håndværk lige fra arbejdet i marken, beskæring, opbinding, grøn høst, pløjning og i selve kælderen er sker alt skånsomt og nænsomt.

Druerne bliver afstilket uden at bærrene knuses og der gøres brug af såkaldt peristaltisk overpumpning af mosten således, at mosten ikke bliver for hårdt behandlet. Mosten koldmacererer omkring en uge og placeres ved hjælp af tyngdekræften i franske egetræsfade i 12-18 måneder alt afhængigt af vinen.

Vinene

Jeg har før smagt deres 2020 Beaune 1er Cru Les Chouacheux samt deres 2020 Pommard Les Trois Terroirs, men denne gang har jeg så smagt disse 6 vine:

Jeg har selvfølgelig linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene ovenover … helt som vanligt.

Konklusion

Men skal jeg allerede nu komme med sådan en overordnet konklusion, så er det ret nemt … de smagte vine smager ovenud helt formidable. Det er sjældent, at jeg har smagt 6 vine fra samme hus på så højt niveau, så jeg er sgu en smule star-struck.

Det er efter min vurdering vine i særklasse og langt bedre end meget af de burgundiske vine, som jeg ellers har smagt, for alle 6  er så ultrabløde og mundsmeltende. Jeg er sgu blevet fan … og det kan selvfølgelig også ses på mine anmeldelser … men dem kan du jo læse i de kommende indlæg.

2009 Domaine Fourrier, Morey Saint-Denis Clos Solon Vieille Vigne, Bourgogne, Frankrig

2009 Domaine Fourrier, Morey St-Denis Clos Solon Vieille Vigne, Bourgogne, FrankrigDen næste af de ældre burgundiske vine var også en Vieilles Vignes fra gamle stokke og det var denne Morey Saint-Denis Clos Solon Vieille Vigne 2009 fra Domaine Fourrier.

Vinhuset ligger på Rute de Dijon i Gevrey-Chambertin og drives i dag af Jean-Marie Fourrier, som overtog driften fra sin far Jean-Claude i midten af 1990’erne som ug 23 årig og siden har forøget kvaliteten yderligere.

Inden Jean-Marie Fourrier overtog ansvaret fra sin far, så havde han stået i lære hos Henri Jayer i Vosne-Romanee og Domaine Drouhin i Oregon i USA og har fortsat Henri Jayer som sin mentor og laver de bedste vine, som denne vingård nogensinde har lavet.

Det sker fra knap 10 hektar vinmarker, hvor nogle af Pinot Noir vinstokke neer plantet helt tilbage i 1920’erne og alle vinmarkerne drives efter økologiske og biodynamiske principper.

Vinene lagres 18 måneder på fad, hvoraf kun omkring 20% er nye, mens aftapningen sker uden klaring eller filtrering for at sikre mest muligt af terroirets karakteristik, koncentration og elegance. I dag er alle vinene fra Domaine Fourrier, så eftertragtede, at de primært sælges pr. allokation til husets trofaste kunder.

Denne Morey St-Denis Clos Solon Vieille Vigne er netop en af disse vine og gæringen er sket i husets moderne vineri i gæringstanke af rustfrit stål efter gennemgang på sorteringsbord, hvor kun hele druer afvendes og de afstilkes næsten 100%.

I gæringstanke sker det, som Jean Marie kalder intracellulær gæring, hvor gæringsprocessen foregår inde i druerne, før skindet går i helt i stykker … altså en slags carbonic maceration og det sker selvfølgelig kun med druernes egne gærceller. Ved den 18 måneder lagring er der alene anvendt 20% nye barriques.

Selve aftapningen foregår i hånden og Jean-Marie foretrækker, at lade vinen stå med den CO2, der naturligt udvikles ved malolaktisk gæring for at bevare vinenes friskhed. .Der sker ingen finering eller filtrering, men da vinene godt kan indeholde noget opløst kuldioxid i flasken, anbefaler Jean Marie at dekantere vinene, hvis de drikkes unge.

Duften er klart dybere end foregående … mørkere med noget koncentreret oksefond, dyb og tæt, ganske kraftig med babybræk – på den gode måde – mælkede noter, hængt kød og flæsk, men har så alligevel lyse bær med kirsebær, hindbær og brombær, men måske en smule ekstraheret. Der kommer også noget skovbund, skovagtig blomsterflor og vilde blomster … alt med styrke i brilleglassene.

Smagen er blød og let fyldig … cremet med en mushy frugt, der også er en anelse til den mørkere side, ristede noter og så ellers en totalt vild syre, der rocker, styrer og bestemmer. På en eller anden måde er vinen imidlertid både kødfuld og ganske elegant, har bløde tanniner, krydderier og så denne vilde og utroligt friske syre. 95 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en årgang 2010 fx koster 1.995 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2005 Domaine Roy Marc, Gevrey-Chambertin Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2005 Domaine Roy Marc, Gevrey-Chambertin Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigDet 3. sæt vine var skam også burgundiske, men nu med mere alder og den første var denne imponerende 2005 Gevrey-Chambertin Vieilles Vignes fra det lille vinhus Domaine Roy Marc.

Domaine Roy Marc er et af de mindre og fine vinhuse i Gevrey-Chambertin, hvor de alene har 4 hektar vinmarker fordelt på 12 parceller  og laver 4 forskellige cuvéer af Gevrey-Chambertin vine, lidt hvid Côte de Nuits-Villages samt en smule af den sjældne hvidvin Marsannay Les Champs Perdrix.

Alexandrine Roy overtog i 2003 driften som 4. generation på vingården, som blev grundlagt af hendes oldefar Victor Roy og dengang endda med langt færre vinmarker end i dag.

Omtrent 90% af domænets vinmarker er beplantet med Pinot Noir, mens resterende 10% anvendes til Chardonnay og – som nævnt – en del af områdets kuriositet – hvid Marsannay.

Det var dog Alexandrines bedstefar André Roy, der sørgede for, at vingården voksede med tilkøb af flere marker, men han solgte – som det meste af sin generation – de fleste af druerne til négocianter.

Det var således hendes far Marc Roy, der i 1982 sørgede for den største forandring, da han besluttede sig for at begynde at aftappe hele  produktionen … og siden begyndte at eksportere vinene til lande som USA, Canada, Japan, Storbritannien, Norge, Danmark, Luxembourg og Holland.

Alexandrine havde inden hendes overtagelse af familiens vingård i 2003 bl.a. arbejdet i både Australien og New Zeeland, men også det foregående år 2002 arbejdet i Bandol. Nu  varetager hun selv stort set hele processen, lige fra markarbejde og  vedligeholdelse til selve vinifikationen i kælderen.

Efter manuel høst hvor der maksimalt høstes 40-45 hektoliter pr. hektar for at sikre optimal frugtkoncentration, så afstilkes klaserne, hvorefter vinifikationen følger traditionelle principper med moderat lagring på egetræsfade før den endelige flaskeaftapning. Stilen er klassisk old-school kombineret med få moderne principper.

Gevrey-Chambertin Vieilles Vignes er lavet med Pinot Noir druer fra over 70 år gamle vinstokke og ellers er vinen lavet med mindst mulig indgriben og en moderat fadlagring … ellers har jeg faktisk ikke flere informationer om produktionen.

Det er så blød og smooth vin, at den smelter både i næsen og i munden. Der er en duft af modne druer, søde kirsebær, jordbær, hindbær, noget grøntsagsfond, let vanilje, kanel, sød lakrids, tobak, jord, skovbund og sten … alt i perfekt harmoni.

Uha, hvor smager det godt … er så kompleks og komplet, så flydende og mundsmeltende, så vinen frydefulgt opløses på smukkeste måde, men alligevel med et frisk bid. Der er lyse kirsebær, saftig jordbær og den smager vandvittig godt. Det er sgu svært ikke at blive imponeret og dermed store 98 point.

Forhandles i en årgang 2020 af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 800 kr. , men så skal du bare vente 15 år!

Vinanmeldelse 6,5/7  

2016 Domaine Jean-Marc & Hugues Pavelot, Savigny-lès-Beaune 1er Cru Aux Guettes, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine Jean-Marc & Hugues Pavelot, Savigny-lès-Beaune 1er Cru Aux Guettes, Bourgogne, FrankrigDen anden burgundiske vin i sæt 2 var også en 1er Cru vin, nemlig en 2016 Savigny-lès-Beaune 1er Cru Aux Guettes fra Domaine Jean-Marc & Hugues Pavelot, der netop holder til i Savigny-lès-Beaune lige ved Beaune.

Vinhuset har i generationer været drevet af Pavelot familien, men i dag er det Hugues Pavelot, som står for driften og fremstillingen af vinene, mens far Jean-Marc efterhånden kun hjælper lidt.

Hugues Pavelot laver nogle af de bedste vine i Savigny-Lés-Beaune og betragtes som en af de absolut dygtigste producenter i området.

I dag har vingården 13 hektar vinmarker, som primært ligger i kommunen Savigny-les-Beaune, men familien har også marker i Beaune samt Aloxe-Corton.

Deres vinmarker består hovedsageligt af gamle vinstokke, i nogle områder er deres marker med stokke med en alder på op imod 80 år!

Vinifikationen optimeres i forhold til det enkelte terroir. Det er vigtigt for Hugues, at det enkelte terroir for mulighed for at udtrykke sig.

Gæringen af de hvide vine startes i ståltanke, men forsætter i 6-8 uger på egefade. Der foretages løbende omrøring i fadene under gæring og  Efter gæring er afsluttet lagrer vinen på bundfaldet i 10-12 måneder. Den malolaktiske gæring sker umiddelbart efter endt gæring, og overstås forholdsvis hurtigt.

Hele gæringsprocessen af de røde vine sker på træfade og løber i 15-20 dage afhængig af mark. Alle de røde druer afstilkes 100%. Lagring sker også på træfade, og der anvendes kun 10-30% nye fade. De lagrer i 10-16 måneder – 1er Cru’erne naturligvis i længst tid.

Denne Savigny-lès-Beaune 1er Cru Aux Guettes er fra marken Aux Guettes på 1,48 hektar på en stejl og sydvendt bjergskråning og har vinstokke, der er omkring 35 år gamle.

Druerne er høstet manuelt med en selektering både under plukningen og ved ankomsten til kælderen, hvorefter de afstilkes næsten 100% … og så knust inden de overføres til tanke og køles ned til 12 grader for en 3 dages maceration.

Så er gæringen sket over 15-19 dage med løbende omrøringer og efter endt gæring lader man vinen løbe naturligt fra tanken for en naturlig bundfældelse over 24-48 timer, hvorefter den overføres til barriques, hvor den gennemgår en malolaktisk gæring. Så er den derefter lagret 12 måneder på barriques, hvoraf 25% er nye fade.

I næsen er vinen langt mere øko … helt bio bio med lidt krudt, grøntsagsfond, blomster og blomsterpollen samt en luftig og let frugt af lyse kirsebær, jordbær og ribs. Man fornemmer allerede fra første snif denne fine, smågrønne og stringent syrlighed med en helt sitrende energi.

Smagsmæssigt er det dog blødheden, som først slår en … så utrolig let, blød og samtidig saftig og klar. Den har denne lyse og stringente frugt med jordbær, kirsebær, moreller og ribs samt noget lemonagtig bitterhed og bidende syrlighed. Det suppleres med lidt peber og små fadnoter af lakrids, mørk chokolade og har nogle fine og sarte tanniner og en rigtig fin balance. 95 point.

Forhandles herhjemme af Thorkild’s Vinhandel, hvor en flaske koster 409 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Domaine François Gaunoux, Pommard 1er Cru Les Grands Epenots, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine François Gaunoux, Pommard 1er Cru Les Grands Epenots, Bourgogne, FrankrigDet næste sæt var præget af, at Jan i sommers var forbi Bourgogne, så begge vine var derfra og den første var denne 2017 Pommard 1er Cru Les Grands Epenots fra Domaine François Gaunoux.

Familien Gaunoux har boet i Meursault i Côte d’Or siden det 16. århundrede og selve huset drives i dag  af Claudine Gaunoux.

Hun er datter af François Gaunoux, som i nyere tid har gjort huset verdenskendt og selv har arbejdet i markerne og vineriet, siden han var 15 år.

Og François var søn er den berømte Henri Gaunoux, som var en kendt vinmager fra Pommard … lidt en avantgarde-vinmager, som forstod at kombinere modernisme og tradition … den samme filosofi Claudine også fastholder i dag og har gjort siden hun overtog driften i 2000.

Det var således reelt Henri Gaunoux, der i 1930 grundlagde vinhuset, der i dag har omkring 10 hektar vinmarker i både Volnay, Pommard og Meursault, bl.a. parceller på markerne Le Clos des Meix Chavaux, Clos de Tavaux og Meursault Les Gouttes d’Or.

Det er et vinhus, der producerer en række rød- og hvidvine, som er meget eftertragtede af vinentusiaster verden over og Gaunoux har således et meget anerkendt navn.

Denne Pommard 1er Cru Les Grands Epenots fra 1er Cru marken er lavet med afstilkning af druerne, hvorefter gæring er sket i ståltanke og i det hele taget er Claudine meget fokuseret på friskheden, så hun laver vinen ud fra et hands-off og lagrer vinen udelukkende på stål efter en moderne tilgang.

Duftmæssigt kan den naturlige, friske og kølige produktion også allerede duftes fra start … har stor tørhed, grafit, kul og tryksværte med en maskulin tæthed, grønne noter, jordbær og mørke kirsebær, så dermed en vin, som kræver lidt fordybelse.

Smagsmæssigt har vinen også en ren, direkte og klinisk frugt med masser af grønne noter, mens syren også er stram, frisk med syrlige kirsebær, ribs og smågrønne jordbær samt godt med lemon, der lige tilfører noget bitterhed og giver vinen denne lette, lyse og friske syrligbitre elegance … men hold kæft, hvor er den grøn. 95 point.

Købt i Bourgogne, men prisen ligger formentlig omkring 700 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2016 Jean-Claude Ramonet, Puligny-Montrachet, Bourgogne, Frankrig

2016 Jean-Claude Ramonet, Puligny-Montrachet, Bourgogne, FrankrigLidt hygge hos Jan omfattede en røvfuld toplækre vine og den første blev denne 2016 Puligny-Montrachet fra vinhuset Jean-Claude Ramonet, der ligger midt i Chassagne-Montrachet.

Jean-Claude Ramonet er grundlagt i slutningen af 1920’erne af Pierre Ramonet. Han startede vingården med en produktion af vin fra opkøbte druer men i 1934 købte han sin første egen mark.

Det var 1. Cru marken Clos Ruchottes og historien fortæller, at Pierre på notarkontoret i Beaune dykkede dybt i sine lommer og så betalte kontant med penge, som han havde haft opsparet og gemt i sin madras.

Kort forinden havde USA ophævet spiritusforbudet og Ramonets Chassagne-Montrachet Clos Ruchottes blev blandt de første vine, som amerikanerne kunne smage. Lynhurtigt opnåede vinene fra Ramonet international anerkendelse.

I løbet af årene har Ramonet løbende haft heldet til at opkøbe parceller på nogle Bourgognes allerbedste marker. I 1955 købte Ramonet fx parceller på Grand Cru markerne Batard- og Bienvenue-Batard Montrachet, mens kronen på værket kom i hus i 1978, da de fik mulighed for at købe en del af verdens mest anerkendte mark til fremstilling af hvidvin … Grand Cru marken Le Montrachet.

I dag drives vingården af Jean-Claude Ramonet som 3. generation. Han overtog i 1984 driften sammen med sin broder Nöel, men de er ikke helt fælles om tingene, men har i stedet opdelt de i alt 17 hektar vinmarker i to dele. Noel bliver i vinmarken og passer sine parceller, hvorfra han så sælger frugten til Jean-Claude.

Jean-Claude passer sine egne parceller og laver så sine vine i kælderen i Chassagne-Montrachet og i dag tappes alle vine med Jean-Claude Ramonet navn på etiketterne. I dag er Jean-Claudes datter Anne-France Ramonet også kommet med i driften.

Domaine Ramonet har klart deres force på de hvide vine, men laver altså også lidt rødvine … her er det dog den monstrøse hvide Puligny-Montrachet i en årgang 2016. Den er lavet meget klassisk, men det er med et let fadpræg via lagring på primært brugte fade og meget begrænset nye fade.

Duften er bred og smørfed, men er også samtidig virkelig, fin, skrøbelig og sart og slet ikke voldsom på fad. Der er nøddenektar, dåsepærer, fersken, let abrikos, ananas, gule æbler, våde vaskeklude, støvet, feminin, fys og luftig … har lidt lakridskonfekt og vanilje, men det er yderst afdæmpet og smukt balanceret.

I munden er det bibelsk, blødt, cremet og olieret … frugten er fed, fin samt feminin med saftige abrikoser, grillede grapefrugter, lidt modne æbler og denne fløjlsbløde syre med en sart og elegant side. Den her er sgu klasse hvidvine, hvor man får lidt af det hele, men doseret så himmelsk, at man tilfredsstiller alle sanser på en gang. 97 point.

Forhandles bl.a. af Uhrskov Vine, hvor en flaske i årgang 2018 koster 1.250 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2019 Château Peyrabon, Château la Fleur Peyrabon Pauillac, Bordeaux, Frankrig

2019 Château Peyrabon, Château la Fleur Peyrabon Pauillac, Bordeaux, FrankrigDen anden blindsmagte vin fra Supervin viste sig af være en fin 2019 Château la Fleur Peyrabon Pauillac fra vinslottet Château Peyrabon øst for Saint-Sauveur på Médoc halvøen.

Vinslottet kan spores helt tilbage til 1766, hvor slottet blev opført af kong Louis XV’s kartografiske ingeniør Pierre de Belleyme, men i nyere tid blev det i 1998 købt af Bordeaux-købmanden Patrick Bernard, men blev senest handlet i september 2022, hvor det blev overtaget af Millésima-koncernen ejet af  familien Castéja.

Det er en familie, som allerede ejer flere ejendomme i Pauillac og Haut Médoc, herunder det berømte Château Batailley og Château Lynch-Moussas, som begge er 5. Grand Cru Classé slotte.

Château Peyrabon har over 30 hektar marker, som ligger fordelt mellem de to appellationer Haut-Médoc og Pauillac … hvor Pauillac markerne ligger helt op til nogle af området meget prominente naboer.

På Château Peyrabon laver man 3 vine … denne Château la Fleur Peyrabon Pauillac, andenvinen Château Pierbone og så Haut-Médoc vinen Château Peyrabon.

Denne Château la Fleur Peyrabon Pauillac er i denne årgang 2019 lavet på 63% Cabernet Sauvignon, 27% Merlot og 11% Petit Verdot fra 24 år gamle vinstokke på husets 4,86 hektar store vinmark i Pauillac og de er høstet manuelt.

Efter høsten er druerne først afstilket, hvorefter de optisk er sorteret inden gæringen er sket i termoregulerede beton-, rustfrie stålkar og egetønder over samlet 21 dage.  Derefter er der sket let presning og så er vinen lagret 14 måneder på barriques, heraf 50% nye fade.

Duftmæssigt er denne – som nummer 1 – mørk med en dyb frugt, men her kommer der mere lakrids frem og virker faktisk ret elegant, moden og dekadent. Ud fra første snif vil jeg vurdere, at denne her er dyrere og af mere ædel race end den første. Der er kaffebønner, mørk chokolade … frugten lidt mere i baggrunden med solbærlikør, brombær og større dybde.

I munden er det også cremet og forførende … tæt på at være helt mundsmeltende med rå-lakrids, solbær, brombær og hindbær med fedme, modenhed, bløde og flot integrerede tanniner. Den virker ret levende, intens og smager fandeme virkelig godt. Der er også noget fedme og marmeladeagtig dybde i vinen, men har dog samtidig en slank og rank sjæl med masser af smag. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen kendes ikke endnu.

Vinanmeldelse 5,5/7